Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 29
25. november 2022
Gældende

Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om obligatorisk pensionsordning
(Servicetjek, præciseringer og ændring af beløbsgrænser)

§ 1

 

I Inatsisartutlov nr. 21 af 28. november 2016 om obligatorisk pensionsordning, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 18 af 30. november 2020, foretages følgende ændringer:

 

1.  § 1, stk. 3, affattes således:
“  Stk. 3.  Pensionsordningen skal være oprettet i en pensionskasse, der har hjemsted i Danmark eller Grønland, eller et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der har hjemsted i Danmark eller Grønland, eller i et pengeinstitut, der har hjemsted eller fast driftssted i Grønland, jf. dog stk. 4, eller i Centralforeningen for Stampersonels Pensionsfond (CS-Pensionsfond) eller i HKKF-fonde. Det er en betingelse, at pensionskassen, livs- eller pensionsforsikringsselskabet eller pengeinstituttet er omfattet af lov om finansiel virksomhed og i øvrigt har Finanstilsynets tilladelse til at drive de pågældende virksomheder.”

 

2. I § 2 indsættes som stk. 4:
“  Stk. 4.  Bestemmelsen i stk. 2, nr. 1-4, omfatter de ydelser, som danner grundlag for fastsættelse af en persons tjenestemandspension.”

 

3.  § 3, stk. 1-4, affattes således:
“  Indbetalinger til en persons pensionsordning må i indkomståret 2023 ikke være mindre end 7 procent af opsparingsgrundlaget, hvis opsparingsgrundlaget udgør 175.000 kr. eller mere, jf. dog stk. 2 og 5. Fra og med indkomståret 2024 til 2026 hæves procenten med 1 procent årligt, således at satsen udgør 10 procent i 2026.
  Stk. 2.  Uanset bestemmelsen i stk. 1 må en persons indbetalinger til sin pensionsordning i indkomståret 2023 ikke være mindre end 5 procent af det skattepligtige overskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis overskuddet udgør 175.000 kr. eller mere, jf. dog stk. 5. Fra indkomståret 2024 og følgende indkomstår må indbetalingerne ikke være mindre end 6 procent af det skattepligtige overskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
  Stk. 3.  Den efter stk. 1 gældende sats hæves lineært fra 0 procent af satsen for personer, hvis opsparingsgrundlag udgør 125.000 kr. til 100 procent af satsen for personer, hvis opsparingsgrundlag udgør 175.000 kr.
  Stk. 4.  Den efter stk. 2 gældende sats hæves lineært fra 0 procent af satsen for personer, hvis overskud udgør 125.000 kr. til 100 procent af satsen for personer, hvis overskud udgør 175.000 kr. ved selvstændig erhvervsvirksomhed.”

 

4.  I § 7, stk. 2, ændres “2.000 kr.” til: “4.000 kr.”.

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2023.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 25. november 2022

 

 

 

Múte Bourup Egede
Formanden for Naalakkersuisut