Selvstyrets bekendtgørelse om etablering og indretning af daginstitutioner samt oprettelse af samarbejdsteams
I medfør af § 6, stk. 3 og § 12, stk. 3 i Inatsisartutlov nr. 16 af 3. december 2012 om pædagogisk udviklende tilbud til børn i førskolealderen, fastsættes:
Kapitel 1
Etablering og indretning af daginstitutioner
Almindelige bestemmelser for etablering og indretning af daginstitutioner
§ 1. Daginstitutioner etableres og indrettes ud fra et pædagogisk, socialt og pasningsmæssigt formål og med henblik på at skabe et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer barnets trivsel, sundhed, udvikling og læring.
Stk. 2. Daginstitutionens fysiske rammer skal indrettes med henblik på at sikre børnene muligheder for oplevelser, leg, fordybelse, udforskning og aktiviteter, der bidrager til at stimulere børnenes fantasi og kreativitet og understøtte, at børnene kan udbygge deres sociale og almene færdigheder og udfolde sig fysisk.
Stk. 3. Daginstitutioner, herunder tilhørende legepladser, må ikke etableres med benyttelse af materialer, som indebærer kendt sundhedsrisiko.
Stk. 4. Daginstitutionens fysiske rammer skal udformes således, at der tages individuelle hensyn til børnenes alder og udvikling, jf. § 11 i Inatsisartutlov om pædagogisk udviklende tilbud til børn i førskolealderen.
Stk. 5. I vurderingen af de fysiske rammers egnethed skal der lægges vægt på, at lokalerne, hvor børnene opholder sig, de sanitære forhold og de udendørs legemuligheder og faciliteter er forsvarlige herunder sundhedsmæssigt og hensigtsmæssige til formålet.
§ 2. Daginstitutionen skal være således indrettet, at den til enhver tid kan godkendes af bygnings og brandmyndighederne samt arbejdstilsynet.
Placering af daginstitutioner
§ 3. Daginstitutioner skal placeres i et terræn, som giver børnene aktivitets- og udfoldelsesmuligheder uden at bringe dem i farlige situationer.
Stk. 2. Daginstitutioner må ikke placeres i nærheden af støj-, støv- og luftforurenende virksomhed eller i områder, hvorover der føres kraftledninger.
Stk. 3. Der skal ved placering af daginstitutioner tages hensyn til naboer, så disse ikke påføres unødige gener af aktiviteterne i daginstitutionen og på legepladsen.
Indretningsbestemmelser for daginstitutioner
§ 4. I forbindelse med indretning af daginstitutioner skal følgende betingelser opfyldes:
1) Daginstitutionens bruttoareal skal være på mindst 6 kvadratmeter per daginstitutionsplads.
2) Aktivitetsarealet i form af daginstitutionens grupperum, fællesrum, og aktivitets- og hobbyrum skal udgøre mindst 4 kvadratmeter per daginstitutionsplads.
3) Nettoarealet i form af frit gulvareal i grupperummet skal udgøre mindst 2 kvadratmeter per daginstitutionsplads til børn, der er fyldt 3 år og 3 kvadratmeter til børn under 3 år.
4) Daginstitutionens køkken skal udgøre mindst 12 kvadratmeter og afstanden mellem modstående køkkenborde skal være mindst 1,8 meter.
5) Hovedindgangen skal have vindfang, som muliggør anbringelse af forældrenes fodtøj i forbindelse med aflevering og afhentning af børn.
6) Gange skal være mindst 1,6 meter brede.
7) Døre skal være mindst 0,9 meter brede med en fri passagebredde på 0,77 meter.
8) Døre i rum uden vinduer skal kunne åbnes uden brug af nøgler.
9) Trapper må ikke have varierende trindybde.
10) Trappegelænder skal i tillæg til almindelig fæste have håndliste i børnehøjde på 0,6 meter.
11) Trapper skal være sikrede ved op og nedgange med trappegitter.
