Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 632
29. maj 2018
Ophævet

Bekendtgørelse for Grønland om anvendelse af internationale regnskabsstandarder IFRS for virksomheder omfattet af årsregnskabsloven (IFRS-bekendtgørelsen)

I medfør af § 137, stk. 4, og § 164, stk. 4, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 625 af 23. juni 2008, som ændret ved kongelig anordning nr. 487 af 14. maj 2018, fastsættes: 

 

Anvendelsesområde m.v.

 

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, jf. denne lovs § 1, der udarbejder års- eller koncernregnskab efter de af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder i henhold til Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder og § 137 i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning. 

 

§ 2. Hvor bestemmelser i årsregnskabsloven regulerer samme forhold som de af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder, skal de i § 1 nævnte virksomheder anvende standarderne i stedet for lovens bestemmelser. I øvrigt finder bestemmelser i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, anvendelse på disse virksomheder med de fornødne tilpasninger, jf. lovens § 137, stk. 3, og denne bekendtgørelse. 

 

§ 3. Ved anvendelsen af de bestemmelser, som virksomheden skal følge i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, skal virksomheden i det mindste følge bestemmelserne for den regnskabsklasse, som virksomheden er omfattet af i henhold til lovens § 7. 

Stk. 2. Årsrapporten skal udover de bestanddele, som er foreskrevet i de af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder, i det mindste indeholde de bestanddele, der er foreskrevet for hver regnskabsklasse, jf. § 18, 1. og 2. pkt., § 22, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 78, stk. 1 og 2, og § 102, stk. 1 og 2, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning. 

 

Indregning, måling samt visse oplysningskrav 

 

§ 4. Bestemmelserne i de af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder anvendes i stedet for bestemmelserne om indregning og måling samt visse oplysningskrav i § 16, § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 19, stk. 2-4, § 20, stk. 1, § 21, stk. 1 og 2, § 22, stk. 3, §§ 23-67 a, § 69, stk. 3, § 78, stk. 7, §§ 80-87, stk. 1, §§ 87 a-94, §§ 94 b-95 a, § 96, stk. 1, § 97, § 98 a, § 98 c, § 98 d, § 103, § 113, stk. 4, 1. og 3. pkt., §§ 114 og 115, § 116, stk. 2, §§ 117-125, § 126, stk. 4, 5 og 7, § 127, stk. 2, nr. 3, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, og opstillingsskemaerne i lovens bilag 2. 

Stk. 2. Bortset fra de bestemmelser, som er nævnt i stk. 1, finder årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, anvendelse med de fornødne tilpasninger. Hvis en bestemmelse, som virksomheden herefter skal følge i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, henviser til en bestemmelse, som er omfattet af stk. 1, anvendes bestemmelsen med den tilpasning, at henvisningen erstattes med den eller de bestemmelser i de af EU Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder, der regulerer det pågældende forhold, jf. dog § 5, stk. 1. 

 

§ 5. Uanset § 4 kan mellemstore virksomheder i regnskabsklasse C undlade at oplyse nettoomsætningen i femårsoversigten, jf. § 101, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, 2. pkt., i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, og i overensstemmelse med lovens § 32. 

Stk. 2. Ved anvendelse af de af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder stilles der ikke krav om tilpasning af hoved- og nøgletal i femårsoversigten, jf. § 101, stk. 1, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, ud over kravene hertil i de nævnte standarder. Manglende tilpasning af sammenligningstal skal i så fald omtales i forbindelse med femårsoversigten med en overordnet omtale af, hvilken indvirkning den ændrede regnskabspraksis har på sammenligningstallene. 

 

Grundlæggende krav om retvisende billede m.v. samt definitioner 

 

§ 6. De grundlæggende krav om retvisende billede m.v. i §§ 11-13 samt definitionerne i bilag 1, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, finder anvendelse på de bestemmelser, som virksomhederne skal følge i loven. De tilsvarende grundlæggende krav og definitioner i de af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder finder anvendelse på de bestemmelser, som virksomhederne skal følge i de nævnte standarder.

 

Binding af reserver

 

§ 7. Bestemmelserne om binding af reserver i § 41, stk. 3, og § 43 a, stk. 5, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, finder tilsvarende anvendelse på opreguleringer og opskrivninger, som er foretaget efter bestemmelserne i de af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder.

Stk. 2. For andre opreguleringer og opskrivninger af aktiver eller nedreguleringer og nedskrivninger af forpligtelser foretaget efter de af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder, som ikke er tilladt efter de almindelige bestemmelser i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, finder lovens § 41, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Bestemmelserne om binding af reserver i § 35 a, § 35 b, stk. 2 og 3, § 35 c samt § 83, stk. 2, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse ved udarbejdelse af koncernregnskabet.

 

Pligt til at aflægge koncernregnskab

 

§ 8. Bestemmelser og definitioner i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, finder anvendelse ved afgørelse af, om en virksomhed har pligt til at udarbejde koncernregnskab.

Stk. 2. De af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder finder anvendelse ved fastlæggelse af, hvilke virksomheder som er omfattet af pligten til konsolidering.

 

Fusion og spaltning

 

§ 9. Bestemmelserne i §§ 129 og 130 i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, finder anvendelse ved udarbejdelse af regnskabsdokumenter i forbindelse med fusion og spaltning i det omfang, der i henhold til lovgivningen eller efter aftale udarbejdes regnskabsdokumenter som led i fusion og spaltning. Ved indregning og måling af de enkelte aktiver og forpligtelser i disse dokumenter finder de af EU-Kommissionen vedtagne internationale regnskabsstandarder dog anvendelse. Ved udarbejdelse af overtagelsesbalance med henblik på at udarbejde årsrapport finder de i 2. pkt. nævnte standarder ligeledes anvendelse.

 

Foranstaltninger

 

§ 10. Der idømmes bøde for overtrædelse af denne bekendtgørelse, medmindre anden foranstaltning er forskyldt efter kriminallov for Grønland.

Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende (juridiske personer), kan der pålægges selskabet som sådant et bødeansvar.

 

Ikrafttræden

 

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. juli 2018 eller senere.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 776 af 10. juli 2008 for Grønland om anvendelse af internationale regnskabsstandarder for virksomheder omfattet af årsregnskabsloven (IFRS-bekendtgørelsen) ophæves.

 

Erhvervsstyrelsen, den 29. maj 2018

 

HENNING STEENSIG

 

/ Henrik Davidsen