Tilbage til søgning
Selvstyrets bekendtgørelse om bygnings- og boligregistrering
I medfør af § 17 b, stk. 1 og stk. 3, § 17 d, stk. 2, § 17 e, § 17 f og § 29, stk. 2 i Inatsisartutlov nr. 13 af 26. maj 2010 om byggeri, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 29 af 13. juni 2023 og efter forhandling med rigsmyndighederne, fastsættes:
Etablering af et Bygnings- og Boligregister
§ 1. Naalakkersuisut etablerer og driver et landsdækkende register med oplysninger om bygnings- og boligforhold samt tekniske anlæg m.v.
Stk. 2. Bygnings- og Boligregisteret, der føres af kommunalbestyrelsen, skal indeholde grunddata om bygnings- og boligforhold samt tekniske anlæg m.v. og stille data til rådighed for offentlige myndigheder, koncessionerede selskaber, personer og virksomheder.
Stk. 3. Bygnings- og Boligregisteret kan etableres så ejere kan foretage enkelt opslag og indberetning på en bygning eller et teknisk anlæg m.v. via Sullissivik.gl med anvendelse af gældende digital signatur.
§ 2. I Bygnings- og Boligregisteret skal registreres tidstro, korrekte og fyldestgørende oplysninger, jf. bilag 1 om alle eksisterende og ibrugtagne bygninger og tekniske anlæg m.v. samt bygninger og tekniske anlæg m.v. under opførelse.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afgør om en bebyggelse udgør en bygning eller et teknisk anlæg m.v., der skal registreres i Bygnings- og Boligregisteret.
§ 3. Bygnings- og Boligregisteret skal ved registrering af arealpolygoner anvende Arealregisteret som eneste og autoritativ kilde til oplysning herom.
§ 4. Bygnings- og Boligregisteret skal ved registrering af bygninger og tekniske anlæg m.v., der er meddelt ibrugtagningstilladelse før 1. januar 2026 og, hvori der indgår kommunekode, lokalitetskode, et kommunalt bygningsnummer, bygningspolygon, adresser, enhedsbetegnelse, enhedsanvendelse m.v. anvende Adresseregisteret som autoritativ kilde til oplysninger herom.
Stk. 2. Bygnings- og Boligregisteret skal ved registrering af bygninger og tekniske anlæg m.v. der meddeles tilladelse til ibrugtagning efter den 31. december 2025 oprette et kommunalt bygningsnummer, bygningspolygon, etage og enhedsnummer.
Stk. 3. Bygningspolygon, jf. stk. 2, udarbejdes af kommunalbestyrelsen og ajourføres, når Asiaq Misissueqqaarnerit har foretaget fysisk opmåling af bygningen eller det tekniske anlæg m.v.
§ 5. Med virkning fra den 1. januar 2026 skal de offentlige grunddataregistre ved registreringer, hvori der indgår bygninger og tekniske anlæg m.v., anvende Bygnings- og Boligregisteret som autoritativ kilde til oplysninger herom.
Stk. 2. Naalakkersuisut og kommunerne samt underliggende institutioner skal ved etablering af nye it-systemer tilrettelægge systemet således, at registreringer, hvori der indgår bygninger eller tekniske anlæg m.v., med virkning fra den 1. januar 2026 anvender Bygnings- og Boligregisteret som autoritativ kilde til oplysninger om bygninger og tekniske anlæg m.v.
Stk. 3. Samtlige arealer, hvor kommunalbestyrelsen har oprettet en byggesag registreres i Bygnings- og Boligregisteret som under opførelse indtil der udstedes en endelig kommunal bygningsnummerering, jf. § 11.
Værelser og boligareal
§ 6. Beboelsesenheder skal registreres med antallet af rum. Som rum defineres værelser, der lovligt kan anvendes til beboelse. Rum indrettet og bestemt til anvendelse som køkken, bad, bryggers og entre anses ikke som et værelse. Køkken-alrum defineres som et værelse.
§ 7. Bygninger og tekniske anlæg m.v. registreres med bruttoetageareal i kvadratmeter. Opgørelse af bruttoetageareal skal foretages i overensstemmelse med de til enhver tid fastsatte regler herom i bygningsreglementet.
Stk. 2. Det samlede bruttoetageareal opgøres og indberettes særskilt fordelt på beboelse, erhvervsmæssig anvendelse og fællesarealer.
Kommunal ajourføring af Bygnings- og Boligregisteret
§ 8. Kommunalbestyrelsen skal indberette eksisterende og ibrugtagne bygninger og tekniske anlæg m.v. til Bygnings- og Boligregisteret på grundlag af de oplysninger kommunalbestyrelsen er i besiddelse af på tidspunktet for indberetningen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at gennemføre indberetning efter stk. 1 senest den 1. januar 2026.