12) Rækværk ved balkoner skal have en højde på mindst 1,2 meter og udformet, så børn ikke kan klatre op eller komme mellem trappens balustre. Afstanden mellem trappens balustre må ikke overstige 89 mm.
13) Glaspartier og vinduer skal placeres 0,6 meter over gulvhøjde.
14) Alle puslerum skal have vinduer.
15) Toiletrum må ikke have direkte adgang fra grupperum og aktivitetsrum.
16) Daginstitutionen skal indrettes med mulighed for at modtage personer med handicap uden særforanstaltninger.
17) I niveau med adgangsarealet umiddelbart uden for bygningen skal der være adgang til indgangsdøre og til enheder i bygningens studeetage og eventuelle elevatorer.
18) Daginstitutionen skal være indrettet således, at proceduren for varetagelse af intimpleje både sker i overensstemmelse med barnets behov for privathed og størst mulig sikkerhed og tryghed, herunder i forhold til seksuelle krænkelser eller overgreb på daginstitutionen.
§ 5. Udover de i § 4 nævnte betingelser skal daginstitutionen have:
1) Børnegarderobe med særskilt garderobeplads til hvert barn.
2) Mulighed for at tørre tøj i nærheden af garderoben.
3) Mindst 1 handicaptoilet per 40 daginstitutionspladser.
4) Mindst 1 børnetoilet per 10 daginstitutionspladser med døre, som er lette at åbne indefra, jf. § 6, stk. 1.
5) Opvarmede eller isolerede hvilerum på mindst 12 kvadratmeter med liggeplads i et antal, der svarer til 1/3 af institutionens godkendte pladsantal i daginstitutioner, som modtager børn under 6 år.
6) Mindst 1 vaskerum med vaskemaskiner og tørretumbler, der skal kunne aflåses.
7) Skyllemulighed i form af bruser i eller ved toiletrummet.
8) Depotplads på ca. 3 kvadratmeter til hver børnegruppe.
9) Puslebord med vaskekumme per gruppe i daginstitutioner, der modtager børn under 3 år, jf. § 6, stk. 2.
10) Separate toiletkabiner med dør i daginstitutioner, der modtager børn over 6 år,
11) Madvaredepot på mindst 2 kvadratmeter per gruppe.
12) Depot for rengøringsmidler og rengøringsudstyr, som kan aflåses.
13) Køle- og fryseplads.
14) Opbevaringsrum for barnevogne, cykler og slæder.
15) Kontor- og personalefaciliteter.
16) Adgang til legeplads, jf. § 7, stk. 3, på mindst 10 kvadratmeter per daginstitutionsplads.
17) Legetøj godkendt til den relevante aldersgruppe.
§ 6. Vuggestuer skal indrettes med små toiletter med lavt anbragte håndvaske eller vaske-render. Børnehaver og aldersintegrerede daginstitutioner skal indrettes med mindst 1 toilet af voksenstørrelse per børnegruppe.
Stk. 2. Puslepladser skal være adskilt fra områder, hvor børn leger eller spiser, og indrettes med tilstrækkeligt afsætningsplads, så alt, hvad der er nødvendigt, er inden for rækkevidde. Højden af puslepladser skal kunne justeres, uden at børn vil kunne få adgang til hæve- og sænkemekanismen, jf. § 12, stk. 2.
Særligt om udendørsarealer
§ 7. Daginstitutionens udendørsareal skal være udstyret med et skur til opbevaring af udendørs legeredskaber.
Stk. 2. Udendørsarealet skal indrettes med mulighed for etablering af urtehave eller ophængningsplads til tørring af fisk.
Stk. 3. Udendørsarealet skal være indrettet med en legeplads, som er
1) indrettet som en forlængelse af den omkringliggende natur,
2) tilstrækkelig stor til at alle børnegrupper kan være der samtidigt,
3) forsvarligt indhegnet,
4) udstyret med redskaber, som mange børn kan lege med samtidigt, og
5) udstyret med redskaber, som udfordrer børnenes motoriske evner.
