Selvstyrets lovbekendtgørelse af Inatsisartutlov om beskatning af visse kapitalafkast
Herved bekendtgøres Inatsisartutlov nr. 37 af 23. november 2017 om beskatning af visse kapitalafkast med de ændringer, der følger af Inatsisartutlov nr. 25 af 28. november 2018 og Inatsisartutlov nr. 13 af 19. november 2020.
Skattepligt
§ 1. Pensionsberettigede, som er skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller stk. 2 i landstingslov om indkomstskat (indkomstskatteloven) og som ikke anses for hjemmehørende i en fremmed stat, i Danmark eller på Færøerne efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, skal betale skat efter denne Inatsisartutlov af afkast af livsforsikringer og pensionsordninger, der opfylder betingelserne i indkomstskattelovens § 39 a, stk. 1 og 2, § 39 c, stk. 1 og stk. 2, samt ordninger omfattet af § 53 A i den danske pensionsbeskatningslov, når pensionsordningerne er oprettet i et pensionsinstitut, der har hjemsted i Danmark.
Stk. 2. Afgår en pensionsberettiget ved døden, ophører skattepligten ved dødsfaldet.
Skattegrundlag
§ 2. Der betales en skat til landskassen på 15,3 pct. af det skattepligtige afkast.
Stk. 2. Beskatningsgrundlaget omfatter afkastet i indkomståret. Indkomståret er kalenderåret. Er der flere pensionsberettigede til en pensionsordning, fordeles det opgjorte skattepligtige afkast efter forholdet mellem de pågældendes dele af indeståendet på ordningen ved indkomstårets udgang.
Stk. 3. I indkomstår, hvor skattepligten indtræder eller ophører, er indkomståret den del af kalenderåret, hvori skattepligten har bestået.
§ 3. Det skattepligtige afkast opgøres som forskellen mellem på den ene side ordningens kapitalværdi ved indkomstårets udgang med tillæg af udbetalinger i årets løb og på den anden side ordningens kapitalværdi ved indkomstårets begyndelse med tillæg af indbetalinger i årets løb. Skatteforvaltningen kan fastsætte kapitalværdien skønsmæssigt, såfremt den pensionsberettigede ikke opgør kapitalværdien efter reglerne i denne bestemmelse.
Stk. 2. Skat betalt til fremmed stat, Danmark eller Færøerne kan fradrages i skat efter denne Inatsisartutlov efter indkomstskattelovens § 69.
Stk. 3. Et negativt afkast af en ordning kan modregnes i det pågældende indkomstårs og de følgende 10 indkomstårs positive afkast af samme ordning. Et negativt afkast kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i positivt afkast i et tidligere indkomstår.
§ 4. Uanset § 3 kan afkastet i stedet opgøres efter § 3 i Inatsisartutlov om beskatning af visse pensionskapitaler. Valget mellem opgørelse af afkastet efter § 3 eller efter § 3 i Inatsisartutlov om beskatning af visse pensionskapitaler er bindende for efterfølgende indkomstår. I indkomstår, hvor skattepligten indtræder eller ophører, er indkomståret den del af kalenderåret, hvori skattepligten har bestået.
Stk. 2. Et negativt afkast af en ordning kan kun modregnes i det pågældende indkomstårs og de følgende 10 indkomstårs positive afkast af samme ordning. Et negativt afkast kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i positivt afkast i et tidligere indkomstår.
Selvangivelse
§ 5. Pensionsberettigede som nævnt i § 1, stk. 1 og 2, skal selvangive afkast som nævnt i § 3 vedrørende det forgående indkomstår til skatteforvaltningen senest den:
1) 1. maj for alle, der ikke er omfattet af nr. 2,
2) 15. maj for selvstændigt erhvervsdrivende, der indberetter deres angivelse elektronisk på den af skatteforvaltningen anviste måde.
Opkrævning
§ 6. Skatteforvaltningen opkræver den beregnede skat.
Stk. 2. Skatten af foregående indkomstårs afkast forfalder til betaling den 1. september med sidste rettidige betalingsdag den 20. september.
Stk. 3. Pensionsberettigede kan til skatteforvaltningen indbetale foreløbig skat. Sådan indbetaling kan også foretages efter udløbet af indkomståret, men ikke senere end den 1. maj i det år, ligningen foretages. Eventuelle skatterestancer med renter og gebyrer for det indkomstår, indbetalingen vedrører, modregnes forlods i det indbetalte beløb.
