Bekendtgørelse for Grønland om transportable beholdere til sammentrykkede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter
I henhold til § 17 i lov nr. 225 af 19. maj 1971 om arbejderbeskyttelse i Grønland fastsættes:
Kapitel 1
Område
§ 1. Bekendtgørelsen omfatter transportable beholdere til sammentrykkede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter. Beholdernes rumindhold må ikke overstige 1000 liter.
§ 2. Undtaget fra bekendtgørelsen er beholdere, som under brugen af indholdet er fast monteret i transportanordning (f. eks. bil, traktor), og som ikke afmonteres for fyldning.
Stk. 2. Undtaget fra bekendtgørelsens §§ 4-12 er:
1) beholdere med rumindhold mindre end eller lig med 0,22 liter,
2) beholdere, der indeholder mineralvand, øl, vin og lign. under tryk.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 3. Beholderne skal være fremstillet af egnet materiale og i øvrigt være forsvarligt konstrueret, udført, udstyret, anvendt, vedligeholdt og sikret.
Stk. 2. Beholderne skal fyldes, transporteres, opbevares og aftappes på forsvarlig måde.
Kapitel 3
Indretning
§ 4. På enhver beholder skal tydeligt og holdbart, dog uden at den derved lider væsentlig svækkelse, være angivet:
1) beholderfabrikantens navn og mærke,
2) beholderens fabrikationsnummer,
3) den indeholdte luftarts betegnelse,
4) prøvningsmærke samt måneds- og årstal for sidste trykprøvning,
5) beholderens rumindhold i liter,
6) beholderens prøvningstryk i bar (overtryk),
7) beholderens vægt uden påfyldt luftart (tomvægt) i kg. samt
8) største tilladelige fyldning i bar (overtryk), hhv. kg.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte angivelser må ikke fjernes eller ændres.
Stk. 3. Luftartleverandørens eller den ansvarlige importørs navn eller mærke skal være entydigt angivet på beholderen.
§ 5. Beholderne skal være forsynet med en afspærringsventil eller et andet tæt lukke, fremstillet af egnede materialer og under transport passende beskyttet. Ventilen skal i øvrigt være således udformet, at forsvarlig tilslutning til det apparatur, som beholderen skal forbindes med, let kan foretages.
Kapitel 4
Godkendelse og prøvning
§ 6. Før en beholder tages i brug, skal det godtgøres for statsprøveanstalten, at beholderen er indrettet efter kravene i bekendtgørelsen og de i henhold hertil udfærdigede nærmere retningslinjer og tekniske forskrifter, jfr. § 20.
Stk. 2. Før en beholder tages i brug, skal den af statsprøveanstalten være underkastet en trykprøvning samt en besigtigelse og konstatering af dens tomvægt.
Stk. 3. For beholdere, som indføres ubrugte fra udlandet, kan første trykprøvning samt konstatering af tomvægten undlades, når det ved fyldestgørende attestation fra udenlandsk myndighed eller statsanerkendt sagkyndig godtgøres over for statsprøveanstalten, at beholderen har været underkastet samme prøvning med konstatering af tomvægten.
Stk. 4. Beholdere, som er godkendt af statsprøveanstalten, men ikke trykprøvet af denne, skal i forbindelse med en udvendig besigtigelse forsynes med statsprøveanstaltens godkendelsesstempling.
§ 7. Beholderne skal prøves periodisk af statsprøveanstalten. Direktøren for arbejdstilsynets fastsætter tidsrummet mellem prøvningerne. Når dette tidsrum er forløbet, må beholderne ikke fyldes, før de er underkastet samme trykprøvning som foreskrevet i § 6, stk. 2. Dog skal beholdernes tomvægt kun kontrolleres hvert 15. år.
Stk. 2. De gentagne prøvninger kan efter tilladelse fra direktøren for arbejdstilsynet foretages af den pågældende virksomhed selv. Sker prøvningen på en virksomhed i Grønland, skal der føres tilsyn hermed af arbejdstilsynet. I andre tilfælde skal statsprøveanstalten føre tilsyn med virksomhedens prøvning.
