Selvstyrets bekendtgørelse om mulighed for midlertidig at dispensere fra kravene om bortskaffelse af affald
I medfør af § 10, stk. 1, nr. 5, 6, 23 og 25, § 35, stk. 2, § 40, stk. 1 og 2, § 45, stk. 2-4, § 56, stk. 1, og § 66 stk. 3, i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet (miljøloven), fastsættes:
§ 1. Naalakkersuisut kan dispensere fra kravene i Hjemmestyres bekendtgørelse om bortskaffelse af affald og Hjemmestyrets bekendtgørelse om miljøgodkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.
§ 2. Alt affald skal håndteres i dertil godkendte anlæg.
§ 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at affald som ikke er egnet til forbrænding ikke forbrændes.
§ 4. Forbrænding af forbrændingsegnet affald er kun tilladt på dertil godkendte anlæg.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at forbrændingsegnet affald omfattet af kommunale affaldsordninger og konkret anvist affald bliver anvist til forbrænding på et dertil godkendt anlæg.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan efter ansøgning fra Kommunalbestyrelsen meddele dispensation til midlertidigt at foretage åben afbrænding eller deponering af forbrændingsegnet affald for en periode på maksimalt 3 måneder og under forudsætning af, at følgende betingelser og vilkår er opfyldt:
1) Der forefindes ikke et miljøgodkendt lokalt, regionalt eller nationalt affaldsforbrændingsanlæg, det godkendte anlæg er ude af drift, eller det af andre årsager ikke er muligt at anvende anlægget.
2) Kommunalbestyrelsen arbejder i undtagelsesperioden aktivt for at skabe dækkende løsninger til håndtering af affaldet.
3) Kommunen har en godkendt affaldsplan.
Stk. 4. Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere vilkår i dispensationer efter stk. 3, herunder vilkår vedrørende tidspunktet for afbrændingen, den anvendte afbrændingsmetode samt minimumsafstand til bebyggelser og vandspærrezoner.
§ 5. Bøde kan idømmes den, der overtræder vilkår i en dispensation meddelt efter § 4, stk. 3.
Stk. 2. Bøder kan pålægges en juridisk person efter reglerne i kapitel 5 i Kriminallov for Grønland.
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. februar 2020.
Grønlands Selvstyre, den 5. februar 2020
Kim Kielsen
/
Mette Skarregaard Pedersen