Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 46
23. november 2017
Gældende

Inatsisartutlov om ressourceafgift på grønlandsk fiskeri

Afgiftspligt

 

  § 1.  Efter bestemmelserne i denne inatsisartutlov skal virksomheder og personer med kvoter, licenser eller tilladelser til havgående- og kystnært fiskeri på Grønlands fiskeriterritorium, på andre landes fiskeriterritorium eller i internationalt farvand, svare en afgift til Landskassen af fangsten.
  Stk. 2.  Afgiftspligten indtræder på fangsttidspunktet.
  Stk. 3.  Uanset bestemmelsen i stk. 1, er fiskeri på Grønlands fiskeriterritorium i henhold til fiskeriaftaler mellem Naalakkersuisut og nationale eller overnationale myndigheder ikke omfattet af denne inatsisartutlov.

 

  § 2.  Afgiften forfalder til betaling:
1)    på tidspunktet for fangstens udførsel fra Grønland,
2)    ved indhandling til et indhandlings- eller produktionsanlæg, herunder et indhandlingsskib eller,
3)    ved overdragelse til tredjemand.

 

§ 3.  For det havgående fiskeri efter rejer, hellefisk, torsk, krabber, kuller, sej, rødfisk og kammuslinger svares afgift i henhold til reglerne i §§ 4-7.
  Stk. 2.  For det kystnære fiskeri efter rejer og hellefisk svares afgift i henhold til reglerne i §§ 4-7.
  Stk. 3.  For fiskeri efter makrel, sild, lodde, blåhvilling eller guldlaks svares afgift i henhold til reglerne i § 8.
  Stk. 4.  For andre fiskearter end de i stk. 1-3, nævnte udgør afgiften 0 kr. pr. kg.


Afgiftsgrundlag

 

  § 4. Der svares afgift som en procentdel af salgsprisen, ved salg eller indhandling af fangsten. Salgsprisen udgør den pris der faktisk aftales mellem køber og sælger, inklusiv eventuelle tillæg som bonusser, transporttilskud mv., og uden reduktion for salgsomkostninger, fragt mv.
  Stk. 2.  Indregner en eksportør ikke omkostningerne til transport fra Grønland til et bestemmelsessted udenfor Grønland, forhøjes salgsprisen med 1 kr. per kilo afgiftspligtig fangst.
  Stk. 3.  Er fastsættelsen af salgsprisen underkastet andre vilkår end de, der ville gælde mellem uafhængige parter, kan skatteforvaltningen fastsætte salgsprisen til det, som må antages at ville være opnåelig, såfremt den var fastsat under frie vilkår mellem uafhængige parter.
  Stk. 4.  Forsikrings- og erstatningssummer sidestilles med salgssummer.


Grundafgift

 

  § 5.  Ved overdragelse af fangsten til tredjemand eller udførsel fra Grønland, udgør afgiften 0 kr. 20 øre per kilo, når den gennemsnitlig salgspris per fiskeart, i det kvartal som ligger 2 kvartaler forud for det kvartal hvori udførslen eller overdragelsen finder sted, udgør under 12 kroner per kilo.
  Stk. 2.  Ved indhandling til et indhandlings- eller produktionsanlæg, udgør afgiften 0 kr. 5 øre per kilo, når den gennemsnitlige salgspris per fiskeart, i det kvartal som ligger 2 kvartaler forud for det kvartal hvori indhandlingenfinder sted, udgør under 8 kroner per kilo.


Ressourcerenteafgift

 

  § 6.  Ved overdragelse af fangsten til tredjemand eller udførsel fra Grønland udgør afgiften 5 procent af salgsprisen, når den gennemsnitlige salgspris per fiskeart, i det kvartal som ligger to kvartaler forud for det kvartal hvori udførslen eller overdragelsen finder sted, udgør 12,00 kroner eller mere per kilo, jf. dog stk. 3.
  Stk. 2.  Overstiger den gennemsnitlige salgspris per fiskeart i det kvartal som ligger to kvartaler forud for det kvartal hvori udførslen eller overdragelsen finder sted, 17,00 kroner per kilo, stiger afgiftsprocenten med 1 procentpoint for hver påbegyndt krone den gennemsnitlige salgspris per fiskeart overstiger 17,00 kroner per kilo, jf. stk. 4.
  Stk. 3.  Afgiftsprocenten kan ikke overstige 17,5 procent.
  Stk. 4.  De gennemsnitlige salgspriser og afgiftsprocenter offentliggøres på skatteforvaltningens hjemmeside senest en uge før påbegyndelsen af det kvartal som afgiften vedrører.  
  Stk. 5.  Hvis der i ét kvartal udføres mindre end 10 procent af det foregående års samlede ikke indhandlingspligtige kvote af en afgiftspligtig fiskeart, anvendes den gennemsnitlige salgspris for det kvartal, hvor der senest blev udført 10 procent eller mere af det foregående års samlede ikke indhandlingspligtige kvote af den afgiftspligtige fiskeart som grundlag for beregning af afgiften, jf. stk. 1 og 2.

