Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 7
4. juli 2019
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om tilskud til udvekslingsophold

I medfør af § 20 a i Landstingslov nr. 13 af 5. december 2008 om efterskoler, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 17 af 3. december 2012, fastsættes:

 

Anvendelsesområde

 

  § 1.  Bekendtgørelsen finder anvendelse for unges ophold uden for Grønland og Danmark, der har til formål at styrke de unges faglige, personlige og interkulturelle kompetencer (udvekslingsophold).

 

Tilskudsformer

 

  § 2.  Departementet for Uddannelse kan yde tilskud til følgende i forbindelse med udvekslingsophold:

1) Nedsættelse af deltagergebyret.

2)  Udgifter til visum.

3)  Udgifter til nødvendig forsikring.

4)  Udgifter til nødvendige lægeundersøgelser og vaccinationer.

5) Den unges rejse til og fra Grønland i tilknytning til skolestart og skoleafslutning.

6) Den unges nødvendige overnatninger i tilknytning til rejsen.

7) Den unges nødvendige forplejning i forbindelse med rejsen.

8) Den unges rejse til og fra Grønland i forbindelse med nære pårørendes alvorlige sygdom og død.

9) Forældremyndighedsindehaveres rejse fra og til Grønland i forbindelse med den unges alvorlige sygdom og død.

  Stk. 2.  Ved nære pårørende, jf. stk. 1, nr. 8, forstås søskende, ægtefælle, børn, forældre, forældremyndighedsindehavere og bedsteforældre. Departementet for Uddannelse kan i særlige tilfælde beslutte, at andre personer skal anses som nære pårørende.

 

Tilskud til deltagergebyret

 

  § 3.  Departementet for Uddannelse yder indkomstbestemt tilskud til nedsættelse af deltagerbyret til udvekslingsophold uden for Grønland og Danmark. Tilskuddet ydes som individuelt tilskud efter ansøgning til Departementet for Uddannelse.

 

  § 4.  Indkomstgrundlaget for beregningen af tilskuddet er forældremyndighedsindehavernes samlede aktuelle indkomst, jf. Inatsisartutlov om en satstilpasningsprocent og om aktuel indkomst, jf. dog stk. 2-5. Hvis den unge er gift, anvendes den unges og dennes ægtefælles samlede aktuelle indkomst på ansøgningstidspunktet.

  Stk. 2.  Hvis forældremyndighedsindehaverne er skilt eller separeret, skal den aktuelle indkomst for den forældremyndighedsindehaver, som den unge har adresse hos, lægges til grund for beregningen af tilskuddets størrelse. Dette gælder også, selvom den unge opholder sig lige meget hos begge forældre.

  Stk. 3.  Hvis den forældremyndighedsindehaver, som den unge har adresse hos, er samlevende med en anden person, skal samleverens aktuelle indkomst medregnes i indkomstgrundlaget ved beregningen af tilskuddets størrelse, hvis samlivet er ægteskabeligt eller ægteskabslignende og har bestået i mere end 1 år på ansøgningstidspunktet.

  Stk. 4.  Hvis der ikke er nogen forældremyndighedsindehavere, lægges en indkomst på kr. 0 til grund for beregningen af tilskuddets størrelse.

  Stk. 5.  Indkomstgrundlaget nedsættes med kr. 30.000 for hver af den unges søskende, der er under 18 år ved udvekslingsopholdets begyndelse, hvis pågældende bor sammen med den unge. Indkomstgrundlaget nedsættes tillige med kr. 30.000 for hvert barn under 18 år, der bor sammen med den unge ved udvekslingsopholdets begyndelse, hvis barnet er samleverens barn, jf. stk. 3.

 

  § 5.  På den årlige finanslov fastsættes en skala over forholdet mellem den aktuelle indkomst og tilskuddet, jf. dog stk. 2. Det skal af skalaen fremgå, hvilke indkomster der i relation til tilskud efter denne bekendtgørelse betegnes som lavindkomster.

  Stk. 2. Der kan på den årlige finanslov fastsættes et maksimum for, hvad der kan ydes i tilskud til nedsættelse af deltagerbyret til udvekslingsopholdet.

  Stk. 3.  Det kan på den årlige finanslov fastsættes, at der for lave indkomster ydes fuld dækning af deltagergebyret.

 

Tilskud til visum, forsikring, lægeundersøgelser og vaccinationer

 

  § 6.  Hvis forældremyndighedsindehavernes aktuelle indkomst er betegnet som lavindkomst på den fastsatte skala i den årlige finanslov, jf. § 5, stk. 1, ydes der tilskud til dækning af udgifter til:

1) Visum.

2)  Nødvendig tegning af forsikring.

3)  Nødvendige lægeundersøgelser.

4)  Nødvendige vaccinationer.

 

Tilskud til betaling af rejse, indkvartering og forplejning

 

  § 7.  Tilskud til dækning af den unges eller forældremyndighedsindehavernes rejseudgifter, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, 8 og 9, ydes med den fulde udgift til billigste offentlige transportmiddel, jf. dog stk. 4.

