Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 17
8. november 2017
Ophævet

Selvstyrets bekendtgørelse om plejefamilier

I medfør af § 37, stk. 7 og § 39, stk. 6 i Inatsisartutlov nr. 20 af 26. juni 2017 om støtte til børn, fastsættes:

 

Kapitel 1
Kommunal arrangeret plejefamilie

  § 1.  En netværksplejefamilie er en familie, der i deres eget hjem og som i kraft af den personlige relation til et konkret barn, varetager omsorg og pleje for dette barn, som er anbragt i familien, eller som er i aflastning efter Inatsisartutlov om støtte til børn eller efter lovgivningen om støtte til personer med handicap.
  Stk. 2.  Netværksplejefamilier kan ikke tage imod forældremyndighedsindehaveren og andre medlemmer af familien i døgnophold.

  § 2.  En kommunal plejefamilie er en familie, der i deres eget hjem varetager omsorg og pleje for et barn, som er anbragt i familien, eller som er i aflastning efter Inatsisartutlov om støtte til børn eller efter lovgivningen om støtte til personer med handicap.
  Stk. 2.  En plejefamilie kan endvidere tage imod forældremyndighedsindehaveren og andre medlemmer af familien i døgnophold.

  § 3.  En professionel plejefamilie er en plejefamilie, hvor mindst en af plejeforældrene har en socialfaglig baggrund eller anden relevant erfaring, som kan sidestilles med en socialfaglig uddannelse.
  Stk. 2.  Den af plejeforældrene, som har den socialfaglige baggrund eller lignende, må alene have anden erhvervsbeskæftigelse i det tidsrum, hvor plejebarnet eller plejebørnene, opholder sig i daginstitution eller skole.


Kapitel 2
Plejefamilietilladelse

  § 4.  En plejefamilie kan kun modtage og have et barn i pleje, hvis familien har en plejefamilietilladelse.
  Stk. 2.  En plejefamilietilladelse udstedes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor plejefamilien er bosiddende.
  Stk. 3.  En plejefamilietilladelse skal meddeles i en skriftlig begrundet afgørelse. Det skal fremgå af plejefamilietilladelsen, hvor mange børn plejefamilien kan modtage.

  § 5.  Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om udstedelse af en plejefamilietilladelse på baggrund af en undersøgelse af den ansøgende families samlede forhold. Ved undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen vurdere den konkrete families egnethed til at modtage et eller flere plejebørn.
  Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen skal i undersøgelsen efter stk. 1 bl.a. inddrage følgende forhold i vurderingen af familiens egnethed:
1)  Familiens familiemæssige forhold.
2)  Familiens uddannelsesmæssige forhold.
3)  Familiens arbejdsmæssige forhold.
4)  Forældrenes samliv.
5)  Forældrenes alder.
6)  Forældrenes eventuelle børn, herunder antal og alder.
7)  Familiens netværk.
8)  Familiens boligforhold, herunder om hjemmet er sundhedsmæssigt forsvarligt.
9)  Omgivelserne omkring familiens hjem, herunder fritidsmuligheder, skole m.v.
10)  Familiens sundhedsmæssige tilstand.
11)  Kriminalretlige forhold.
12)  Familiens brug af rusmidler.
13)  Familiens økonomiske forhold.
14)  Forældrenes holdning til opdragelse.
15)  Familiens motivation og bevægegrund for at ansøge om plejetilladelse.
  Stk. 3.  Såfremt familien ansøger om at blive professionel plejefamilie, skal kommunalbestyrelsen endvidere foretage en vurdering af, hvorvidt mindst en af forældrene har en socialfaglig baggrund eller anden relevant erfaring, som kan sidestilles med en socialfaglig uddannelse.
  Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen kan, hvis det findes nødvendigt i forbindelse med vurderingen efter stk. 2, nr. 10, anmode en eller flere medlemmer af familien om en helbredserklæring. Helbredserklæringen må ikke være mere end 3 måneder gammel.
  Stk. 5.  Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med vurderingen efter stk. 2, nr. 11 indhente en udskrift fra Kriminalregisteret samt en børneattest for alle familiemedlemmer, der er 15 år eller derover.
  Stk. 6.  Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med vurderingen efter stk. 2, nr. 12 foranstalte, at der bliver udført en rusmiddeltest. Kommunalbestyrelsen skal, inden igangsættelsen heraf, indhente skriftligt samtykke fra den person, som skal rusmiddeltestes Aflæggelse af rusmiddeltest skal altid ske efter almindelige sundhedsfaglige forskrifter.
  Stk. 7.  Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med vurderingen efter stk. 2, nr. 13 sikre sig, at familiens økonomi giver grundlag for stabile forhold for børn, der anbringes i pleje i familien.

