Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 17
6. juni 2016
Gældende

Inatsisartutlov om erhvervsmæssige aktiviteter på det grønlandske søterritorium

Kapitel 1
Almindelige regler

 

§ 1.  Længerevarende erhvervsmæssige aktiviteter udført fra skibe på det grønlandske søterritorium kræver tilladelse fra Naalakkersuisut.

 

Kapitel 2
Anvendelsesområde

 

§ 2.  Inatsisartutloven finder anvendelse på erhvervsmæssige aktiviteter, der udføres fra skibe på det grønlandske søterritorium.
  Stk. 2.  Inatsisartutloven finder ikke anvendelse på aktiviteter, hvori den pågældende aktivitet er reguleret gennem anden lovgivning eller internationale aftaler, herunder aktiviteter omfattet af fiskerilovgivningen, lovgivning om mineralske råstoffer, transport af gods, søloven med videre.
  Stk. 3.  Forhold vedrørende miljø og natur reguleres efter de til en hver tid gældende regler for miljø- og naturforhold.
  Stk. 4.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere bestemmelser om definitionerne og forholdene nævnt i § 1 og § 2. stk. 1-3, herunder om afgrænsningen af lovens anvendelsesområde.

 

Kapitel 3
Vilkår

 

   § 3.  Naalakkersuisut kan for et nærmere afgrænset område på det grønlandske søterritorium på nærmere fastsatte vilkår meddele tilladelse til udførelse af erhvervsmæssig aktivitet.
  Stk. 2.  I forbindelse med behandling af en ansøgning om tilladelse efter § 1, aftales hvilket vederlag rettighedshaver skal betale til Grønlands Selvstyre.
  Stk. 3.  Naalakkersuisut kan i en tilladelse efter stk. 1 fastsætte vilkår om samtlige relevante forhold vedrørende tilladelsen.
  Stk. 4.  Indehavere af en tilladelse efter § 1 skal regelmæssigt fremsende rapportering om den udførte virksomhed og dennes resultater.


Vurdering af samfundsmæssig bæredygtighed (VSB) og aftaler om samfundsmæssig bæredygtighed

 

  § 4.  Hvis en aktivitet, der er omfattet af denne inatsisartutlov, må antages at kunne få væsentlig indvirkning på samfundsmæssige forhold, kan tilladelse kun meddeles, når en vurdering af den samfundsmæssige bæredygtighed (VSB) er foretaget og en redegørelse herom er godkendt af Naalakkersuisut.
  Stk. 2.  VSB og redegørelsen herfor, skal på passende måde påvise, beskrive og vurdere aktivitetens direkte og indirekte virkninger på samfundsmæssige forhold samt samspillet mellem forholdene, indbyrdes påvirkninger mellem forholdene og kumulerede virkninger af påvirkningerne af forholdene.
  Stk. 3.  Naalakkersuisut afgør, om der i tilfældene nævnt i stk. 1, skal udarbejdes en VSB samt hvorvidt der skal indgå en aftale om samfundsmæssig bæredygtighed og andre socioøkonomiske forhold. 
  Stk. 4.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om foretagelse af VSB samt udarbejdelse og godkendelse af VSB-redegørelser, herunder om det materiale, der skal tilvejebringes til brug for en VSB.

 

Kapitel 4
Myndighedsbehandling med videre

 

 § 5.  Naalakkersuisut fører tilsyn med virksomhed og aktiviteter omfattet af denne inatsisartutlov, herunder overholdelse af bestemmelser og vilkår fastsat i medfør af loven. Tilsynsmyndighedens medarbejdere har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til alle dele af virksomheder og aktiviteter omfattet af denne inatsisartutlov, i det omfang det er påkrævet for at gennemføre tilsynsopgaver.  Naalakkersuisut kan meddele indehavere af en tilladelse efter § 1 eller andre omfattet af inatsisartutloven påbud om overholdelse af denne inatsisartutlov, bestemmelser eller tilladelsesvilkår fastsat i medfør af loven.

 

§ 6.  Den, der meddeles en tilladelse efter § 1 skal meddele alle oplysninger, som er fornødne for myndighedsbehandling af deres virksomhed og aktiviteter omfattet af denne inatsisartutlov.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan til gennemførelse af myndighedsbehandling omfattet af denne inatsisartutlov pålægge indehavere af en tilladelse efter § 1 at indsende oplysninger efter stk. 1 på den måde og i den form, som Naalakkersuisut finder nødvendig.
  Stk. 3.  Indehavere af en tilladelse efter § 1 omfattet af denne inatsisartutlov betaler nødvendige udgifter i forbindelse med sagsbehandling og anden myndighedsbehandling efter inatsisartutloven. Betalingen kan opkræves som gebyrer eller udgiftsrefusion.

 

§ 7.  Tilladelse i henhold til denne inatsisartutlov fritager ikke rettighedshaver for at indhente godkendelser eller tilladelser, som er fornødne efter anden lovgivning.
  Stk. 2.  Tilladelse efter denne inatsisartutlov fritager dog for opfyldelse af krav om arealtildeling. En tilladelse efter denne inatsisartutlov giver ligeledes ret til at udføre aktiviteter, der er omfattet af tilladelsen.

 

Kapitel 5
Sanktioner

 

  § 8.  Bøde idømmes den, der udfører erhvervsmæssig aktivitet som nævnt i § 1 uden tilladelse i henhold til denne inatsisartutlov.
  Stk. 2.  Der kan idømmes bøde til den, der forsætligt eller groft uagtsomt:
1)  Afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, som en myndighed har krav på i henhold til denne inatsisartutlov eller i henhold til bestemmelser eller vilkår fastsat i medfør af denne inatsisartutlov.
2)  Overtræder vilkår for en tilladelse meddelt efter denne inatsisartutlov eller bestemmelser fastsat i medfør af denne inatsisartutlov.
3)  Undlader at efterkomme påbud udstedt efter denne inatsisartutlov eller bestemmelser udstedt i medfør af denne inatsisartutlov.
  Stk. 3.  I bestemmelser fastsat i medfør af denne inatsisartutlov, kan det bestemmes, at der for overtræ­delse af bestemmelserne kan idømmes bøde eller andre foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.
  Stk. 4. Juridiske personer kan idømmes bøde for overtrædelse af denne inatsisartutlov og vilkår fastsat i tilladelser meddelt i henhold til denne inatsisartutlov, jf. reglerne i kapitel 5 i kriminallov for Grønland.
  Stk. 5.  Bøder, som idømmes i medfør af denne Inatsisartutlov eller bestemmelser fastsat i medfør af inatsisartutloven, tilfalder landskassen.

 

§ 9.  Inatsisartutloven træder i kraft den 1. juli 2016.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 6. juni 2016

 

 

Kim Kielsen

Dokumenter