Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Sammenskrivning
Nr. 4
28. januar 2026
Gældende

Selvstyrets lovbekendtgørelse af Landstingslov om havne- og krydstogtpassagerafgift

Herved bekendtgøres landstingslov nr. 20 af 30. oktober 1992 om havneafgift, med de ændringer, der følger af landstingslov nr. 4 af 13. maj 1993, landstingslov nr. 14 af 28. oktober 1993, landstingslov nr. 11 af 13. juni 1994, landstingslov nr. 17 af 3. november 1994, landstingslov nr. 1 af 20. maj 1998, landstingslov nr. 2. af 21. maj 2002, landstingslov nr. 3 af 27. marts 2006, landstingslov nr. 14. af 2. november 2006, landstingslov nr. 8 af 5. december 2008, Inatsisartutlov nr. 14 af 3. juni 2015, Inatsisartutlov nr. 61 af 20. november 2023 og Inatsisartutlov nr. 79 af 21. november 2025.

 

  § 1. Ved skibes anløb af havne, opankring uden for havne eller ankomst til red i Grønland pålægges følgende afgifter og gebyrer, jf. dog § 6:

1) Havneafgift efter § 3.

2) Passagerafgift for krydstogtskibe og passagerskibe efter § 4.

3) Miljø- og vedligeholdelsesgebyrer for krydstogtskibe og passagerskibe efter § 5.

 

Havneafgift

 

  § 1 a.  (Ophævet)

 

  § 1 b. (Ophævet)

 

  § 1 c.  (Ophævet)

 

  § 2. (Ophævet)

 

  § 3. Alle skibe skal svare havneafgift ved anløb af havne, opankring uden for havne eller ankomst til red i Grønland, jf. dog § 6.

  Stk. 2. Havneafgift beregnes som minimum af 100 bruttoton (BT) med følgende satser pr. BT:

1) Krydstogtskib pr. påbegyndt døgn 1 kr. 10 øre, hvis skibet har en bruttotonnage på mindre end 30.000 BT, jf. dog stk. 3.

2) Er krydstogtskibets bruttotonnage på eller over 30.000 BT, udgør afgiften pr. påbegyndt døgn 2 kr. 20 øre, jf. dog stk. 3.

3) Skibe på eller over 100 BT indrettet til transport af passagerer (passagerskibe) pr. påbegyndt døgn 1 kr. 10 øre.

4) Fiskefartøjer registreret som hjemmehørende i Danmark, på Færøerne eller i udlandet pr. påbegyndt døgn 0 kr. 70 øre.

5) Skibe indrettet til transport af gods samt andre skibe pr. påbegyndt uge 0 kr. 70 øre.

  Stk. 3. Havneafgiften udgør for udenlandske fritidsfartøjer under 100 BT, herunder sejlbåde, pr. påbegyndt døgn 300 kr.

  Stk. 4 Ved krydstogt- og passagerskibes anløb af havnene i Nuuk og Kangerlussuaq udgør afgiften pr. påbegyndt døgn 0 kr. og 00 øre pr. BT, hvis skibets bruttotonnage er mindre end 30.000 BT, og 0 kr. og 70 øre pr. BT, hvis skibets bruttotonnage er på eller over 30.000 BT. For udenlandske fritidsfartøjer udgør afgiften 0 kr.

 

Passagerafgift

 

  § 4. Krydstogtskibe og passagerskibe skal i tillæg til havneafgift pr. havneanløb, opankring eller ankomst til red svare passagerafgift af antallet af ombordværende passagerer. Passagerafgiften udgør 50 kr. pr. passager. Passagerskibe på under 100 BT svarer ikke passagerafgift.

  Stk. 2. For finansåret 2026 og frem fastsættes passagerafgiftssatsen af Inatsisartut i finansloven.

 

Miljø- og vedligeholdelsesgebyr

 

  § 5. Ved krydstogtsskibes eller passagerskibes ilandsættelse af passagerer ved eller uden for havne, herunder ved kyst- og naturlandinger, bemyndiges kommunalbestyrelsen til at fastsætte et miljø- og vedligeholdelsesgebyr på maksimalt 50 kr. For passagerskibe på under 100 BT kan der ikke fastsættes miljø- og vedligeholdelsesgebyr.

  Stk. 2. Gebyret beregnes på grundlag af skibets passagertal på tidspunktet for ilandsættelsen, uanset antallet af passagerer, der ilandsættes. Der anses for ét anløb pr. kalenderdøgn pr. lokalitet, uanset antallet af ilandsætninger fra samme skib.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen udpeger de relevante lokationer og fastsætter de tilhørende gebyrstørrelser, som indmeldes senest den 1. oktober i det foregående år til skatteforvaltningen.

 

Undtagelser

 

  § 6. Undtaget for afgiftspligt efter § 3 og § 4 samt gebyr efter § 5 er:

1) Fiskefartøjer registreret som hjemmehørende i Grønland.

