Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 12
3. februar 2022
Ophævet

Selvstyrets bekendtgørelse om midlertidige restriktioner for udvalgte byer og bygder

I medfør af §§ 2 a, 6, 6 a, 12 b, og § 29, stk. 2 og 3, i landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 1 af 1. april 2020, fastsættes:

 

Anvendelsesområde

 

  § 1.  Bekendtgørelsen er gældende for hele landet med undtagelse af: 
1)  Ittoqqortoormiit.
2)  Tasiilaq, samt bygderne Kulusuk, Isortoq, Kuummiut, Sermiligaaq og Tiniteqilaaq.  
  Stk. 2.  Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for Det Grønlandske Sundhedsvæsen eller klinikker, private praksisser eller forretninger, som autoriserede sundhedspersoner driver eller er ansat i. 
  Stk. 3.  Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.
  Stk. 4.  Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for den dømmendes magts udøvelse.
  Stk. 5.  Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for private og offentlige dagtilbud, skoler, uddannelsesinstitutioner m.v., jf. § 22 i landstingsforordning om smitsomme sygdomme.  
  Stk. 6.  Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for kommunale fritidstilbud, som primært henvendelser sig til børn og unge under 18 år.
  Stk. 7.  Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for arrangementer m.v. i private hjem. 
  Stk. 8.  Landslægeembedet kan dispensere fra bekendtgørelsen.

 

Krav til lokaler hvortil offentligheden har adgang

 

  § 2.  Fysiske og juridiske personer, herunder offentlige myndigheder og institutioner, der har rådighed over lokaler, hvortil offentligheden har adgang, skal opfylde følgende krav:
1)  Der må maksimalt tillades adgang for 50 % af det antal personer, som lokalet er godkendt til af brandmyndighederne.
2)  Lokaler, hvortil der ikke foreligger godkendelse fra brandmyndighederne, må der maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4 m2 gulvareal. Er gulvarealet under 4 m2, kan der uanset 1. pkt. tillades adgang for 1 person. Gulvarealet opgøres væg til væg uanset inventar mv.

 

  § 3.  Har fysiske eller juridiske personer efter politiets skøn overtrådt § 2, og er der ikke udsigt til, at den fysiske eller juridiske person fremover vil overholde § 2 kan politiet påbyde den pågældende at holde lokalet lukket for offentligheden i en nærmere bestemt periode.

 

Krav om at bære mundbind eller visir

 

  § 4.  Personer på 12 år og derover skal benytte mundbind eller visir i forbindelse med at de:
1)  befinder sig i lokaler hvortil offentligheden har adgang,
2)  udfører arbejde som ansatte i detail- og servicebranchen, når de er i kundekontakt, eller 
3)  befinder sig i offentlige transportmidler, herunder busser og taxaer.  
  Stk. 2.  Kravet om mundbind eller visir gælder ikke personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.
  Stk. 3.  Ansatte i detail- og servicebranchen kan i stedet for mundbind eller visir anvende plastikskærm, som afskærmer kontakten mellem kunde og den ansatte.
  Stk. 4.  Uanset stk. 1 kan mundbind eller visir fjernes midlertidigt helt eller delvist, hvis der er en anerkendelsesværdig årsag til det, herunder i følgende situationer:
1)  Under indtagelse af mad og drikke.
2)  Under indtagelse af medicin.
3)  Under samtale med personer, der mundaflæser.
4)  Hvis mundbindet eller visiret giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser.
5)  Hvis politiet skal foretage identifikation.
6)  Ved udøvelse af fysisk aktivitet i idrætsfaciliteter, herunder bl.a. idrætslokaler og idrætshaller, svømmehaller, fitnesscentre.

 

  § 5.  Ved mundbind forstås engangsmundbind eller stofmundbind, der dækker næse og mund, og som er fæstnet med snor, elastik eller lignende bag ørerne eller bag hovedet og er tætsluttende omkring ansigtet. 
  Stk. 2. Ved visir forstås skærme af plastik, der dækker øjne, næse og mund eller næse og mund, men som ikke er tætsluttende omkring ansigtet.

 

Foranstaltninger

 

  § 6.  Der kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for den, der overtræder §§ 2 og 3, og § 4, stk. 1.
  Stk. 2.  Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

 

Ikrafttræden og gyldighed i tid

 

  § 7.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. februar 2022.
  Stk. 2.  Restriktioner, forbud, påbud m.v. efter bekendtgørelsen er gældende til og med den 14. februar 2022.

 

Ændringer i anden lovgivning

 

  § 8.  I Selvstyrets bekendtgørelse nr. 8 af 25. januar 2022 om midlertidige restriktioner for hele landet foretages følgende ændringer: 
1)  I § 13, stk. 2 ændres ”14. februar 2022” til: ”3. februar 2022”.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 3. februar 2022

 

 

Pele Broberg på vegne af Kirsten Fencker
Naalakkersuisoq for Sundhed

 

 

/ Nike Berthelsen