Selvstyrets bekendtgørelse om fiskeri underlagt ordning med individuelle og omsættelige kvoter (IOK-bekendtgørelsen)
I medfør af § 15, nr. 1–5, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1 og 2, § 25, stk. 3, 2. pkt., § 27, stk. 1, § 28, stk. 2, § 29, stk. 4, § 30, stk. 3, § 40, stk. 4, § 41, stk. 3, og § 68, stk. 2, i inatsisartutlov nr. 29 af 23. maj 2024 om fiskeri, fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på fiskeri, som udnytter ressourcerne indenfor Grønlands fiskeriterritorium, og som er underlagt ordning med individuelle omsættelige kvoter.
Definitioner
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) ”Fiskeriloven”: Inatsisartutlov om fiskeri.
2) ”IOK-fiskeri”: Fiskeri, som er omfattet af kapitel 7 i fiskeriloven.
3) ”IOK-ordning”: det forvaltningsregime, som kapitel 7 i fiskeriloven omfatter.
4) ”Område 47”: Havområdet indenfor 3 sømil ind til basislinjen i Vestgrønland, som i syd er afgrænset ved 68º30’N og i nord ved 75º00’N med tilstødende fjordsystemer.
5) ”Kvoteår”: Den periode, som en licens med adgang til årskvote vedrører.
6) ”Olympisk fiskeri”: Fiskeri på en tildelt licens til olympisk fiskeri.
7) ”Olympisk kvote”: Den andel af TAC’en for, som årligt afsættes til kystnært fiskeri efter hellefisk, som ikke er omfattet af IOK-ordningen.
8) ”L.o.a.”: Fartøjets totale længde fra den yderste forstavn til den yderste agterstavn, målt langs skibets centerlinje (længde over alt).
9) ”Kvoteandelsperiode”: Det tidsrum, for hvilket indehaveren af kvoteandelen har sikkerhed for besiddelse af den.
Stk. 2. I øvrigt gælder for de i bekendtgørelsen anvendte begreber de definitioner, som fremgår af fiskeriloven.
Kapitel 2
Fiskeri omfattet af IOK-ordningen
§ 3. Følgende bestande er omfattet af fiskeri efter IOK-ordningen:
1) Rejefiskeri ved Vestgrønland.
2) Rejefiskeri ved Østgrønland.
3) Havgående hellefiskefiskeri ved Vestgrønland.
4) Havgående hellefiskefiskeri ved Østgrønland.
5) Kystnært hellefiskefiskeri i Område 47, jf. dog stk. 2.
6) Krabbefiskeri ved Vestgrønland.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 5, omfatter alene aktører, som har modtaget meddelelse herom fra Naalakkersuisut efter reglerne i § 28, stk. 3 i fiskeriloven.
Kapitel 3
Tildeling og beregning af kvoteandele
Rejer
§ 4. Naalakkersuisut tildeler kvoteandele i rejefiskeriet pr. 2025 til aktører, som i 2024 har haft licens til, og er indgået i IOK-fiskeri efter rejer.
Stk. 2. Tildelingen af kvoteandel efter stk. 1 sker uden ansøgning.
§ 5. Beregning af kvoteandele, jf. § 4, stk. 1, i rejefiskeriet ved Vestgrønland sker ved, at aktørens årskvote i 2024 opgøres som andel af den samlede TAC for rejer ved Vestgrønland i 2024. Denne andel udgør herefter aktørens kvoteandel.
Stk. 2. I beregningen af den samlede TAC for rejer i Vestgrønland, jf. stk. 1, indgår den kvote, som var afsat til kystnært fiskeri, såvel som den kvote, som var afsat til havgående fiskeri.
§ 6. Beregning af kvoteandele, jf. § 4, i rejefiskeriet ved Østgrønland sker derved, at aktørens årskvote i 2024 opgøres som andel af TAC’en for rejer ved Østgrønland i 2024. Denne andel udgør herefter aktørens kvoteandel.
Hellefisk, havgående
§ 7. Naalakkersuisut tildeler kvoteandele i det havgående fiskeri efter hellefisk ved Vestgrønland, i 2025 til aktører, som i 2024 har haft licens til og er indgået i det havgående fiskeri efter hellefisk ved Vestgrønland.
