Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 64
20. november 2023
Gældende

Inatsisartutlov om ændring af landstingslov om ind- og udførsel af varer
(Præcisering af tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, mulighed for privat indførsel af alkohol, adgang til fortoldning ved indrejse og ændring af reglerne om likvide midler)

§ 1

 

I landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1992 om ind- og udførsel af varer, som senest ændret ved Inatsisartutlov nr. 38 af 9. december 2015, foretages følgende ændringer:

 

1. Overalt i loven fjernes: ”nr. 19 af 30. oktober 1992”.

 

2. Overskriften til kapitel 2 affattes således:

Afgiftsområdet og afgiftspligtens indtræden

 

3. Efter § 6 indsættes:

  § 6 a.  Afgiftspligten indtræder ved ankomsten til afgiftsområdet, jf. dog stk. 2 og § 40.

  Stk. 2.  Ved godsbefordring og vareforsendelse på skibe fra Danmark med Grønland som destination indtræder afgiftspligten på tidspunktet for lastningen af skibet med godset eller varen i samtlige afsejlingshavne i Danmark og undervejs på ruten.”

 

4. § 7 affattes således:

  § 7.  Ethanolholdig øl, vin og spiritus som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 3 i landstingslov om indførselsafgifter må, medmindre indførslen sker afgiftsfrit i medfør af § 11 eller § 17 i denne lov eller § 2, stk. 2, og § 3, nr. 2 og 3, i landstingslov om indførselsafgifter, kun indføres til afgiftsområdet efter tilladelse fra skatteforvaltningen.

  Stk. 2.  Skatteforvaltningen kan udstede tilladelse til indførsel med henblik på erhvervsmæssigt videresalg af ethanolholdig øl, vin og spiritus som nævnt i stk. 1 til indehavere af alkoholbevilling.

  Stk. 3.  Skatteforvaltningen kan endvidere udstede engangstilladelser til, at fysiske personer, der er 18 år eller ældre og som har, eller inden for kort tid vil få, bopæl i Grønland, kan indføre ethanolholdig øl, vin og spiritus som nævnt i stk. 1 til privat brug. En engangstilladelse bortfalder, når modtageren har fået udleveret den forsendelse som tilladelsen vedrører. Skatteforvaltningen kan nægte at udstede en engangstilladelse, hvis forvaltningen under hensyn til antallet af tidligere udstedte tilladelser, indførte mængder mv. skønner, at der ikke alene er tale om indførsel til privat brug.

 

 

Stk. 4.  Inden udstedelse af engangstilladelser som nævnt i stk. 3, skal følgende betingelser være opfyldt:

1)  Skatteforvaltningen skal have modtaget en elektronisk ansøgning mindst 5 arbejdsdage inden varernes indlevering til forsendelse til Grønland. Ansøgningen afgives på en af skatteforvaltningen udarbejdet elektronisk blanket, og skal udfyldes med specificerede oplysninger vedrørende de varer forsendelsen vil indeholde, i overensstemmelse med skatteforvaltningens anvisninger herom.

2)  Afgiften af de varer, der ønskes indført, og gebyret efter stk. 5, skal være indbetalt til skatteforvaltningen.

3)  Varerne skal indføres med skibs- eller luftfragt eller med post.

  Stk. 5.  For indgivelse af ansøgning om engangstilladelse til indførsel af ethanolholdig øl, vin og spiritus som nævnt i stk. 1 til privat brug, skal ansøgeren betale et gebyr på 250 kr., samt en tillægsafgift på 50 pct. af den beregnede indførselsafgift. Gebyr og tillægsafgift skal betales senest samtidig med indgivelse af ansøgningen.

 

5. § 8 ophæves.

 

6. § 12, stk. 1, affattes således:

De i § 7 nævnte tilladelser kan suspenderes eller tilbagekaldes af Naalakkersuisut i forbindelse med udhandlingsstop eller rationeringsordninger fastsat i henhold til anden lovgivning.”

