Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 13
16. juni 2016
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om fåre-, heste- og kvæghold

I medfør af § 5, § 12, § 13, stk. 2, § 14, stk. 6 og § 15, stk. 2 i landstingslov nr. 5 af 2. maj 1996 om landbrug fastsættes:

 

Anvendelsesområde

 

§ 1.  Bekendtgørelsen finder anvendelse på henholdsvis fastsættelse af foder- og fodringsmængder samt om indretning af stalde til får, heste og kvæg.


Definitioner

 

§ 2.  I bekendtgørelsen anvendes følgende definitioner:
1) Ved ”FE” forstås den Skandinaviske foderenhed, defineret som energimængden i 1 kg. foderbyg.
2) Ved ”grovfoder” forstås strukturrige fodermidler med tyggetid på mere end 10 minutter pr. FE og mindre end 1 FE pr. kg. tørstof.
3) Ved ”kraftfoder” forstås strukturfattige fodermidler med tyggetid på højst 10 minutter pr. FE og mindst 1 FE pr. kg. tørstof.
4) Ved ”middellæmmedato” forstås 144 dage efter den dato, hvor væddere sættes til fårene.
5) Ved ”nyspiret” vækst forstås spirende planter i fjeldvegetationen på syd-sydvest-vendte skråninger.
6) Ved ”landbruger” forstås en person, eller selskab, der opfylder kravene nævnt i § 3 i landstingslov nr. 5 af 2. maj 1996 om landbrug.
7) Ved ”kvæg af mindre race” forstås kvæg af Dexter-racen.
8) Ved ”kvæg af større race” forstås alle andre kvæg-racer.


Krav til foderbeholdninger samt fodring af får, heste og kvæg

 

§ 3.  Enhver landbruger, der holder får, skal
1) senest den 1. november hvert år være i besiddelse af en fodermængde på mindst 125 FE til hvert får, hvoraf mindst 35 FE til hvert får skal udgøres af grovfoder,
2) Ved ilæmning og flushing af moderfårene, med en energirig fodertildeling måneden op til bedækningen, skal der senest den 1. november hvert år være en fodermængde med ekstra 50% af den i stk. 1, nr. 1 nævnte mængde, mindst 187,5 FE til hvert får, hvoraf mindst 54 FE til hvert får skal udgøres af grovfoder,
3) pr. 1. april i det følgende år være i besiddelse af en fodermængde på mindst 36 FE til hvert får, hvoraf mindst 12 FE til hvert får skal udgøres af grovfoder,
4) som minimum tildele hvert får 0,5 FE pr. dag i perioden fra 1. november frem til og med 6 uger før middellæmmedatoen,
5) som minimum tildele hvert får 0,8 FE pr. dag i perioden fra 6 uger før middellæmmedatoen frem til læmningstidspunktet. Grovfoderandelen skal i denne periode udgøre minimum 0,27 FE pr. dag pr. får, og
6) som minimum tildele hvert får 1,35 FE pr. dag fra læmningstidspunktet og frem til det tidspunkt, hvor der er nyspiret vækst, dog mindst frem til den 1. maj. Grovfoderandelen skal i denne periode udgøre minimum 0,27 FE pr. dag pr. får.
  Stk. 2.  Såfremt en landbruger har fået tildelt en vintergræsningskoncession i medfør af Hjemmestyrets bekendtgørelse om forvaltning af græsningsområder og husdyr, nedsættes minimumsfodringskravet i stk. 1, nr. 3 dog til 0,4 FE pr. dag pr. får, de dage hvor vintergræsningskoncessionen udnyttes.

 

§ 4.  Enhver landbruger, der holder heste, skal
1) senest den 1. november hvert år, være i besiddelse af en fodermængde på minimum 500 FE pr. hest, hvoraf andelen af grovfoder mindst skal udgøre 300 FE, og
2) som minimum tildele hver hest 3,0 FE pr. dag.

 

§ 5.  Enhver landbruger, der holder kvæg, skal
1) senest den 1. november hvert år, være i besiddelse af en fodermængde på minimum 525 FE pr. kvæg af mindre race og 830 FE pr. kvæg af større race, hvoraf andelen af grovfoder mindst skal udgøre 262,5 FE pr. kvæg gældende for mindre kvæg og 415 FE pr. kvæg gældende for større kvæg.
2) som minimum tildele hvert kvæg 4,15 FE pr. dag.
3) Ved akut grovfodermangel kan der under særlige forhold ansøges til Konsulenttjenesten for Landbrug om at reducere kravet om grovfoderandelen til 131,25 FE grovfoder pr. kvæg af mindre race og 207,5 FE grovfoder pr. kvæg af større race.

 

§ 6.  Får, heste og kvæg skal altid have adgang til drikkevand.


Krav til indretning af stalde

 

§ 7.  Enhver landbruger, der holder får, skal have en stald, hvori der til hvert får skal være afsat mindst 0,75 m2 plads samt 40 cm foderplads til hvert får.

 

§ 8.  Enhver landbruger, der holder heste, skal have en stald, hvori der til hver hest skal være afsat mindst 2 m2 plads samt 120 cm foderplads til hver hest.

 

§ 9.  Enhver landbruger, der holder kvæg, skal have en stald, hvori der til hvert kvæg skal være afsat mindst 1,8 m2 plads samt 65 cm foderplads til hvert kvæg, gældende for kvæg af mindre race og mindst 2,4 m2 plads samt 80 cm foderplads til hvert kvæg, gældende for kvæg af større race.


Melding om husdyrhold samt kontrol

 

§ 10.  Tilsynsudvalget for Landbrug fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelser fastsat i medfør af denne bekendtgørelse.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan foranledige påbud og forbud gennemført på ejerens bekostning for at sikre overholdelse af §§ 3-9, herunder påbud om indkøb af supplerende foder samt om at tilvejebringe tilstrækkeligt med staldplads eller om at nedbringe antallet af dyr, så kravene i denne bekendtgørelse opfyldes.


Dispensation

 

§ 11.  Naalakkersuisut kan dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser, hvis hensynet til videnskabelige undersøgelser eller andre særlige forhold taler herfor.


Sanktioner

 

§ 12.  Ved overtrædelse af §§ 3-9 kan der idømmes bøde efter reglerne for Kriminallov for Grønland.
  Stk. 2.  Juridiske personer er tilsvarende omfattet af stk. 1, efter reglerne i kriminalloven.


Ikrafttrædelse

 

§ 13.  Denne bekendtgørelse træder i kraft 20. juni 2016.
  Stk. 2.  Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 25 af 22. juni 2001 om fåre- og hestehold.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 16. juni 2016.

 

 

Nikolaj Jeremiassen

/

 Jørgen Isak Olsen