  § 6.  Kommunalbestyrelsen kan ikke udstede en plejefamilietilladelse, hvis et medlem af husstanden er dømt eller foranstaltet udenretligt, herunder ved bøde, for en overtrædelse af bestemmelserne i kapitel 17-18 i Kriminallov for Grønland.
  Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen kan ikke udstede en plejefamilietilladelse, hvis et medlem af husstanden er dømt eller foranstaltet udenretligt, herunder ved bøde, for en overtrædelse af bestemmelserne i kapitel 9-11, 15 eller 19-20 i Kriminallov for Grønland indenfor de seneste 10 år. Perioden beregnes fra tidspunktet for afsigelse af den endelige afgørelse.
  Stk. 3.  Hvis et medlem af husstanden er dømt eller foranstaltet udenretligt for en overtrædelse af bestemmelserne i kapitel 9-11, 15 eller 19-20 i Kriminallov for Grønland, og perioden efter stk. 2 er udløbet, kan kommunalbestyrelsen ikke udstede en plejefamilietilladelse, hvis dette efter en konkret vurdering kan antages, at have betydning for udførsel af hvervet som plejefamilie.
  Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen kan ikke udstede en plejefamilietilladelse, hvis et medlem af familien inden for de seneste 5 år er dømt eller foranstaltet udenretligt, herunder ved bøde, for andre former for kriminalitet, der kan antages, at have betydning for udførsel af hvervet som plejefamilie. Perioden beregnes fra tidspunktet for afsigelse af den endelige afgørelse.

  § 7.  Kommunalbestyrelsen kan fastsætte vilkår for plejefamilietilladelsen. Der kan fastsættes vilkår vedrørende:
1) Plejefamiliens forhold.
2) Antallet af børn familien kan modtage i pleje.
3) Belastningsgraden af de børn familien kan modtage i pleje.
  Stk. 2.  Vilkår efter stk. 1 må ikke være mere byrdefulde, end formålet tilsiger.

  § 8.  En plejefamilie, jf. §§ 1-3 er forpligtet til snarest muligt at give besked om væsentlige ændringer i familiens forhold til kommunalbestyrelsen, som har udstedt plejefamilietilladelsen til familien, jf. § 4, stk. 2.


Tilbagekaldelse af plejefamilietilladelse

  § 9.  Kommunalbestyrelsen hvor plejefamilien er bosiddende skal træffe afgørelse om tilbagekaldelse af en plejefamilietilladelse, jf. § 4, når betingelserne for tilladelsen ikke længere er til stede.
  Stk. 2.  Afgørelse om tilbagekaldelse kan træffes i forbindelse med kommunalbestyrelsens tilsyn med plejefamilien, eller hvis kommunalbestyrelsen på anden måde bliver opmærksom på, at betingelserne for plejefamilietilladelsen ikke længere er til stede.
  Stk. 3.  Kommunalbestyrelsen, som træffer afgørelse om tilbagekaldelse af en plejefamilietilladelse, skal hurtigst muligt underrette den eller de kommunalbestyrelser, der har truffet afgørelse om at anbringe et barn i pleje hos familien.
  Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen skal i afgørelsen om tilbagekaldelse af en plejefamilietilladelse fastsætte en rimelig frist for flytning af det eller de børn, som er i pleje hos familien. Fristen skal fastsættes under hensyn til barnets trivsel, sundhed og udvikling, muligheden for at finde nye egnede anbringelsessteder samt de forhold der har begrundet afgørelsen om bortfald af plejefamilietilladelse.

  § 10.  Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om tilbagekaldelse af plejefamilietilladelse, hvis plejefamilien ikke opfylder kravene til kursusdeltagelse og efteruddannelse i §§ 17-18.
  Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgørelse om tilbagekaldelse efter stk. 1, indgå i en dialog med plejefamilien om, hvordan kravene til kursusdeltagelse og efteruddannelse efter §§17-18 kan opfyldes.
  Stk. 3.  § 9, stk. 4 og 5 finder anvendelse ved afgørelse om tilbagekaldelse af plejefamilietilladelse efter stk. 1.

  § 11.  Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om tilbagekaldelse af en plejefamilietilladelse, hvis plejefamilien ikke har haft børn i pleje i en periode på mere end 3 år.


Kapitel 3
Plejetilladelse og familieplejekontrakt

Plejetilladelse

  § 12.  En plejefamilie kan kun modtage og have et barn i pleje, hvis familien har en plejetilladelse for det konkrete barn.
  Stk. 2.  En plejetilladelse skal meddeles i en skriftlig begrundet afgørelse.