 

7. § 15, stk. 1, affattes således:

  Naalakkersuisut kan godtgøre erlagt afgift efter § 14 og efter landstingslov om indførselsafgifter for varer, der i Grønland anvendes til erhvervsmæssig fremstilling af andre varer, herunder afgiftspligtige varer.”

 

8. § 15, stk. 2, ophæves.

 

9. Efter § 16 indsættes:

  § 16 a.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om refusion af afgifter for varer, der er fejlagtigt afgiftsanmeldt, bortkommet, beskadiget, stjålet, destrueret eller udføres til områder, der i henhold til traktat af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland er forsvarsområder.

  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at der opkræves gebyr på ikke over 1.000 kr. plus en procentvis andel af det refunderede beløb ved refusioner som nævnt i stk. 1.

  Stk. 3.  Naalakkersuisut kan bestemme, at ved refusion af afgift skal ansøgningen indgives digitalt til skatteforvaltningen på en af forvaltningen foreskrevet blanket eller lignende og at ansøgningen skal vedlægges dokumentation i form af faktura, forsendelsesdokument, afgiftsnota og eventuelle andre relevante dokumenter og bevisligheder.”

 

10. § 22, stk. 1, affattes således:

  Afgifter i henhold til landstingslov om indførselsafgifter forfalder til betaling ved varernes indførsel til afgiftsområdet, jf. dog § 7, stk. 4, nr. 2.”

 

11. § 26, stk. 2, affattes således:

Stk. 2.  Når skyldige afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger er betalt, udleveres varer, der er taget i bevaring eller beslaglagt under iagttagelse af de gældende almindelige indførselsforskrifter til den, der godtgør at være berettiget til varerne.  

 

12. Efter § 26, stk. 2, indsættes:

  Stk. 3.  Betales afgiften af varer der er taget i bevaring ikke inden 2 måneder fra afgiftspligtens indtræden, bortsælges varerne ved behørigt annonceret auktion efter almindelig grønlandsk sædvane. Varer, der efter skatteforvaltningens skøn er ukurante eller urealisable, kan dog efter fristens udløb destrueres under behørig kontrol. Af det ved auktionen indkomne beløb dækkes først det offentliges omkostninger ved opbevaring og salg og derefter skyldige afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger. Et eventuelt overskud udbetales til ejeren, såfremt han melder sig inden udløbet af l år efter auktionen og behørigt godtgør sin ejendomsret til de bortsolgte varer. 

  Stk. 4.  Varer, der forefindes under smugleri eller forsøg herpå, tages i bevaring. I øvrigt kan indsmuglede varer eller andre varer, med hensyn til hvilke afgift er unddraget eller søgt unddraget det offentlige, tages i bevaring eller beslaglægges under iagttagelse af de i retsplejeloven fastsatte regler om beslaglæggelse af ting, der findes at burde konfiskeres.

 

13. § 29, stk. 1, affattes således:

  Virksomheder, der driver transportvirksomhed med fly og skibe, og befordringsmidlets fører har pligt til at give og dokumentere de oplysninger, der er nødvendige for kontrollens udøvelse, herunder oplysninger om befordringsmiddel, besætning, passagerer og disses registrerede bagage samt ladning, samt til at påvise og åbne eller afdække alle adgange til last, rum og gemmer. Skatteforvaltningen kan uden retskendelse forlange påvisning, åbning eller afdækning af disse adgange og inspicere disse.”

 

14. § 29, stk. 3, affattes således:

  Stk. 3.  Skatteforvaltningen er berettiget til at kræve oplysninger hos transportselskaber om personer, som er under rejse til eller fra afgiftsområdet, herunder ved adgang til transportselskabernes elektroniske databaser. Oplysningerne som indhentes ved skatteforvaltningens online adgang til transportselskabernes databaser kan ikke overføres elektronisk eller direkte lagres i skatteforvaltningens datasystemer.”

