Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 633
29. maj 2018
Ophævet

Bekendtgørelse for Grønland om udarbejdelse af delårsrapporter for virksomheder, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, og hvor virksomheden er omfattet af årsregnskabsloven (Delårsrapportbekendtgørelsen)

I medfør af § 134 a og § 164, stk. 4 og 5, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 625 af 23. juni 2008, som ændret ved kongelig anordning nr. 487 af 14. maj 2018, fastsættes: 

 

Kapitel 1

Pligt til at udarbejde halvårsrapport

 

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på virksomheder med værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, som er omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1 og 4, i årsregnskabsloven som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, jf. dog stk. 4. 

Stk. 2. Virksomheder med værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, hvis halvårsrapport skal indeholde et koncernregnskab, skal udarbejde en delårsrapport for de første seks måneder af hvert regnskabsår (halvårsrapport) efter reglerne i denne bekendtgørelses kapitel 2. 

Stk. 3. Virksomheder med værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, hvis halvårsrapport ikke skal indeholde et koncernregnskab, skal udarbejde en delårsrapport for de første seks måneder af hvert regnskabsår (halvårsrapport) efter reglerne i denne bekendtgørelses kapitel 3. 

Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på børsnoterede virksomheder, der alene udsteder gældsinstrumenter, der er optaget til handel i Grønland eller på et reguleret marked i et EU/EØS-land, og hvis pålydende værdi pr. enhed er på mindst 100.000 euro, eller hvis pålydende værdi pr. enhed på udstedelsesdagen svarer til mindst 100.000 euro, når gældsinstrumenterne er udstedt i en anden valuta end euro, jf. § 134 a, stk. 3, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning.

Stk. 5. Bekendtgørelsen finder endvidere ikke anvendelse for virksomheder, som alene udsteder gældsinstrumenter, der er optaget til handel i Grønland eller på et reguleret marked i et EU/EØS land inden den 31. december 2010, hvis den pålydende værdi pr. enhed er på mindst 50.000 euro, eller hvis den pålydende værdi pr. enhed på udstedelsesdagen svarer til mindst 50.000 euro, når gældsinstrumenterne er udstedt i en anden valuta end euro, jf. § 134 a, stk. 4, i årsregnskabsloven som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning. 1. pkt., finder anvendelse i hele gældsinstrumenternes løbetid.

Stk. 6. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på virksomheder, der den 20. januar 2004 udelukkende udstedte og fortsat udelukkende udsteder gældsinstrumenter, optaget til handel på et reguleret marked, der er dækket af en ubetinget og uigenkaldelig garanti fra virksomhedens hjemland inden for EU/EØS eller regionale eller kommunale myndigheder i dette land.

Stk. 7. Vælger en virksomhed, der er omfattet af stk. 4, 5 eller 6, at udarbejde en halvårsrapport, som ikke udelukkende er beregnet til virksomhedens eget brug, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse dog anvendelse.

 

Kapitel 2

Udarbejdelse af halvårsrapport for virksomheder, der udarbejder koncernregnskab

 

§ 2. Halvårsrapporten for virksomheder omfattet af § 1, stk. 2, skal bestå af følgende:

1) et halvårskoncernregnskab for en af virksomheden ledet koncern (halvårskoncernregnskab), jf. § 3,

2) en ledelsesberetning for en af virksomheden ledet koncern, jf. § 9 og

3) en ledelsespåtegning i tilknytning til underskriften fra medlemmerne af de ansvarlige ledelsesorganer, jf. § 10.

Stk. 2. Halvårsrapporten kan desuden indeholde et halvårsregnskab for modervirksomheden, der i så fald skal aflægges efter § 4 eller § 5.

 

Udarbejdelse af halvårskoncernregnskab

 

§ 3. Ved udarbejdelsen af halvårskoncernregnskabet, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, skal virksomheden anvende den internationale regnskabsstandard for delårsregnskaber, som er vedtaget efter proceduren i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1606/2002.

 

Udarbejdelse af halvårsregnskab for modervirksomheder

 

§ 4. Vælger en virksomhed at udarbejde et halvårsregnskab for modervirksomheden, jf. § 2, stk. 2, skal halvårsregnskabet;

1) udarbejdes efter den internationale regnskabsstandard for delårsregnskaber, som er vedtaget efter proceduren i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1606/2002, eller

2) som minimum indeholde en balance i sammendrag og en resultatopgørelse i sammendrag, jf. § 5.

