Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 38
1. oktober 2020
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om vurdering af aktiviteters virkning på kulturarven i kulturhistoriske områder

I medfør af § 24 a, stk. 4, i Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 5 af 12. juni 2019, fastsættes:

 

Kapitel 1

Væsentlighedsvurdering

 

  § 1.  Før en aktivitet påbegyndes i et område, der er omfattet af § 24 a i Inatsisartutlov om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder, skal den, der ønsker aktiviteten gennemført (aktøren), rette henvendelse til Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (NKA) med henblik på at få vurderet, om aktiviteten kan forventes at få væsentlig indvirkning på kulturarven i området. 
  Stk. 2.  NKA skal ved vurderingen tage højde for aktivitetens art og omfang, herunder i hvilket omfang den beskyttede kulturarv forventes påvirket.
  Stk. 3.  Er området optaget som et UNESCO verdensarvsområde eller nomineret til optagelse som verdensarvsområde, skal NKA inddrage styregruppen for det pågældende område i vurderingen.
  Stk. 4.  Vurderingen skal afsluttes med en gradsangivelse, som klassificerer aktiviteten i en af følgende kategorier:
1)  Ingen påvirkning.
2)  Mindre påvirkning.
3)  Moderat påvirkning.
4)  Stor påvirkning.
  Stk. 5.  Aktiviteten anses for at have væsentlig indvirkning, hvis den efter gradsangivelsen i stk. 4 er vurderet til at have moderat eller stor påvirkning.
  Stk. 6.  Umiddelbart efter vurderingen meddeler NKA resultatet af vurderingen til aktøren. Der gives samtidig meddelelse til aktøren, om aktiviteten kan påbegyndes, eller om der skal foretages en kulturarvsvurdering efter reglerne herom i kapitel 2.

 

Kapitel 2

Kulturarvsvurdering

 

  § 2.  Hvis en aktivitet forventes at kunne få væsentlig indvirkning på kulturarven, jf. § 1, skal der udarbejdes en vurdering af aktivitetens virkning på kulturarven (kulturarvsvurdering).
  Stk. 2.  Kulturarvsvurderingen består af en planlægningsfase, en materialeindsamlingsfase, en vurderingsfase og en afhjælpningsfase, jf. §§ 3-9.
  Stk. 3.  Aktøren har ansvaret for at foretage vurderingen.

 

  § 3.  Før vurderingen påbegyndes, skal aktøren konsultere NKA med henblik på fastlæggelse af indholdet og arbejdsprocessen i planlægningen (planlægningsfasen).

 

  § 4.  Aktøren skal som afslutning på planlægningsfasen udarbejde en skriftlig rapport herom, der forelægges NKA til godkendelse.
  Stk. 2.  Rapporten skal omfatte:
1)  Beskrivelse af den aktivitet der ønskes gennemført, herunder formålet hermed og baggrunden herfor.
2)  Beskrivelse af status for kulturarven i det område aktiviteten forventes at påvirke.
3)  Oplysning om hvilke alternativer til de ønskede aktiviteter i området der er overvejet.
4)  Angivelse af hvem der skal foretage kulturarvsvurderingen, herunder forestå indsamling af materiale henholdsvis vurdering. 
5)  Angivelse af hvilke personer, foreninger, organisationer og myndigheder m.v. som forventes involveret i kulturarvsvurderingens faser.
6)  Oplysning om hvordan kulturarvsvurderingen teknisk skal udføres, herunder hvilke metoder der påregnes anvendt.
7)  En tids- og handleplan som spænder over hele processen for udførelsen af kulturarvsvurderingen, herunder deadlines for afrapportering og mødeafholdelse.

 

  § 5.  Når NKA har godkendt rapporten om planlægningsfasen, skal aktøren sørge for indsamling af materiale til brug for kulturarvsvurderingen (materialeindsamlingsfasen). Materialeindsamlingen skal omfatte alt relevant materiale.

 

  § 6.  Som en del af materialeindsamlingen skal der laves en feltundersøgelse i det område, hvor aktiviteten skal finde sted. 
  Stk. 2.  NKA kan undtagelsesvist, når særlige forhold taler herfor, herunder at der for nylig allerede er foretaget feltundersøgelse, give tilladelse til, at feltundersøgelsen kan undlades.

 

  § 7.  Når alt relevant materiale er indsamlet, skal der foretages en vurdering af aktivitetens indvirkning på kulturarven (vurderingsfasen).
  Stk. 2.  Vurderingen skal foretages af sagkyndige og omfatte alle relevante fagområder.

 

  § 8. Alle relevante indvirkninger skal indgå i vurderingen. 
  Stk. 2.  Der skal tages stilling til, om der er tale om indvirkninger på kulturarven, som: 
1)  Er direkte eller indirekte.
2)  Er midlertidige eller permanente. 
3)  Er synlige eller usynlige.
4)  Akkumuleres gradvist over tid.
5)  Påvirker immateriel kulturarv knyttet til området.
  Stk. 3.  Vurderingen skal konkludere, om aktiviteten får væsentlig indvirkning på alle eller en del af de egenskaber, som danner grundlag for afgørelsen om fredning eller anden kulturarvsbeskyttelse af området, den påtænkte afgørelse herom eller behandlingen af en sag om dispensation i henhold til § 24, stk. 3, 2. pkt., eller § 24, stk. 4, 2. pkt., i Inatsisartutlov om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder.
  Stk. 4.  Er området optaget som et UNESCO verdensarvsområde eller nomineret til optagelse som verdensarvsområde, skal vurderingen tillige konkludere, om aktiviteten får væsentlig indvirkning på alle eller en del af de egenskaber, som er omfattet af UNESCOs Statements of Outstanding Universal Value (SoOUV).

