Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 22
10. juni 2026
Vedtaget

Selvstyrets bekendtgørelse om betalingsjagt og -fiskeri

I medfør af § 16, stk. 3, 2. pkt., og 4, § 17, § 18, § 19 og § 20 i Inatsisartutlov om fangst og jagt, jf. Selvstyrets lovbekendtgørelse nr. 30 af 26. marts 2025 samt § 6, stk. 2 og stk. 3, §§ 51, 55, 68, stk. 1, nr. 2-4, stk. 2 og § 71, stk. 4 i Inatsisartutlov nr. 29 af 23. maj 2024 om fiskeri, fastsættes:

 

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitionsbestemmelser

Anvendelsesområde

 

  § 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved betalingsjagt og -fiskeri på Grønlands land- og fiskeriterritorium.

  Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse medmindre andet udtrykkeligt følger af vilkår fastsat i medfør af anden lovgivning om arrangement af betalingsjagt.

 

Definitioner

 

  § 2.  I denne bekendtgørelse forstås ved:

1)  Betalingsjagt: Jagt, der mod betaling er arrangeret af autoriseret arrangør.

2)  Betalingsfiskeri: Kystnært fiskeri, der udføres af turister mod betaling for fisketegn.

3)  Person: En fysisk person.

4)  Håndholdte fiskeredskaber: Stang og pilk.

5)  Mindre vildt: Fugle, polarharer, polarræve og ikke-fredede sæler.

6)  Outfitter: Person, der leverer infrastruktur, udstyr og beklædning til jagt- og eller turistmæssige fiskeriarrangementer.

 

Kapitel 2

Betalingsfiskeri

 

  § 3. Betalingsfiskeri må kun udøves af personer med gyldigt fisketegn, jf. dog stk. 3.

  Stk. 2. Fisketegn er personligt og må ikke overdrages, sælges, udlejes, udlånes eller lignende.

  Stk. 3. Personer under 12 år, som ledsages af en person, der er 18 år eller derover, er omfattet af dennes fisketegn. Aldersdokumentation skal medbringes.

  Stk. 4. Enhver skal på forlangende fra politi, jagtbetjente og fiskerikontrollører eller andre af Departementet for Fiskeri dertil bemyndigede personer kunne fremvise dokumentation for sin ret til betalingsfiskeri som turist i form af et gyldigt fisketegn.

 

  § 4. Fisketegn til betalingsfiskeri udleveres af Departementet for Fiskeri i form af indbetalingskort. Der kan dog også indbetales pr. bankoverførsel eller pr. webbaseret betaling.

  Stk. 2. Fisketegn giver ret til at udøve fiskeri med håndholdte fiskeredskaber efter følgende regler:

1)  Fisketegn A gældende for 1 døgn er gældende fra betalingstidspunktet indtil udløbet af det næstfølgende døgn.

2) Fisketegn B gældende for 1 uge er gældende fra betalingstidspunktet indtil udløbet af de næstfølgende 7 døgn.

3) Fisketegn C gældende for 1 måned er gældende fra betalingstidspunktet og i 30 kalenderdage herefter.

4) Fisketegn D gældende for et kalenderår er gældende fra betalingstidspunktet til og med 31. december i det samme år. Fisketegn D gælder kun for turistvirksomheder med gyldig licens, som driver betalingsfiskeri på ikke-kvoterede arter.

  Stk. 3. Det er ved betaling via indbetalingskort poststemplets datoangivelse, der er gældende som dokumentation for betalingstidspunktet, jf. stk. 2.

  Stk. 4. Det er ved betaling pr. bankoverførsel kvitteringen for denne, der er gældende som dokumentation for betalingstidspunktet, jf. stk. 2.

  Stk. 5. Det er ved betaling pr. webbaseret betaling kvitteringen for denne, der er gældende som dokumentation for betalingstidspunktet, jf. stk. 2.

  Stk. 6. Departementet for Fiskeri kan pålægge kommunerne at varetage den nødvendige administrative forvaltning af betalingsfiskeri, ligesom departementet kan bemyndige institutioner, posthuse og turistkontorer eller lignende til at forestå udlevering af fisketegn.

