Selvstyrets bekendtgørelse om driftstilskud til trykte landsdækkende medier
I medfør af § 31 i landstingsforordning nr. 10 af 21. maj 2002 om kultur- og fritidsvirksomhed, fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområde
§ 1. Naalakkersuisut yder inden for en bevilling, som fastsættes på finansloven, et årligt driftstilskud til landsdækkende, trykte uafhængige medier, der har til formål at fremme samfundsmæssige oplysninger og demokratisk debat.
§ 2. Tilskud ydes som generel produktionsstøtte til uafhængige trykte nyheds- og aktualitetsmedier, hvis indhold er redigeret til et grønlandsk publikum eller har et grønlandsk perspektiv på udenlandske begivenheder.
Stk. 2. Medier anses ikke for at være uafhængige, hvis:
1) de ejes helt eller delvist af offentlige myndigheder, institutioner eller af offentligt finansierede selskaber eller lignende eller
2) hvis mindst halvdelen af mediet er ejet af arbejdsgiver-, arbejdstager-, branche- eller interesseorganisationer, herunder politiske partier.
Stk. 3. Ved trykte medier forstås aviser, tidskrifter eller lignende publikationer.
Kapitel 2
Betingelser for modtagelse af tilskud
§ 3. Det er en betingelse for modtagelse af driftstilskud, at:
1) mediet er et uafhængigt medie, jf. stk. 2,
2) mediet har hjemsted i Grønland
3) mediet i hele støtteperioden har en ansvarshavende redaktør,
4) mediet har redaktionelle medarbejdere, som sammen med den ansvarshavende redaktør udgør minimum 3 årsværk,
5) mediet udkommer i trykt form mindst én gang ugentligt i hele landet,
6) udgivelserne indeholder selvstændigt journalistisk bearbejdet stof, som primært omhandler politiske og samfundsrelaterede temaer. Mindst halvdelen af indholdet skal bestå af redaktionelt stof, i form af artikler inden for et bredt emneområde i form af flere emner som indenrigs-, udenrigs-, kultur- og lokalstof, og med fokus på behandling af aktuelt nyhedsstof. Reklamer kan ikke medregnes heri.
7) udgivelserne henvender sig til en breds kreds af brugere og ikke alene mod bestemte erhvervs-eller faggrupper, medlemmer af arbejdstager-, arbejdsgiver- eller brancheorganisationer, politiske partier eller ansatte i forskellige institutioner,
8) udgivelserne foreligger på minimum grønlandsk,
9) ansøgning om driftstilskud er modtaget i departementet for Kultur inden for den herfor fastsatte frist, jf. § 4, stk. 1, og
10) at departementet for Kultur senest samtidig med ansøgningen om tilskud har modtaget ansøgers seneste revisorpåtegnede regnskab og nødvendig dokumentation, jf. § 4, stk. 2 og 3.
Stk. 2. Et medie anses som selvstændigt, jf. stk. 1, nr. 1, hvis det har en selvstændig chefredaktion, der kan foretage en selvstændig oplagsregistrering, og der kan abonneres særskilt på mediet.
Kapitel 3
Ansøgningsprocedure og udbetaling
§ 4. Ansøgning om driftstilskud skal være modtaget i departementet for Kultur i perioden 14. november til og med 1. december i det kalenderår, som ansøgningen omhandler.
Stk. 2. Ansøgning skal være skriftlig og indeholde en angivelse af ansøgers bankkonto, nødvendig dokumentation for at støttekrav er opfyldt, antal udgivelser på tidspunktet for ansøgningens fremsendelse og angivelse af planlagte udgivelser i det resterende år.
Stk. 3. Departementet for Kultur kan som led i behandlingen af ansøgningen afkræve ansøgeren supplerende relevante oplysninger, herunder yderligere dokumentation for opfyldelse af tilskudsbetingelserne.
§ 5. Driftsstøtten udbetales forholdsmæssigt på baggrund af hver medies antal af udgivelser i støtteåret, der opfylder støttebetingelserne, sat i forhold til det samlede antal udgivelser i støtteåret, der opfylder støttebetingelserne.
Stk. 2. Den samlede bevilling udmøntes til fulde, såfremt der blot er minimum en ansøger, der opfylder støttebetingelserne.
§ 6. Departementet for Kulturs afgørelser om bevilling af driftstilskud kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 4
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 2016.
Grønlands Selvstyre, den 26. maj 2016
Nivi Olsen
/
Mikael Kristensen