Stk. 4. Afstanden mellem balustre i rækværk og på legepladser må ikke overstige 89 mm.
Særligt om indendørs miljø
§ 8. Aktivitetsarealer, jf. § 4, stk. 1, nr. 2, skal være i ét plan og indrettet med skridsikre gulve.
§ 9. Til hvert grupperum skal der være et hvilerum, hvor børn kan slappe af. Hvilerum kan dog benyttes til mindre gruppeaktiviteter, når det ikke anvendes til hvilerum, men må ikke benyttes til opbevaring af eksempelvis barnevogne.
Stk. 2. Hvert grupperum skal være indrettet med en vask og garderobepladser med minimum én skabsplads per barn.
§ 10. Aktivitetsrummet skal være fælles for alle grupper og indrettes med henblik på at kunne anvendes til motorisk og fysisk udfoldelse.
Stk. 2. I tilknytning til aktivitetsrummet indrettes et depotrum til opbevaring af redskaber.
Stk. 3. Aktivitetsrummet skal ikke placeres midt i bygningen med henblik på at undgå unødig gennemfærdsel.
§ 11. Daginstitutionens lokaler skal indrettes lyddæmpende med anvendelse af
1) lydlofter,
2) gulve, der forhindrer trinlyde,
3) lyddæmpende vægge, og
4) lyddæmpede stole, kopper og tallerkener.
Stk. 2. Den indendørs belysning skal kunne dæmpes i hvilerum, og lokalerne skal have solafskærmning og være malet i dæmpede farver.
§ 12. Daginstitutionen skal indrettes med inventar, herunder borde, stole og pusleborde, der skal kunne indstilles med henblik på at tilpasse brugerne.
Stk. 2. Borde, der kan hæves og sænkes, skal sikres med mekanismer, som børnene ikke har adgang til.
Stk. 3. Inventaret skal være udført i rengøringsvenligt design og i materialer, der tåler vask eller daglig aftørring på overfladen.
Kapitel 2
Oprettelse af samarbejdsteams
§ 13. Kommunalbestyrelsen skal til sikring af et koordineret samarbejde mellem de netværk, der er omkring det enkelte barn, efter behov oprette et samarbejdsteam.
Stk. 2. Samarbejdsteamet består af personer, der på tværs af enkelte forvaltningsgrene er direkte involveret i arbejdet med det enkelte barn. Det kan bestå af sagsbehandlere, eventuelle støttepersoner, sundhedsplejersker, sygeplejersker, læger, tandlæger, tandplejere, psykologer, ergo- og fysioterapeuter, ernæringsfaglig personale, barnets kommende lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre fagpersoner, hvis faglighed vurderes at være af relevans med henblik på at yde barnet den nødvendige støtte.
§ 14. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af, om der er behov for oprettelse af et samarbejdsteam lægge vægt på, om barnet
1) mistrives,
2) har sociale problemer i hjemmet eller
3) har særlige behov for specialisthjælp, eksempelvis som følge af dysleksi, ADHD, fysiske handicaps eller omsorgssvigt.
§ 15. Samarbejdsteamet mødes så ofte, som varetagelsen af barnets behov tilsiger.
Stk. 2. Samarbejdsteamet nedsættes i en periode fra det tidspunkt, hvor barnets behov for støtte konstateres indtil det tidspunkt, hvor det vurderes, at barnets behov for særlig støtte ikke længere er relevant.
Stk. 3. Samarbejdsteamene skal i forbindelse med det tværfaglige samarbejde afholde netværksmøder, herunder med inddragelse af barnets forældremyndighedsindehavere eller faktiske forsørgere, med henblik på en tidlig indsats over for det enkelte barn.
Kapitel 3
Ikrafttræden
§ 16. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. oktober 2020.
Grønlands Selvstyre, den 24. september 2020
Karl Frederik Danielsen
/
Karsten Peter Jensen