Hjemmestyrets bekendtgørelse Nationalparken i Nord- og Østgrønland
I henhold til § 16, stk. 2, i landstingslov nr. 11 af 12. november 1980 om naturfredning i Grønland fastsættes:
Kapitel I
Almindelige bestemmelser
§ 1. Formålet med Nationalparken er at bevare områdets naturtilstand og samtidigt hermed at sikre mulighed for forskning og adgang for offentligheden. Der skal tilstræbes størst mulig beskyttelse af landskab, plantevækst, dyreliv, fortidsminder og andre
kulturlevn.
Stk. 2. Offentligheden har adgang, såfremt det kan ske uden tilsidesættelse af de i stk. l nævnte hensyn eller andre særlige hensyn.
Kapitel II
Fiskeri og jagt
§ 2. Al jagt er forbudt, jf. dog § 4 og § 22.
Stk. 2. Fiskeri er kun tilladt med stang eller pilk.
§ 3. Selvskud og fælder af enhver art må ikke indføres til eller forefindes i Nationalparken. Andre våben må kun indføres eller besiddes med Politimesterens tilladelse i hvert enkelt tilfælde. Bestemmelsen i andet punktum gælder ikke personer, der er på traditionel fangsttur i området, jf. § 22, samt for personel udstationeret i Nationalparken.
§ 4. Mandskabet på de i i § 26 nævnte stationer må til eget forbrug fiske samt skyde sæler, harer og ryper i henhold til de for Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) gældende fredningsregler.
Stk. 2. Mandskabet på Mesters Vig har dog kun tilladelse til fiskeri.
Stk. 3. For det i medfør af stk. l og 2 udførte kan Landsstyret fastsætte bestemmelser for fremsendelse af fangstlister samt præparater til videnskabeligt brug. Skind af lovligt nedlagte sæler kan frit udføres fra Grønland.
§ 5. I tilfælde af, at et dyr dræbes under påberåbelse af nødværge, skal skind og kranium tilberedes forsvarligt og sendes til Landsstyret tillige med en rapport over hændelsesforløbet, der overgives politimesteren til vurdering.
Kapitel III
Ophold, færdsel m.v.
§ 6. Pattedyr og fugle samt deres bo og reder må ikke forstyrres eller provokeres og æg ikke fjernes. Nye arter, herunder husdyr, må ikke indføres.
Stk. 2. Uanset bestemmelserne i stk. l må der til brug for mandskabet indføres slædehunde til de i § 26 nævnte stationer.
§ 7. Der må ikke slås lejr på eller i umiddelbar nærhed af dyrs og fugles naturlige yngle-, fouragerings-, fælde- eller hvilepladser samt vandringsveje.
§ 8. Landsstyret kan til videnskabeligt brug give tilladelse til mærkning af fugle og pattedyr.
§ 9. Uden videresalg for øje er det tilladt at samle planter, bær, insekter og andre lavere dyr samt mineraler. Planter med rødder må ikke indsamles uden særlig tilladelse fra Landsstyret. Nye arter må ikke indføres.
§ 10. Drivtræ og andet jordfundet materiale af planter eller dyr, herunder kranier, gevirer, horn og skeletdele, må ikke fjernes fra findestederne uden særlig tilladelse fra Landsstyret.
§ 11. Udenfor de faste stationer er kørsel med terrængående motorcykler eller andet terrængående motorkøretøj forbudt, når det ikke sker på is eller fast snedække. Brug af motorkøretøjer er forbudt i områder udlagt som zone I.
Stk. 2. Ved Mesters Vig må kørsel som nævnt i stk. l dog kun finde sted i området mellem Antarctic Havn, Kap Petersen, Haslums Øer og Drømmebugten.
§ 12. Det er forbudt at efterlade affald eller spildprodukter på land, i søer, i elve, i havet eller på søis, havis eller bræis. Affald eller spildprodukter skal bringes tilbage til faste stationer eller skibe med henblik på tilintetgørelse eller genudførelse.
§ 13. Overflyvning af land, fjorde og hav i en højde af under 500 m. over terræn, landing med fly og landgang fra skib samt nedkastning af depoter må kun ske efter forudgående indhentet tilladelse fra Landsstyret.
Stk. 2. De i stk. l nævnte aktiviteter kræver dog ikke tilladelse i det omfang, det er nødvendigt for de faste stationers drift, jf. § 26, eller det offentliges virksomhed i øvrigt.
