Cirkulære om et tværgående samarbejdsforum for Naalakkersuisut
I medfør af § 1, stk. 4, i Selvstyrets bekendtgørelse nr. 28 af 13. juli 2022 om Forretningsorden for Naalakkersuisut, fastsættes:
Tværgående koordinering af Naalakkersuisuts virke
§ 1. Der etableres et tværgående samarbejdsforum for Naalakkersuisut med henblik på at skabe et fleksibelt og fortroligt forum for drøftelse, koordinering og beslutningstagning vedrørende politiske spørgsmål af særlig betydning for Naalakkersuisut.
Stk. 2. Samarbejdsforummet har beslutningskompetence i de sager, der af formanden eller Naalakkersuisut henvises til behandling i forummet.
Stk. 3. Samarbejdsforummet skal understøtte smidig vidensdeling, politisk afstemning og hurtig håndtering af tværgående retningstilkendegivelser.
§ 2. Faste medlemmer af samarbejdsforummet er:
1) Formanden for Naalakkersuisut.
2) Viceformanden for Naalakkersuisut.
3) Naalakkersuisoq for Finanser.
Stk. 2. Formanden kan beslutte, at øvrige medlemmer af Naalakkersuisut eller departementschefer eller deres stedfortrædere deltager uden stemmeret, når det vurderes relevant for de drøftede emner.
Stk. 3. Formanden udpeger et ny medlem i tilfælde af, at viceformanden for Naalakkersuisut er Naalakkersuisoq for Finanser.
§ 3. Formanden for Naalakkersuisut er formand for samarbejdsforummet.
Stk. 2. Formanden træffer beslutning om:
1) Afholdelse af møder.
2) Mødets deltagelseskreds.
3) Punkter til drøftelse og sagernes afgrænsning.
Mødevirksomhed
§ 4. Møder indkaldes af formanden efter behov og om fornødent med kort varsel.
Stk. 2. Beslutninger træffes så vidt muligt i enighed. Et beslutningsforslag bortfalder, hvis det ikke kan opnå et flertal.
§ 5. Møder kan afholdes uden dagsorden.
Stk. 2. Møderne tilrettelægges og afvikles fleksibelt i overensstemmelse med sagens karakter og formandens beslutning.
§ 6. Formandens Departement varetager sekretariatsfunktionen, herunder:
1) udsendelse af indkaldelser,
2) den praktiske mødeafvikling, og
3) udarbejdelse af udkast til et beslutningsreferat, jf. § 7, stk. 1.
§ 7. Der udarbejdes beslutningsreferat fra møderne.
Stk. 2. Referatet skal afspejle de endelige politiske aftaler.
Ikrafttrædelse
§ 8. Dette cirkulære træder i kraft den 15. august 2026.
Stk. 2. Samtidig ophæves cirkulære nr. 35 af 15. april 2025 om koordinationsudvalg og koordinationsenheder.
Formandens Departement, den 15. august 2026
Jens-Frederik Nielsen (sign.)
Formand for Naalakkersuisut
/ Hans-Peder Barlach Christensen (sign.)