15. oktober 2007

EM 2007/47
EM 2007/48

 

BETÆNKNING

Afgivet af Landstingets Erhvervsudvalg

vedrørende

Forslag til landstingsforordning om vandforsyning

og

Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om energiforsyning
(Hjemmel til opkrævning af tilslutningsbidrag)


Afgivet til forslagenes 2. behandling


Landstingets Erhvervsudvalg har under behandlingen bestået af:


Landstingsmedlem Ruth Heilmann, Siumut (formand)
Landstingsmedlem Emilie Olsen, Atassut (næstformand)
Landstingsmedlem Vittus Mikaelsen, Siumut
Landstingsmedlem Esmar Bergstrøm, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Jens B. Frederiksen, Demokraterne


Landstingets Erhvervsudvalg har på baggrund af forslagenes 1. behandling under EM 2007 foretaget en gennemgang af forordningsforslagene samt bemærkningerne hertil. Udvalget har noteret sig, at Landsstyret agter at fremsætte et ændringsforslag til vandforsyningsforordningen (EM 2007/47) med mindre tekniske rettelser til forslagets 2. behandling. Udvalgets stillingtagen i denne betænkning sker med forbehold for dette ændringsforslag.

Høringsrunden.

Forslagene har været udsendt i høring i perioden 2. maj – 5. juni 2007. Erhvervsudvalget har modtaget kopi af høringssvarene samt høringssvarnotater udarbejdet af Erhvervsdirektoratet. Udvalget har ikke bemærkninger til høringsperioden, valg af høringsparter eller de indkomne høringssvar.

Forslagets 1. behandling i Landstinget.

Begge forslag blev under Landstingets 1. behandling hilst velkommen af alle partier i Landstinget, idet Kattusseqatigiit Partiiats dog har stillet sig afvisende overfor forslag til ændring af energiforsyningsforordningen (EM 2007/48). Der blev rejst en række spørgsmål under 1. behandlingen, og Erhvervsudvalget har den 1. oktober 2007 valgt at stille uddybende spørgsmål til Landsstyremedlemmet for Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser. Udvalgets spørgsmål og Landsstyremedlemmets svarskrivelse af 10. oktober 2007 vedlægges som bilag 1 og 2 til denne betænkning.

Forslagenes indhold.

EM 2007/47 nyregulerer vandforsyningsområdet her i landet, herunder spørgsmålet om forsyningspligt, forsyningssikkerhed, private vandforsyningsanlæg m.v., samt omkostninger til oprettelse og drift af vandforsyningsanlæg. Forordningen samler og opdaterer reglerne på et forvaltningsområde af central betydning for landets borgere og infrastruktur. Dette hilses velkommen af Landstingets Erhvervsudvalg.

EM 2007/48 skaber på elforsyningsområdet hjemmel til opkrævning af et tilslutningsbidrag hos erhvervsvirksomheder, såfremt deres kapacitetsudvidelser mv. påfører Nukissiorfiit nye anlægsudgifter. En tilsvarende bestemmelse er også indeholdt i EM 2007/47.

Erhvervsudvalgets overvejelser.

I det følgende vil Landstingets Erhvervsudvalg koncentrere sig om nogle bemærkninger vedrørende indførelsen af tilslutningsbidrag på el- og vandområdet, idet udvalget i øvrigt henviser til bilagene til denne betænkning.

For så vidt angår de nye tilslutningsbidrag noterer udvalget sig, at der er stor usikkerhed om, hvor stor en finansiel byrde forslagene vil medføre for erhvervslivet. Ved udarbejdelsen af lov- og forordningsforslag er Landsstyret forpligtet til at beregne de økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet og give konkret oplysning herom i lovbemærkningerne. Hvis en konkret beregning ikke er mulig, skal der udøves et sagligt skøn på basis af erfaringsværdier, så som de anlægsudgifter, der i gennemsnit er blevet anvendt på området over en årrække.

Det har ikke været muligt for Erhvervsudvalget at få oplyst, hvilke udgifter der skønnes at blive tale om, ej heller hvilke udgifter der har været afholdt på området i tidligere år. Erhvervsudvalget finder, at det må høre til de sjældne undtagelser, at et lovforslags økonomiske konsekvenser for erhvervslivet foreligger belyst i en så ringe grad, som det er tilfældet her. Landsstyremedlemmet for Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser opfordres til at holde udvalget orienteret om størrelsen af opkrævede tilslutningsbidrag i de kommende år.

Erhvervsudvalget noterer sig herefter Landsstyrets tilkendegivelse om, at der vil blive tale om en ensartet beregningsmodel for tilslutningsbidrag uden mulighed for dispensation. Det er endnu ikke bestemt, hvilke omkostningstyper der vil indgå i beregningen af tilslutningsbidrag, da den endelige model for omkostningsberegningen først skal besluttes i de kommende måneder i samarbejde med de relevante parter, herunder fiskeindustrien.

Det opkrævede tilslutningsbidrag kan ifølge det oplyste forventes at blive mindre, end hvad der svarer til de fulde omkostninger for tilslutning til forsyningsnettet. Virksomhederne vil på forhånd blive oplyst om, hvorvidt deres ønsker om forsyning af el og vand vil medføre, at de skal betale tilslutningsbidrag, samt i givet fald om størrelsen af bidraget.

Erhvervsudvalget kan på det foreliggende tilslutte sig Landsstyrets overvejelser, men skal opfordre til og kræve, at Landsstyremedlemmet for Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser til forslagets 2. behandling tilkendegiver klart, hvor stor en procentvis andel af tilslutningsomkostningerne Landsstyret agter at opkræve som tilslutningsbidrag. Udvalget er i den forbindelse af den opfattelse, at det bør være overladt Landsstyret at enes med erhvervslivet om en model til omkostningsberegningen, mens Landstinget bør inddrages i spørgsmålet om hvilken omkostningsprocent erhvervslivet rimeligvis bør pålægges i form af tilslutningsbidrag.

Erhvervsudvalgets indstilling.

Et enigt Erhvervsudvalg indstiller med de foranstående bemærkninger, at Landstinget under sin 2. behandling vedtager det fremsatte forslag i sin foreliggende form.

Med disse bemærkninger skal Landstingets Erhvervsudvalg overgive forslaget til Landstingets 2. behandling.

 

Ruth Heilmann
Formand

 

Emilie Olsen

 

Vittus Mikaelsen

 

Esmar Bergstrøm

 

Jens B. Frederiksen

 

Bilag 1

Bilag 2