§ 9. Kommunalbestyrelsen skal ajourføre Bygnings- og Boligregisteret for alle bygninger og tekniske anlæg m.v. inden for kommunens geografiske område.
§ 10. Kommunalbestyrelsen skal løbende ajourføre Bygnings- og Boligregisteret, i takt med at den kommunale sagsbehandling eller indberetning fra ejer af en bygning eller et teknisk anlæg m.v. giver anledning hertil.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal ajourføre Bygnings- og Boligregisteret, når:
1) Der meddeles ibrugtagningstilladelse til en bygning eller et teknisk anlæg m.v.
2) Der modtages oplysning om faktisk ibrugtagning af en bygning eller et teknisk anlæg m.v.
3) Der modtages oplysning om ændret forsyning, anvendelse, opdeling, sammenlægning eller indretning af en bygning eller et teknisk anlæg m.v.
4) Der meddeles tilladelse til nedrivning af en bygning eller et teknisk anlæg m.v.
5) Kommunalbestyrelsen konstaterer eller bliver bekendt med, at oplysningerne i Bygnings- og Boligregisteret ikke er korrekte.
Stk. 3. Ajourføring skal ske senest 21 hverdage efter kommunalbestyrelsen har modtaget nye oplysninger eller konstaterer eller bliver bekendt med at oplysningerne i Bygnings- og Boligregisteret ikke er korrekte.
Stk. 4. Ved ajourføring af oplysningerne i Bygnings- og Boligregisteret skal historiske data bevares og tydeligt adskilles fra gældende data. Historiske data må ikke ændres, medmindre andet følger af lov eller administrativ forskrift.
§ 11. Når der meddeles arealtildeling til opførelse af en bygning eller et teknisk anlæg m.v. skal kommunalbestyrelsen foretage en foreløbig registrering herom i Bygnings- og Boligregisteret og med markering af polygon og med den bygningsanvendelse, der er registreret som anvendelse i arealregisteret.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan til brug for registrering i Bygnings- og Boligregisteret tildele et reserveret B-nr., der er gældende indtil der udstedes en endelig kommunal bygningsnummerering.
§ 12. Offentlige myndigheder, boligadministrationsselskaber, helt eller delvist ejet af offentlige myndigheder samt ejere af bygninger og tekniske anlæg m.v., skal på begæring meddele alle oplysninger jf. bilag 1 og dokumentation af relevans for registreringen i Bygnings- og Boligregisteret til kommunalbestyrelsen.
§ 13. Finder en offentlig myndighed fejl eller mangler eller bliver gjort bekendt med, at der eksisterer fejl og mangler i Bygnings- og Boligregisteret, skal oplysning herom meddeles til kommunalbestyrelsen.
§ 14. Kommunalbestyrelsen skal med virkning fra den 1. januar 2026 tilrettelægge en systematisk kontrol af oplysningerne i Bygnings- og Boligregisteret.
Stk. 2. Der skal ske registrering af fuldstændige oplysninger om en bygning eller et teknisk anlæg m.v. Manglende oplysninger skal søges indhentet hos offentlige myndigheder, boligadministrationsselskaber helt eller delvist ejet af offentlige myndigheder samt ejere.
Ejers oplysningspligt
§ 15. Ejeren af en bygning eller et teknisk anlæg m.v. skal kontrollere alle oplysninger, der er registreret i Bygnings- og Boligregisteret.
§ 16. Når ejeren af en bygning eller et teknisk anlæg m.v. på grundlag af en meddelelse fra kommunalbestyrelsen eller på andet grundlag bliver bekendt med fejl i oplysningerne i Bygnings- og Boligregisteret skal ejeren foretage indberetning herom til kommunalbestyrelsen.
§ 17. Kommunalbestyrelsen kan pålægge ejeren af en bygning eller et teknisk anlæg m.v., at dokumentere oplysninger, der er registreret eller indberettet til registrering i Bygnings- og Boligregisteret.
§ 18. Når de i Bygnings- og Boligregisteret registrerede bygninger og tekniske anlæg m.v. udvides, nedlægges, ændres, adskilles eller sammenlægges, skal ejeren meddele alle oplysninger af relevans for registreringen i Bygnings- og Boligregisteret til kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Oplysningerne, jf. stk. 1, skal meddeles, når forandringen er fuldført eller faktisk taget i brug.
Stk. 3. For ejerlejligheder meddeles oplysningerne, når anmeldelse om opdeling eller ændring af opdeling af en bygning i ejerlejligheder indleveres til registrering i Retten i Grønland.