 

  § 5. Ved udstedelse af fisketegn opkræves en afgift for henholdsvis 1 dag, 1 uge eller 1 måneds fiskeri. Afgiften for Fisketegn D svarer til afgiften for Fisketegn A pr. person. Afgiftens størrelse fastsættes i Inatsisartutlov om Finanslov.

  Stk. 2. Afgiften tilfalder landskassen.

 

Kapitel 3

Betalingsjagt på kvoterede arter, ikke-kvoterede arter og mindre vildt

Fastsættelse og fordeling af kvoter samt fastsættelse af jagtperioder og jagtområder

 

  § 6. Naalakkersuisoq med ressortansvar for Fangst kan under hensyntagen til biologisk rådgivning fastsætte kvoter, jagtperioder og jagtområder til betalingsjagt på kvoterede arter og ikke-kvoterede arter for op til 3 år ad gangen jf. dog stk. 2.

  Stk. 2. Betalingsjagtarrangører, fangstrådets medlemmer, erhvervsfanger-organisationer og foreninger samt interessenter skal høres inden fastsættelse af kvoter, jagtperioder og jagtområder, ligesom der skal gennemføres offentlig høring.

  Stk. 3. Departementet for Fangst kan opdele en fastsat kvote i mindre kvoter, som kan fanges i nærmere afgrænsede områder og perioder og som kan være køns- og aldersopdelte.

 

§ 7. Departementet for Fangst fordeler efter ansøgning kvoterne, jf. § 6, stk. 1, til dem, der har opnået autorisation i henhold til § 8.

  Stk. 2. Departementet kan ved fordeling af de fastsatte kvoter lægge vægt på ansøgerens kendskab til jagtområdet, erfaring med betalingsjagt, tidligere tildelte og benyttede licenser, opfyldelse af rapporteringspligt, rettidig betaling af licensafgifter og overholdelse af regler omkring jagten.

  Stk. 3. Departementet kan fastsætte begrænsninger på antallet af betalingsjagtarrangører, der kan få licenser inden for det samme jagtområde.

Stk. 4. Departementet kan opdele et jagtområde i mindre delområder og udelukke nye betalingsjagtarrangører fra at benytte sine licenser i et nærmere afgrænset område.

 

Autorisation til arrangør af betalingsjagt

 

  § 8. Departementet for Fangst meddeler autorisation til arrangører af betalingsjagt.

  Stk. 2. Betalingsjagt på kvoterede arter, ikke-kvoterede arter og mindre vildt må kun arrangeres af personer, som har opnået autorisation hertil af Departementet for Fangst, jf. dog § 22, stk. 3.

  Stk. 3. Autorisation kan meddeles som gældende for:

a) enkelte eller flere kvoterede arter,

b) enkelt eller flere ikke-kvoterede arter, 

c) mindre vildt, og

d) et specifikt jagtområde, forvaltningsområde og for en specifik jagtperiode i henhold til fastsættelse af kvoter, jagtområder og jagtperioder for betalingsjagt.

 

  § 9.  Autorisation til at arrangere betalingsjagt giver udelukkende ret til at arrangere betalingsjagt i de områder, der er omfattet af indehaverens autorisation.

  Stk. 2. Betalingsjagt skal følge de regler, der er fastsat i øvrig lovgivning for betalingsjagt for de pågældende arter.

Stk. 3. Autorisation til at arrangere betalingsjagt på kvoterede arter, ikke-kvoterede arter og mindre vildt kan gives til en enkeltperson eller enkeltpersoner i fællesskab, som hæfter personligt og direkte, og som opfylder betingelserne i § 10.

 

Autorisation af enkeltpersoner

 

  § 10.  Enkeltpersoner, der ansøger om autorisation som betalingsjagtarrangører, jf. § 9, stk. 3, skal opfylde følgende betingelser:

1) Ansøger skal være indehaver af et gyldigt erhvervs- eller fritidsjagtbevis i Grønland og have haft gyldigt bevis uafbrudt i de seneste 5 år forud for ansøgningstidspunktet.