Stk. 3. Efter en bestået gentagen prøvning stemples beholderne igen.
§ 8. Beholderens ejer afholder alle omkostninger i forbindelse med de i bekendtgørelsen omhandlede undersøgelser og prøvninger.
Kapitel 5
Fyldning
§ 9. Direktøren for arbejdstilsynet fastsætter for de enkelte luftarter de højest tilladelige fyldningstryk, henholdsvis fyldningsgrader, jfr. § 20.
§ 10. En beholder må ikke påfyldes andre luftarter, end den er godkendt til.
Stk. 2. Ved påfyldning af luftarter eller blandinger af luftarter skal der være truffet betryggende foranstaltninger til forhindring af utilsigtede reaktioner i beholderen.
Stk. 3. Beholdere, der er forurenet, må ikke påfyldes.
Stk. 4. Ved fyldningen skal det kontrolleres, at det højest tilladelige fyldningstryk, henholdsvis den højest tilladelige fyldningsgrad ikke overskrides.
§ 11. Den, der er ansvarlig for fyldningen, skal sikre sig, at beholderen ved fyldningen er i forsvarlig stand og opfylder bekendtgørelsens krav.
Stk. 2. Før hver fyldning skal beholderen besigtiges udvendigt og det skal konstateres, at beholderen er underkastet prøvning som foreskrevet.
Stk. 3. En beholder må ikke fyldes, hvis den har eller viser tegn på revner eller anden farlig svækkelse.
§ 12. Direktøren for arbejdstilsynet kan udfærdige nærmere forskrifter for anlæg til fyldning af beholdere.
Kapitel 6
Brug
§ 13. Under brug, transport og opbevaring skal beholderne anbringes og håndteres forsvarligt. De må således ikke udsættes for farlig påvirkning f. eks. ved stød, slag, belastning eller opvarmning og skal være sikret mod væltning, rulning og nedstyrtning.
§ 14. Aftapning fra beholdere må ikke fremskyndes på en sådan måde, at der kan opstå farlig trykstigning.
§ 15. Hvis en beholder har lidt væsentlig overlast eller viser tegn på revner eller anden farlig svækkelse, skal ejeren eller brugeren sørge for, at den tømmes.
Kapitel 7
Tilsyn m. v.
§ 16. Hvis en beholder er sprængt, skal dette straks anmeldes til arbejdstilsynet.
§ 17. Hvis det ved en undersøgelse viser sig, at en beholder er i en sådan tilstand, at dens fortsatte brug skønnes at være forbundet med fare, kan arbejdstilsynet nedlægge forbud mod brug af beholderen.
Kapitel 8
Dispensationer og klager
§ 18. Direktøren for arbejdstilsynet kan i de enkelte tilfælde eller ved beholdere af særlig konstruktion eller til særlig brug tillade afvigelser fra bestemmelserne i bekendtgørelsen, når det skønnes rimeligt og forsvarligt.
Stk. 2. Direktøren for arbejdstilsynet kan for beholdere til særlig farligt indhold eller til særlig farlig brug stille krav ud over bekendtgørelsens bestemmelser.
§ 19. Arbejdstilsynets påbud og andre afgørelser kan indbringes for direktøren for arbejdstilsynet inden for 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Direktørens afgørelser kan indbringes for arbejdsministeren inden for 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 3. Arbejdstilsynets og direktørens afgørelser skal indeholde oplysning om klageadgang og frist herfor.
Stk. 4. Klager har ikke opsættende virkning, hvis påbudet er givet eller afgørelsen truffet i medfør af lovens § 32.
Kapitel 9
Ikrafttræden m.v.
§ 20. Direktøren for arbejdstilsynet udfærdiger tekniske forskrifter og nærmere retningslinjer for de beholdere, der omfattes af bekendtgørelsen.
§ 21. For overtrædelse af bekendtgørelsen og de i henhold hertil udfærdigede forskrifter, påbud eller forbud kan idømmes advarsel eller bøde efter lovens § 40.
§ 22. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1972.
Arbejdsministeriet, den 18. april 1972.
Erling Dinesen
/Lundbeck