Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 21
17. maj 1989
Gældende

Hjemmestyrets bekendtgørelse om naturreservatet i Melville Bugt

I henhold til § 2 og § 19 i Landstingslov nr. 11 af 12. november 1980 om naturfredning i Grønland fastsættes:

 

§ 1. En del af Melville Bugt (Qimusseriarsuaq) med tilstødende land- og isområder er udlagt som naturreservat, hvor alt dyreliv er fredet.
Stk. 2. Området er angivet på bekendtgørelsens kortbilag og er omgivet af en ydre grænse (fredningsgrænse I) med følgende forløb: Indlandsisens 500 m højdekurve fra positionen 76°22'30"N/64°01'00"V til positionen 75°40'30"N/57°56'00"V. Fra sidstnævnte punkt stik sydvest til Kap Lewis på Tuttulipaluk hvorfra i lige linie til vestligste punkt i øgruppen Saatut (Sabine Øer). Herfra i lige linie til vestligste punkt på Qapiarfissalik (Thom Ø) og videre til sydligste punkt på Apusaavik (Bryant Ø). Herfra til sydligste punkt på øen Nallortoq (Kap Melville, Nallortup Nuua). Fra dette punkt fortsætter grænsen stik nord til
udgangspositionen 76°22'30"N/64°01'00"V.
Stk. 3. Indenfor det i stk. 2 angivne område findes en indre grænse (fredningsgrænse II) med følgende forløb (se kortbilag): Fra positionen 75°32'40"N/59° 00'00"V i lige linie til vestligste punkt på Nuussuup Qeqertarsua (Welhaven Ø) derfra i lige linie til sydligste punkt på Issuussarsuit (Kløft Ø) og videre til  sydspidsen af Leven Ø. Herfra i lige linie til østligste punkt på Qeqertapaluk (i øgruppen Skene Øer) og videre i lige linie til Indlandsisens 500 m højdekurve på positionen 76°22'40"N/61°55'00"V.

§ 2. I naturreservatet er al fangst, jagt, fiskeri, ægsamling, færdsel, sejlads samt overflyvning i højde under 500 m forbudt.
Stk. 2. Personer, der har fast bopæl i enten Upernavik eller Avanersuaq kommune, og som har gyldigt bevis på at have fangst og jagt som hovederhverv, kan dog drive traditionel fangst og jagt i det område, der er beliggende mellem fredningsgrænse I og fredningsgrænse II.
Stk. 3. Ved traditionel fangst og jagt forstås i denne sammenhæng fangst og jagt på hvidhval, narhval, isbjørn, hvalros og sæler udført med båd eller hundeslæde som transportmiddel.

§ 3. Indenfor fredningsgrænse II er fredningen total for alle.
Stk. 2. Det er dog tilladt for personer, der opfylder betingelserne i §2, stk. 2, at forfølge en anskudt isbjørn indenfor fredningsgrænse II, såfremt anskydningen er sket uden for denne grænse.
Stk. 3. Overskridelse af fredningsgrænse II under forfølgelse af en anskudt isbjørn skal straks ved fangerens hjemkomst meldes til såvel politiet som kommunalbestyrelsen.

§ 4. Fangere, der i henhold til §2, stk. 2, er på traditionel fangst og jagt i området mellem fredningsgrænse I og II kan lovligt søge nødhavn indenfor fredningsgrænse II, såfremt vejrforholdene nødvendiggør dette.
Stk. 2. Undervejs til og fra nødhavnen samt under opholdet i denne må der ikke drives fangst og jagt, så længe man opholder sig indenfor fredningsgrænse II.
Stk. 3. Overskridelse af fredningsgrænse II i forbindelse med anvendelse af nødhavn skal efter fangerens hjemkomst meldes til politi og kommunalbestyrelse.

§ 5. Traditionelle slæderejser mellem Upernavik og Avanersuaq kommuner skal foregå udenfor fredningsgrænse II. Det er i forbindelse med sådanne slæderejser tilladt at drive sæljagt i området mellem fredningsgrænse I og II.

§ 6. Slæderejser i sports- eller turistmæssig sammenhæng over Melville Bugt er alene tilladt udenfor fredningsgrænse 1.

§ 7. Al sejlads i Melville Bugt, der ikke sker i henhold til §2, stk. 2, er alene tilladt udenfor fredningsgrænse 1.

§ 8. Landsstyret kan til videnskabelige formål meddele dispensation fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

§ 9. Undtaget fra bestemmelserne §§ 2, 3, 4 og 7 er virksomheder, som i henhold til lov om mineralske råstoffer i Grønland, foretager forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af råstoffer i området.

§ 10. Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 2-7 kan medføre bøde samt konfiskation af fangstbytte, fangstredskaber samt befordringsmidler.

§ 11. Denne bekendtgørelse træder i kraft straks og samtidigt ophæves bekendtgørelse af 27. juni 1980 fra Rigsombudsmanden i Grønland om fredning af Melville Bugten.




Grønlands Hjemmestyre, den 17. maj 1989




Jonathan Motzfeldt

/

Aqigssiaq Mølller


Kortbilag