Selvstyrets bekendtgøerelse om ansættelsesforhold undtaget fra ansættelsesbevisloven
I medfør af § 1, stk. 7, i Inatsisartutlov nr. 16 af 21. november 2022 om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet (Ansættelsesbevisloven) fastsættes:
Kapitel 1
Formål
§ 1. Bekendtgørelsen har til formål at fastsætte de ansættelsesforhold af lejlighedsvis eller særlig karakter, som ikke er omfattet af ansættelsesbevisloven.
Kapitel 2
Lejlighedsvist arbejde
§ 2. Følgende ansættelsesforhold anses som lejlighedsvist arbejde, som ikke er omfattet af ansættelsesbevisloven, dog jf. stk. 2:
1) Løsvikariat/tilkaldevikariat uden fast aftalt arbejdstid, hvor vikaren tilkaldes af arbejdsgiveren fordi:
a) en fastansat medarbejder har uforudset fravær, f.eks. i forbindelse med sygdom, eller
b) omfanget af arbejdsopgaver midlertidigt øges ud over, hvad der kan varetages af de fastansatte medarbejdere.
2) Ansættelsesforhold, hvor arbejdsopgaverne er forbundet til afholdelse af en enkeltstående begivenhed.
Stk. 2. Uagtet stk. 1 omfattes ansættelsesforhold af ansættelsesbevisloven, når en arbejdstager har varetaget arbejdsopgaver hos samme arbejdsgiver i mindst 12 uger i en sammenlagt periode på 4 måneder, og med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 15 timer i de uger, hvor der blev udført arbejde.
Kapitel 3
Arbejde af særlig karakter
§ 3. Følgende ansættelsesforhold anses som arbejde af særlig karakter, som ikke er omfattet af ansættelsesbevisloven, dog jf. stk. 2:
1) Ansættelsesforhold, hvis karakter ikke tillader et forudgående kendskab til omfang af arbejde samt fordeling og placering af arbejdstid, herunder:
a) Laste- og lossearbejde.
b) Honoraraflønnet beredskab, herunder i brandkorps.
c) Ad hoc arbejde, der udelukkende udføres ved bestilling efter efterspørgsel, herunder som turguide.
2) Sæsonbetonet arbejde, hvis udførelse er betinget af sæsonale vejrforhold, såsom hundeslædekørsel, feltarbejde eller asfaltarbejde.
Stk. 2. Uagtet stk. 1 omfattes ansættelsesforhold af ansættelsesbevisloven, når en arbejdstager har varetaget arbejdsopgaver hos samme arbejdsgiver i mindst 12 uger i en sammenlagt periode på 4 måneder, og med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 15 timer i de uger, hvor der blev udført arbejde.
Kapitel 4
Ikrafttræden
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2026.
Overgangsbestemmelser
§ 5. Ved periodeberegning jf. §§ 2 og 3 anses bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt, jf. § 4, som begyndelsespunkt.
Grønlands Selvstyre, den 23. februar 2026
Aqqaluaq B. Egede
Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter.
/ Mikael Mansi Rasmussen