  Stk. 2.  Benyttes anden transport, godtgøres højest udgiften svarende til billigst mulige offentlige transport. Er der ingen offentlig transportmulighed på en strækning, godtgøres højest udgifter svarende til billigst mulige af Departementet for Uddannelse godkendte transport. 

  Stk. 3.  Eventuelle merudgifter i forbindelse med ændring af flybilletter efter billetudstedelsen afholdes af forældremyndighedsindehaverne, såfremt ændringen skyldes forældremyndighedsindehavernes ønske om ændringer i rejsen.

  Stk. 4.  Ved afbrud efter § 17, stk. 1, nr. 6, ydes der ikke tilskud til hjemrejsen. 

 

  § 8.  Tilskud til dækning af den unges nødvendige overnatninger i tilknytning til rejsen, jf. § 2, stk. 1, nr. 6, ydes med den fulde udgift.

  Stk. 2.  Ved behov for akut indkvartering som følge af ændringer i rejsen, som ikke skyldes den unges forhold, skal Departementet for Uddannelse godkende indkvarteringsstedet og udgiftsafholdelsen forud for indkvarteringen.

  Stk. 3.  Departementet for Uddannelse kan udlægge udgifter til nødvendig midlertidig indkvartering af unge, der ikke kan tages vare på af indkvarteringsfamilien eller andre, som forældremyndighedsindehaverne har bemyndiget hertil. Udgifterne afkræves efterfølgende forældremyndighedsindehaverne.

 

  § 9.  Tilskud til dækning af den unges nødvendige forplejning i forbindelse med rejsen, jf. § 2, stk. 1, nr. 7, ydes i form af spisebilletter til bespisning på indkvarteringsstedet.

  Stk. 2.  Hvis indkvarteringsstedet ikke modtager spisebilletter, ydes tilskud til forplejning efterfølgende ved forelæggelse af dokumentation for udgiftens afholdelse inden for et beløb på kr. 100 per måltid.

  Stk. 3.  Når behovet for nødvendig forplejning opstår som følge af ændringer i rejsen, som ikke skyldes den unges forhold, ydes tilskud til forplejning efterfølgende ved forelæggelse af dokumentation for udgiftens afholdelse inden for et beløb på kr. 100 per måltid.

 

Tilskudsbetingelser

 

  § 10.  Følgende betingelser skal være opfyldt for at kunne få tilskud til udvekslingsophold:

1) Den unge skal være dansk statsborger.

2) Den unge og forældremyndighedsindehaverne skal ved udvekslingsopholdets start have fast bopæl i Grønland, og skal have haft fast bopæl i Grønland i mindst 1 år umiddelbart forud for udvekslingsopholdets start, jf. dog stk. 2. Som bopæl uden for Grønland medregnes ikke ophold, der udelukkende skyldes uddannelsesforhold eller forsorgsforhold, hvor grønlandske myndigheder har medvirket ved opholdet.

3) Den unge skal være fyldt 15 år, men må ikke være fyldt 18 år ved udvekslingsopholdets begyndelse.

4) Opholdet skal være arrangeret af en organisation, der er godkendt af Departementet for Uddannelse, jf. § 11.

5) Den unge skal være indkvarteret privat ved 1 eller flere værtsfamilier.

6) Opholdet skal have en varighed af et helt skoleår.

7) Udvekslingsopholdet skal omfatte fuldtidsundervisning på en skole, der er godkendt af de lokale myndigheder.

8) Den unge må ikke tidligere have modtaget tilskud til et udvekslingsophold eller et efterskoleophold i Danmark eller Grønland.

9) Den unge er dækket af forsikringer, der er nødvendige for det pågældende land.

10) Den unge har visum til det pågældende land.

11) Den unge må ikke modtage fuldt tilskud til udvekslingsopholdet fra andre.

  Stk. 2.  Departementet for Uddannelse kan i særlige tilfælde fravige bopælskravet i stk. 1, nr. 2, herunder eksempelvis når eleven og forældremyndighedsindehaverne har haft fast bopæl i Grønland i en længere årrække eller i tilfælde, hvor barnet har fast bopæl i Grønland og har haft det i en årrække, men forældremyndighedsindehaverne har haft fast bopæl i et andet land.

  Stk. 3.  Departementet for Uddannelse kan i særlige tilfælde fravige kravet i stk. 1, nr. 8, herunder hvis eleven af undskyldelige grunde tidligere har måttet afbryde et efterskoleophold eller et udvekslingsophold.

 

Godkendelse af organisationer

 

  § 11.  Departementet for Uddannelse kan godkende en udvekslingsorganisation til at sende unge på udvekslingsophold med tilskud, når organisationen kan dokumentere:

1) at organisationen er en selvstændig juridisk person,

2) at organisationens udvekslingsophold udbydes åbent,

3) at organisationens udvekslingsophold bygger på alsidighed og almenhed,

4) at organisationens udvekslingsophold har et kvalitetsniveau, som sikrer den studerendes udbytte i henhold til § 1, og

5) at organisationen screener de unge for at sikre, at de er modne og parate til at tage på udvekslingsophold.

  Stk. 2.  En godkendelse i henhold til stk. 1 er gyldig indtil den tilbagekaldes, eller udvekslingsorganisationen ophører med sit virke.

