Bekendtgørelse for Grønland om trykbeholdere m.v. på landjorden
I henhold til § 17 i lov nr. 225 af 19. maj 1971 om arbejderbeskyttelse i Grønland fastsættes:
Kapitel 1
Område
§ 1. Bekendtgørelsen omfatter enhver beholder og ethvert rørsystem med tilbehør, der indeholder dampe eller luftarter, hvis tryk er større end atmosfærens tryk, eller væsker, hvis damptryk er større end atmosfærens tryk.
§ 2. Undtaget fra bekendtgørelsen er:
1) dampkedelanlæg, hvori vanddamp eller hedtvand fremstilles ved tilførsel af varme fra forbrændingsprocesser, elektricitet eller atomkerneprocesser.
2) sådanne transportable beholdere for sammentrykkede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter, som hører under de til enhver tid af arbejdsministeriet fastsatte bestemmelser for disse beholdere, jfr. arbejdsministeriets bekendtgørelse for Grønland af 18. april 1972.
3) maskiner, såsom forbrændingsmotorer, dampmaskiner gasturbiner, dampturbiner, kompressorer, vekselstrømsgeneratorer og lign., hvis dele er udsat for indvendigt overtryk.
Stk. 2. Trykbeholdere, der indgår i registrerede motorkøretøjers drifts-, bremse- og manøvresystemer, er undtaget fra bestemmelserne i §§ 9-20 og § 22 om anmeldelse, godkendelse og tilsyn.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 3. Trykbeholdere m. v. skal være forsvarligt konstrueret, forarbejdet, udstyret, funderet, opstillet, afprøvet, vedligeholdt, passet og sikret.
Stk. 2. Trykbeholdere m. v. skal være konstrueret og forarbejdet af egnet materiale, fri for skadelige fejl og af passende tykkelse efter forskrifter eller normer, der fastsættes eller anerkendes af direktøren for arbejdstilsynet. Direktøren for arbejdstilsynet kan dog i enkelttilfælde tillade afvigelser fra sådanne forskrifter og normer, når det skønnes rimeligt og forsvarligt.
Stk. 3. Anvendte materialer skal være således mærket, at materialernes art og oprindelse entydigt kan fastslås, medmindre andet fastsættes af direktøren for arbejdstilsynet.
§ 4. Enhver trykbeholder m. v. skal være forsynet med en holdbar, forsvarligt fastgjort mærkeplade, hvis tekst er affattet på dansk, og som tydeligt angiver trykbeholderens identitet og data i det omfang, hvori det bestemmes af direktøren for arbejdstilsynet.
§ 5. Trykbeholdere m. v. skal være således indrettet, at de kan renses i nødvendigt omfang.
Stk. 2. Trykbeholdere skal være forsynet med adgangsåbninger (mandehuller) eller - hvis de ikke kan befares - med inspektionsåbninger i nødvendigt omfang, således at tilstrækkelig besigtigelse kan foretages.
§ 6. Trykbeholdere m. v. skal være således indrettet og udstyret, at driftstilstande af sikkerhedsmæssig betydning kan overvåges og beherskes i nødvendigt omfang.
§ 7. Armatur og tilbehør skal være let tilgængeligt, passende belyst og let at betjene for den eller de personer, der er beskæftiget med pasningen.
§ 8. Ved trykbeholdere skal der i det omfang, det bestemmes af direktøren for arbejdstilsynet, findes en af denne godkendt tilsynsbog. Den, der har ansvaret for beholderens pasning, skal i tilsynsbogen notere alle væsentlige hændelser vedrørende beholderen.
Stk. 2. For enhver trykbeholder skal der findes fornødne instrukser om dens drift, pasning og vedligeholdelse.
Stk. 3. Ejeren eller brugeren har pligt til at sørge for, at betjeningsmandskabet instrueres i nødvendigt omfang.
Kapitel 3
Anmeldelse, godkendelse og tilsyn
Inddeling
§ 9. For afgrænsning i anmeldepligt og tilsyn inddeles trykbeholdere i følgende 3 grupper
1) Beholdere, hvis indstillingstryk (højest tilladelige arbejdstryk over atmosfæretrykket) er over 1 bar og for hvilke produktet af indstillingstryk; bar og rumindhold i liter er større end 1000.
2) Beholdere, hvis indstillingstryk er mindre end eller lig med 1 bar, samt beholdere, for hvilke produktet af indstillingstryk i bal og rumindhold i liter er mindre end eller lig med 100, for så vidt beholderne ikke er omfattet af gruppe C.
3) Beholdere, for hvilke produktet af indstillingstryk i bar og rumindhold i liter ikke overstiger 200.
Regler for gruppe A
Tryk over 1 bar, produkttal over 1000
§ 10. Inden en trykbeholder under gruppe A udleveres til en bruger som ny, efter ombygning eller væsentlig reparation, skal den pågældende leverandør, forhandler eller reparatør sende arbejdstilsynet anmeldelse med oplysninger og dokumentationer efter de retningslinier. der fastsættes af direktøren for arbejdstilsynet.