 

  § 7.  Ved indhandling til et indhandlings eller produktionsanlæg svares en fast afgift på 5 procent af prisen, når den gennemsnitlige pris per fiskeart i det kvartal som ligger to kvartaler forud for det kvartal hvori indhandlingen finder sted, udgør 8,00 kroner eller mere per kilo.
  Stk. 2.  Skatteforvaltningen offentliggør på sin hjemmeside senest en uge før påbegyndelse af det kvartal, som afgiften vedrører, om der skal svares en afgift.
  Stk. 3.  Hvis der i ét kvartal indhandles mindre end 10 procent af det foregående års samlede indhandlingspligtige kvote af en afgiftspligtig fiskeart, anvendes den gennemsnitlige salgspris for det kvartal, hvor der senest blev udført 10 procent eller mere af det foregående års samlede indhandlingspligtige kvote af den afgiftspligtige fiskeart som grundlag for beregning af afgiften, jf. stk. 1.
  Stk. 4.  Ved overdragelse af kammuslinger til tredjemand eller udførsel fra Grønland udgør afgiften 5 procent af prisen.


Afgift på pelagisk fiskeri

 

  § 8.  For fartøjer registreret med hjemsted i Grønland henholdsvis med hjemsted i Danmark, på Færøerne eller i udlandet fastsættes afgiften således:
1)  Sild,
a) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Grønland……pr. kg. 0 kr. 25 øre.
b) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Danmark, på Færøerne eller i udlandet…… pr. kg. 0 kr. 80 øre.
2)  Lodde,
a) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Grønland…... pr. kg. 0 kr. 15 øre.
b) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Danmark, på Færøerne eller i udlandet…… pr. kg. 0 kr. 70 øre.
3)  Makrel,
a) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Grønland….. pr. kg. 0 kr. 40 øre.
b) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Danmark, på Færøerne eller i udlandet…… pr. kg. 1 kr. 00 øre.
4)  Blåhvilling,
a) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Grønland….. pr. kg. 0 kr. 15 øre.
b) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Danmark, på Færøerne eller i udlandet…… pr. kg. 0 kr. 70 øre.
5)  Guldlaks,
a) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Grønland….. pr. kg. 0 kr. 15 øre.
b) fisket ved brug af fartøj registreret med hjemsted i Danmark, på Færøerne eller i udlandet…… pr. kg. 0 kr. 70 øre.
  Stk. 2.  Afgiften beregnes af fangsten målt i levende vægt. 
  Stk. 3.  Hvis et aktie- eller anpartsselskab med hjemsted i Grønland har chartret et fartøj, registreret med hjemsted i Danmark, på Færøerne eller i udlandet, uden besætning bortset fra fartøjets kaptajn, maskinmester eller begge, svares afgift efter satserne for fartøjer registreret med hjemsted i Grønland.


Afgiftsperiode og hæftelse

 

  § 9.  Afgiftsperioden er kvartalet.

 

  § 10.  For betaling af afgift efter bestemmelserne i denne inatsisartutlov hæfter indehaveren af kvote- eller licensandelen.
  Stk. 2.  Foregår fiskeriet ikke i henhold til individuel kvote- eller licensandel hæfter den, der har udøvet fiskeriet for afgiften.


Indeholdelse af afgift

 

  § 11.  Ved indhandling til et indhandlings- eller produktionsanlæg skal den, der udbetaler vederlag i forbindelse med indhandlingen, indeholde afgiften ved udbetaling af vederlaget. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder beløbet i vederlaget.
  Stk. 2.  Den indeholdelsespligtige skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften og for kontrollen med afgiftens rigtige betaling.
  Stk. 3.  Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde afgift eller som indeholder denne med for lavt beløb, jf. § 11, stk. 1, er umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre det godtgøres, at der ikke er udvist forsømmelighed fra vedkommende ved iagttagelse af bestemmelserne i denne inatsisartutlov.
  Stk. 4. 
Den, som har indeholdt afgift efter denne inatsisartutlov, hæfter for betaling af det indeholdte beløb.

