Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 67
20. november 2023
Gældende

Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om kollegier
(Midlertidig opretholdelse af kollegiebolig i forbindelse med uddannelsessøgendes død, præcisering af pligten til at stille sin kollegiebolig til rådighed i forbindelse med fravær på grund af midlertidigt praktik- eller skoleophold, mulighed for i forbindelse med dimission at fravige krav om fraflytning samt sproglige rettelser)

§ 1

 

I Inatsisartutlov nr. 42 af 12. december 2019 om kollegier, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 3 af 25. maj 2022, foretages følgende ændringer:

 

1. § 1, stk. 2, affattes således:

”  Stk. 2.  Ved udefrakommende uddannelsessøgende forstås uddannelsessøgende, der i mindst 2 år forud for påbegyndelse af uddannelsen uafbrudt har haft folkeregisteradresse uden for uddannelsesbyen.”

 

2. I § 4 indsættes som stk. 7:

”  Stk. 7.  Ved uddannelsessøgendes død har ægtefælle eller samlever ret til at blive boende i kollegieboligen i en periode på op til 4 måneder.”

 

3. § 5 affattes således:

”  § 5.  Uddannelsessøgende, som råder over en anden bolig i uddannelsesbyen, eller hvis ægtefælle eller samlever kan få stillet personalebolig til rådighed, er ikke berettiget til at få stillet en kollegiebolig til rådighed eller til opretholdelse af en sådan. Tilsvarende gælder, hvis arbejdsgiveren som led i en praktikaftale kan stille bolig til den uddannelsessøgendes rådighed, eller hvis indkvarteringsbehovet må tilregnes den uddannelsessøgendes egne forhold.”

 

4. § 6, stk. 1, affattes således:

”  Uddannelsessøgende skal for at få tildelt kollegiebolig og for at kunne opretholde denne meddele Naalakkersuisut alle oplysninger af relevans for tildelingen eller opretholdelsen af kollegiebolig og betalingen herfor, herunder oplysning om boligbehov, statsborgerskab, personnummer og navn på alle husstandens medlemmer, familiemæssig status og husstandens indkomstforhold, optagelse på uddannelse, studieaktivitet og ophold uden for uddannelsesbyen.”

 

5. § 17, stk. 1, affattes således:

”  Ved tildeling af kollegiebolig skal der tages hensyn til størrelsen af kollegiebeboerens medfølgende husstand, når den uddannelsessøgendes børn under 18 år, ægtefælle eller samlever er berettiget til frirejse i henhold til reglerne herom i uddannelsesstøttereglerne, jf. dog stk. 2.”

 

6. § 23, stk. 1, nr. 1 og 2, affattes således:

”1)  besigtige kollegieboligen med henblik på konstatering af ureglementeret anvendelse heraf, 

  2)  udføre tilsyn af vedligeholdelsestilstanden,

 

7. § 34, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

”Dette gælder ikke, hvis kollegiebeboerens husstand omfatter børn under 18 år, ægtefælle eller samlever, som er berettiget til frirejse i henhold til reglerne herom i uddannelsesstøttereglerne, medmindre alle i husstanden tager med den uddannelsessøgende på dennes midlertidige praktik- eller skoleophold.”

 

8. § 36, stk. 1, affattes således:

”  Opsigelse fra kollegiebeboerens side skal ske skriftligt med mindst 1 måneds varsel til udgangen af en måned, medmindre kortere varsel er fastsat i lejeaftalen.”

 

9. I § 38, stk. 2, ændres ”jf. dog stk. 3.” til ”jf. dog stk. 3 og 4.”

 

10. I § 38 indsættes som stk. 4:

”  Stk. 4.  Naalakkersuisut bemyndiges til at fravige kravet i stk. 2 i forbindelse med den uddannelsessøgendes dimission.”

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2024.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 20. november 2023

 

 

Múte Bourup Egede (sign.)

Formand for Naalakkersuisut