Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 57
23. september 2021
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om kontrol af elektriske installationer i forsamlingslokaler

I medfør af § 6, stk. 1 og § 20, stk. 2 i landstingsforordning nr. 12 af 3. november 1994 om elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 19 af 12. juni 2019, fastsættes af Grønlands Elmyndighed:

 

Definitioner

 

  § 1.  Ved forsamlingslokaler forstås i denne bekendtgørelse: Teatre, biografer, restaurationer, diskoteker, selskabslokaler, mødelokaler, koncertsale, udstillingslokaler, idrætshaller, undervisningslokaler og andre bygninger og lokaler, der anvendes til lignende formål, med tilhørende gange og flugtveje, vestibule, køkken, depotrum og andre lokaler med direkte tilknytning til det pågældende forsamlingslokale.

 

Forpligtelser

 

  § 2.  Den, der som ejer, lejer, forpagter eller på anden måde driver et forsamlingslokale, som er beregnet til over 150 personer, skal sikre, at de elektriske installationer, herunder nød- og panikbelysningsanlægget, og det tilhørende elmateriel i forsamlingslokalerne og de tilstødende adgangs- og flugtveje hver 24. måned kontrolleres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.
  Stk. 2.  Hvis der ved kontrollen efter stk. 1, konstateres fejl i installationen eller det tilhørende elmateriel, skal den, der driver forsamlingslokalet sikre, at fejlene rettes.

 

  § 3.  Pligten i § 2 omfatter også forsamlingslokaler, der enkeltvis er beregnet til færre end 150 personer, når forsamlingslokalerne benyttes samlet af over 150 personer, og forsamlingslokalerne har fælles adgangs- og flugtveje.
  Stk. 2.  Grønlands Elmyndighed kan på baggrund af en vurdering af personrisikoen eller hyppigheden af foretagne ændringer i installationerne undtage enkelte forsamlingslokaler eller kategorier af forsamlingslokaler fra pligten i stk.1.

 

Dokumentation m.v.

 

  § 4.  Som dokumentation for, at kontrol af installationen og det tilhørende elmateriel er gennemført, og at forholdene er fundet i orden, eller at eventuelle fejl er rettet, skal den autoriserede elinstallatørvirksomhed udfylde og underskrive en attest efter Grønlands Elmyndigheds formular. Attesten skal opsættes i forsamlingslokalet på et for publikum synligt sted.
  Stk. 2.  Attesten og formularen kan rekvireres hos Grønlands Elmyndighed eller på www.elmyndighed.gl. Genpart/kopi af attesten skal fremsendes til Grønlands Elmyndighed

 

Afholdelse af udgifter

 

  § 5.  Udgifterne i forbindelse med gennemførelse af kontrol efter denne bekendtgørelse påhviler den, der er forpligtet til at sikre, at kontrollen er gennemført.

 

Foranstaltninger

 

  § 6.  Der kan idømmes foranstaltninger i form af bøde til den, der
1)  i strid med § 2, stk. 1, undlader at foranstalte kontrol,
2)  i strid med § 2, stk. 2, undlader at sikre, at fejl i installationerne eller det tilhørende elmateriel rettes, elle
3)  i strid med § 4, stk. 1, undlader at opsætte attest.
  Stk. 2.  Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens 5. kapitel.
  Stk. 3.  Bøder tilfalder landskassen.

 

Ikrafttræden

 

  § 7.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. september 2021.

 

 

 

Grønlands Elmyndighed, den 23. september 2021

 

 

 

Michael Petersen
Elmyndighedschef

 

 

/ Jane Lynge Hansen