  Stk. 3.  Godkendelser givet i henhold til stk. 1 kan tilbagekaldes, hvis 1 eller flere af betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt.

  Stk. 4.  Ansøgning om godkendelse som udvekslingsorganisation indsendes til Departementet for Uddannelse, bilagt alle relevante oplysninger, senest den 1. december med henblik på godkendelse gældende fra det efterfølgende år og fremefter, jf. dog § 21.

  Stk. 5.  Departementet for Uddannelse offentliggør på www.sullissivik.gl en liste over organisationer, der er godkendt af departementet.

 

Ansøgningsprocedure m.v.

 

  § 12. Ansøgning om tilskud til udvekslingsophold skal indsendes til en administrator, der er udpeget af Departementet for Uddannelse.

  Stk. 2. Ansøgning kan indsendes løbende, dog senest 2 måneder før udvekslingsopholdets start, jf. dog stk. 3.

  Stk. 3.  Administratoren kan i helt særlige tilfælde fravige ansøgningsfristen, jf. stk. 2.

 

  § 13.  Ved ansøgning om tilskud benyttes et ansøgningsskema, der er godkendt af Departementet for Uddannelse. Ansøgningsskemaet findes på www.sullissivik.gl.

  Stk. 2.  Som bilag til ansøgningen vedlægges:

1) kontrakten med udvekslingsorganisationen,

2) dokumentation for forsikring,

3) dokumentation for visum,

4) historisk bopælsattest for husstanden, og

5) den unges dåbsattest.

 

  § 14.  Tilskud udbetales til den unges forældremyndighedsindehavere eller til organisationen. 

  Stk. 2.  Udbetaling af tilskud kan være betinget af, at forældremyndighedsindehaverne tegner en afbestillingsforsikring.

  Stk. 3.  Den unge indtræder i forældremyndighedsindehavernes rettigheder og pligter efter denne bekendtgørelse, hvis den unge er gift.

 

Oplysningspligt og tilbagebetaling

 

  § 15.  Forældremyndighedsindehaverne er i forbindelse med ansøgning om tilskud forpligtede til at oplyse den udpegede administrator, jf. § 12, stk. 1, om eventuelle tilskud fra andre, der er modtaget eller meddelt tilsagn om inden ansøgning om tilskud.

  Stk. 2.  Forældremyndighedsindehaverne er efter modtagelse af tilskud forpligtede til at oplyse om eventuelle tilskud fra andre, der er modtaget efter bevillingen af tilskud.

  Stk. 3.  I det omfang der opnås tilskud fra andre, jf. stk. 1 og 2, kan tilskuddet fra landskassen bortfalde helt eller delvist.

 

  § 16.  Forældremyndighedsindehaverne er forpligtede til at give den udpegede administrator meddelelse om den unges afbrydelse af udvekslingsopholdet, skoleskift og alle andre oplysninger, der har betydning for berettigelsen til at oppebære tilskud.

  Stk. 2.  Den af Departementet for Uddannelse udpegede administrator kan indhente alle oplysninger, som er nødvendige for at vurdere en ansøgning om tilskud, herunder oplysninger om indkomstforhold.

 

  § 17.  Departementet for Uddannelse kan kræve udbetalt tilskud helt eller delvist tilbagebetalt, hvis:

1) forældremyndighedsindehaverne har meddelt urigtige oplysninger eller undladt at give besked om ændringer i forhold, der har betydning for tilskudstildelingen,

2) tilskuddet er modtaget uberettiget,

3) tilskuddet ikke er anvendt til det bevilgede formål,

4) udvekslingsopholdet ikke påbegyndes,

5) udvekslingsopholdet afbrydes, og afbrydelsen ikke er rimelig begrundet, eller

6) aftalen mellem udvekslingsorganisationen og den unge ophæves grundet kriminelle handlinger, bortvisning fra skolen eller grundet lignende forhold som organisationen ikke accepterer.

  Stk. 2.  Tilbagebetalingskravet kan konverteres til et lån. Forrentning af lånet indtræder med virkning fra dagen efter konvertering af tilbagebetalingskravet til lån. Lånet tilskrives en årlig effektiv rente, der svarer til den til enhver tid værende officielle diskonto med et tillæg på 1 procent. Rentetilskrivningen sker hvert år den 31. december eller på tidspunktet for indfrielse.

 

Fravigelse af bekendtgørelsen og klageadgang

 

  § 18. Departementet for uddannelse kan fravige bekendtgørelsens bestemmelser, når helt særlige forhold vedrørende den unge taler herfor.

 

  § 19.  Afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

 

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

 

  § 20.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2019 og har virkning for tilskud til udvekslingsophold fra 1. januar 2020.

 

  § 21.  Ansøgning om godkendelse som udvekslingsorganisation med henblik på godkendelse gældende for kalenderåret 2020 og fremefter indsendes til Departementet for Uddannelse, bilagt alle relevante oplysninger, senest den 1. september 2019.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 4. juli 2019

 

 

 

Ane Lone Bagger

/

Lone Nukaaraq Møller