Selvstyrets bekendtgørelse om kvalitetssikringssystemer for autoriserede virksomheder på elinstallationsområdet
I medfør af § 6, stk. 1 i landstingsforordning nr. 12 af 3. november 1994 om elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 19 af 12. juni 2019, fastsættes af Grønlands Elmyndighed:
Kapitel 1
Kvalitetssikringssystemet
§ 1. Kvalitetssikringssystemet skal rette sig mod den del af en autoriseret virksomheds
forretningsgrundlag, der vedrører det autorisationskrævende arbejde på el-området. Systemet skal være tilpasset virksomhedens organisatoriske struktur og den personligt autoriseredes beføjelser i virksomheden
§ 2. Kvalitetssikringssystemet skal indeholde de elementer, der er beskrevet i bilag 1.
§ 3. Kvalitetssikringssystemet skal dokumenteres i en kvalitetshåndbog eller i et elektronisk kvalitetssystem, der indeholder alle relevante og ajourførte dokumenter i en systematisk og overskuelig form, jf. bilag 1.
Stk. 2. Kvalitetssikringssystemet skal opbevares tilgængeligt for Grønlands Elmyndighed. Kvalitetsdokumentationen for udført arbejde skal endvidere være tilgængelig for forsynings-virksomheder.
Stk. 3. Virksomheden skal opbevare kvalitetssikringssystemet og kvalitetsdokumentation på betryggendevis i 5 år. Opbevaring i elektronisk form skal ske på en måde, som i hele opbevaringsperioden muliggør, at der kan foretages udtræk af relevante dele af systemet.
§ 4. Virksomheden er ansvarlig for, at kvalitetssikringssystemet er implementeret, og at det løbende anvendes, opdateres og evalueres. Intern ledelsesevaluering skal gennemføres mindst én gang årligt. Virksomheden er forpligtet til at lade kvalitetssikringssystemet efterprøve af Grønlands Elmyndighed på forlangende.
Kapitel 2
Godkendelse af autorisation og efterprøvning af kvalitetssikringssystemet
§ 5. Ved ansøgning om virksomhedsautorisation, skal der sendes et eksemplar af kvalitetssikringssystemet til Grønlands Elmyndighed. Ansøgning og dokumentation kan sendes i elektronisk form.
§ 6. Grønlands Elmyndighed udsteder kun en virksomhedsautorisation, hvis Grønlands Elmyndighed efter den foreløbige gennemgang har fundet systemet fyldestgørende. Hvis Grønlands Elmyndighed finder, at systemet ikke er fyldestgørende, meddeles afslag på autorisation.
§ 7. Grønlands Elmyndighed kan foretage efterprøvning af, om virksomheden anvender og faktisk efterlever kvalitetssikringssystemet, samt om systemet lever op til gældende krav.
Stk. 2. Virksomheden skal berigtige afvigelser, som Grønlands Elmyndighed konstaterer, ved korrigerende handlinger.
Stk. 3. Virksomheden skal følge op på Grønlands Elmyndigheds anmærkninger inden for en fastsat frist. Hvis Grønlands Elmyndighed efterfølgende konstaterer, at virksomheden ikke har fulgt op på anmærkningen med en handling inden for den fastsatte frist, vil det føre til en afvigelse, jf. stk. 2.
Stk. 4. Hvis Grønlands Elmyndighed ved en efterprøvning konstaterer, at kravene til
kvalitetssikringssystemet ikke overholdes, kan Grønlands Elmyndighed trække autorisationen tilbage.