Indberetning til Bygnings- og Boligregisteret
§ 19. Indberetning af oplysninger, jf. bilag 1, til registreringen i Bygnings- og Boligregisteret skal ske ved benyttelse af indberetningsformular på Bygnings- og Boligregisterets hjemmeside via Sullissivik.gl. Kommunalbestyrelsen kan dog bestemme, at oplysninger og dokumentation kan eller skal meddeles til kommunalbestyrelsen på anden vis.
Stk. 2. Når kommunalbestyrelsen har godkendt en indberetning jf. stk. 1, ajourføres oplysningerne i Bygnings- og Boligregisteret.
§ 20. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at revidere oplysninger, der er indberettet jf. §§ 16-17, når oplysningerne vurderes umiddelbart fejlbehæftede.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke godkende en indberetning ved mistanke om uoverensstemmelse mellem indberetning og de faktiske forhold.
Forsyningsvirksomheders og offentlige myndigheders forpligtelse til indberetning
§ 21. Forsyningsvirksomheder og offentlige myndigheder, der leverer el, vand og varme samt bortskaffelse af spildevand til bygninger og tekniske anlæg m.v., skal indberette oplysninger til Bygnings- og Boligregisteret. Indberetning skal ske efter reglerne i bilag 1.
Stk. 2. Oplysninger fra forsyningsvirksomheder og offentlige myndigheder skal opdateres fire gange årligt henholdsvis den 10. januar, 10. april, 10. juli og 10. oktober.
Fredede og bevaringsværdige bygninger og tekniske anlæg m.v.
§ 22. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv meddeler kommunalbestyrelsen oplysninger om og i videst muligt omfang dokumentation for fredning af bygninger og tekniske anlæg m.v. Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning i Bygnings- og Boligregisteret.
§ 23. Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning om bevaringsværdige bygninger og tekniske anlæg m.v. i Bygnings- og Boligregisteret.
Videregivelse af data
§ 24. Oplysningerne i Bygnings- og Boligregisteret er ikke offentligt tilgængelige og kan ikke indgå i ajourføring af andre datakilder eller indgå i varetagelsen af andre opgaver, der påhviler offentlige myndigheder.
§ 25. Bygnings- og Boligregisterets oplysninger om bygninger og tekniske anlæg m.v., der anvendes af Forsvarsministeriet eller Justitsministeriet kan ikke tilgås eller videregives uden forudgående skriftlig tilladelse fra Forsvarsministeriet eller Justitsministeriet.
Stk. 2. Staten giver skriftlig meddelelse til Naalakkersuisut om, hvilke bygninger og tekniske anlæg m.v., der skal anses omfattet af stk. 1. Naalakkersuisut foretager indberetning i Bygnings- og Boligregisteret af bygninger og tekniske anlæg m.v. omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Opslag i Bygnings- og Boligregisteret vedrørende bygninger og tekniske anlæg m.v. omfattet af stk. 1 kan alene foretages af sikkerhedsgodkendte personer.
§ 26. Bygnings- og Boligregisterets oplysninger om bygninger og tekniske anlæg m.v., der udgør kritisk infrastruktur kan ikke tilgås eller videregives uden forudgående skriftlig tilladelse fra Naalakkersuisut.
Stk. 2. Ejer eller driftsansvarlig giver skriftlig meddelelse til Naalakkersuisut om, hvilke bygninger og tekniske anlæg m.v., de anser omfattet af stk. 1. Naalakkersuisut træffer afgørelse om, hvilke afgør hvilke bygninger og tekniske anlæg m.v. der er omfattet af stk. 1 og foretager indberetning i Bygnings- og Boligregisteret.
Stk. 3. Opslag i Bygnings- og Boligregisterets oplysninger, jf. stk. 1 kan alene foretages af sikkerhedsgodkendte personer.
Foranstaltninger
§ 27. Med bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland foranstaltes den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed:
1) undlader at foretage indberetning efter § 15,
2) undlader at meddele oplysninger efter §§ 16-17 eller § 19,
3) undlader rettidigt at meddele oplysninger, der kræves efter § 18 eller § 22,
4) undlader at foretage indberetning, der kræves efter § 20, § 21 eller § 23,
5) indberetter eller afgiver urigtige oplysninger til registrering i Bygnings- og Boligregisteret,
6) uberettiget skaffer sig oplysninger fra Bygnings- og Boligregisteret eller
7) uberettiget tilgår eller videregiver oplysninger omfattet af § 25-26.
Stk. 2. Bøder jf. stk. 1 kan pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for
Grønland, kapitel 5.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 28. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2026.
§ 29. Bekendtgørelsen omfatter ikke Forsvarsområdet Pituffik.
Grønlands Selvstyre, den 22. december 2025
Aqqaluaq B. Egede
Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter
/Ruth Lindhardt
Dokumenter
-
PDF (0.39MB)