Lov om ikraftsættelse af lov om Grønlands hjemmestyre og om valg til Grønlands landsting i 1979 m. v.
§ 1. Lov om Grønlands hjemmestyre træder i kraft den 1. maj 1979.
Stk. 2. Samtidig ophæves §§ 5-36 og kapitel 4 i lov om Grønlands landsråd og kommunalbestyrelser m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 76 af 20. februar 1976, som ændret ved lov nr. 632 af 13. december 1978, samt § 10, stk. 3, i lov nr. 134 af 18. april 1925 om Grønlands styrelse.
Stk. 3. Grønlands hjemmestyre indtræder i de rettigheder og forpligtelser, der ved lovens ikrafttræden tilkommer, og påhviler Grønlands landsråd.
§ 2. Valg af medlemmer til Grønlands landsting afholdes i april måned 1979. Landshøvdingen..fastsætter dagen for valgets afholdelse. Valget sker for 4 år. Valgperioden regnes fra den 1. maj 1979.
§ 3. Valgret til landstinget har enhver, der opfylder betingelserne for valgret til folketinget, og som har haft fast bopæl i Grønland i mindst 6 måneder forud for valgets afholdelse.
Stk. 2. Ingen kan udøve valgret uden at være optaget på valglisten.
§ 4. Valgbar til landstinget er med den i stk. 2 nævnte undtagelse
1) enhver, som i henhold til bestemmelsen i § 3, stk. 1, har valgret til dette, samt
2) de i Grønland valgte medlemmer af folketinget eller Europa-Parlamentet.
Stk. 2. Personer, der er pålagt en kriminalretlig foranstaltning for et forhold, der i almindeligt omdømme gør dem uværdige til at være medlem af landstinget, er ikke valgbare.
Stk. 3. Det nyvalgte landsting afgør, hvorvidt en kandidat på grund af en kriminalretlig foranstaltning ikke er valgbar.
§ 5. Som kredsmandater vælges i landstingskredse 18 medlemmer. Herudover vælges indtil 3 medlemmer som tillægsmandater. For hvert medlem vælges to stedfortrædere.
Stk. 2. Valget sker i henhold til kandidatanmeldelser. En kandidatanmeldelse skal være underskrevet af mindst 40, højst 50, af landstingskredsens vælgere som stillere.
Stk. 3. Ministeren for Grønland fastsætter nærmere regler om valget, herunder om udarbejdelse af valglister, om landstingskredsenes antal og område, om antallet af medlemmer, der skal vælges i hver kreds, samt om medlemmernes udtræden af landstinget.
§ 6. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Samtidig ophæves §§ 2-4 i lov om Grønlands landsråd og kommunalbestyrelser m. v.
K. B. ANDERSEN
/ Jeppe Kristensen