Stk. 2. Tildelingen af kvoteandel efter stk. 1 sker uden ansøgning fra aktøren.
§ 8. Beregning af kvoteandele, jf. § 7, stk. 1, for aktører i det havgående fiskeri efter hellefisk i Vestgrønland, sker ved:
1) at aktørens fangster af hellefisk i årene fra og med 2019 til og med 2023 opgøres,
2) at aktørens fangster i Vestgrønland i de 3 år med størst fangst ud af disse 5 år summeres, og
3) at den enkelte aktørs summerede fangst, som beregnet i henhold til nr. 2, opgøres som andel af 2/3 af TAC’en i 2024.
Stk. 2. Kvoteandelene, beregnet efter stk. 1, nr. 3, summeres.
Stk. 3. 1/3 af TAC’en i 2024 tildeles uanset bestemmelsen i § 7, stk. 2 efter ansøgning til Naalakkersuisut, til en eller flere nye aktører. Tildelingen sker i henhold til de i fiskerilovens § 1 fastsatte kriterier.
Stk. 4. I tilfælde af, at det ikke er muligt for nye aktører at fiske de til kvoteandelen knyttede årskvoter, kan disse kvoter midlertidigt tildeles eksisterende aktører efter licitation.
§ 9. Naalakkersuisut tildeler kvoteandele i det havgående fiskeri efter hellefisk ved Østgrønland i 2025 til aktører, som i 2024 har haft licens til og er indgået i det havgående fiskeri efter hellefisk ved Østgrønland.
Stk. 2. Tildelingen af kvoteandel efter stk. 1 sker uden ansøgning fra aktøren.
§ 10. Beregning af kvoteandele, jf. § 9, stk. 1, for aktører i det havgående fiskeri efter hellefisk i Østgrønland, sker ved:
1) at aktørens fangster af hellefisk i årene fra og med 2019 til og med 2023 opgøres,
2) at aktørens fangster af hellefisk i Østgrønland i de 3 år med størst fangst i disse 5 år summeres, og
3) at den enkelte aktørs summerede fangst, som opgjort i henhold til nr. 2, opgøres som andel af TAC’en for 2024.
Stk. 2. Kvoteandelene, beregnet efter stk. 1 summeres. En eventuel difference mellem TAC’en for 2024 og den opgjorte sum beregnes og kan tildeles efter ansøgning til Naalakkersuisut, til 1 eller flere aktører.
Hellefisk i Område 47
§ 11. Til aktører, som i 2025 eller senere ønsker at indtræde under IOK-ordningen i det kystnære fiskeri efter hellefisk i Område 47, tildeler Naalakkersuisut en kvoteandel efter ansøgning fra aktøren.
Stk. 2. Aktøren, jf. stk. 1, er ikke forpligtet til at indgå i IOK-ordningen, men kan fortsat deltage i det olympiske fiskeri i stedet. En aktør, som har eller har haft en kvoteandel eller en enkeltperson, som besidder eller har besiddet en ejerandel i en aktør, kan ikke få licens eller være medejer af en aktør, som har eller har haft licens til fiskeri under den olympiske ordning i Område 47.
Stk. 3. Det er en betingelse for tildeling af kvoteandel efter stk. 1:
1) at aktøren har haft licens til fiskeri efter hellefisk i Område 47 i året forud for det kvoteår, tildelingen vedrører,
2) at aktøren har udnyttet sin licens, jf. nr. 1, til fiskeri og indhandling af hellefisk,
3) at aktøren anvender et fartøj, som er mindre end 6 meter længde overalt (l.o.a.), idet fartøjer, som ved fiskerilovens ikrafttrædelse havde licens til kystnært fiskeri efter hellefisk, dog uanset at fartøjets længde oversteg 15 meter l.o.a., fortsat kan anvende dette fartøj, og
4) at den samlede kvoteandel, som resterer til olympisk fiskeri efter tildeling af kvoteandele for det kommende år, udgør 5 pct. eller derover.
Stk. 4. Den meddelte kvoteandel jf. stk. 1 dækker hele Område 47.
