Selvstyrets bekendtgørelse om anden kulturarvsbeskyttelse af et kulturhistorisk område i Sydgrønland, der består af afgrænsede arealer omkring lokaliteterne Qassiarsuk, Igaliku, Sissarluttoq, Tasikuluulik og Qaqortukulooq-Upernaviarsuk
Områdets afgrænsning
§ 1. Det i bilag 1 på kort angivne område anses på baggrund af sine kulturhistoriske værdier som et kulturhistorisk område, hvis bevarelse og beskyttelse er af væsentlig betydning, hvorfor området omfattes af anden kulturarvsbeskyttelse. Det kulturhistoriske område er inddelt i 5 delområder angivet ved kort og koordinater, jf. stk. 2-6.
Stk. 2. Delområde 1 udgør et afgrænset areal omkring lokaliteten Qassiarsuk. Området er angivet på bilag 2.
Stk. 3. Delområde 2 udgør et afgrænset areal omkring lokaliteten Igaliku. Området er angivet på bilag 3.
Stk. 4. Delområde 3 udgør et afgrænset areal ved lokaliteten Sissarluttoq. Området er angivet på bilag 4.
Stk. 5. Delområde 4 udgør et afgrænset areal i området Tasikuluulik. Området er angivet på bilag 5.
Stk. 6. Delområde 5 udgør et afgrænset areal omkring lokaliteten Qaqortukulooq-Upernaviarsuk. Området er angivet på bilag 6.
Generelt om adgang og benyttelse
§ 2. Offentligheden har adgang til det kulturhistoriske område med de begrænsninger som følger af denne bekendtgørelse, jf. §§ 3-9.
§ 3. Adgang til nærmere fastsatte dele af det kulturhistoriske område kan være betinget af betaling af et gebyr. Der vil ikke kunne opkræves gebyr for personer, myndigheder, virksomheder m.v. der som følge af deres erhverv eller i henhold til anden lovgivning har behov for adgang til området.
Stk. 2. Departementet for kultur fastsætter, hvem gebyret skal tilfalde og gebyrets størrelse.
Stk. 3. Gebyret har til formål helt eller delvist at dække de omkostninger, der er forbundet med vedligeholdelse, drift og etablering af anlæg, der er opført med henblik på adgang til de gebyrbelagte områder.
§ 4. Inden for det kulturhistoriske område må der ikke foregå aktiviteter, der kan være skæmmende eller ødelæggende for dele af området eller for området som helhed. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan dispensere herfra, når ganske særlige grunde taler herfor.
Stk. 2. Adgang til og benyttelse af det kulturhistoriske område skal ske med respekt for reglerne om fredning af jordfaste fortidsminder og bygninger og om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturhistoriske områder.
Stk. 3. Adgang til og benyttelse af det kulturhistoriske område skal ske med respekt for den forvaltningsplan, der er udarbejdet for området, jf. § 9.
Forurening
§ 5. Det er ikke tilladt at forurene vand, is, fjeld og jord på nogen måde eller at efterlade nogen form for affald.
Stk. 2. Det er ikke tilladt at efterlade genstande, materialer eller lignende i terrænet, herunder erhvervsredskaber m.v., medmindre dette er begrundet i periodevis anvendelse.
Vegetation og terræn
§ 6. Aktiviteter i forbindelse med erhverv, fårehold og andet landbrug må fortsat finde sted, men skal ske i overensstemmelse med de generelle regler om områdets benyttelse, jf. § 4.
Stk. 2. Det er bortset fra de i stk. 1 nævnte tilfælde ikke tilladt at beskadige vegetationen eller foretage ændringer af terrænet, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Indsamling af planter er alene tilladt når det sker på en sådan måde at vegetationen i området ikke lider overlast.
Teltslagning og brug af åben ild
§ 7. Teltslagning og brug af åben ild må kun finde sted i kortvarige perioder og skal ske med respekt for områdets vegetation.
Stk. 2. Permanente arealer til teltslagning kan udpeges af kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq efter høring af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Opankring, ilandstigning og periodevise begrænsninger i færdslen
§ 8. Kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq kan fastsætte retningslinjer vedrørende:
1) Opankring og oplæg af både i dele af det kulturhistoriske område.
2) Ilandstigning vedrørende dele af det kulturhistoriske område, jf. dog § 3.
3) Periodevise begrænsninger i færdslen i dele af det kulturhistoriske område.
Stk. 2. Ved fastsættelsen af retningslinjer skal der tages hensyn til, at personer, myndigheder, virksomheder m.v., der som følge af deres erhverv eller i henhold til anden lovgivning har behov for adgang til området, ikke unødigt pådrages indskrænkninger i adgangen.
Forvaltning og tilsyn
§ 9. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv udarbejder i samråd med kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq og efter inddragelse af relevante interessenter en forvaltningsplan for det kulturhistoriske område. Forvaltningsplanen skal løbende ajourføres.
Stk. 2. Forvaltningsplanen er et styringsredskab, som anvendes af forvaltningsinstanserne for at sikre, at det kulturhistoriske områdes kulturhistoriske værdier bevares og beskyttes samtidig med offentlighedens adgang til området og dets fortsatte anvendelse og udvikling.
Stk. 3. Forvaltningsplanen skal mindst indeholde en beskrivelse af:
1) hvem der har ansvaret for forvaltningen af området som helhed og dele heraf,
2) hvilken lovgivning, der regulerer det kulturhistoriske område,
3) hvilke kulturhistoriske værdier, som ligger til grund for det kulturhistoriske områdes beskyttelse,
4) hvilke større problemer, der har eller vil kunne få konsekvenser for det kulturhistoriske område (trusler mod de kulturhistoriske værdier),
5) hvilke erhvervsmæssige udviklingsønsker, der er for området,
6) hvilke forvaltningstiltag, der er igangsat eller agtes igangsat for at imødegå trusler mod de kulturhistoriske værdier og for at tilgodese de erhvervsmæssige udviklingsønsker,
7) hvilke økonomiske og menneskelige ressourcer, der er afsat eller agtes afsat til implementering af forvaltningsplanen og
8) hvorledes implementeringen af forvaltningsplanen bliver monitoreret og evalueret med henblik på løbende ajourføring.
§ 10. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv påser i samarbejde med kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq overholdelsen af bestemmelserne i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq påser overholdelsen af de af kommunalbestyrelsen i henhold til § 8 fastsatte retningslinjer.
Sanktioner
§ 11. Gentagne eller grove overtrædelser af §§ 4-6, og § 7, stk. 1, kan medføre bøde.
Stk. 2. Gentagne eller grove overtrædelser af retningslinjer fastsat efter § 8 kan medføre bøde.
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af en virksomhed, som helt eller delvist ejes af staten, Grønlands Selvstyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, omfattet af Inatsisartutlov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden med videre, som sådan kriminalretligt ansvar. Tilsvarende gælder hvis overtrædelsen er begået af Grønlands Selvstyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, omfattet af inatsisartutlov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v.
Ikrafttræden
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2016.
Grønlands Selvstyre, den 5. juli 2016
Nivi Olsen
/
Mikael Kristensen
-
PDF (0.1MB)
-
PDF (0.12MB)
-
PDF (0.12MB)
-
PDF (0.07MB)
-
PDF (0.12MB)
-
PDF (0.12MB)