  § 13.  Den anbringende kommunalbestyrelse skal træffe afgørelsen om udstedelse af en plejetilladelse på baggrund af en vurdering af familiens egnethed til at kunne imødekomme det konkrete barns behov for støtte, omsorg og pleje. Kommunalbestyrelsen skal i vurderingen bl.a. inddrage:
1) Antallet af børn, som familien kan have i pleje ifølge plejefamilietilladelsen, jf. § 4, stk. 3.
2) Antallet af børn som allerede er anbragt i pleje hos familien.
3) Barnets behov for støtte, omsorg og pleje.
4) Familiens kompetencer til at imødekomme barnets behov for støtte, omsorg og pleje.
5) Barnets behov for støtte efter anden lovgivning, og mulighederne for at barnet kan modtage denne støtte hos plejefamilien.

  § 14.  En plejefamilie er forpligtet til snarest muligt at give besked om væsentlige ændringer i familiens forhold til den eller de kommunalbestyrelser, som har udstedt plejetilladelse til familien for det konkrete barn, jf. § 12.

 
Tilbagekaldelse af plejetilladelse

  § 15.  Den anbringende kommunalbestyrelse skal træffe afgørelse om tilbagekaldelse af en plejetilladelse, jf. § 12, når betingelserne for tilladelsen ikke længere er til stede, herunder særligt hvis opholdet ikke er til gavn for barnet.
  Stk. 2.  Afgørelse om tilbagekaldelse kan træffes i forbindelse med kommunalbestyrelsens tilsyn med barnets ophold i plejefamilien, jf. § 8, stk. 2, i Inatsisartutlov om støtte til børn, eller hvis kommunalbestyrelsen på anden måde bliver opmærksom på, at betingelserne for plejetilladelsen ikke længere er til stede.
  Stk. 3.  Kommunalbestyrelsen, som træffer afgørelse om tilbagekaldelse af en plejetilladelse, skal hurtigst muligt underrette kommunalbestyrelse som har udstedt familiens plejefamilietilladelse.
  Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen skal i afgørelsen om tilbagekaldelse af en plejetilladelse fastsætte en rimelig frist for flytning af barnet, som er i pleje hos familien. Fristen skal fastsættes under hensyn til barnets tarv, muligheden for at finde et egnet anbringelsessted for barnet, samt de forhold der har begrundet afgørelsen om bortfald af plejetilladelse.
  Stk. 5.  Kommunalbestyrelsen skal straks fjerne barnet fra en plejefamilie, hvis der er en begrundet mistanke om, at barnets trivsel, sundhed eller udvikling kan lide alvorlig skade på baggrund af:
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet,
2) fysisk eller psykisk vold, vanrøgt eller seksuelle overgreb,
3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller i barnets nærmiljø, eller
4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller i barnets nærmiljø.


Familieplejekontrakt

  § 16.  Inden et barn anbringes hos en plejefamilie, skal den anbringende kommunalbestyrelse forestå udarbejdelse og underskrivelse af en familieplejekontrakt.
  Stk. 2.  Familieplejekontrakten skal som minimum indeholde bestemmelser om:
1) plejevederlag, jf. §§ 21-22
2) eventuelle særlige udgifter,
3) opsigelsesregler,
4) forsikringsforhold,
5) samarbejde med barnet,
6) faglig støtte, og
7) tilsyn, supervision og undervisning.


Kapitel 4
Uddannelse og supervision

Grundkursus

  § 17.  Plejefamilier, jf. §§ 1-3, skal gennemføre et af Socialstyrelsen udbudt grundkursus i at være plejefamilie. Begge plejeforældre skal gennemføre kurset.
  Stk. 2.  En plejefamilie skal gennemføre grundkurset i forbindelse med, at der første gang udstedes en plejefamilietilladelse, jf. § 5. Ansøger familien om en ny plejefamilietilladelse efter en periode uden tilladelse skal grundkurset således ikke gennemføres på ny. Dog kan kommunalbestyrelsen stille krav herom, hvis særlige forhold gør sig gældende.
  Stk. 3.  Grundkurset skal være gennemført, inden familien modtager børn i pleje, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Hvis en plejefamilie modtager et barn, inden kurset er gennemført, skal kurset gennemføres hurtigst muligt herefter.
  Stk. 4.  Grundkurset skal som minimum have en varighed svarende til 4 hele kursusdage.
  Stk. 5.  Udgifter til grundkurset, herunder udgifter til transport og ophold, afholdes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori plejefamilien er bosiddende.
  Stk. 6.  Manglende gennemførelse af grundkurset kan begrunde afgørelse om tilbagekaldelse af plejefamilietilladelsen, jf. § 10.