 

§ 5. Balancen i sammendrag og resultatopgørelsen i sammendrag, jf. § 4, nr. 2, skal vise hver af de hovedposter og mellemresultater, der er indeholdt i virksomhedens årsregnskab. Der skal medtages yderligere poster, hvis halvårsregnskabet som følge af deres udeladelse ville give et misvisende billede af virksomhedens aktiver, passiver, finansielle stilling og resultat.

Stk. 2. Ved udarbejdelsen af halvårsregnskabet efter stk. 1 skal virksomheden anvende den samme regnskabspraksis for indregning og måling som i årsregnskabet.

Stk. 3. Hvis virksomheden i halvårsregnskabet ændrer regnskabspraksis i forhold til det sidst offentliggjorte årsregnskab, finder bestemmelserne om ændring af regnskabspraksis i § 51 i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, tilsvarende anvendelse på halvårsregnskabet.

Stk. 4. Ved hver post i balancen anføres beløb pr. udgangen af de første seks måneder af det igangværende regnskabsår samt de tilsvarende beløb pr. udgangen af det foregående regnskabsår.

Stk. 5. Ved hver post i resultatopgørelsen anføres beløb for de første seks måneder af det igangværende regnskabsår. Endvidere anføres de tilsvarende beløb for samme periode for det foregående regnskabsår.

 

Kapitel 3

Udarbejdelse af halvårsrapport for virksomheder, der ikke udarbejder koncernregnskab

 

§ 6. Halvårsrapporten for virksomheder omfattet af § 1, stk. 3, skal bestå af følgende:

1) et halvårsregnskab for virksomheden jf. §§ 7-8,

2) en ledelsesberetning for virksomheden, jf. § 9 og

3) en ledelsespåtegning i tilknytning til underskriften fra medlemmerne af de ansvarlige ledelsesorganer, jf. § 10.

 

§ 7. Ved udarbejdelsen af halvårsregnskabet, jf. § 6, nr. 1, kan virksomheder omfattet af § 1, stk. 3, vælge, at halvårsregnskabet;

1) udarbejdes efter den internationale regnskabsstandard for delårsregnskaber, som er vedtaget efter proceduren i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1606/2002, eller

2) som minimum indeholder en balance i sammendrag og en resultatopgørelse i sammendrag, jf. § 5, stk. 1, samt forklarende noter, jf. § 8.

Stk. 2. Hvis halvårsregnskabet udarbejdes efter stk. 1, nr. 2, finder § 5, stk. 2-5, tilsvarende anvendelse.

 

§ 8. Halvårsregnskabet skal, hvis det udarbejdes i henhold til § 7, stk. 1, nr. 2, indeholde forklarende noter. De forklarende noter skal indeholde følgende:

1) tilstrækkelige oplysninger til at sikre sammenlignelighed mellem halvårsregnskabet i sammendrag og årsregnskabet, og

2) tilstrækkelige oplysninger og redegørelser til at sikre regnskabsbrugernes korrekte forståelse af eventuelle væsentlige beløbsmæssige ændringer og eventuelle begivenheder i den pågældende halvårsperiode, som afspejles i balancen og resultatopgørelsen.

 

Kapitel 4

Øvrigt indhold i en halvårsrapport

 

Ledelsesberetning

 

§ 9. Ledelsesberetningen, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, og § 6, nr. 2, skal som minimum indeholde omtale af udviklingen i koncernens eller virksomhedens aktiviteter, resultat og egenkapital samt angivelse af særlige forhold, der har påvirket koncernens eller virksomhedens aktiviteter, resultat og egenkapital i den pågældende periode. Desuden skal ledelsesberetningen indeholde en beskrivelse af den forventede udvikling samt en beskrivelse af de væsentligste risici og usikkerheder for den resterende del af regnskabsåret:

Stk. 2. I ledelsesberetningen, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, for en virksomhed, der skal aflægge koncernregnskab, skal virksomheder med værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, som har aktier optaget til handel eller notering i Grønland eller på et reguleret marked i et EU/EØS-land, udover de i stk. 1 anførte oplysninger, mindst offentliggøre følgende om større transaktioner foretaget med nærtstående parter;

1) nærtstående parters transaktioner, som er foretaget i de første seks måneder af det igangværende regnskabsår, og som i væsentlig grad har påvirket virksomhedens finansielle stilling eller resultater i den periode,

2) eventuelle ændringer i de transaktioner foretaget med nærtstående parter, som blev beskrevet i den sidste årsrapport, og som kunne have en væsentlig indvirkning på virksomhedens finansielle stilling eller resultater i de første seks måneder af det igangværende regnskabsår.

