Selvstyrets bekendtgørelse om mulighed for midlertidig at indføre besøgsrestriktioner på ældreinstitutioner m.fl. og på sygehuse
I medfør af § 12 c i landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 1 af 1. april 2020, fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Naalakkersuisut kan indføre midlertidige besøgsrestriktioner på ældreinstitutioner m.fl. og sygehuse for at hindre smittespredning af COVID-19.
Stk. 2. Indførelsen af restriktioner sker ved påbud til vedkommende institution. I påbuddet fastsættes det nærmere omfang af restriktionerne.
Stk. 3. Påbud gøres tilgængelige på Landslægeembedets hjemmeside.
Stk. 4. Påbud skal snarest muligt ophæves.
Ældreinstitutioner, botilbud m.fl.
§ 2. Naalakkersuisut kan indføre forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til ældreinstitutioner, herunder aflastningspladser, botilbud eller andre boligformer med tilknyttet personale og fællesboligarealer, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet. Dette gælder uanset reglerne i §§ 37-39 i Inatsisartutlov om magtanvendelse inden for det sociale område.
Stk. 2. Forbud eller restriktioner kan omfatte såvel fællesarealer som den del af boligen, som beboeren selv råder over.
Stk. 3. Forbud eller restriktioner for besøgendes adgang vil kunne rettes mod konkrete tilbud, tilbud i én eller flere dele af landet eller tilbud generelt.
Sygehuse
§ 3. Naalakkersuisut kan indføre forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til sygehuse og sundhedsenheder, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
Stk. 2. Forbud eller restriktioner for besøgendes adgang kan rettes mod konkrete sygehuse og sundhedsenheder eller generelt mod alle sygehuse og sundhedsenheder, der er beliggende i den pågældende sundhedsregion.
Undtagelser fra forbud og restriktioner
§ 4. Naalakkersuisut kan beslutte, at et forbud eller en restriktion efter §§ 2 og 3 ikke omfatter besøg i kritiske situationer fra en beboers eller patients nære pårørende.
Stk. 2. Ved en kritisk situation forstås f.eks. et uopsætteligt besøg hos en kritisk syg eller døende person, eller forældres eller andre nære pårørendes besøg hos et mindreårigt barn el.lign.
Stk. 3. Ledelsen på en institution eller et botilbud eller ledelsen på et sygehus eller en sundhedsenhed er forpligtet til at sikre, at besøg i kritiske situationer kan gennemføres på en forsvarlig måde.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter kundgørelse.
Stk. 2. Selvstyrets bekendtgørelse nr. 7 af 7. april 2020 om mulighed for midlertidig at indføre besøgsrestriktioner på ældreinstitutioner m.fl. og på sygehuse ophæves.
Grønlands Selvstyre, den 14. april 2020
Martha Abelsen
/
Tine Pars