2) Ansøger skal have dokumenteret erfaring med fangst af den pågældende art samt håndtering af vildtet efter fangst i mindst de seneste 2 år forud for ansøgningstidspunktet.

3) Ansøger skal gennem fangstrapporteringer kunne dokumentere praktisk erfaring i det relevante jagtområde i mindst 2 kalenderår forud for ansøgningstidspunktet.

4) Ansøger skal:

a)  være outfitter,

b)  have dokumentation for bestået trofæpræpareringskursus godkendt af Departementet for Fangst, eller

c)  kunne dokumentere tilsvarende kundskaber som outfitter og trofæpræparatør samt mindst 2 års erfaring med erhvervsfangst, betalingsjagt- eller turismeområdet.

  Stk. 2. Ved tildeling af autorisation til betalingsjagt lægges der vægt på følgende:

1)  at ansøger ejer de nødvendige transportmidler, indkvarteringsfaciliteter og udstyr til at afvikle betalingsjagtarrangementer,

2)  at ansøger har vilje og evne til at skabe lokale arbejdspladser og anvende lokale leverandører ved entrepriser, leverancer og tjenesteydelser,

3)  at ansøger har erfaring indenfor turismeerhvervet, og

4)  at ansøgeren har tilknytning til lokalområdet.

  Stk. 3. Departementet for Fangst kan kræve dokumentation for, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt.

 

  § 11.  Autorisationer af betalingsjagtarrangører kan gives for 1, 2, 3, 4 eller 5 år.

  Stk. 2. En autorisation efter stk. 1 skal tages i brug indenfor 1 år efter meddelelse af autorisationen, ellers vil autorisationen bortfalde. Autorisationer kan efter ansøgning og godkendelse heraf forlænges for en periode på maksimalt 5 år ad gangen.

  Stk. 3. Af autorisationen skal det fremgå hvilke arter og hvilke områder, den er gældende for, samt andre betingelser og begrænsninger fastsat efter denne bekendtgørelse.

  Stk. 4. Autorisationer er personlige og må ikke overdrages, sælges, udlejes eller udlånes.

 

Krav til guider ved betalingsjagt på kvoterede arter, ikke-kvoterede arter og mindre vildt

 

  § 12.  Hvis betalingsjagtarrangøren benytter guide ved gennemførelse af betalingsjagt på kvoterede arter, ikke-kvoterede arter eller mindre vildt, skal guiden opfylde følgende krav:

1) have fast tilknytning til det grønlandske samfund,

2  have fast bopæl i Grønland,

3)  være indehaver af gyldigt erhvervs- eller fritidsjagtbevis i Grønland,

4) have erfaring med fangst samt håndtering af vildtet efter fangst på den pågældende art,

5)  have jagtrelateret kendskab til den pågældende art i Grønland, og

6) kunne afvikle betalingsjagt sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Stk. 2. Ved betalingsjagt på kvoterede arter eller ikke-kvoterede arter skal mindst 1 deltagende guide have bestået trofæpræpareringskursus for trofæjagtguider godkendt af Departementet for Fangst, eller kunne dokumentere at have erhvervet tilsvarende kundskaber i guidning og trofæpræparering på anden vis.

  Stk. 3. Departementet for Fangst kan kræve dokumentation for, at betingelserne i stk. 1 og stk. 2 er opfyldt.

 

  § 13.  Inden jagten starter, skal betalingsjagtarrangøren eller guiden sikre sig, at våben, der skal anvendes i forbindelse med jagten, er indskudt og opfylder kravene til jagt på den konkrete art, og at kunden har de nødvendige tilladelser til at benytte våbenet.

  Stk. 2. Arrangører eller guider skal medbringe riffel til aflivning af anskudt dyr.

  Stk. 3. Arrangører eller guider tilknyttet et betalingsjagtarrangement må ikke selv drive jagt i forbindelse med betalingsjagtarrangementer, bortset fra hvis der er tale om aflivning af et anskudt dyr.

