Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 333
26. juni 1975
Ophævet

Lov om forlængelse og ændring af statsgaranti i forbindelse med Danmarks deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde

§ 1. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at afslutte overenskomst med de norske og svenske regeringer, hvorved den senest på grundlag af lov nr. 221 af 27. maj 1970 tilsagte statsgaranti vedrørende driftstab, som måtte opstå i de tre moderselskaber i konsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), nemlig AIS Det Danske Luftfartselskab (DDL), AIS Det Norske Luftfartselskap (DNL) og AIS Aerotransport (ABA), forlænges og ændres for tiden 1. oktober 1975 til 30. september 1980. 

Stk. 2. Det forudsættes, at det i overenskomsten fastsættes: 

1) at den årlige garantisum ikke kommer til at overstige for Danmarks vedkommende 28 mill. d. kr., for Norges vedkommende 25,5 mill. n. kr. og for Sveriges vedkommende 30 mill. sv. kr., dog således, at regeringerne i tilfælde af nedskrivning eller opskrivning af de skandinaviske valutaer skal optage forhandling om regulering af garantibeløbene, 

2) at DDL kun har krav på udbetaling af garantibeløb til dækning af underskud i det omfang, dette bringer DDLs indskudskapital i konsortiet SAS ned under 276 mill. d. kr. I tilfælde af nedskrivning eller opskrivning af den danske valuta skal det dog af den danske regering overvejes at regulere beløbet, 

3) at de midler, som stilles til rådighed, først og fremmest skal anvendes til at dække underskuddet i den virksomhed, som drives af konsortiet SAS, 

4) at vedkommende selskab for Danmarks vedkommende Det Danske Luftfartselskab betaler en garantiafgift på 1 pct. af de til enhver tid trukne og endnu ikke tilbagebetalte beløb, 

5) at hvert af selskaberne skal være pligtigt til af sit overskud at tilbagebetale hævede garantibeløb efter nærmere regler, der fastsættes ved overenskomst mellem staten og vedkommende selskab, 

6) at et selskab, så længe udbetalte garantibeløb ikke er fuldstændig tilbagebetalt, ikke uden vedkommende statsmyndigheds samtykke kan udbetale udbytte, og at dette ikke vil kunne overstige 5 pct. af aktiekapitalen, 

7) at beløb, som ikke er tilbagebetalt 1. oktober 1995, kan eftergives, dersom konsortiets og det nationale selskabs økonomiske stilling gør dette rimeligt. 

 

§ 2. Det påhviler ministeren for offentlige arbejder hvert år efter afslutningen af regnskabsåret for SAS at give folketinget underretning om den økonomiske udvikling inden for konsortiet i regnskabsåret samt en redegørelse om den forventede økonomiske udvikling i det kommende år. 

Stk. 2. Indtræffer der inden for det enkelte regnskabsår omstændigheder, som på afgørende måde ændrer grundlaget for den i stk. 1 omhandlede redegørelse, underrettes folketinget herom. 

 

§ 3. Bestemmelsen i § 5 i lov nr. 197 af 16. juni 1961 om øget statsstøtte i forbindelse med Danmarks deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde ophæves. 

 

Grete Hækkerup

 

/ Poulsgaard