Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 19
8. oktober 2015
Ophævet

Selvstyrets bekendtgørelse om medietilskud

I medfør af § 31 i landstingsforordning nr. 10 af 21. maj 2002 om kultur- og fritidsvirksomhed, fastsættes:

Kapitel 1
Anvendelsesområde

  § 1.  Naalakkersuisut yder inden for en på finansloven fastsat bevilling tilskud til projekter, der har til formål at fremme den skrevne, herunder internetbaserede, formidling af samfundsmæssige oplysninger, den demokratiske debat og alsidighed i mediebilledet.

  § 2.  Tilskuddet ydes til etablering eller udvikling af et projekt.
  Stk. 2.  Ved et projekt forstås en aktivitet, der afvikles over en afgrænset periode og har et konkret mål eller slutresultat.
  Stk. 3.  Tilskud til etablering ydes til projekter, som har til formål at formidle selvstændigt journalistisk bearbejdet stof, herunder til forundersøgelser.
  Stk. 4.  Tilskud til udvikling ydes til projekter, som har til formål at omstille eller udvikle et eksisterende, selvstændigt nyhedsmedium.
  Stk. 5.  Tilskud kan ikke ydes som generel produktionsstøtte i form af driftstilskud til den pågældende medieaktørs virksomhed.

  § 3.  Tilskud ydes til projekter, der iværksættes og gennemføres af uafhængige trykte eller skrevne internetbaserede nyheds- og aktualitetsmedier, hvis indhold er redigeret til et grønlandsk publikum eller har et grønlandsk perspektiv på udenlandske begivenheder.
  Stk. 2.  Medier anses ikke for at være uafhængige, hvis
1)  de ejes helt eller delvist af offentlige myndigheder, institutioner eller af offentligt finansierede selskaber eller lignende eller
2)  hvis mindst halvdelen af mediet er ejet af arbejdsgiver-, arbejdstager-, branche- eller interesseorganisationer, herunder politiske partier.
  Stk. 3.  Ved trykte medier forstås aviser, tidsskrifter eller lignende publikationer.
  Stk. 4.  Ved skrevne internetbaserede medier forstås internetbaserede medier, der fortrinsvis består af tekstindhold. Billeder og lyd kan indgå i mindre omfang, såfremt det understøtter tekstindholdet.


Kapitel 2
Betingelser for modtagelse af tilskud

   § 4.  Til projekter, der falder inden for bekendtgørelsens anvendelsesområde, kan der ydes tilskud på op til 70 % af budgettet for det tilskudsberettigede projekt, hvis betingelserne herfor i §§ 5-6 er opfyldt.

  § 5.  Tilskudsansøger skal
1)  være et selvstændigt medie, jf. stk. 2,
2)  i hele støtteperioden have en ansvarshavende redaktør,
3)  have redaktionel kapacitet, som sammen med den ansvarshavende redaktør svarer til minimum 3 årsværk, medmindre ansøgeren har opstartet sin virksomhed i ansøgningsåret eller året inden ansøgningsåret,
4)  formidle selvstændigt journalistisk bearbejdet stof, som primært omhandler politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer, hvor mindst halvdelen af indholdet består af redaktionelt stof, hvori ikke medregnes reklamer, i form af artikler inden for et bredt emneområde i form af flere emner som indenrigs-, udenrigs-, kultur- og lokalstof, og med behandling af aktuelt nyhedsstof,
5)  henvende sig til en bred kreds af brugere og ikke alene mod bestemte erhvervs- eller faggrupper, medlemmer af arbejdstager-, arbejdsgiver- eller brancheorganisationer, politiske partier eller ansatte i forskellige institutioner,
6)  udkomme mindst 1 gang månedligt, eller have daglige opdateringer, hvis der er tale om et internetbaseret medie,
7)  stilles til rådighed i hele landet på ens vilkår for brugerne og være tilgængeligt for alle,
8)  som minimum foreligge på grønlandsk,
9)  have hjemsted i Grønland,
10)  fremvise en økonomisk bæredygtig forretningsplan for medieprojektet, der sandsynliggør, at projektet kan gennemføres som planlagt og
11)  opfylde eventuelle vilkår for tilskudsbevillingen.
  Stk. 2.  Et medie anses som selvstændigt, jf. stk. 1, nr. 1, hvis det har en selvstændig chefredaktion. For så vidt angår skrevne medier kræves det endvidere, at der kan foretages en selvstændig oplagsregistrering, og at der kan abonneres særskilt på mediet.

  § 6.  Et projekt, som har modtaget tilskud, kan bevilges tilskud yderligere 2 gange, hvis projektet ikke allerede er gennemført.
  Stk. 2.  Hvis samme medie søger om tilskud til flere end 1 projekt i samme år, skal ansøgningerne indgives i en prioriteret rækkefølge.


Kapitel 3
Tildelingsudvalg

  § 7.  Naalakkersuisut nedsætter et tildelingsudvalg, som på et årligt møde behandler indkomne ansøgninger om medietilskud og træffer afgørelse om tildeling af tilskud i henhold til denne bekendtgørelse.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut fastsætter en forretningsorden for udvalget.
  Stk. 3.  Udvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
  Stk. 4.  Departementet for Kultur stiller sekretariatsbistand til rådighed for udvalget.