§ 14. Etablering af nye stationer og hytter eller andre anlæg må ikke ske uden forudgående tilladelse fra Landsstyret.
Kapitel IV
Regler om beskyttelse af ferske vande
§ 15. Vandløb må ikke ændres i deres forløb.
Stk. 2. Søer og damme eller dele deraf må ikke opfyldes. Bredderne må ikke beskadiges, og vandstanden må ikke ændres, jf. dog § 28.
Kapitel V
Regler om forhistoriske og historiske anlæg
§ 16. Fortidsminder og fund af kulturhistorisk interesse er fredede i medfør af Landstingslov nr. 4 af 18. maj 1990 om Museums- og Arkivvæsen.
Stk. 2. For Nationalparken gælder yderligere følgende særlige regler:
a. Det fredede omfatter alle varder og vardeberetninger uanset alder og oprindelse.
b. Alle anlæg er fredede i en afstand af 100 m. omkring mindet. Hverken anlæg eller omgivelser må ændres uden tilladelse.
c. Fredningen omfatter desuden alle bygninger fra dette århundrede, der er ude af brug.
§ 17. Fund af enhver art, hvad enten de ligger i tilknytning til et synligt minde eller ej, skal lades urørte, jf. Landstingsforordning nr. 4 af 18. maj 1990 om Museums- og Arkivvæsenet.
Stk. 2. Genstande kan dog medtages, såfremt der er overhængende risiko for, at disse helt eller delvis ødelægges. Fundsituationen skal omhyggeligt dokumenteres, og dokumentationen skal sammen med genstanden afleveres senest én måned efter udrejse fra Nationalparken. Meddelelse om fjernelse af fund skal dog meldes til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv inden afrejse fra Nationalparken.
§ 18. I henhold til Landstingsforordning nr. 4 af 18. maj 1990 om Museums- og Akivvæsen, j f. § 16, er det forbudt uden indhentet tilladelse at udføre genstande fra Grønland fra før 1945, som er af grønlandsk oprindelse eller af særlig betydning til belysning af den grønlandske kulturhistorie. Dette forbud gælder i Nationalparken uanset genstandens alder, jf. dog § 17.
§ 19. Naturskabte objekter, der i kraft af alder, videnskabelig informationsværdi eller sjældenhed, har en særlig værdi for det grønlandske samfund, må ikke udføres af Grønland uden tilladelse fra Landsstyret.
Stk. 2. Det i stk.l anførte gælder ikke for institutioner, der indgår i et formaliseret samarbejde med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og for videnskabelige ekspeditioner, der er godkendt af Landsstyret.
Kapitel VI
Zoneinddeling
§ 20. I Nationalparken er udlagt følgende typer af særligt afgrænsede områder, hvor færdsel og aktiviteter reguleres udfra følgende kriterier:
a. Zone 1: Værdifuldt og specielt sårbart område,
b. Zone 2. Vigtigt og følsomt område
c. Zone 3. Interessant lokalitet.
d. Zone 4. Økologisk vigtigt åbentvandsområde, herunder strømsted.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter den nærmere afgrænsning af og regler for adgangen til de i stk. l nævnte områder.
Kapitel VII
Adgang og kontrolforanstaltninger
§ 21. Adgang til Nationalparken har:
a. personer, der har bopæl i Avanersuaq (Thule) og Ittoqqortoormiit kommuner, og som samtidig har fast tilknytning til det grønlandske samfund,
b. personer, der udfører tilsyns- eller andre opgaver for det offentlige,
c. personer, der er beskæftiget på stationsområder.
Stk. 2. For alle andre end de i stk. l, a-c, omhandlede personer kræves adgangstilladelse fra Landsstyret, jf. § 23.
§ 22. De i § 21, stk. l a, nævnte personer har ret til at drive traditionelt erhverv under overholdelse af de for Ittoqqortoormiit kommune gældende fredningsregler indenfor Nationalparkens grænser, såfremt de er erhvervsjægere.
Stk. 2. Ved traditionelt erhverv forstås jagt på havisen og på havet med hundeslæde kajak og motorbåd, udgående fra og hjemvendende til bopælskommunen. Jagt på moskusokser er ikke tilladt, men der må dog nedlægges højst et dyr pr. slædehold, hvis det er nødvendigt for at skaffe hundefoder. Det nedlagte dyr skal så vidt muligt være en tyr. Den fangstrejsende må ikke tage fast ophold i området eller støtte sig til faste stationer eller ekspeditioner og må ikke være betalt ledsager for eller befordres af nogle, der ikke opfylder betingelserne i § 21, stk. l a.
