Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om magtanvendelse inden for det sociale område
(Sproglig præcisering af § 20, stk. 1, § 31, stk. 4, og § 36, stk. 5, i den grønlandske lovtekst)
§ 1
I Inatsisartutlov nr. 1 af 21. november 2013 om magtanvendelse inden for det sociale område, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 38 af 23. november 2017 og Inatsisartutlov nr. 47 af 23. november 2017, foretages følgende ændringer:
1. § 20, stk. 1, affattes således:
”Ved fysisk magtanvendelse efter § 5, herunder nødværge og nødret efter kriminallovens kapitel 2, på døgninstitutioner, herunder sikrede døgninstitutioner, skal døgninstitutionens leder eller dennes stedfortræder inden for 24 timer registrere følgende oplysninger på et indberetningsskema udarbejdet til dette formål:
1) barnets navn og alder,
2) tidspunktet for indgrebet,
3) indgrebets varighed,
4) indgrebets art, og
5) begrundelse for indgrebet.”
2. § 31, stk. 4, affattes således:
” Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at lederen af et bo- eller dagtilbud eller den ansatte, der af lederen bemyndiges dertil, kan anvende særlige døråbnere ved yderdøre for 1 eller flere personer i en afgrænset periode, når:
1) der er nærliggende risiko for, at 1 eller flere personer ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade,
2) forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at afværge denne risiko, og
3) Inatsisartutlovens øvrige muligheder forgæves har været anvendt.”
3. § 36, stk. 5, affattes således:
” Stk. 5. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 2 vil kunne påklages til Det Sociale Ankenævn. Kan kommunalbestyrelsens indstilling ikke tiltrædes af den værge, kredsretten har beskikket, jf. § 42, stk. 4, indstiller kommunalbestyrelsen til Naalakkersuisoq for Familie at træffe afgørelse om optagelse eller flytning til et bestemt botilbud efter stk. 2.”
§ 2
Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2020.
Grønlands Selvstyre, den 7. november 2019
Kim Kielsen
-
PDF (0.3MB)