§ 7. (Ophævet)
Administrationsaftaler
§ 8. Naalakkersuisut kan indgå aftale med udbydere af livsforsikringer og pensionsopsparinger, der opfylder betingelserne i § 39 a, stk. 1 og 2, § 39 c, stk. 1 og 2 i landstingslov om indkomstskat, eller § 53 A i den danske pensionsbeskatningslov om indberetning af oplysninger til skatteforvaltningen om:
1) de enkelte kontohaveres navn, adresse og cpr-nr.,
2) indeståender ved årets begyndelse og slutning, og
3) årets afkast, jf. § 3.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan indgå aftale med udbydere af livsforsikringer og pensionsopsparinger omfattet af stk. 1 om opgørelse, indeholdelse og indbetaling af skat på vegne af de pensionsberettigede, jf. § 2, stk. 1 og 2, § 3, § 6 og indkomstskattelovens § 46, stk. 1-2 og § 46 a.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om afgivelse af oplysninger, indeholdelse og indbetaling af skat m.v. som nævnt i stk. 1 og 2.
Foranstaltninger
§ 9. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af § 1, stk. 1, og § 5 kan medføre foranstaltninger i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 2. Forsætligt eller groft uagtsom overtrædelse af de pligter, som påhviler den, der har indgået en aftale som nævnt i § 8, kan medføre foranstaltninger efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 3. I forskrifter udstedt i medfør af denne Inatsisartutlov, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 4. Hvor Inatsisartutloven eller forskrifter udstedt i medfør af Inatsisartutloven hjemler fastsættelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 5. Bøder, der fastsættes efter stk. 1-4, tilfalder landskassen.
§ 10. Skønner skatteforvaltningen, at en overtrædelse ikke vil medføre mere indgribende foranstaltninger end bøde, kan Naalakkersuisut, eller den Naalakkersuisut bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt vedkommende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan forlænges at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder reglerne i retsplejelov for Grønland om indholdet af anklageskrift tilsvarende anvendelse.
Ikrafttræden
§ 11. Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2018[1].
Inatsisartutlov nr. 25 af 28. november 2018 (Indskrænket anvendelsesområde)[2] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Inatsisartutloven træder i kraft den. 1. juli 2018.
Stk. 2. Inatsisartutloven har virkning fra og med indkomståret 2018.
Inatsisartutlov nr. 13 af 19. november 2020. (Indskrænket anvendelsesområde)[3] indeholder
følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§2
Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2021 og har virkning fra og med indkomståret 2021.
Departementet for Finanser, den 1. september 2026.
Nikolai S. Christensen (sign.)
Departementschef
/ Per Nielsen (sign.)
[1] Under Inatsisartuts efterårssamling 2017 vedtog Inatsisartut Inatsisartutlov nr. 37 af 23. november 2017 om beskatning af visse kapitalafkast (EM2017/89).
Efter vedtagelsen af Inatsisartutloven er det konstateret, at lovens ikrafttræden er angivet forskelligt i såvel lovens ikrafttrædelsesbestemmelser som i lovens bemærkninger i såvel den grønlandske som den danske udgave. I den danske udgave af loven er ikrafttrædelsestidspunktet angivet korrekt til 1. januar 2018 i lovteksten, men til 1. januar 2019 i bemærkningerne, hvilket er forkert.
Finans- og Skatteudvalget har ved beslutning nr. 01.31.06/17 - 0078 på deres møde af 27. december 2017 og beslutning nr. 01.31.06/18 - 00792 på deres møde af 7. februar 2018 godkendt en tekstanmærkning for Finanslovene 2017 og 2018 med følgende indhold:
"Inatsisartutlov nr. 37 af 23. november 2017 om beskatning af visse kapitalafkast træder i kraft den 1. januar 2018."
Tekstanmærkningen optages i Forslag til Tillægsbevillingslov for 2017 og 2018.
[2] Lovændringen vedrører § 1, stk. 1, overskrift efter § 3, § 4, § 8, stk. 1, § 8, stk. 3, § 9, stk. 1, og § 11.
[3] Lovændringen vedrører § 1, stk. 1, § 7, og § 8.