 

  § 9.  Som en del af vurderingsfasen skal der iværksættes en undersøgelse af mulige alternative løsninger til hele eller dele af den ønskede aktivitet (afhjælpningsfasen).
  Stk. 2.  Undersøgelsen skal afdække, om aktiviteten kan flyttes til et andet område eller på anden måde ændres, således at indvirkningerne på kulturarven kan undgås eller mindskes. 
  Stk. 3.  I det omfang der ikke kan ske afhjælpning af indvirkningerne på kulturarven, skal det undersøges, om der kan ske rehabilitering af området eller ydes kompensation for indvirkningerne.

 

  § 10.  Kulturarvsvurderingen afsluttes med en skriftlig redegørelse, jf. kapitel 3, der skal forelægges Naalakkersuisut til godkendelse.

 

Kapitel 3

Redegørelse

 

  § 11.  Den skriftlige redegørelse, jf. § 10, skal indeholde oplysninger om:
1)  navnet for området,
2)  områdets geografiske koordinater,
3)  datoen for fredningen eller anden kulturarvsbeskyttelse, underretningstidspunktet for de tilfælde, hvor der påtænkes truffet afgørelse om fredning eller anden kulturarvsbeskyttelse, jf. 25, stk. 3, og for de tilfælde, hvor der behandles en sag om dispensation, jf. § 24, stk. 3, 2. pkt., og § 24, stk. 4, 2. pkt., i Inatsisartutlov om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder, 
4)  datoen for områdets optagelse på UNESCOs Verdensarvsliste og datoen for områdets nominering til optagelse på Verdensarvslisten,
5)  datoen for redegørelsens endelige udarbejdelse,
6)  navnene på de ansvarlige for udarbejdelsen af redegørelsen, 
7)  for hvem redegørelsen er udarbejdet og 
8)  høringsperioden, jf. § 13, stk. 2.
  Stk. 2.  Redegørelsen skal foreligge på grønlandsk og dansk.

 

  § 12.  Redegørelsen skal have følgende opbygning:
1)  Ikke-teknisk resumé.
2)  Indholdsfortegnelse.
3)  Indledning.
4)  Metodik, herunder oplysninger om:
a)  Datakilder.
b)  Publicerede værker.
c)  Upublicerede værker.
d)  Databaser.
e)  Feltundersøgelser.
f)  Afgrænsning af fokus for kulturarvsvurderingen, herunder om der er taget udgangspunkt både i en SoOUV og de egenskaber, som ligger til grund for en fredning eller anden kulturarvsbeskyttelse henholdsvis en påtænkt fredning eller anden kulturarvsbeskyttelse.
g)  Vurdering af omfanget af aktivitetens konkrete indvirkninger på området.
h)  Evaluering af den samlede indvirkning.
i)  Definering af området underlagt vurdering.
5)  Beskrivelse af stedet og dets historik.
6)  Beskrivelse af de ændringer eller den udvikling af området som aktiviteten medfører.
7)  Vurdering af den samlede virkning af de foreslåede ændringer.
8)  Afhjælpende foranstaltninger.
9)  Resume og konklusioner.
10)  Bibliografi.
11)  Ordliste over anvendte udtryk.
12)  Forfattere og anerkendelser.
13)  Illustrationer og fotografier.
14)  Bilag.

 

Kapitel 4

Høring og offentliggørelse

 

  § 13.  Inden redegørelsen forelægges Naalakkersuisut til godkendelse, skal Departementet for Kultur sørge for at offentligheden, brugere med arealtildeling eller anden ret til brug af arealet, kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor aktiviteten skal foregå, relevante departementer samt andre relevante parter, høres. Er området optaget som et UNESCO verdensarvsområde eller nomineret til optagelse som verdensarvsområde, skal styregruppen for det pågældende område inddrages i høringen.
  Stk. 2.  Høringsperioden skal være 4 uger, hvori de nævnte parter har mulighed for at komme med bemærkninger.

 

  § 14.  Når Naalakkersuisut har godkendt en redegørelse, skal denne offentliggøres på Naalakkersuisuts hjemmeside.
  Stk. 2.  Når redegørelsen er godkendt og offentliggjort, anses den aktivitet, som den omhandler, for godkendt og kan igangsættes.

 

Kapitel 5

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

 

  § 15.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2021.
  Stk. 2.  En aktivitet, som lovligt er påbegyndt inden bekendtgørelsens ikrafttrædelse, er ikke omfattet af bekendtgørelsens regler.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 1. oktober 2020

 

 

 

Karl Frederik Danielsen

/

Karsten Peter Jensen