  § 8.  Tildelingsudvalget består af 3 medlemmer, som udpeges af Naalakkersuisut efter indstilling fra:
1)  Ilisimatusarfik, som indstiller et medlem med samfundsfaglig indsigt.
2)  Medieforbundet, som indstiller et medlem med mediefaglig indsigt.
3)  Advokatforeningen i Grønland, som indstiller et medlem med juridisk og driftsøkonomisk indsigt.
  Stk. 2.  Udvalgsmedlemmerne skal være fyldt 18 år og må ikke være medlemmer af eller kandidater til Inatsisartut, Folketinget eller kommunalbestyrelser og må ikke de seneste 5 år fra indstillingstidspunktet have været i et økonomisk forhold til medier i Grønland. Udvalgsmedlemmer, som måtte indtræde i et sådant økonomisk forhold til et medie, skal straks udtræde af udvalget, hvorefter der udpeges et nyt medlem, jf. stk. 1.
  Stk. 3.  Medlemmerne udpeges for en periode af 2 år, jf. dog § 18. Medlemmerne kan genudpeges.
  Stk. 4.  Medlemmer af tildelingsudvalget honoreres i form af vederlag, dagpenge og godtgørelse for rejseudgifterne efter reglerne i kapitel 7 i landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v.


Kapitel 4
Ansøgningsprocedure

  § 9.  Ansøgning om tilskud skal være modtaget i tildelingsudvalgets sekretariat, jf. § 7, stk. 4, senest den 1. maj i det kalenderår, hvor projektet påbegynder, jf. dog § 17.
  Stk. 2.  Der skal fremsendes særskilt ansøgning for hvert projekt, der søges støtte til.
  Stk. 3.  Ansøgningen skal være vedlagt
1)  en detaljeret projektbeskrivelse,
2)  budget og finansieringsplan og
3)  det ansøgende medies regnskab for det foregående kalenderår, medmindre mediet etableres i ansøgningsåret.


Kapitel 5
Regnskab og revision

  § 10.  Modtagere af tilskud skal til departementet for kultur indsende et underskrevet regnskab for tilskuddets anvendelse senest 3 måneder efter projektets gennemførelse.
  Stk. 2.  Regnskabet skal være revideret af en statsautoriseret eller registreret revisor, hvis der er modtaget kr. 150.000 eller derover i tilskud.

  § 11.  Revision skal foretages i overensstemmelse med god revisionsskik.
  Stk. 2.  Ved revisionen skal det blandt andet efterprøves om:
1)  Tilskuddet er anvendt til formålet.
2)  Tilskudsbetingelserne er opfyldt.
3)  Regnskabet for projektet er korrekt og uden væsentlige fejl og mangler.
4)  Tilskudsmodtageren har udvist skyldige økonomiske hensyn, således at projektets gennemførelse ikke har være uforholdsvis udgiftskrævende.
5)  De oplysninger, som tilskudsmodtageren har meddelt departementet for kultur om projektet er dokumenterede.
  Stk. 3.  Departementet for kultur foretager stikprøvekontrol af regnskaberne.

  § 12.  For et tilskud på under kr. 150.000 skal der ikke udføres revision.
  Stk. 2.  Tilskudsmodtageren indestår ved sin underskrift på regnskabet for, at regnskabet er retvisende, og at tilskuddet er brugt til formålet.
  Stk. 3.  Hvis modtageren af et tilskud på under kr. 150.000 har modtaget tilskud fra en eller flere andre tilskudsydere, skal tilskudsmodtager fremsende dokumentation herfor til departementet for kultur.
  Stk. 4.  Departementet for kultur kan pålægge tilskudsmodtageren at udfylde og indsende et af departementet for kultur fremstillet afrapporteringsskema efter afvikling af projektet.


Kapitel 6
Administration, tilsyn og sanktioner

  § 13.  Administrationen af tilskudsordningen varetages af departementet for kultur som sekretariat for tildelingsudvalget.
  Stk. 2.  Det påhviler tilskudsmodtager straks at meddele departementet for kultur, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der har dannet grundlag for tildeling af tilskud.

  § 14.  Tildelingsudvalget fører tilsyn med tilskudsmodtagerens anvendelse af tilskuddet og overholdelse af reglerne om tilskud i henhold til denne bekendtgørelse og eventuelle vilkår for tilskuddet.
  Stk. 2.  Tildelingsudvalget kan til enhver tid afkræve modtageren af tilskuddet oplysninger, der er nødvendige til varetagelse af tilsynet i forhold til det projekt, der er ydet tilskud til.

  § 15.  Tildelingsudvalget kan bringe udbetalingen af tilskud til ophør, hvis grundlaget for tilskuddet vurderes at være bortfaldet.
  Stk. 2.  Tildelingsudvalget kan kræve bevilgede tilskud helt eller delvist tilbagebetalt, hvis:
1)  Tilskudsmodtageren ikke længere opfylder betingelserne for at modtage tilskud, herunder ikke gennemfører de forudsatte aktiviteter.
2)  Tilskudsmodtageren ikke efterkommer eventuelle vilkår for tilskudsbevillingen.
3)  Tilskudsmodtageren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet væsentlige oplysninger i forbindelse med ansøgning eller dokumentation.
4)  Tilskudsmodtager har nægtet at fremsende relevante oplysninger, herunder regnskab og udfyldt afrapporteringsskema.
5)  Tilskudsmodtageren har brugt mindre end budgetteret i tilskudsansøgningen.

Kapitel 7
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

  § 16.  Bekendtgørelsen træder i kraft ved kundgørelsen.

  § 17.  Ansøgninger om tilskud for projekter, der gennemføres i kalenderåret 2015, skal være modtaget i departementet for kultur senest den 1. november 2015.

  § 18.  Tildelingsudvalget udpeges første gang for perioden 15. oktober 2015 til 30. september 2017.



Grønlands Selvstyre, den 8. oktober 2015


Nivi Olsen

/

Mikael Kristensen