  Stk. 4. Arrangører eller guider skal sikre, at alt kød, skind og andre brugbare dele fra fangede dyr hjemtages umiddelbart efter jagtens afslutning, og at fangstpladsen bliver ryddet for efterladenskaber.

 

Kapitel 4

Dispensationsbestemmelser

 

  § 14.  Departementet for Fangst kan meddele dispensation fra betingelserne i § 10, stk. 1, ved generationsskifte, eller når vedkommende midlertidigt inden for de nævnte perioder har opholdt sig uden for Grønland i uddannelsesøjemed eller lignende. Dette skal kunne dokumenteres overfor Departementet.

  Stk. 2. Departementet for Fangst kan meddele dispensation fra betingelserne i § 12, stk. 1, når vedkommende midlertidigt inden for de nævnte perioder har opholdt sig uden for Grønland i forbindelse med uddannelse eller lignende. Dette skal kunne dokumenteres overfor Departementet.

  Stk. 3. Departementet for Fangst kan til officielle gæster dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser om fisketegn, jf. § 4, licenser, jf. § 16, og rapportering, jf. § 17. De relevante Departementer skal så tidligt som muligt og før gæsternes ankomst skriftligt meddele Departementet for Fangst om de officielle gæster og om dispensationen søges angående fiskeri, jagt eller begge dele.

 

  § 15.  Naalakkersuisoq med ressortansvar for Fangst kan meddele dispensation for et kalenderår til personer, der er ansat ved Arktisk Kommando i Grønland til ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter ikke-kvoterede fiskearter samt småvildtjagt til privat forbrug.

  Stk. 2. De i stk. 1 omfattede personer skal efter jagtbetjentens eller fiskerikontrollørens opfordring dokumentere deres ansættelse ved Arktisk Kommando.

  Stk. 3. Arktisk Kommando skal ved ansøgning medsende en liste med navne til Departement for Fangst i januar måned og sende opdateret liste ved ændringer, for personer omfattet af stk. 1.

  Stk. 4. En rapport over foregående års fangster skal sendes til Departementet for Fangst. Rapporten skal være departementet i hænde senest 15. januar.

  Stk. 5. Dispensation efter stk. 1 er personlig og må ikke overdrages, sælges, udlejes eller udlånes.

 

Kapitel 5

Licenser og rapportering

Licenser

 

  § 16. Autoriserede betalingsjagtarrangører skal ved betalingsjagt på kvoterede arter og ikke-kvoterede arter ansøge om licenser til de jagtområder, de er autoriseret til. Departementet for Fangst fastsætter en tidsfrist for dette. Departementet udsteder licenser med tilhørende fangstrapportering til jagten samt trofæcertifikater.

  Stk. 2. Såfremt hele trofækvoten ikke bliver fordelt i første fordelingsrunde, fordeles de resterende licenser til de autoriserede betalingsjagtarrangører, der henvender sig først.

  Stk. 3. Licenser er personlige og må ikke overdrages, sælges, udlejes eller udlånes.

  Stk. 4. Licenser udstedt efter stk. 1 skal angive antal tilladte dyr, hvilke dyr, fangstperiode og fangstområde.

 

Rapportering

 

  § 17. Betalingsjagtarrangører skal senest 1 måned efter hver jagtperiodes afslutning indsende en rapport til Departementet for Fangst med følgende oplysninger:

1)  En opgørelse over samtlige tildelte, benyttede og ubenyttede licenser udstedt til betalingsjagtarrangøren af Departementet.

2)  Betalingsjagtsarrangørens brug af guider, opgjort efter antal guider, perioder, rekruttering af guider og guidernes kompetencer.

3)  Betalingsjagtarrangørens placering af lejre, herunder oplysninger om:

a)  faciliteter og tekniske installationer i lejrene, og

b)  transport anvendt til og fra lejrene.

4)  Kort over betalingsjagtarrangørens benyttede jagtområder.

5)  Betalingsjagtarrangørens transport af kød og trofæ ud af jagtområde.

6)  Anvendelsen af fangstens kød.

7)  Betalingsjagtarrangørens jagtrelaterede brug af motoriserede transportmidler inden for jagtområdet.