Stk. 3. Personer, der opfylder betingelserne i stk. l, og som har bopæl i Ittoqqortoormiit kommune, skal inden jagttur til Nationalparken påbegyndes til kommunalbestyrelsen oplyse navn, tidspunkt for jagtturens start, forventede rejseruter og hjemkomsttidspunkt. Efter jagtturens gennemførelse skal der ligeledes til kommunalbestyrelsen meldes om tidspunkt for turens afslutning, rejseruter samt om jagtudbyttet, herunder antal og køn af eventuelt nedlagte moskusokser og de nærmere omstændigheder ved nedlæggelsen. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at meddele fangere afslag på gennemførelse af jagttur til Nationalparken.
§ 23. Ansøgning om adgang til Nationalparken i henhold til § 21, stk. 2, skal indeholde oplysninger om formål og operationsområde, fortegnelse over rejsedeltagere, opholdets forventede varighed samt sådanne øvrige oplysninger, som Landsstyret i øvrigt måtte anse for ønskelige. Tillige gælder bestemmelsen i § 4 i Ministeriet for Grønlands bekendtgørelse af 22. februar 1967, som ændret ved bekendtgørelse af 21. maj 1976, om rejser til og i Grønland.
Stk. 2. Landsstyret kan stille sådanne betingelser for adgang til Nationalparken, som måtte anses for hensigtsmæssige.
§ 24. Nationalparken administreres af Landsstyret. Der nedsættes et nationalparkråd, der yder faglig råd givning og anden bistand i spørgsmål vedrørende forhold i Nationalparken. Til rådet udpeges fire medlemmer af Landstinget blandt dets medlemmer. Landsstyret udpeger formanden og et antal medlemmer med naturvidenskabelig og arkæologisk indsigt. Medlemmerne udpeges efter hvert landstingsvalg.
§ 25. Tilladelse til forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Nationalparken meddeles efter reglerne i Lov om mineralske råstroffer m.v. i Grønland, idet udtalelse indhentes fra Nationalparkrådet med henblik på udfærdigelse af særlige bestemmelser i forbindelse med de enkelte bevillinger. På tilsvarende måde udfærdiges bestemmelser for Grønlands geologiske Undersøgelse og anden af det offentlige godkendt virksomhed inden for Nationalparken.
Kapitel VIII
Faste stationer
§ 26. Til faste stationer henregnes følgende:
Mesters Vig Flyveplads,
Ella Ø,
Daneborg,
Danmarkshavn,
Station Nord,
Kap Moltke og
Brøndlundhus.
Stk. 2. Til et stationsområde medregnes samtlige bygninger og faciliteter nødvendige for stationens drift, herunder vandsøer og -elve, havneanlæg, landingsbaner på land, sø og hav og hertil hørende indflyvningszoner, affaldspladser samt de mellem nævnte lokaliteter normalt anvendte veje eller vejspor.
§ 27. Anlæggelse af nye landingsbaner eller andre større anlæg, der kan indebære væsentlige indgreb i naturforholdene til skade for dyre- eller plantelivet, skal godkendes af Landsstyret.
§ 28. Hvis stationens drift gør det nødvendigt, kan reglerne i § 15 fraviges.
§ 29. Stationsområdernes egne affalds- eller spildprodukter, der ikke tilintetgøres eller genudføres, skal henlægges på dertil indrettede affaldspladser, der skal være sikret således, at affald ikke spredes fra pladserne.
Stk. 2. Nye affaldspladser skal godkendes af Landsstyret.
Kapitel IX
Sanktions- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 30. For overtrædelse af § 2, § 3, 1. og 2. punktum, § 5, stk. 1, § 6, § 9, 2. og 3. punktum, §§ 10-15, § 16 stk. 2, §§ 17 og 18, § 19 stk. 1 og 2, § 21, stk. 2 og § 22, stk. 2 og 3 kan idømmes bøde.
§ 31. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1992 og samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 16 af 16. juni 1987 med ændring af 30. september 1989 om Nationalparken i Nord- og Østgrønland.
Grønlands Hjemmestyre, den 17. juni 1992
Ove Rosing Olsen
/
Torben Cordtz