Stk. 5. Ansøgning om tildeling af kvoteandel skal være Departementet for Fiskeri i hænde senest den 15. oktober i året forud for det år, for hvilket der søges om tildeling af kvoteandel.
Stk. 6. Tildeling af kvoteandel sker med virkning fra 1. januar i det kvoteår, tildelingen vedrører.
§ 12. Beregning af kvoteandelen for en aktør med fartøj på 6 meter l.o.a. eller derunder, som indgår i IOK-fiskeriet i Område 47 fra 1. januar 2025, sker ved:
1) at aktørens fangster af hellefisk i Område 47 i perioden fra og med 2019 til og med 2023 opgøres,
2) at aktørens fangster af hellefisk i Område 47 i de 3 år med størst fangst ud af disse 5 år summeres,
3) at samtlige fangster, taget af aktører i det olympiske fiskeri af hellefisk i Område 47 i de 3 år med største fangster i perioden fra og med 2019 til og med 2023, summeres og herefter ganges med den kvoteandel, som det olympiske fiskeri udgør af den samlede kvote i Område 47, og
4) at den enkelte aktørs summerede fangst, som opgjort i henhold til nr. 2 opgøres som andel af summen af fangsterne, opgjort i henhold til nr. 3.
Stk. 2. Beregningen, jf. stk. 1, foretages på grundlag af fangsterne i hele Område 47.
§ 13. Beregning af kvoteandelen for en aktør med fartøj på 6 meter l.o.a. eller derunder, som indgår i IOK-fiskeriet i Område 47 efter 2025, sker ved:
1) at aktørens fangster af hellefisk i området i de umiddelbart forud for det pågældende år registrerede fulde 5 kvoteår opgøres,
2) at aktørens fangster af hellefisk i Område 47 i de 3 år med størst fangst ud af disse 5 år summeres,
3) at samtlige fangster, taget af aktører i det olympiske fiskeri af hellefisk i Område 47 i de 3 år med bedste fangster ud af de umiddelbart forud for det pågældende år registrerede fulde 5 kvoteår summeres, og ganges med den kvoteandel, som det olympiske fiskeri udgør af den samlede kvote i Område 47, og
4) at den enkelte aktørs summerede fangst, som opgjort i henhold til nr. 2 opgøres som andel af summen af fangsterne, opgjort i henhold til nr. 3.
Stk. 2. Beregningen efter jf. stk. 1 foretages på grundlag af fangsterne i hele Område 47.
§ 14. Til aktører i det kystnære IOK-fiskeri i Område 47 efter hellefisk med fartøj over 6 meter l.o.a. tildeler Naalakkersuisut kvoteandel pr. 2025, hvis aktøren i 2024 har haft licens til og er indgået i dette fiskeri.
Stk. 2. Tildelingen af kvoteandel efter stk. 1 sker uden ansøgning fra aktøren.
§ 15. Beregning af kvoteandelen for en aktør med fartøj over 6 meter l.o.a., som i 2024 havde licens til kystnært fiskeri efter hellefisk i Område 47, hvortil var knyttet kvoteandel, sker derved, at aktørens initiale årskvote med tillæg af erhvervede og fradrag af afgivne kvoteandele opgøres som andel af den samlede kvote for Område 47.
Stk. 2. I beregningen af den samlede kvote for Område 47 i 2024, jf. stk. 1, indgår såvel den kvote, som oprindeligt var afsat for det pågældende år til fartøjer på 6 meter l.o.a. eller derunder, som den kvote, som oprindeligt var afsat for det pågældende år til fartøjer over 6 meter l.o.a.
§ 16. En aktør kan som kvoteandel højst besidde 2,5 pct. af den samlede TAC for hellefisk i Område 47.
Stk. 2. Beregningen af en aktørs samlede kvoteandel sker ved at summere mængden af den årskvote, som aktøren besidder i hvert forvaltningsområde et givent år. Aktørens kvoteandel udgør herefter den andel, som aktørens summerede årskvote udgør af den samlede TAC for Område 47.
§ 17. Der skal til enhver tid være afsat 5 pct. af kvoteandelen for Område 47 til olympisk fiskeri.
Stk. 2. Der kan ikke udstedes licens til fiskeri efter IOK-ordningen til ny ansøger med virkning efter det år, hvor den olympiske kvote bliver mindre end 6 pct.