  Stk. 2. Betalingsjagtarrangører, der har haft kunder til betalingsfiskeri i henhold til Kategori D, skal sende et udfyldt skema med de krævede informationer ifølge stk. 1 pr. kvartal til Departementet.

 

Kapitel 6

Kontrol, foranstaltninger og inddragelse af tilladelse

Kontrol

 

§ 18. Jagtbetjente og fiskerikontrollører eller anden person bemyndiget af Departementet for Fangst fører kontrol med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse følges.

 

Foranstaltninger

 

  § 19. Der idømmes bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland til den, der:

1)  Overtræder bestemmelserne om gyldigt fisketegn i § 3, stk. 1 og 2.

2)  Ikke på forlangende fremviser dokumentation som omhandlet i § 3, stk. 4.

3)  Fisker med andre redskaber end tilladt ifølge § 4, stk. 2.

4)  Fisker udenfor fisketegnets gyldighedsperiode i § 4, stk. 2.

5)  Arrangerer betalingsjagt uden at have opnået autorisation hertil, jf. § 8, stk. 2.

6)  Arrangerer betalingsjagt i strid med autorisationens vilkår, betingelser eller begrænsninger som fastsat ifølge § 11, stk. 3.

7)  Overtræder regler om autorisationer til betalingsjagt i § 11, stk. 3.

8) Benytter guide ved gennemførelse af betalingsjagt under tilsidesættelse af § 12, stk. 1 eller 2.

9)  Overtræder regler for arrangører og guider i § 13, stk. 1-4.

10)  Udnytter en dispensation efter § 15, stk. 1, uden på opfordring at fremvise dokumentation som beskrevet i § 15, stk. 2.

11)  Overtræder vilkår i en licens udstedt i medfør af § 16, stk. 1.

 

Inddragelse af tilladelse

 

  § 20.  Departementet for Fangst kan inddrage en tilladelse til at udbyde betalingsjagt eller stoppe for udstedelse af licenser til en betalingsjagtarrangør, hvis:

1) Betalingsjagtarrangøren ikke længere opfylder vilkårene i § 10,

2)  Betalingsjagtarrangøren benytter guider i strid med kravene i § 12,

3) Betalingsjagtarrangøren ikke har arrangeret betalingsjagt i en sammenhængende periode på 12 måneder,

4) Betalingsjagtarrangøren, dennes guide eller kunde i forbindelse med et betalingsjagtarrangement gentagne gange overtræder bestemmelser i denne bekendtgørelse, gældende jagt- og fredningsbestemmelser, eller regler fastsat i våbenloven,

5) Betalingsjagtarrangøren, dennes guide eller kunde overtræder regler efter artsbekendtgørelser, såfremt lovbruddet har direkte forbindelse med udøvelsen af betalingsjagt,

6) Betalingsjagtarrangøren ikke fremsender brugte og ubrugte licenser samt rapport i henhold til § 17 eller

7) Betalingsjagtarrangøren ikke betaler afgifter fastsat i Finansloven.

 

  § 21.  Departementet for Fangst kan tilbagekalde eller reducere en kvote, hvis hensynet til fangstressourcernes bevarelse og reproduktion taler for dette. Tilbagekaldelsen skal meddeles samtidig med udmelding om årets kvoter og før årets licenser uddeles.

 

Ikrafttrædelses- ophævelses- og overgangsbestemmelser

 

  § 22. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2026.

  Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 22 af 19. august 2002 om betalingsjagt og -fiskeri.

  Stk. 3. Gældende autorisationer til at arrangere betalingsjagt udstedt med hjemmel i tidligere lovgivning om betalingsjagt og –fiskeri, jf. stk. 2, er fortsat gældende indtil de udløber.

  Stk. 4. Gældende autorisationer, jf. stk. 3, kan ikke forlænges, idet betalingsjagtarrangøren dog kan ansøge om autorisation efter bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse i stedet.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 8. juni 2026

 

 

 

Peter Borg (sign.)

Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning

 

 

 

/ Emanuel Rosing (sign.)