Stk. 2. I tilfælde, hvor nærmere oplysninger om en trykbeholders opstilling har væsentlig sikkerhedsmæssig betydning, kan direktøren for arbejdstilsynet bestemme at anmeldelsen skal vedlægges tegning af opstillingsstedet (grundplan, snit) og eventuelle tilstødende rum med oplysning om disses anvendelse, samt at en situationsplan med oplysning om naboarealernes bebyggelse og med angivelse af færdselsårers og opholdspladser skal forelægges.
Stk. 3. Ejeren eller den ansvarlige bruger skal sikre sig, at trykbeholderen er behørigt anmeldt til arbejdstilsynet, før beholderen tages i brug.
Stk. 4. Ejeren af en trykbeholder, der anvendes på vekslende brugssteder, skal efter anmodning meddele arbejdstilsynet trykbeholderens brugssted.
§ 11. Før en trykbeholder under gruppe A tages i brug som ny eller efter ombygning, flytning eller væsentlig reparation, skal der efter regler, der fastsættes af direktøren for arbejdstilsynet, foreligge:
1) dokumentation for, at trykbeholderen er forskriftsmæssigt konstrueret og godkendt,
2) dokumentation for, at trykbeholderen ved en besigtigelse er fundet i forskriftsmæssig stand,
3) dokumentation for, at trykbeholderen har været underkastet trykprøvning med tilfredsstillende resultat. Medmindre andet er fastsat af direktøren for arbejdstilsynet, er prøvningstrykket 1,3 × indstillingstrykket.
Stk. 2. Såfremt det er foreskrevet af direktøren for arbejdstilsynet, skal der yderligere foreligge brugstilladelse. Brugstilladelsen meddeles skriftligt af arbejdstilsynet efter et eftersyn på opstillingsstedet.
§ 12. Trykbeholdere under gruppe A underkastes periodiske undersøgelser i det omfang, det bestemmes af direktøren for arbejdstilsynet. Undersøgelserne omfatter:
1) trykprøvning,
2) besigtigelse samt
3) eftersyn, ved hvilket det kontrolleres, at beholderen stadig er indrettet, udstyret, vedligeholdt og passet efter givne forskrifter.
Stk. 2. Såfremt der ikke af direktøren for arbejdstilsynet er fastsat andet, skal der foretages trykprøvning senest i det 12. kalenderår efter sidste trykprøvning og besigtigelse senest i det 3. kalenderår efter sidste besigtigelse.
Stk. 3. De fastsatte perioder gælder, selv om trykbeholderen ikke har været i brug i en mellemliggende periode.
Stk. 4. Hvis en trykbeholder er anmeldt ude af brug det tidspunkt, hvor en af de fastsatte perioder udløber, bortfalder de foreskrevne undersøgelser, men trykbeholderen må ikke på ny tages i brug, før disse har været foretaget.
Stk. 5. Når en trykbeholder har været ude af brug i mere end 2 år, skal den, medmindre direktøren for arbejdstilsynet bestemmer andet, undersøges efter stk. 1, inden den tages i brug.
Stk. 6. Når der er foretaget væsentlige reparationer eller ombygning på en trykbeholder, må den ikke tages i brug, før den har været underkastet undersøgelse efter stk. 1. Arbejdstilsynet kan herudover forlange, at der foretages undersøgelser, hvis sådanne anses for nødvendige for at kunne vurdere trykbeholderens sikkerhed.
Stk. 7. Ejeren eller brugeren af en trykbeholder skal træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for, at de foreskrevne undersøgelser kan udføres på betryggende måde og yde den hjælp, der er nødvendig til gennemførelse af undersøgelserne.
§ 13. Foreskrevne syn og prøver skal udføres på forsvarlig made. Forskrifter eller vejledninger herom udarbejdes af direktøren for arbejdstilsynet. Alle påbegyndte syn og prøver skal foretages så hurtigt, at unødvendigt ophold i brugen af anlægget undgås.
§ 14. Hvis en trykbeholder under gruppe A udsættes for skadelig påvirkning, såsom brand eller påkørsel, eller såfremt der konstateres revner, korrosion eller andre skader, der har indflydelse på trykbeholderens sikkerhed, skal beholderen tages ud af brug, og der skal gives arbejdstilsynet meddelelse om beskadigelsen. Beholderen må først tages i brug igen, når arbejdstilsynets tilladelse foreligger.
Regler for gruppe B
Tryk, der ikke overstiger 1 bar eller produkttal mellem 200 og 1000
§ 15. Om anmeldelse gælder reglerne i § 10.
§ 16. Om godkendelse gælder reglerne i § 11.
§ 17. Om anmeldelse af beskadigelser gælder reglerne i § 14.
