Selvstyrets bekendtgørelse om Økonomisk Råd
I medfør af § 46, stk. 2 og 4, i Inatsisartutlov nr. 26 af 28. november 2016 om kommunernes og Grønlands Selvstyres budgetter og regnskaber, fastsættes:
Økonomisk Råds sammensætning
§ 1. Økonomisk Råd ledes af et formandskab på 6 personer og består herudover af op til 14 medlemmer.
Stk. 2. Naalakkersuisut udnævner medlemmerne af formandskabet for perioder af 3 år ad gangen, jf. dog § 12.
Stk. 3. Formandskabet kan tilforordne 1 eller flere personer med relevante kompetencer til for en aftalt periode at bidrage til varetagelse af Økonomisk Råds opgaver.
Stk. 4. Naalakkersuisut udnævner Økonomisk Råds øvrige medlemmer for perioder på 3 år efter følgende indstillinger:
1) 4 medlemmer indstillet af Naalakkersuisoq for finanser,
2) 2 medlemmer indstillet af kommunerne i forening,
3) 1 medlem indstillet af Ilisimatusarfik,
4) 1 medlem indstillet af Naturinstituttet,
5) 2 medlemmer indstillet af Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat (SIK), Atorfillit Katuffiat (AK), Ilinniartitsisut Meeqqat Atuarfianneersut Kattuffiat (IMAK), Nunatsinni Perorsaasut Kattuffiat (NPK), Peqqinnisaq Pillugu Kattuffiat (PPK) og Akademikernes Sammenslutning i Grønland (ASG) i forening,
6) 1 medlem indstillet af Grønlands Erhverv,
7) 2 medlemmer indstillet af pengeinstitutter med hjemsted eller fast driftssted i Grønland,
8) 1 medlem indstillet af KNAPK.
Stk. 5. Ved indstilling skal bestemmelserne i § 8, stk. 1 og 2, i Inatsisartutlov om ligestilling af mænd og kvinder følges.
§ 2. Det Økonomiske Råd er i sit virke uafhængigt af Naalakkersuisut.
§ 3. Ved udnævnelse af medlemmer til Økonomisk Råd, herunder til det Økonomiske Råds formandskab, tillægges de pågældendes viden og indsigt i økonomiske spørgsmål afgørende betydning.
Stk. 2. Det siddende formandskab skal fremlægge en liste for Naalakkersuisut med forslag til fagligt egnede kandidater, når der skal udnævnes medlemmer af formandskabet. Listen er fortrolig. Naalakkersuisut kan frit udnævne andre medlemmer til formandskabet end de, som fremgår af formandskabets liste, jf. dog stk. 1.
§ 4. Medlemmer af Inatsisartut eller af Naalakkersuisut kan ikke samtidig være medlemmer af Økonomisk Råd.
Økonomisk Råds opgaver og møder
§ 5. Formandskabet skal årligt udarbejde en rapport som offentliggøres. Økonomisk Råds medlemmer kan komme med kommentarer til rapportens indhold, men det er alene formandskabet, som har ansvar for, hvad der kommer til at stå i rapporten.
Stk. 2. Formandskabet kan desuden udarbejde arbejdspapirer eller tekniske papirer til offentliggørelse.
§ 6. Økonomisk Råds opgaver er ud over rapportering efter § 5, at udarbejde vurderinger af udviklingen i produktiviteten såvel i den private som den offentlige sektor.
§ 7. Økonomisk Råd mødes mindst 1 gang årligt for at drøfte formandskabets rapport.
Stk. 2. Formandskabet tilrettelægger Økonomisk Råds mødeaktiviteter.
Honorar og udgifter
§ 8. Formanden for Økonomiske Råd modtager for sit arbejde et årligt honorar på 100.000 kr. Næstformanden og andre medlemmer af formandskabet samt personer tilforordnet formandskabet modtager et årligt honorar på 50.000 kr.
Stk. 2. Honoraret for 1. halvdel af kalenderåret udbetales bagudrettet med 50 procent i august og for 2. halvdel af kalenderåret med 50 procent i februar året efter.
Stk. 3. Ved et medlems eller en tilforordnet til- eller fratrædelse udbetales en tolvtedel af honoraret for hver påbegyndt måned vedkommende har været medlem eller tilforordnet, såfremt der ikke tidligere er udbetalt honorar for måneden.
§ 9. Udgifter som knytter sig til de i § 1, stk. 4, nævnte medlemmers deltagelse m.v. i Økonomisk Råds aktiviteter afholdes af de indstillingsberettigede, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Udgifter vedrørende medlemmer ansat ved Grønlands Selvstyre afholdes af det ressortområde, hvor de pågældende har deres daglige virke.
Økonomisk Råds sekretariat
§ 10. Sekretariatsfunktionen for Økonomisk Råd varetages af Departementet for Finanser.
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 2. Udbetaling af honorar efter bekendtgørelsens ikrafttræden sker med virkning fra februar 2020, jf. § 8, stk. 2.
§ 12. Første gang efter bekendtgørelsens ikrafttræden udnævnes formanden og 1 andet medlem af formandskabet for en periode på 1 år, og næstformanden og yderligere 1 andet medlem af formandskabet for en periode på 2 år.
Grønlands Selvstyre, den 24. juli 2019
Vittus Qujaukitsoq
/
Nikolai S. Christensen