Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder
(Skærpede beskyttelsesregler for Nationalparken i Nord- og Østgrønland, præcisering af regler om vedligeholdelse og restaurering af bygninger og vurdering af aktiviteters virkning på kulturarven i kulturhistoriske områder)
§ 1
I Inatsisartutlov nr. 11 af 19. maj 2010 om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder, foretages følgende ændringer:
1. I § 5, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
”I Nationalparken i Nord- og Østgrønland er alle varder og vardeberetninger fredede uanset alder.”
2. I § 5 indsættes som stk. 4:
” Stk. 4. For Nationalparken i Nord- og Østgrønland og nærmere afgrænsede områder kan Naalakkersuisut fastsætte regler om fravigelse af alderskravene i stk. 1, 1. pkt. og stk. 2.”
3. § 6, stk. 2, affattes således:
“ Stk. 2. Inden for en afstand af 2 meter fra de jordfaste fortidsminder må der ikke foretages nogen aktiviteter. Dette hindrer dog ikke offentlighedens adgang til varder og vardeberetninger, når dette sker på en hensynsfuld og agtpågivende måde.”
4. I § 6 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
“ Stk. 4. I Nationalparken i Nord- og Østgrønland må der ikke foretages nogen aktiviteter inden for en afstand af 100 meter fra jordfaste fortidsminder. Dette hindrer dog ikke offentlighedens adgang til varder og vardeberetninger, når dette sker på en hensynsfuld og agtpågivende måde.”
Stk. 5. For nærmere afgrænsede områder kan Naalakkersuisut fastsætte regler om fravigelse af afstandskravene i stk. 2-4.”
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
5. § 18, stk. 2, affattes således:
” Stk. 2. Fredning af bygninger medfører særlige forpligtelser i relation til bygningens vedligeholdelse og indskrænkninger i adgangen til at foretage bygningsarbejder vedr. bygningen, jf. §§ 22 og 22 a.”
6. § 20, stk. 2, affattes således:
” Stk. 2. Træffer Naalakkersuisut afgørelse om fredning henholdsvis om opretholdelse af eksisterende fredning eller ændring heraf, vil Naalakkersuisut kunne dispensere fra bestemmelserne i § 22, stk. 1, og 22 a, stk. 2.”
7. § 22, stk. 1 og 2, affattes således:
” Ejere af en fredet bygning skal holde den i forsvarlig stand med hensyntagen til fredningen. Almindelig vedligeholdelse skal ske under anvendelse af samme materialer, metoder og farver som hidtil.
Stk. 2. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan, når særlige omstændigheder taler herfor, dispensere fra kravet om anvendelse af samme materialer, metoder og farver som hidtil.”
8. Efter § 22 indsættes:
” § 22 a. Alle bygningsarbejder vedrørende en fredet bygning kræver tilladelse fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, hvis arbejdet vedrører bygningsdele, der er omfattet af fredningen, og hvis arbejdet går ud over almindelig vedligeholdelse. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan knytte vilkår til tilladelsen.
Stk. 2. Bygningsarbejder skal udføres af personer med særlige kompetencer og erfaring inden for bygningsbevaring og om muligt uden udskiftning af bygningsdele.
Stk. 3. Naalakkersuisut fastsætter nærmere regler om bygningsarbejder.”
9. Efter § 24 indsættes
” § 24 a. I områder, der er fredede eller omfattet af anden kulturarvsbeskyttelse, jf. § 24, stk. 1, må aktiviteter, der må antages at kunne få væsentlig indvirkning på kulturarven i området, først påbegyndes, når en vurdering af aktivitetens virkninger på kulturarven er foretaget, og en redegørelse herom er godkendt af Naalakkersuisut.
Stk. 2. Forpligtelsen efter stk. 1 gælder fra underretningstidspunktet, jf. § 25, stk. 3, også for de tilfælde, hvor der påtænkes truffet afgørelse om fredning eller anden kulturarvsbeskyttelse, og for de tilfælde, hvor der behandles en sag om dispensation, jf. § 24, stk. 3, 2. pkt. og § 24, stk. 4, 2. pkt. I disse tilfælde gælder forpligtelsen dog ikke, når den, der ønsker at foretage aktiviteten, allerede har fået meddelt tilladelse til forundersøgelser, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, is- og vandressourcer, samt til etablering af vandkraftværker og hermed forbundne forundersøgelser.
Stk. 3. Den, som ønsker aktiviteten gennemført, har ansvaret for at foretage vurderingen, udarbejde redegørelsen og fremsende den til Naalakkersuisut.
Stk. 4. Naalakkersuisut fastsætter nærmere regler om foretagelse af vurderinger af virkninger på kulturarven samt udarbejdelse og godkendelse af redegørelser om virkninger på kulturarven, herunder om kriterierne, der anvendes ved afgørelsen af, om der skal foretages en vurdering, og om materiale der skal tilvejebringes til brug for vurderingen.”
10. § 29, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
”Kulturarvsrådet skal afgive en anbefaling vedrørende sager om fredning og sager om anden kulturarvsbeskyttelse, og skal høres i forbindelse med tilladelser i henhold til § 22 a, stk. 1.”
11. § 32, stk. 1, affattes således:
” Overtrædelse af § 6, stk. 1-4, § 7, stk. 4, § 9, stk. 2, § 11, stk. 2-4, § 16, 1. pkt., § 19, stk. 3, § 21, stk. 3, § 22, stk. 1, § 22 a, stk. 1 og 2, § 24, stk. 3 og 4, § 24 a, stk. 1 og 2, § 25, stk. 3, § 27, stk. 2 og regler og vilkår fastsat i medfør af § 3, stk. 3, § 5, stk. 3 og 4, § 6, stk. 5, § 18, stk. 3, § 19, stk. 4, § 22 a, stk. 3, § 24, stk. 5, og § 24 a, stk. 4, kan medføre foranstaltninger i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.”
§ 2
Denne Inatsisartutlov træder i kraft den 1. juli 2019.
Stk. 2. Denne Inatsisartutlovs § 1, nr. 7 og 8, træder i kraft den 1. januar 2020.
Grønlands Selvstyre, den 12. juni 2019
Kim Kielsen
-
PDF (0.25MB)
-
PDF (0.43MB)
-
PDF (0.41MB)
-
PDF (0.08MB)
-
PDF (0.08MB)