2) Fiskefartøjer indcharteret af en grønlandsk fiskerivirksomhed.

3) Skibe under 200 BT hjemmehørende i Grønland.

4) Danske og udenlandske orlogsskibe samt danske og udenlandske statsskibe, der ikke bruges kommercielt.

5) Skibe, der tilhører eller er chartret af Grønlands Selvstyres forvaltningsorganer, en grønlandsk kommune eller den danske stat.

6) Havarerede skibe, som ikke efter deres ladningspapirer er bestemt for vedkommende havn.

7) Skibe, som kun søger havn for at rette kompasser, søge lægehjælp, skifte mandskab, eller ilandsætte syge, døde eller skibbrudne eller ombordtage eller ilandsætte lods.

8) Skibe, som udelukkende tjener videnskabelige eller humanitære formål.

9) Skibe, der går i regelmæssig trafik med forsyning af bygder og yderdistrikter.

10) Passagerskibe, som ejes af rederier, der har indgået en servicekontrakt med Grønlands Selvstyre vedrørende passagertransport.

11) Skibe, der er fast stationeret i Grønland og er indrettet til og udøver virksomhed som rednings- og bugserskibe, sandpumpere- og stenfiskerskibe samt dykkerskibe og pramme.

12) Skibe, der alene losser fisk eller fiskeriprodukter indkøbt i Danmark, på Færøerne eller i udlandet med henblik på forarbejdning på landanlæg i Grønland.

13) Skibe, der indhandler fisk og fiskeprodukter i bygder og yderdistrikter.

14) Skibe, der alene udfører transport med olie og olieprodukter.

15) Skibe, der alene udfører indsamling, transport og losning af affald og genbrugsmaterialer på vegne af et 100 % offentligt ejet selskab.

  Stk. 2. Undtaget for afgiftspligt efter § 4 og gebyropkrævning efter § 5 er skibe, der går i fast trafik på 1 eller flere havne.

 

Indberetning, afrunding og betaling

 

  § 7.  Afgiftstilsvaret efter § 4 fastsættes baseret på oplysninger om antallet af passagerer ved skibets anløb af, eller opankring uden for en havn eller ved skibets ankomst til red. Afgiftstilsvaret efter § 3 og gebyropkrævningerne efter § 5 fastsættes senest ved skibets afsejling fra en havn, en opankring eller en red.

  Stk. 2. Skibets fører, mægler eller agent skal senest ved afsejlingen fra en havn, en opankring eller en red fremsende en elektronisk indberetning til skatteforvaltningen med nødvendige oplysninger til opgørelse af afgiftstilsvar og gebyropkrævninger samt til identifikation af skibet m.v.

  Stk. 3. For krydstogtskibe og passagerskibe, jf. § 3, stk. 2, nr. 1-3, indberettes antal passagerer samt disses nationalitet samt antal steder besøgt og antal passagerer ombord til brug for gebyropkrævningerne efter § 5.

 

  § 8. Ved opgørelse af beregningsgrundlaget efter § 3 nedrundes til nærmeste hele antal BT.

  Stk. 2. Afgiftstilsvarene efter §§ 3 og 4 og gebyropkrævningerne efter § 5 forfalder til betaling ved skibets afsejling fra havnen, opankringen eller reden.

Stk. 3. De forfaldne afgiftstilsvar og gebyropkrævninger indbetales til skatteforvaltningen inden 14 dage efter modtagelse af en faktura fra skatteforvaltningen, jf. dog stk. 4.

  Stk. 4. For skibe, der går i fast trafik på 1 eller flere havne, kan der indgås aftale med skatteforvaltningen om anden afregningsform vedrørende havneafgiften efter § 3 end den i stk. 2 og 3 fastsatte.

  Stk. 5. Skatteforvaltningen afregner miljø- og vedligeholdelsesgebyrindtægterne, jf. § 5, til kommunerne 1 gang årligt inden udgangen af januar i det efterfølgende år.

 

  § 9. Kan størrelserne af de afgiftstilsvar og gebyropkrævninger, som påhviler et skib, ikke opgøres, kan skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvarene og gebyropkrævningerne.

 

  § 10. For betaling af afgiftstilsvarene, gebyropkrævningerne og bøderne efter denne Landstingslov hæfter reder, ejer, bruger, befragter og disponent solidarisk.

 

  § 11. Ved udestående restancer kan Naalakkersuisut nægte skibe anløb ved grønlandske havne, indtil skyldige afgifts-, gebyr- og bødebeløb samt sagsomkostninger er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen.

 

  § 12.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om gennemførelse af denne landstingslov.

  Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte krav til den udpegede lokale, funktionelle havnemyndighed om at henvise til og vejlede om skatteforvaltningens indberetningssystem.

  Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om kommunernes anvendelse af indtægterne fra det opkrævede miljø- og vedligeholdelsesgebyr og om aflæggelse af regnskab.

