Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 37
26. november 1993
Gældende

Hjemmestyrets bekendtgørelse om prøveforberedende enkeltfagsundervisning til folkeskolens afgangs- og udvidet afgangsprøve

I medfør af § 10, stk. 5, i Landstingsforordning nr. 5 af 9. april 1992 om fritidsvirksomhed, fastsættes:

 

Kapitel 1
Formål

§ 1.  Formålet med enkeltfagskurser for voksne er at give personer, som har forladt skolen, mulighed for personlig udvikling og mulighed for at erhverve sig kundskaber og færdigheder for at kunne honorere kravene til videregående uddannelse.

 

Kapitel 2
Folkeskolens afgangs- og udvidede afgangsprøver

§ 2. Prøveforberedende undervisning med sigte mod folkeskolens afgangsprøver etableres under fritidsundervisning, fortrinsvis for personer over 19 år.
Stk. 2. Tilbud om prøveforberedende undervisning skal koordineres med folkeskolens undervisning i henhold til § 4 i landstingsforordning om folkeskolen, jf. bekendtgørelse om folkeskolens fritidsvirksomhed, og med folkeskolens almindelige undervisning i prøveforberedende fag.
Stk. 3. Der kan efter de kommunale myndigheders bestemmelse afsættes et antal timer til vejledning af selvstuderende.

§ 3. Der kan tilrettelægges prøveforberedende undervisning, som kan afsluttes med enten afgangsprøve eller udvidet afgangsprøve i fagene: grønlandsk, dansk, regning/matematik, engelsk og fysik/kemi.
Stk. 2. Formålet med og indholdet af undervisningen er angivet i læseplanerne for folkeskolen.

§ 4. Undervisning med sigte mod afgangsprøve kan tilrettelægges som 1-årigt kursus eller som 2-årigt kursus, og på et niveau svarende til undervisningen på 10. eller 11. klassetrin på almen linie med et samlet timetal, der fastsættes inden for følgende rammer: 

1-årigt 2-årigt
grønlandsk 200-240 400-480
dansk 200-240 400-480
regning/matematik 200-240 400-480
engelsk 140-180 280-360
fysik/kemi 100-120 200-240


§ 5.
Undervisning med sigte mod udvidet afgangsprøve kan tilrettelægges som l- årigt kursus eller som 2-årigt kursus og på et niveau svarende til undervisningen på 10. eller 11. klassetrin, udvidet linie med et samlet timetal, der fastsættes inden for følgende rammer: 

1-årigt 2-årigt
grønlandsk 200-240 400-480
dansk 200-240 400-480
regning/matematik 200-240 400-480
engelsk 140-180 280-360
fysik/kemi 100-120 200-240


§ 6.
For at kunne deltage i et 1-årigt tilrettelagt kursus efter §§ 4 og 5, skal eleven have afsluttet 10. klassetrin i det pågældende fag og niveau eller på anden måde have erhvervet sig de nødvendige forkundskaber.
Stk. 2. For at kunne deltage i et 2-årigt tilrettelagt kursus efter §§ 4 og 5, skal eleven have afsluttet 9. klassetrin i det pågældende fag og niveau eller på anden måde have erhvervet sig de nødvendige forkundskaber.

§ 7. Indstilling til prøve og prøveafholdelse foregår efter de for folkeskolen gældende bestemmelser, jf. § 15 i landstingsforordning om folkeskolen.

 

Kapitel 3
Andre bestemmelser

§ 8. Enkeltfagsundervisning skal i øvrigt opfylde følgende betingelser:
1) Lederen og læreren, der forestår undervisningen, skal have de nødvendige forudsætninger.
2) Undervisningen skal gennemføres i egnede lokaler med fornødent udstyr.
3) Bøger og lignende undervisningsmidler stilles vederlagsfrit til rådighed for deltagerne.
4) Der opkræves betaling for deltagelse i enkeltfagsundervisning, jf. bestemmelserne om betaling for deltagelse i fritidsundervisning.

§ 9. Såfremt der er tilmeldt mindst 8 deltagere, skal holdet oprettes.
Stk. 2. Såfremt det gennemsnitlige antal fremmødte deltagere inden for 4 på hinanden følgende uger falder til under 4 deltagere, skal holdet nedlægges.

§ 10. Såfremt ønskede kurser ikke kan oprettes på grund af for ringe elevtilgang, kan ansøgere henvises til folkeskolens fritidsundervisnings prøveforberedende undervisning.
Stk. 2. Afgørelse af om et hold skal henregnes under folkeskolens fritidsundervisnings prøveforberedende undervisning eller fritidsundervisningens enkeltfagsundervisning sker efter flertallet af deltagernes alder på opstarttidspunktet.

 

Kapitel 4
Ikrafttræden

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 1993.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 22 af 2. juli 1986.
Stk. 3. Dog kan hold oprettet som 1-årigt eller 2-årigt kursus pr. 1. august 1993 følge timetallene i den i stk. 2, nævnte bekendtgørelse for så vidt angår fagene i §§ 4 og 5 i nærværende bekendtgørelse.




Grønlands Hjemmestyre, den 26. november 1993




Marianne Jensen

/

Aqigssiaq Møller