Krabber i Vestgrønland
§ 18. Naalakkersuisut tildeler kvoteandele i krabbefiskeriet ved Vestgrønland i 2025 til aktører, som i 2024 har haft licens til og er indgået i fiskeriet efter krabber.
Stk. 2. Tildeling af kvoteandele efter stk. 1 sker uden ansøgning fra aktøren.
Stk. 3. Der meddeles kvoteandel for hvert forvaltningsområde.
§ 19. Beregning af kvoteandelen for aktører i fiskeriet efter krabber, sker ved:
1) at aktørens fangster af krabber i årene fra og med 2020 til og med 2024 opgøres,
2) at aktørens fangster af krabber i de 3 år med størst fangst i disse 5 år summeres,
3) at samtlige aktørers fangster af krabber i de 3 år med største fangster i de umiddelbart forud for det pågældende år registrerede fulde 5 kvoteår summeres, og
4) at den enkelte aktørs summerede fangst, som opgjort i henhold til nr. 2 opgøres som andel af summen af fangsterne, opgjort i henhold til nr. 3.
Stk. 2. Beregningen efter stk. 1 foretages på grundlag af fangsterne i hvert forvaltningsområde i Vestgrønland.
Stk. 3. Fra beregningsmetoden efter stk. 1 er dog undtaget tilfælde, hvor TAC’en for et forvaltningsområde ikke er opfisket i referenceperioden nævnt i stk. 1, nr. 3. I disse tilfælde beregnes den enkelte aktørs kvoteandel som andel af TAC’en.
Stk. 4. Naalakkersuisut fremsender endelig meddelelse om kvoteandel og årskvote medio februar 2025.
Stk. 5. Kvoteandele, som ikke er fordelt på aktører, tilfalder Naalakkersuisut og udbydes i licitation efter §§ 24 og 25.
§ 20. En aktør kan som kvoteandel højst besidde 17 pct. af den samlede TAC for krabber ved Vestgrønland.
Stk. 2. Beregningen af en aktørs samlede kvoteandel sker ved at summere mængden af den årskvote, som aktøren besidder i hvert forvaltningsområde et givent år. Aktørens kvoteandel udgør herefter den andel, som aktørens summerede årskvote udgør af den samlede TAC for Vestgrønland.
Stk. 3. I tilfælde af, at alene ændringer i TAC’en for et forvaltningsområde medfører, at aktørens kvoteandel overstiger det i stk. 1 angivne kvoteloft, udsættes kravet om afhændelse af den overskydende del af kvoteandelen med 5 år, hvorefter fiskerilovens bestemmelser om tvangsmæssig overdragelse af kvoter træder i kraft.
Kapitel 4
Omsætning af og tvangsmæssig afhændelse af kvoteandele
Omsætning mellem aktører
§ 21. Kvoteandele eller dele heraf kan overdrages med de begrænsninger, som fiskeriloven fastsætter herunder om indehaverens tilknytning til Grønland, jf. fiskerilovens §§ 9 og 11, omsætning mellem kvoteandele i rejefiskeriet, som indtil 1. januar 2025 var knyttet til henholdsvis det havgående og det kystnære segment, jf. fiskerilovens § 30, stk. 2, kvoteloft, jf. fiskerilovens § 32 samt særlige betingelser, som er knyttet til kvoteandelen i forbindelse med licitation, jf. denne bekendtgørelses § 19, stk. 5.
Stk. 2. Omsætning af kvoteandele skal ske gennem den af Naalakkersuisut etablerede udbudsportal, jf. fiskerilovens § 31.
§ 22. Størrelsen af en kvoteandel, som overdrages, skal som minimum udgøre 0,001 pct. af TAC’en i det pågældende fiskeri.
Stk. 2. Vilkår, der er knyttet til en kvoteandel, bevares ved overdragelse, herunder vilkår om den resterende kvoteandelsperiode, medmindre andet fremgår af den til kvoteandelen knyttede licens.