Regler for gruppe C
Produkttal under 200
§ 18. Trykbeholdere under gruppe C skal, inden de tages i brug, underkastes en væsketrykprøvning med et prøvningstryk på mindst 1,3 gange indstillingstrykket, dog mindst 9 bar, medmindre andet fastsættes af direktøren for arbejdstilsynet.
Fælles regler for gruppe A-C
§ 19. Direktøren for arbejdstilsynet kan i enkelttilfælde kræve hyppigere undersøgelser foretaget, såfremt omstændighederne taler herfor, ligesom direktøren for arbejdstilsynet i enkelttilfælde kan tillade, at de angivne tidsrum forlænges, hvis sikkerheden på anden måde er tilgodeset.
§ 20. Tilsynet med overholdelsen af bekendtgørelsen føres af arbejdstilsynet. Ved gennemførelsen af de i bekendtgørelsen foreskrevne undersøgelser, syn og prøvninger kan direktøren for arbejdstilsynet søge bistand hos andre sagkyndige.
§ 21. Hvis det ved en undersøgelse viser sig, at en trykbeholder er i en sådan tilstand, at den fortsatte brug skønnes at være forbundet med fare, kan arbejdstilsynet nedlægge forbud mod trykbeholderens brug, indtil det efter fornyet undersøgelse konstateres, at de fundne fejl eller mangler er afhjulpet. Hvis en anerkendt sagkyndig ved en undersøgelse finder, at en trykbeholder er i en sådan tilstand, at den fortsatte brug skønnes at være forbundet med fare, skal arbejdstilsynet underrettes, og trykbeholderen må ikke tages i brug, før arbejdstilsynet har givet tilladelse dertil.
§ 22. Såfremt ejeren eller brugeren af en trykbeholder ikke har truffet de foranstaltninger, der kræves efter § 12, stk. 7, og der derfor må fastsættes en ny undersøgelse, skal omkostningerne ved den ikke gennemførte undersøgelse betales af ejeren eller brugeren.
Kapitel 4
Dispensationer og klager
§ 23. Direktøren for arbejdstilsynet kan tillade afvigelser fra bekendtgørelsen for sådanne arter af beholdere, hvor forholdene på grund af beholdernes ringe størrelse, særlige konstruktion, lave tryk eller moderate temperaturer gør det rimeligt og forsvarligt.
Stk. 2. For trykbeholdere m. v., som på grund af deres indhold eller anvendelsesmåde frembyder særlig stor fare, kan direktøren for arbejdstilsynet stille sikkerhedskrav ud over bekendtgørelsens bestemmelser. Direktøren kan herunder foreskrive anmeldelse, tilsyn og godkendelse af konstruktion for beholdere, der hører under § 9, gruppe B og C, samt for rørsystemer.
§ 24. Hvis ejeren eller brugeren af en trykbeholder er utilfreds med udfaldet af en undersøgelse, kan han inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt ham, indbringe afgørelsen for direktøren for arbejdstilsynet.
Stk. 2. Påbud, afgivet af arbejdstilsynet, og dettes afgørelser i øvrigt kan ligeledes inden for 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for direktøren for arbejdstilsynet.
Stk. 3. Direktørens afgørelser kan indbringes for arbejdsministeren inden for 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 4. Arbejdstilsynets og direktørens afgørelser skal indeholde oplysning om klageadgang og frist herfor.
Stk. 5. Klager har ikke opsættende virkning, hvis påbuddet er givet eller afgørelsen truffet i medfør af lovens § 32.
Kapitel 5
Ikrafttræden m.v.
§ 25. Direktøren for arbejdstilsynet udfærdiger vejledninger, nærmere retningslinier og tekniske forskrifter for de beholdere m. v., der omfattes af bekendtgørelsen, efter forhandling med det i arbejdsministeriets bekendtgørelse af 22. december 1971, § 27, stk. 1, omhandlede trykbeholderudvalg og arbejdsrådet.
§ 26. Direktøren for arbejdstilsynet kan fastsætte pasningsforskrifter for trykbeholdere, hvis indhold, tryk eller temperatur af sikkerhedsgrunde kræver dette.
§ 27. For overtrædelse af bekendtgørelsen og de i henhold hertil udfærdigede forskrifter, påbud eller forbud, kan idømmes advarsel eller bøde efter lovens § 40.
§ 28. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1972.
Stk. 2. Trykbeholdere m. v., der er i brug ved bekendtgørelsens ikrafttræden og ikke opfylder dens krav, kan dog kun forlanges ændret i følgende tilfælde:
1) såfremt fortsat brug af trykbeholderen m. v. frembyder overhængende fare,
2) ved ejerskifte,
3) ved ombygning og større reparation,
4) når der er gået 15 år efter bekendtgørelsens ikrafttræden.
Arbejdsministeriet, den 18. april 1972
Erling Dinesen
/Lundbeck.