Stk. 3. I ledelsesberetningen, jf. § 6, nr. 2, for en virksomhed, der ikke skal udarbejde koncernregnskab, skal børsnoterede virksomheder, som har aktier optaget til handel eller notering i Grønland eller på et reguleret marked i et EU/EØS-land, udover de i stk. 1 anførte oplysninger, mindst oplyse om arten af forholdet mellem virksomheden og dens nærtstående parter og give de oplysninger om transaktioner og mellemværender, der er nødvendige for en forståelse af forholdets mulige påvirkning af årsregnskabet. Oplysningerne skal som minimum omfatte transaktionernes art og beløbsmæssige størrelse, mellemværendernes beløbsmæssige størrelse på balancedagen og betingelserne for disse, årets nedskrivninger af tilgodehavender fra nærtstående parter og den akkumulerede nedskrivning på eksisterende tilgodehavender. Oplysningerne efter 1. punktum skal kun gives, hvis transaktioner er væsentlige. Oplysningerne efter 1. punktum kan begrænses til at omfatte transaktioner, som ikke er gennemført på normale markedsvilkår, og det skal i givet fald oplyses, at denne mulighed er anvendt. Oplysninger om individuelle transaktioner kan grupperes efter deres karakter, medmindre særskilte oplysninger er nødvendige for at forstå virkningerne af transaktioner med nærtstående parter for virksomhedens finansielle stilling.

 

Ledelsespåtegning

 

§ 10. Bestemmelserne i § 8, § 9, stk. 1-5 og stk. 7 samt § 10 om underskrift og ledelsespåtegning på årsrapporter i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, finder tilsvarende anvendelse på halvårsrapporter, som er omfattet af denne bekendtgørelse.

 

Revision m.v.

 

§ 11. Er et halvårskoncernregnskab eller et halvårsregnskab revideret af en statsautoriseret revisor, eller har en statsautoriseret revisor foretaget en gennemgang (review) heraf, skal revisors erklæring indgå i halvårsrapporten.

Stk. 2. Er halvårskoncernregnskabet eller halvårsregnskabet ikke revideret eller gennemgået af en statsautoriseret revisor, skal der gives oplysning herom i halvårsrapporten.

 

Kapitel 5

Udarbejdelse af delårsrapport for en periode forskellig fra seks måneder

 

§ 12. Vælger en virksomhed, som er omfattet af § 1, at udarbejde en delårsrapport for en periode forskellig fra seks måneder, herunder en kvartalsrapport, som ikke udelukkende er beregnet til virksomhedens eget brug, finder bestemmelserne om halvårsrapporter i bekendtgørelsen tilsvarende anvendelse på sådanne delårsrapporter med de fornødne tilpasninger.

 

Kapitel 6

Offentliggørelse af redegørelser for virksomhedens økonomiske forhold

 

§ 13. Hvis en virksomhed, som er omfattet af § 1, offentliggør en redegørelse om virksomhedens økonomiske forhold, der ikke er en delårsrapport efter denne bekendtgørelse, må redegørelsen ikke betegnes som delårsrapport, halvårsrapport, kvartalsrapport eller lignende.

 

Kapitel 7

Generelle bestemmelser

 

Klageadgang

 

§ 14. Afgørelser om overtrædelse af bestemmelser i denne bekendtgørelse, som er truffet af Erhvervsstyrelsen eller Finanstilsynets bestyrelse, kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 7 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

 

Foranstaltninger

 

§ 15. Der idømmes bøde for overtrædelse af denne bekendtgørelse medmindre anden foranstaltning er forskyldt efter kriminallov for Grønland.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) et kriminalretligt ansvar efter reglerne i kapitel 5 i kriminalloven for Grønland.

 

Ikrafttræden

 

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. juli 2018 eller senere.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 777 af 10. juli 2008 for Grønland om udarbejdelse af delårsrapporter for børsnoterede virksomheder omfattet af årsregnskabsloven (Delårsrapportbekendtgørelsen) ophæves.

 

Erhvervsstyrelsen, den 29. maj 2018

 

HENNING STEENSIG

 

/ Henrik Davidsen