Tvangsmæssig overdragelse
§ 23. I tilfælde af, at en licens inddrages efter fiskerilovens § 26, nr. 2, herunder i tilfælde af, at den kvoteandel, der er knyttet til en aktør eller en enkeltperson, der er i besiddelse af ejerandele i en aktør, overstiger kvoteloftet, jf. fiskerilovens § 32, skal aktøren overdrage sin kvoteandel eller en del af den, sammenholdt med fiskerilovens § 77.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan pålægge en aktør at fremsende dokumentation for sin og sine ejeres besiddelse af kvoteandele, jf. fiskerilovens § 32, stk. 4.
Stk. 3. Hvis en aktør ikke opfylder et pålæg efter stk. 2, kan Naalakkersuisut begrænse eller inddrage retten til udnyttelse af aktørens licens, jf. fiskerilovens § 26.
Licitation
§ 24. Andele og årskvoter, som ikke er knyttet til en aktør, men er tilfaldet Naalakkersuisut ifølge fiskerilovens § 31, stk. 2, og andele, som er genstand for en tvangsmæssig overdragelse efter fiskerilovens § 40, stk. 3, eller § 41, stk. 2, udbydes snarest muligt af Naalakkersuisut via licitation.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan i forbindelse med udbuddet fastsætte betingelser for deltagelse, herunder om tilbudsgivers alder og om tilbudsgivers fartøjsstørrelse.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan i forbindelse med udbuddet fastsætte vilkår for udnyttelsen af den udbudte kvoteandel, herunder om indhandling, tekniske forhold i forbindelse med det anvendte fartøj, vilkårenes gyldighedsperiode og adgang til bestemte geografiske områder.
Stk. 4. Naalakkersuisut kan i forbindelse med udbuddet fastsætte begrænsninger i adgangen til omsætning af den udbudte kvoteandel, herunder forbud mod omsætning af kvoteandelen i en bestemt tidsperiode.
§ 25. I tilfælde af, at Naalakkersuisut forestår tvangsmæssig overdragelse af en kvoteandel i medfør af fiskerilovens § 41, stk. 2, pålægges aktøren et gebyr der udgør kr. 3.000.
Kapitel 5
Udnyttelsespligt, kvotefleks, m.v.
§ 26. En aktør med årskvote er forpligtet til at fiske mindst 75 pct. af årskvoten inden for det kvoteår, årskvoten vedrører.
Stk. 2. Aktøren er berettiget til at overdrage op til 10 pct. af årskvoten til en anden aktør, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. En årskvote, som er erhvervet i et kvoteår, kan frit videreoverdrages og indgår således ikke i den i stk. 2 angivne højeste grænse for overdragelse af årskvoter.
§ 27. En aktør med årskvote er berettiget til kvotefleks af op til 25 pct. af årskvoten.
Stk. 2. En årskvote, som er overført efter § 26, stk. 2 og stk. 3, modregnes i adgangen til kvotefleks.
Stk. 3. Aktøren skal forud for sin benyttelse af adgangen til kvotefleks skriftligt meddele dette til Departementet for Fiskeri. Meddelelsen skal ikke angive mængder, som ønskes flekset.
Stk. 4. En aktør kan tidligst den 15. november i et kvoteår påbegynde fiskeri på årskvoten for næstkommende kvoteår.
§ 28. Hvis en aktør ikke overholder reglerne i dette kapitel, kan Naalakkersuisut begrænse eller inddrage licensen, jf. fiskerilovens § 26.
Kapitel 6
Foranstaltninger
§ 29. Overtrædelse af § 23, stk. 1 og § 27, stk. 3 og 4, kan medføre foranstaltninger i
form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 2. For forskrifter, pålæg mv., udstedt i medfør af § 23, stk. 2 samt § 24, stk. 3 og stk. 4 kan der fastsættes foranstaltninger i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 3. Hvor inatsisartutloven eller forskrifter udstedt i medfør af inatsisartutloven hjemler
fastsættelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for
Grønland.
Stk. 4. Sager efter stk. 1-3 anlægges ved Retten i Grønland som 1. instans.
Stk. 5. Bøder, der fastsættes efter stk. 1-3 tilfalder Landskassen.
Kapitel 7
Ikrafttræden
§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2025.
Grønlands Selvstyre, den 5. februar 2025
Kim Kielsen (sign.)
Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst
/ Emanuel Rosing (sign.)