 

  § 13.  Landsstyret kan bemyndige skatteforvaltningen til at pålægge anden offentlig myndighed eller andre om, i samarbejde med og efter instruktion fra skatteforvaltningen, at udøve de pligter og rettigheder, som i denne landstingslov er tillagt skatteforvaltningen.

 

  § 14.  Bøde idømmes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgifts- og gebyrberegningerne og kontrollen heraf, eller

2) undlader at underrette skatteforvaltningen om, at ansættelserne af afgiftstilsvarene og gebyropkrævningerne er for lave, senest 4 uger efter at den skønsmæssige ansættelse af afgiftsgrundlagene og gebyropkrævningerne er meddelt vedkommende.

  Stk. 2.  I forskrifter, der udstedes i medfør af landstingsloven, kan der fastsættes bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelserne i forskrifterne.

  Stk. 3.  For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber, partrederier eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

 

  § 15.  Landsstyret, eller den landsstyret bemyndiger hertil, kan tilkendegive overfor den, der overtræder bestemmelserne i denne landstingslov, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

  Stk. 2.  Med hensyn til den i stk. l nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne i kapitel 5 i lov om rettens pleje i Grønland om indholdet af anklageskrift tilsvarende anvendelse.

  Stk. 3.  Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet, bortfalder videre forfølgning.

  Stk. 4. Bøden tilfalder landskassen.

 

  § 16.  Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 1993.

 

 

 

Landstingslov nr. 4 af 13. maj 1993[i] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Landstingsloven træder i kraft den 1. april 1993

 

 

Landstingslov nr. 14 af 28. oktober 1993[ii] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 1994.

 

 

Landstingslov nr. 11 af 13. juni 1994[iii] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse

 

§ 2

 

Landstingsloven træder i kraft den 1. juli 1994.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 1, nr. 1 har virkning fra og med den 1. januar 1994.

 

 

 

Landstingslov nr. 17 af 3. november 1994[iv] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 1995.

 

 

Landstingslov nr. 1 af 20 maj 1998[v] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Landstingsloven træder i kraft den 1. juli 1998.

 

 

Landstingslov nr. 2 af 21. maj 2002 (Indførelse af passagerafgift for krydstogtskibe)[vi] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2.

 

Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 2003.

 

 

Landstingslov nr. 3 af 27. marts 2006 (Forhøjelse af passagerafgift for krydstogtskibe samt pakkerejseafgift)[vii] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2.

 

Landstingsloven træder i kraft den 1. april 2006.

 

 

Landstingslov nr. 14 af 2. november 2006 (Konsekvensændringer som følge af centralisering af skatteforvaltningen og præcisering af kontrolbestemmelse)[viii] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 11

 

Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 2007.

 

 

Landstingslov nr. 8 af 5. december 2008 (Forhøjet afgift)[ix] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 2009.

 

 

Inatsisartutlov nr. 14 af 3. juni 2015 (Ophævelse af krydstogtpassagerafgiften og afgiften for kombinationssejlads)[x] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. juni 2015.

 

 

Inatsisartutlov nr. 61 af 20. november 2023 (Genindførelse af en krydstogtpassagerafgift)[xi] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. december 2023.

  Stk. 2.  § 1, nr. 1-12, har virkning fra 1. januar 2024.

 

 

Inatsisartutlov nr. 79 af 21. november 2025 (Ændring af afgiftssatser for Kangerlussuaq havn og visse skibstyper samt tilretning vedrørende elektronisk indberetning)[xii] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2026.


 

 

 

Departementet for Finanser og Skatter den 7. januar 2026

 

 

 

Nikolai S. Christensen (sign.)

Departementschef

 

 

 

/Morten W. Selvejer (sign.)

 

 

 

 



[i] Lovændringen vedrører § 3, stk. 1, nr. 3 og stk. 2.

[ii] Lovændringen vedrører § 2, nr. 5 og 7 og § 3, stk. 1, nr. 3 og stk. 2.

[iii] Lovændringen vedrører § 3, stk. 1, nr. 3 og 4 og stk. 2 og § 15, stk. 4.

[iv] Lovændringen vedrører § 3, stk. 1, nr. 3.

[v] Lovændringen vedrører § 3.

[vi] Lovændringen vedrører titel, § 1, § 2, nr. 10 og § 5.

[vii] Lovændringen vedrører § 1, stk. 2 og § 5, stk. 4.

[viii] Lovændringen vedrører § 1, §§ 5-9, og §§ 13-14.

[ix] Lovændringen vedrører § 1, stk. 2 og 3.

[x] Lovændringen vedrører titel, § 1, stk. 2 og 3, § 3, stk. 1, nr. 1 og § 5, stk. 1 og 4.

[xi] Lovændringen vedrører titel, § 1, stk. 1, §§ 1 a, 1 b, 1 c, § 2, § 3, stk. 1 og 2, §§ 4- 6, § 10-12 og § 14, stk. 1 og 2.

[xii] Lovændringen vedrører §§ 1-10 og § 12.

Relationer
Sammenskrivning af

Hjemmelslov til

Ophæver