Qeqqata Kommunias vedtægt om anvendelse af motoriserede befordringsmidler i det åbne land
I medfør af § 4, stk. 2 og § 6, stk. 5 i Selvstyrets bekendtgørelse nr. 10 af 10. oktober 2013 om anvendelse af motoriserede befordringsmidler, fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområder
§ 1. Vedtægten finder anvendelse for motoriserede befordringsmidler i det åbne land i Qeqqata Kommunia.
Stk. 2. Vedtægten finder ikke anvendelse for:
1) Færdsel på indlandsisen eller gletsjere, der udgår fra indlandsisen.
2) Færdsel på anlagte veje, pladser og marker m.v., der kræver meddelelse af en brugsret i henhold til den til enhver tid gældende Inatsisartutlov om planlægning og arealanvendelse.
3) Færdsel i forbindelse med drift af erhvervsmæssigt dyrehold.
4) Færdsel i forbindelse med tilsynsmyndighedens tilsyn med tekniske anlæg, videnskabelige og kortlægningsmæssige undersøgelser samt tilsyn med jagt og fangst.
5) Færdsel i forbindelse med redningsaktioner, politiefterforskning, forsvarets aktiviteter og lignende nødberedskab.
Stk. 3. I områder, hvor motoriseret færdsel tillige er reguleret af anden lovgivning, er den til enhver tid mest restriktive regulering gældende.
Kapitel 2
Definitioner
§ 2. I denne vedtægt forstås ved:
1) By og bygd: De arealer, der i gældende kommuneplan er udlagt til by- og bygdeformål.
2) Det åbne land: De arealer, der er beliggende uden for by- og bygdegrænsen samt fjordområder og havområder i de perioder, hvor der er islægning.
3) Motoriserede befordringsmidler: Ethvert motoriseret bælte- eller hjuldrevet køretøj, der er konstrueret eller anvendes til kørsel på is, sne, fjeld og andre naturlige landskabstyper.
4) Transportkorridorer: Korridorer, der alene anvendes som led i transport.
5) Vinterkørezoner: Områder, hvor der frit kan køres i terrænet under iagttagelse af de generelle bestemmelser for færdsel.
6) Vintertransportkorridorer: Korridorer, hvor vinterkørsel er tilladt med de i bilag A nævnte motoriserede befordringsmidler, når Qeqqata Kommunia har meddelt, at kørsel er tilladt. Perioden kan variere fra år til år alt efter den givne sæsons forhold og offentliggøres med en uges varsel på Qeqqata Kommunias hjemmeside.
7) Sommerkørsel: Kørsel på spor anlagt som ATV-spor eller grusveje, der er angivet på kortbilag 5 med de i bilag A nævnte motoriserede befordringsmidler, når Qeqqata Kommunia har meddelt, at kørsel er tilladt. Perioden kan variere fra år til år alt efter den givne sæsons forhold og offentliggøres med en uges varsel på Qeqqata Kommunias hjemmeside.
8) Vandspærrezoner: Områder hvor vandet til drikkevandsforsyningen kommer fra og som er beskyttet af Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet.
9) Vinterjagtområder: Områder, der årligt udpeges af Departementet for Fiskeri og Fangst i forbindelse med moskus- og rensdyrjagt.
10) Kørsel forbudt: Områder, hvor kørsel kun kan tillades til erhvervs- og trofæjagtsformål i forbindelse med vinterjagt, som angivet i kortbilag 1 og 3.
11) Vinter-, sommer- og helårskørsel: De eneste tidsperioder, der finder anvendelse i denne vedtægt. ”Helårskørsel” er kørsel, der kan finde sted hele året rundt. Mens perioden for henholdsvis ”sommer- og vinterkørsel” fastlægges af Qeqqata Kommunia varierende fra år til år efter den givne sæsons forhold og offentliggøres med en uges varsel på Qeqqata Kommunias hjemmeside.
Kapitel 3
Generelle bestemmelser for anvendelse af motoriserede befordringsmidler
§ 3. Der må ikke anvendes motoriserede befordringsmidler i det åbne land, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Motoriserede befordringsmidler kan, uanset stk. 1, anvendes på de tidspunkter og steder, der er opført i bilag A.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan give dispensation til anvendelse af motoriserede befordringsmidler udover hvad der følger af stk. 1 og 2.
Anvendelse af motoriserede befordringsmidler til helårskørsel
§ 4. Kørsel på grusveje i det åbne land kan finde sted hele året med de i bilag A nævnte motoriserede befordringsmidler.
Anvendelse af motoriserede befordringsmidler i vintertransportkorridorer og vinterkørezoner
§ 5. Kørsel med motoriserede befordringsmidler i vintertransportkorridorer og vinterkørezoner må kun finde sted fra omkring den 15. oktober til omkring den 31. maj. Perioden kan variere fra år til år alt efter den givne sæsons forhold og offentliggøres med en uges varsel på Qeqqata Kommunias hjemmeside.
