Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 14
27. november 2018
Gældende

Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om redningsberedskabet i Grønland og om brand- og eksplosionsforebyggende foranstaltninger
(Ændringer som følge af, at KANUKOKA nedlægges)

 

§ 1

 

I Inatsisartutlov nr. 14 af 26. maj 2010 om redningsberedskabet i Grønland og om brand- og eksplosionsforebyggende foranstaltninger, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 14 af 3. december 2012, foretages følgende ændringer:

 

1.  § 4, stk. 1 og 2, affattes således:

§ 4. Beredskabskommissionen består af 7 medlemmer og 2 tilforordnede. Naalakkersuisut udpeger 2 medlemmer. Kommunerne udpeger i fællesskab 1 medlem. Landslægen, Grønlands Politi, Arktisk Kommando og Rigsombudsmanden i Grønland udpeger hver 1 medlem. For alle medlemmer udpeges tilsvarende en suppleant. Ressortområderne for miljø og for sundhed udpeger hver 1 tilforordnet.

  Stk. 2. Medlem af Naalakkersuisut for beredskab udpeger beredskabskommissionens formand. Ved formandens forfald varetager suppleanten formandskabet. Det medlem, der udpeges af kommunerne i fællesskab, skal udpeges som kommissionens næstformand. Såfremt der ikke kan opnås enighed mellem kommunerne om at indstille et medlem, kan medlemmet udpeges ved flertalsvalg blandt kommunerne.

 

2.  § 5, stk. 2, affattes således:

”  Stk. 2.  En kommunal beredskabskommission, jf. stk. 1, består af mindst 6 medlemmer, hvoraf 4 udpeges af kommunalbestyrelsen. Af disse skal 3 være medlem af kommunalbestyrelsen, 1 medlem skal være ansat i kommunens tekniske forvaltning. Desuden består kommissionen af kommunens beredskabschef og 1 medlem udpeget af Grønlands Politi.”

 

3.  § 6, stk. 2, affattes således:

”  Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre varetagelsen af den umiddelbare forvaltning af redningsberedskabet. Kommunalbestyrelsen skal i alle spørgsmål om redningsberedskabet endvidere sikre deltagelse af beredskabschefen og en af Grønlands Politi udpeget person.”

 

4.  § 8 affattes således:

”  § 8.  Personel til redningsberedskabsstyrken modtager vederlag og lønninger efter regler fastsat efter forhandling mellem Naalakkersuisut og de forhandlingsberettigede organisationer.”

 

5.  § 10, stk. 3, affattes således:

Stk. 3. Redningsberedskabet skal, såfremt en anden kommune, Arktisk Kommando (JRCC) eller politiet, fremsætter ønske herom, yde den nødvendige assistance, som er påkrævet på grund af en ulykke, katastrofe eller krigshandling.”

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2019.

  Stk. 2. Det medlem, der er udpeget af KANUKOKA som næstformand i beredskabskommissionen, fortsætter i denne funktion, indtil kommunerne i fællesskab har udpeget en ny næstformand.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 27. november 2018

 

 

Kim Kielsen