 

15. § 29, stk. 7, affattes således:

  Stk. 7.  Skatteforvaltningen kan nægte personer adgang til og udgang fra befordringsmidlet samt tilførsel eller fraførsel af varer, indtil kontrollen er afsluttet. Skatteforvaltningen kan endvidere forbyde, at befordringsmidlet forlader kontrolstedet, indtil kontrollen er afsluttet.”

 

16. § 32 a, stk. 2, affattes således:

  Stk. 2.  Ved oprettelse af passagerruter mellem steder i udlandet og steder indenfor det grønlandske afgiftsområde kan skatteforvaltningen give påbud om, at der uden udgift for denne stilles fornødent udstyrede lokaler og indretninger til rådighed for eftersyn af passagerer mv. Udgifter til udstyr, herunder teknisk udstyr, som alene skal finde anvendelse ved indførselskontrol af passagerer mv., påhviler dog skatteforvaltningen.”

 

17. Overskriften til kapitel 8 affattes således:

Adgang til frivillig fortoldning for flypassagerer

 

18. Efter overskriften til kapitel 8 indsættes:

  § 35 a.  Ved indrejse her til landet kan flypassagerer vælge frivillig fortoldning af medbragte afgiftspligtige varer til privat brug, jf. dog stk. 2.

  Stk. 2.  Frivillig fortoldning af varer, som nævnt i § 1, nr. 3, nr. 7, nr. 8, nr. 9 og nr. 10 i landstingslov om indførselsafgift, kan ikke overstige 5 gange de mængder, der afgiftsfrit kan indføres ved indrejse. Såfremt mængden overstiger 5 gange de mængder, der afgiftsfrit kan indføres ved indrejse, konfiskeres det for meget indførte. Konfiskationen sker til fordel for landskassen.

  Stk. 3.  Frivillig fortoldning af varer efter stk. 2 kan vælges af fysiske personer, der er 18 år eller ældre.

  Stk. 4.  Ved frivillig fortoldning betales indførselsafgift af medbragte afgiftspligtige varer samt et ekspeditionsgebyr fastsat af Naalakkersuisut på ikke over 1.000 kr. Såfremt den indrejsende ikke betaler afgiften, ekspeditionsgebyret og eventuel bøde inden vedkommende forlader kontrolområdet, konfiskeres varerne til fordel for landskassen.”

 

19. § 46, stk. 1, affattes således:

  Den, som ved forsæt eller grov uagtsomhed, indfører varer omfattet af § 7, § 9 og § 10 uden fornøden tilladelse eller indfører varer omfattet af § 35 a, stk. 2 uden frivillig fortoldning, kan idømmes bøde.”

 

20. § 46, stk. 3, affattes således:
  Stk. 3.  Indføres varer, som nævnt i § 7 og § 9 uden fornøden tilladelse, eller indføres sådanne varer uden fortoldning eller ud over den mængde, som tilladte efter § 35 a, stk. 2, skal disse varer, eller et beløb der svarer til deres værdi, såfremt varerne ikke forefindes, konfiskeres.”

 

21. § 46, stk. 5, affattes således:

  Stk. 5.  Likvide midler, der overstiger modværdien af 50.000 kr., og som forefindes i forbindelse med skatteforvaltningens kontrol efter § 30, stk. 4 og 5, kan tilbageholdes af skatteforvaltningen. Tilbageholdelsen kan ske, hvis det må befrygtes, at de likvide midler stammer fra eller vil blive brugt til en overtrædelse af kriminalloven. Ved iværksættelse af tilbageholdelse finder retsplejelovens kapitel 37 om beslaglæggelse anvendelse.”

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2.

  Stk. 2.  § 1, nr. 18, træder i kraft ved bekendtgørelse. Naalakkersuisut kan fastsætte forskellige ikrafttrædelsesdatoer for forskellige lufthavne.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 20. november 2023

 

 

Múte Bourup Egede (sign.)

Formand for Naalakkersuisut