§ 8. En udenlandsk virksomhed, der søger autorisation på elinstallationsområdet med henblik på at etablere sig i Grønland, skal fremlægge dokumentation for, at virksomheden har et kvalitetssikringssystem, der vedrører arbejder, der er omfattet af bekendtgørelse om autorisation og drift af virksomhed på elområdet, systemet skal kunne godkendes efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Såfremt en dansk eller en udenlandsk virksomhed allerede anvender et kvalitetssikringssystem for produktion og slutkontrol, der er godkendt af et anerkendt certificeringsorgan på basis af fælleseuropæiske standarder, vurderer Grønlands Elmyndighed systemet på baggrund af den modtagne dokumentation. På baggrund heraf tager Grønlands Elmyndighed stilling til, om systemet kan godkendes, jf. § 7 og § 8.
Stk. 3. Grønlands Elmyndighed kan efterprøve, jf. § 9, om virksomheden anvender og faktisk efterlever sit kvalitetssikringssystem på baggrund af efterprøvningsrapporter fra det anerkendte certificeringsorgan.
§ 9. En virksomhed, hvis autorisation er blevet tilbagekaldt i medfør af Landstingsforordning nr. 12 § 6, stk. 5, og Bekendtgørelse om autorisation og drift af virksomhed på el-området, skal ved ny ansøgning om autorisation, indsende dokumentation til Grønlands Elmyndighed for at få kontrolleret om virksomhedens kvalitetssikringssystem er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.
Kapitel 3
Ekstraordinær efterprøvning
§ 10. Grønlands Elmyndighed kan pålægge en virksomhed en ekstraordinær efterprøvning af kvalitetssikringssystemet i tilfælde af, at virksomheden har udvist forsømmelighed ved udførelse af installationsarbejde. Grønlands Elmyndighed kan fastsætte en frist for, hvornår den ekstraordinære efterprøvning skal være gennemført.
Stk. 2. Hvis Grønlands Elmyndighed ved den ekstraordinære efterprøvning konstaterer, at kravene til kvalitetssikringssystemet ikke overholdes, kan Grønlands Elmyndighed trække virksomhedens autorisation tilbage.
Stk. 3. Virksomheden skal i andre tilfælde end tilfældet nævnt i stk. 2 inden en måned efter efterprøvningen indsende rapport til Grønlands Elmyndighed om resultatet af den ekstraordinære efterprøvning.
Kapitel 4
Undtagelser fra kravet om efterprøvning af kvalitetssikringssystemet
§ 11. En virksomhed, der er etableret i et EU-eller EØS-land, som midlertidig tjenesteyder, vil kunne opfylde kravet om at have et godkendt kvalitetssikringssystem, hvis virksomheden indsender dokumentation til Grønlands Elmyndighed for, at virksomheden allerede anvender et kvalitetssikringssystem for produktion og slutkontrol, der er godkendt af et anerkendt certificeringsorgan på basis af fælleseuropæiske standarder.
Stk. 2. Virksomheden skal samtidigt skriftligt bekræfte over for Grønlands Elmyndighed, at virksomhedens kvalitetssikringssystem for produktion og slutkontrol også omfatter det
autorisationskrævende arbejde, som virksomheden ønsker at udføre i Grønland, og at arbejder inden for disse områder vil blive udført efter de gældende regler.
Kapitel 5
Finansiering
§ 12. Grønlands Elmyndighed kan pålægge virksomheden, at betale omkostninger forbundet med Grønlands Elmyndigheds eller en ekstern kontrolinstans efterprøvning af kvalitetssikringssystemet. Ligeledes gælder for ekstraordinære efterprøvninger af systemet, jf. § 10.
Kapitel 6
Foranstaltninger
§ 13. Med bøde kan straffes den der;
1) undlader at foretage dokumentation, jf. § 4,
2) overtræder §§ 7,8 9 og 11,
3) tilsidesætter vilkår, der er fastsat efter § 10.
Stk. 2. Bøde kan idømmes juridiske personer efter reglerne i kriminallov for Grønland.
Stk. 3. Bøder, der idømmes efter denne bekendtgørelse, tilfalder landskassen.
Kapitel 7
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.
Grønlands Elmyndighed, den 12. december 2019
Michael Petersen
/
Jane Lynge Hansen
-
PDF (0.68MB)