 

  § 12.  Den indeholdelsespligtige efter § 11 skal efter udgangen af afgiftsperioden og senest sidste hverdag i måneden efter afgiftsperiodens udløb:
1)  angive afgiftsgrundlaget,
2)  angive den indeholdte afgift heraf samt,
3)  indbetale afgiften til skatteforvaltningen.
  Stk. 2.  Angivelsen skal vedlægges en kopi af de dokumenter mv., som danner grundlag for angivelsen.
  Stk. 3.  Indsendes angivelsen jf. stk. 1 ikke rettidigt, skal der betales et gebyr på 2 procent af den afgift, der skal indbetales for perioden, dog mindst 500 kr.
  Stk. 4. Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om den indeholdelsespligtiges regnskabsføring, administration m.v. 


Betaling af grundafgift, ressourceafgift samt afgift på pelagisk fiskeri

 

  § 13.  Afgiftspligtige virksomheder og personer som nævnt i § 1, stk. 1, skal føre et regnskab over salg, udførsel m.v., der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften og for kontrollen med afgiftens rigtige betaling.  
  Stk. 2.  Afgiftspligtige virksomheder og personer som nævnt i § 1, stk. 1, skal efter udgangen af afgiftsperioden og senest sidste hverdag i måneden efter afgiftsperiodens udløb:
1)  angive afgiftsgrundlaget,
2)  angive afgiften heraf samt,
3)  indbetale afgiften til skatteforvaltningen.
  Stk. 3.  Angivelsen skal vedlægges en kopi af de dokumenter mv., som danner grundlag for angivelsen.
  Stk. 4.  Indsendes angivelsen jf. stk. 1 og 2 ikke rettidigt, skal der betales et gebyr på 2 procent af den afgift, der skal indbetales for perioden, dog mindst 500 kr.

 

  § 14.  Naalakkersuisut kan pålægge personer og selskaber med videre, der ikke betaler afgiften rettidigt, en kortere betalingsfrist end den i § 12, stk. 1, eller § 13, stk. 2, angivne og kræve, at der stilles sikkerhed for afgiftens betaling.


Bemyndigelse

 

  § 15.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler vedrørende administrationen af inatsisartutloven og om hvornår der foreligger indhandling.


Forsøgsfiskeri

 

  § 16.  Naalakkersuisut kan imødekomme en ansøgning om fritagelse for afgift, når der er givet tilladelse til forsøgsfiskeri, som har væsentlige biologiske eller erhvervsmæssige formål, og de økonomiske virkninger af en dispensation i øvrigt er begrænsede.


Foranstaltninger

 

  § 17.  Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af § 1, stk.1, § 11, stk. 2,,, § 12, stk. 1 eller stk. 2, § 13, stk. 1 eller stk. 2, eller undladelse af at efterkomme et i medfør af § 14 meddelt påbud om anvendelse af en kortere betalingsfrist eller påbud om at stille sikkerhed, kan medføre foranstaltninger efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
  Stk. 2.  I forskrifter udstedt i medfør af denne inatsisartutlov, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
  Stk. 3.  Hvor Inatsisartutloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf hjemler fastsættelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
  Stk. 4.  Bøder, der pålægges efter stk. 1-3, tilfalder landskassen.

 

  § 18.  Skønner skatteforvaltningen at en overtrædelse ikke vil medføre mere indgribende foranstaltninger end bøde, kan Naalakkersuisut, eller den Naalakkersuisut bemyndiger dertil, tilkendegive overfor den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
  Stk. 2.  Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder reglerne i Retsplejelov for Grønland om indholdet af anklageskrift tilsvarende anvendelse.

 

Ikrafttræden

 

  § 19.  Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2018 og har virkning for fisk, der opfiskes eller overdrages den 1. januar 2018 eller senere.
  Stk. 2.  Samtidig ophæves:
  1)  Inatsisartutlov nr. 11 af 3. december 2012 om afgift på hellefisk og visse andre fiskearter,
  2)  Landstingslov nr. 20 af 25. oktober 1990 om afgift på rejer samt
  3)  Selvstyrets bekendtgørelse nr. 9 af 27. juni 2013 om brugerbetaling på fiskeriområdet, jf. dog stk. 3.
  Stk. 3.  Afgiftsprocenten for 1. og 2. kvartal 2018 fastsættes på baggrund af oplysninger om gennemsnitlige kvartalspriser for eksport af hellefisk, torsk, rødfisk, kuller, sej, kammuslinger og krabber fra Danmarks statistiks udenrigshandelsstatistik. For rejer dog på grundlag af prisoplysninger fra erhvervet opgivet til Skattestyrelsen i henhold til landstingslov nr. 20 af 25. oktober 1990 om afgift på rejer.
  Stk. 4.  For rejer opfisket af producerende trawlere i 2017 med henblik på salg og eksport i 2018, svares en afgift i henhold til landstingslov nr. 20 af 25. oktober 1990 om afgift på rejer.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 23. november 2017.

 

 

Kim Kielsen