Stk. 2. Derudover må kørsel kun finde sted såfremt jordbunden er frossen ned til 30 centimeters dybde og minimum 20 centimeters snedække.
Stk. 3. Vintertransportkorridorer og de i § 6 stk. 2, definerede ATV-spor kan alene benyttes af de motoriserede befordringsmidler angivet hertil i bilag A.
Stk. 4. Til vinterkørezoner er der udlagt tre typer områder, hvor benyttelse af følgende motoriserede befordringsmidler gør sig gældende:
1) Vinterkørezoner jf. kortbilag 1-4, som kan benyttes af motoriserede befordringsmidler til vinterkørezoner som angivet i bilag A.
2) Vinterkørezoner ved gletsjer jf. kortbilag 1-2, som alene må benyttes af de motoriserede befordringsmidler angivet hertil i bilag A.
3) Vinterjagtområder ved Kangerlussuaq, som alene må benyttes af de motoriserede befordringsmidler angivet hertil i bilag A, og kun ved udøvelse af godkendt vinterjagt i de respektive tilladte jagtperioder- og områder. Såfremt vinterjagt på moskusokse og rensdyr bliver aflyst, må der ikke ske kørsel med motoriserede befordringsmidler i jagtområderne.
Anvendelse af motoriserede befordringsmidler ved sommerkørsel
§ 6. Sommerkørsel med motoriserede befordringsmidler må finde sted, når Qeqqata Kommunia har meddelt, at kørsel er tilladt. Perioden kan variere fra år til år alt efter den givne sæsons forhold.
Stk. 2. Kørsel på ATV-spor må finde sted inden for de udlagte transportkorridorer i kortbilag 5 med de i bilag A nævnte motoriserede befordringsmidler. Det gælder følgende ATV-spor, mellem:
1) Sisimiut og Kangerlussuaq.
2) Grusvejen fra Kangerlussuaq til indlandsisen og Russells gletsjer.
3) Grusvejen til indlandsisen og vandfaldet øst for Keglen (Sugarloaf, Kangerlussuq).
4) Eqalugarniarfiup Tasia og Eqaluguniarfik (Oles lakse elv).
5) Vandkraftværket og Tasersuaq.
6) Eqalugaarsuit Kuuattil og Qaqqatoqaq.
Anvendelse af motoriserede befordringsmidler i vandspærrezoner
§ 7. Kørsel med motoriserede befordringsmidler igennem vandspærrezoner er ikke tilladt.
Stk. 2. Uanset stk. 1 må der inden for vandspærrezonerne anvendes visse befordringsmidler, såfremt følgende krav er opfyldt, og kommunen har tilladt det:
1) Ved Sisimiut kan der i snedække anvendes snescooter inden for de afmærkede snescooterspor og øvelsesområder samt pistemaskine ad de spor, der er angivet som langrendsløjpe, scooterspor eller alpinanlægget Solbakken, jf. Selvstyrets bekendtgørelse nr. 9 af 30. april 2015 om særlige regler for vandspærrezonen ved Sisimiut.
2) På det myndighedsetablerede ATV-spor mellem Kangerlussuaq og Sisimiut, jf. kortbilag 1 og 5, samt grusvej kan der ske henholdsvis sommer- og vinterkørsel med motoriserede befordringsmidler, som er egnet hertil jf. bilag A, jf. VVM-godkendelse af vej fra Sisimiut til Kangerluarsuk Tulleq.
3) Ved Maniitsoq kan der i snedække anvendes pistemaskine samt kørsel til alpinanlægget på egen snescooter. Kortvarig parkering skal foretages på fladt terræn, mindst 100 meter fra søer og vandløb, jf. Dispensation til kørsel med pistemaskine i vandspærrezonen ved Maniitsoq af 26. februar 2016.
§ 8. Der må ikke transporteres eller opbevares miljøfremmede stoffer, kemikalie- og olieprodukter samt farligt gods inden for vandspærrezonerne. Ligesom der ikke må efterlades affald.
Stk. 2. Uanset stk. 1 må der inden for vandspærrezonen ske transport af brændstof, såfremt følgende krav er opfyldt:
1) Brændstoffet medbringes alene til eget forbrug og transporteres i CE-mærkede brændstofbeholdere, der maksimalt har et rumfang på 20 liter.
2) Brændstofbeholdere står oprejst, er forsvarligt lukkede og fastspændt eller på anden vis sikret mod at falde af køretøjet.
3) Der medbringes kun brændstofbeholdere i et antal, som opfylder ovenstående krav, dog højest 100 liter brændstof ud over det, som køretøjets indbyggede brændstoftank kan rumme.
4) Transporten sker i privat øjemed, da transport af brændstof i kommercielt øjemed, herunder kørsel med tankbiler, er forbudt.
Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 må der til skicenteret ske transport af brændstof i CE-mærkede beholdere med max volumen på 250 liter og der må maksimalt medbringes 800 liter olieprodukter. Der må højst opbevares 1.400 liter brændstof ved alpinanlægget Solbakken i Sisimiut.
Kapitel 4
Generelle bestemmelser for færdsel
§ 9. Havarerer et motoriseret befordringsmiddel i terrænet, skal ejeren straks fjerne det, før der sker skader på vegetation og jord. Fjernes køretøjet ikke efter påtale fra kommunalbestyrelsen, kan kommunalbestyrelsen lade køretøjet flytte for ejerens regning og risiko.
§ 10. Alt affald skal tages med, og det må ikke efterlades i naturen.
§ 11. Færdsel skal tage hensyn til flora og fauna, og den til enhver tid gældende lovgivning om beskyttelse og fangst af land- og havpattedyr. Gældende afstandskrav til vildt skal overholdes.
Stk. 2. I hundeslædedistrikter skal førere af motoriserede befordringsmidler udvise hensyn til slædehunde og så vidt muligt holde minimum 10 meters afstand til hundeslæder.
Kapitel 5
Udpegning af særligt følsomme områder
§ 12. Eventuelle kørselsforbud eller kørselsreguleringer i særligt følsomme områder, som udpeges af Naalakkersuisut, vil blive meddelt på Qeqqata Kommunias hjemmeside.
Kapitel 6
Dispensationer
§ 13. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation i op til 1 år ad gangen til kørsel med motoriserede befordringsmidler uden for de i kortbilag 1-5 angivne kørselskorridorer og kørezoner. Dispensationen skal medbringes ved kørsel.
Stk. 2. Begrundet ansøgning om dispensation skal være kommunalbestyrelsen i hænde senest fire uger før den planlagte kørsel og skal indeholde areal- eller ruteangivelse.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med en dispensation opstille sådanne vilkår, som måtte anses for hensigtsmæssige ud fra en konkret vurdering. Følgende vilkår kan indgå:
1) Tidsbegrænsning.
2) Krav til specifikt køretøj.
3) Krav om hensyn til dyre- og planteliv.
4) Brug af satellitbaseret sporingsudstyr.
5) Undgå forstyrrelse af andres interesser.
Stk. 4. Dispensationer meddelt efter stk. 1 kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen eller Naalakkersuisut. Dette gør sig gældende, når vilkårene for dispensationen overtrædes eller når der efter kommunalbestyrelsens eller Naalakkersuisuts skøn er tale om forhold, hvor der sker skade på natur og miljø.
Kapitel 7
Tilsyn
§ 14. Kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed og meddeler påbud eller forbud for overtrædelser af denne vedtægt.
Stk. 2. Påbud kan omfatte krav til anvendelse af bestemte ruter.
Stk. 3. Forbud kan omfatte krav om indstilling af al færdsel inden for bestemte områder og tidsperioder.
Kapitel 8
Klager
§ 15. Alle afgørelser truffet i henhold til denne vedtægt kan påklages til Klageudvalget vedrørende Miljøbeskyttelse.
Stk. 2. Klageberettiget er følgende:
1) Den, til hvem afgørelsen er rettet.
2) Landslægeembedet.
3) Alle, der må antages at have en individuel eller væsentlig interesse i sagens udfald.
4) Foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative, miljø- og naturmæssige interesser.
Stk. 3. Klagefristen er 6 uger fra den dag, beslutningen er meddelt den, som afgørelsen er rettet til.
Stk. 4. En klage over påbud eller forbud har opsættende virkning indtil Klageudvalget har truffet afgørelse i sagen eller bestemmer andet. Når særlige grunde taler herfor kan kommunalbestyrelsen samtidig med påbuddet eller forbuddet bestemme, at dette skal efterkommes uanset klage. En klage over en tilladelse, godkendelse eller dispensation har ikke opsættende virkning.
Kapitel 9
Sanktioner
§ 16. Overtrædelse af § 3, stk.1, § 5, stk. 1-4 samt § 6, stk. 1 og 2, kan medføre bøde og/eller konfiskation.
Stk. 2. Undladelse af at efterkomme påbud eller forbud efter §14, stk. 2 og 3, kan medføre foranstaltninger i form af bøde.
Stk. 3. Hvor vedtægten hjemler idømmelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 4. Bøder og konfiskation idømt efter stk. 1-3 tilfalder Landskassen.
Kapitel 10
Ikrafttræden
§ 17. Denne vedtægt træder i kraft 30 kalenderdage efter kundgørelse.
Stk. 2. Vedtaget af Qeqqata Kommunias kommunalbestyrelse, den 13. december 2024.
Qeqqata Kommunia, den 13. december 2024
Malik Berthelsen (sign.)
Borgmester
/ Hans Christian Sværd
-
PDF (0.06MB)
-
PDF (2.81MB)