Efteruddannelse

  § 18.  Den kommunalbestyrelse, der har udstedt en plejefamilietilladelse, jf. § 4, til en plejefamilie, skal tilbyde efteruddannelse til plejefamilien. Plejefamilien er forpligtet til at deltage i efteruddannelsen.
  Stk. 2.  Efteruddannelse efter stk. 1 udbydes og afholdes af Socialstyrelsen 1 gang årligt.
  Stk. 3.  Udgifter til efteruddannelse, herunder udgifter til transport og ophold, afholdes af kommunalbestyrelsen.


Supervision og faglig støtte

  § 19.  Den kommunalbestyrelse, der har udstedt en plejetilladelse, jf. § 12, skal tilbyde plejefamilien den fornødne supervision og faglig støtte i overensstemmelse med plejeopgavens omfang. Plejefamilien er forpligtet til at deltage i supervisionen.
  Stk. 2.  Er et barn anbragt hos en plejefamilie i en anden kommune, kan den anbringende kommunalbestyrelse indgå aftale med kommunalbestyrelse, i den kommune hvor plejefamilien er bosiddende, om at denne tilbyder plejefamilien den fornødne supervision og støtte på den anbringende kommunalbestyrelses vegne.
  Stk. 3.  Er der indgået aftale om varetagelse af supervision og faglig støtte, jf. stk. 2, har den anbringende kommunalbestyrelse ansvaret for at føre kontrol med, at der tilbydes plejefamilien den fornødne supervision og faglige støtte i overensstemmelse med plejeopgavens omfang, jf. stk. 1.


Kapitel 5
Økonomiske forhold

Kost-, lomme- og tøjpenge

  § 20.  Den anbringende kommunalbestyrelse skal udbetale kost-, lomme- og tøjpenge til plejefamilien til brug for barnets forsørgelse.
  Stk. 2.  Kost-, lomme- og tøjpenge udbetales månedsvis forud.
  Stk. 3.  Departementet for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen fastsætter og offentliggør størrelsen af kost-, lomme- og tøjpenge 1 gang årligt.


Vederlag til plejefamilier

  § 21.  Den anbringende kommunalbestyrelse skal udbetale et plejevederlag til plejefamilien, jf. dog stk. 2. Plejevederlaget er aflønning af plejefamilien, og er derfor ikke til brug for plejebarnets forsørgelse.
  Stk. 2.  Stk. 1 finder ikke anvendelse for professionelle plejefamilier.
  Stk. 3.  Træffer den anbringende kommunalbestyrelse afgørelse om ophold på en efterskole eller en anden form for skoleophold, vil barnets plejefamilie modtage et nedsat vederlag for at stå løbende til rådighed for barnet indtil barnets skoleophold afsluttes endeligt.
  Stk.4.  Ved barnets første sygedag ydes der fuld godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste.

  § 22.  Plejevederlaget, jf. § 21, udbetales månedsvis bagud.
  Stk. 2. 
Departementet for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen fastsætter én gang årligt størrelsen af plejevederlaget, jf.§ 21.
  Stk. 3.  Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at forhøje det af Departementet fastsatte plejevederlag, jf. stk. 2, med 50 pct. eller 100 pct., hvis anbringelsen af barnet i plejefamilien kræver en ekstraordinær indsats af plejefamilien med hensyn til pædagogik og omsorg.
  Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen skal ved akutte kortvarige anbringelser i indtil 30 dage udbetale et forhøjet plejevederlag.

  § 23.  En kommunalbestyrelse aflønner en professionel plejefamilie i henhold til gældende overenskomst.


Kapitel 6
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

  § 24.  Plejefamilier, jf. §§ 1-3, som allerede har et eller flere børn i pleje, og hvor plejen er formidlet af kommunalbestyrelsen, skal senest den 9. november 2018 have en plejefamilietilladelse, jf. § 4, og herunder have gennemført grundkurset, jf. § 16. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at tage initiativ til udstedelse af plejefamilietilladelser til plejefamilier bosiddende i kommunen.
  Stk. 2.  Plejebørn, hvis ophold i en plejefamilie er påbegyndt inden den 9. november 2017, kan fortsætte deres ophold i denne plejefamilie indtil den 9. november 2018, uanset at plejefamilien i denne periode ikke har en plejefamilietilladelse.
  Stk. 3.  Plejefamilier omfattet af stk. 1 har ret og pligt til at modtage efteruddannelse, supervision og faglig støtte, jf. §§ 16-18, fra den 9. november 2017.

  § 25.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. november 2017.



Grønlands Selvstyre, den 8. november 2017


Sara Olsvig

/

Julie Præst Wilche