Hjemmestyrets bekendtgørelse om beskyttelse af rensdyr
I medfør af § 2 og § 19 i landstingslov nr. 11 af 12. november 1980 om naturfredning i Grønland samt §2, stk. 3 - 4, § 8, §§ 11 - 12, §§ 17 - 18 i landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og jagt fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på beskyttelse af rensdyr (Rangifer tarandus) i Grønland. Rensdyr er fredet i hele landet med undtagelse for de områder, der er udlagt til tamrendrift og de i § 2 nævnte undtagelser.
Stk. 2. Fordeling af kvoter givet i henhold til denne bekendtgørelse samt yderligere vilkår for jagttilladelse er reguleret i Hjemmestyrets bekendtgørelse om jagt på rensdyr og Hjemmestyrets bekendtgørelse om betalingsjagt og -fiskeri.
Fastsættelse af kvoter, jagtperioder og jagtområder
§ 2. Efter indhentet biologisk rådgivning kan Landsstyremedlemmet for Natur fastsætte en kvote til kvotejagt på rensdyrbestande.
Stk. 2. En kvote kan af biologiske årsager begrænses til dyr af bestemte køns- og aldersgrupper og kan inddeles i mindre kvoter, som skal nedlægges indenfor begrænsede jagtområder og jagtperioder.
Stk. 3. I Vest- og Nordgrønland kan kvoteret jagt og betalingsjagt tillades inden for perioden 1. august - 20. september.
Stk. 4. Fangstrådet samt relevante hovedorganisationer skal høres i spørgsmål som vedrører kvoter samt begrænsninger i jagtområder og jagtperioder, jf. stk. 1 - 3.
Stk. 5.De årlige jagtkvoter samt de fastsatte vilkår herfor offentliggøres i den landsdækkende presse før jagtperiodens begyndelse.
Jagtmetoder
§ 3. Ved rensdyrjagt er det kun tilladt at bruge riffel. Mindste lovlige kaliber er .222. Remington. Hel- og halvautomatiske våben er forbudt at anvende til rensdyrjagt, jf. landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og jagt, § 9, stk. 1.
Stk. 2. Enhver jæger skal påse, at våbenet er indskudt og i god stand inden jagten starter.
Stk. 3. Der må ikke medtages hunde ved jagt på rensdyr.
Stk. 4. Der må ikke jagtes rensdyr fra transportmidler.
Aflivning af anskudt rensdyr
§ 4. Den der under jagt anskyder rensdyr er forpligtiget til at nedlægge dyret hurtigst muligt. Jægeren er forpligtiget til at forvisse sig om, at dyret er dødt umiddelbart efter, at det er truffet.
Stk. 2. Jægerens eftersøgning af anskudt rensdyr skal om nødvendigt foregå resten af døgnet efter anskydning og jagt på nye dyr må ikke foregå før dyret er genfundet og nedlagt.
Stk. 3. Hvis det anskudte rensdyr ikke bliver genfundet og nedlagt skal jægeren i umiddelbar tilknytning til jagtens afslutning underrette Direktoratet for Natur om de faktiske forhold.
Rapportering til vildtbiologiske undersøgelser
§ 5. Der kan knyttes betingelser til tilladelse til rensdyrjagt i form af krav om indsendelse af fangstmelding.
Stk. 2. Indsendelse eller aflevering af fangstmelding til kommunen skal ske senest 3 uger efter jagtperioden er afsluttet. Oplysningerne sendes efterfølgende samlet af kommunen til Grønlands Naturinstitut senest 6 uger efter jagtperioden er afsluttet.
Indfangning og udsætning
§ 6. Det er forbudt at udsætte, bedøve eller indfange rensdyr samt holde dem i indhegnede områder uden en forudgående tilladelse fra Landsstyret.
Kommunal vedtægt
§ 7 . Kommunalbestyrelsen kan ved en kommunalvedtægt opstille yderligere krav i henhold til § 2, stk. 2 -3 som er strengere end bestemmelserne i bekendtgørelsen. Kommunalvedtægten skal stadfæstes af Landsstyremedlemmet for Natur.
Dispensation
§ 8. Direktoratet for Natur kan dispensere til videnskabelige formål, herunder give tilladelse til jagt på rensdyr til videnskabelig brug.
Stk. 2. Rensdyr der er til fare eller væsentlig gene for offentlig trafik kan nedlægges i det tilfælde, at alternative løsninger ikke lykkes.
Stk. 3. Den der observerer et af en anden person anskudt rensdyr, som stadig er i live, skal såvidt det er muligt aflive dyret og efterlade det på stedet. Et antruffen dødt rensdyr skal ligeledes efterlades på stedet.
Stk. 4. Rensdyr nedlagt i henhold til stk 2 - 3 tilfalder Grønlands Hjemmestyre. Det påhviler den ansvarlige for nedlæggelsen at
afrapportere hændelsesforløbet til Direktoratet for Natur.
Foranstaltninger
§ 9. Ved overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 3 samt §§ 3 - 7 kan der idømmes bøde.
Stk. 2. Rensdyr, der er nedlagt i strid med § 2, stk. 3, § 3 samt § 7 kan konfiskeres til fordel for Statskassen.
Ikrafttrædelse m.v.
§ 10. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 15. februar 2001.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 10 af 26. juni 1999 om fredning af og jagt på rensdyr.
Grønlands Hjemmestyre, den 8. februar 2001.
Alfred Jakobsen
/
Hans J. Høyer