Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 20
9. oktober 2015
Ophævet

Selvstyrets bekendtgørelse om fiskeri efter laks

I medfør af § 5, § 8, § 10, § 10a, stk. 1, § 13, stk. 2, § 23, § 25, § 26, § 33, stk. 2 og § 34, stk. 3 i Landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri, som bl.a. ændret ved Landstingslov nr. 6 af 20. maj 1998, Landstingslov nr. 5 af 21. maj 2002, Landstingslov nr. 28 af 18. december 2003, Inatsisartutlov nr. 17 af 3. december 2009, Inatsisartutlov nr. 12 af 3. december 2012 og senest ændret ved Inatsisartutlov nr. 18 af 3. juni 2015, fastsættes:



Anvendelsesområde

  § 1.  Bekendtgørelsen finder anvendelse ved fiskeri efter laks, som drives på grønlandsk fiskeriterritorium vest for Kap Farvel i NAFO-område 1. Fiskeri efter laks udenfor 40 sømil fra basislinjen må ikke finde sted.
  Stk. 2.  Ved fiskeri efter laks i de østgrønlandske fiskeriområder, gælder samme regler som nævnt i bekendtgørelsens § 5, § 6, § 7, § 8 og § 9. Fiskeri efter laks udenfor 12 sømil fra basislinjen må ikke finde sted.
  Stk. 3.  Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse ved rapportering af køb og salg af laks samt rapportering af fangster fra ikke-erhvervsmæssigt laksefiskeri.


Definitioner

  § 2.  Ved erhvervsmæssigt fiskeri forstås i denne bekendtgørelse det fiskeri, der udøves med henblik på at sælge hele fangsten eller dele heraf. Kun personer med licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter laks har tilladelse til salg af laks.
  Stk. 2.  Ved ikke-erhvervsmæssigt fiskeri forstås i denne bekendtgørelse det fiskeri, der udøves med henblik på anvendelse af fangsten til privat forbrug.
  Stk. 3.  Ved køb af laks forstås i denne bekendtgørelse erhvervsmæssigt køb og modtagelse af laks direkte fra personer med licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter laks.
  Stk. 4.  Ved en fiskeperiode forstås i denne bekendtgørelse den periode eller én af de delperioder, hvor fiskeri efter laks er tilladt.
  Stk. 5.  Ved delkvote forstås i denne bekendtgørelse den del af den samlede kvote, der må fiskes i en given fiskeperiode eller af en bestemt persongruppe jf. stk. 1 og 2.


Betingelser for det erhvervsmæssige laksefiskeri

§ 3.  Erhvervsmæssigt fiskeri efter laks er betinget af en licens. Licenser til erhvervsmæssigt fiskeri udstedes af Naalakkersuisut.
  Stk. 2.  Licens kan udstedes til de ansøgere, som opfylder følgende betingelser:
1) Har fast tilknytning til det grønlandske samfund, jf. § 3, stk. 4, i Landstingslov om fiskeri.
2) Selv ejer laksegarn og fartøj til laksefiskeri op til og med 12,8 meter (42 fod) længde overalt.
3) I forbindelse med ansøgningen giver oplysninger om antal laksegarn samt type eller mærke på de garn, som ansøgeren er i besiddelse af.


Redskaber til erhvervsmæssigt fiskeri efter laks

  § 4.  Erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må kun foretages med kroge eller med garn, hvis maskestørrelse i strakt mål er mindst 140 mm. Drivgarn må anvendes, dog højst 20 længder ad gangen.
  Stk. 2.  Masker måles ved at måleredskab påhæftet en vægt på ½ kg indsættes løst i masken, og derefter falder ned i masken. Der måles 20 masker parallelt med flydelinjen. Alle masker skal opfylde kravet i stk. 1.
  Stk. 3.  Alle benyttede laksegarn skal være mærket med ejerens navn eller fartøjets navn og havnekendingsbogstaver. Mærket skal være i vandbestandigt materiale.
  Stk. 4.  Laksegarnet skal, i det omfang vejrforholdene tillader det, røgtes regelmæssigt og så ofte, at den fangede fisks levemuligheder ikke forringes.
  Stk. 5
.  Drivgarn skal være behørigt afmærket med vager og lys.


Regulering af erhvervsmæssigt fiskeri efter laks

  § 5.  Erhvervsmæssigt fiskeri efter laks kan udøves som kvoteret fiskeri med henblik på salg til indhandlingsanlæg på land og/eller med henblik på salg via det lokale bræt samt til hoteller, restauranter, hospitaler, uddannelsesinstitutioner og andre offentlige spisesteder.

  § 6.  For fiskeri jf. § 5, fastsætter Naalakkersuisut hvert år, under hensyntagen til internationale aftaler, den vestgrønlandske kvote for laks. Kvoten kan opdeles i delkvoter, som hver må fiskes i én delperiode.
  Stk. 2
.  Naalakkersuisut fastsætter efter samråd med KNAPK startdatoen for de enkelte delperioder for det erhvervsmæssige laksefiskeri. Meddelelse om startdatoen for de enkelte delperioder gives til de enkelte kommuner, KANUKOKA, KNAPK samt gennem den landsdækkende presse.
  Stk. 3.  Erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må ikke påbegyndes før den fastsatte dato for den enkelte delperiode, og indstilles efter udløbet af de enkelte delperioder, eller når kvoten er opfisket.
  Stk. 4.  Erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må kun ske indenfor den fastsatte kvote, som er angivet i kilogram levende vægt (hel fisk).
  Stk. 5.  Fangsterne fra erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må kun være genstand for køb eller salg udenfor Grønland med Naalakkersuisuts tilladelse.

  § 7.  Når den fastsatte kvote nærmer sig opfiskning, giver Naalakkersuisut meddelelse om, hvornår det erhvervsmæssige fiskeri efter laks samt køb og salg af fangster fra dette fiskeri skal ophøre.
  Stk. 2.  Meddelelse herom gives til de enkelte kommuner, KNAPK og KANUKOKA samt gennem den landsdækkende presse.
  Stk. 3.  Når fiskeriet er ophørt jf. § 6, stk. 3, er enhver form for erhvervsmæssigt fiskeri efter laks samt køb og salg af fangster fra dette fiskeri forbudt.


Rapportering af fangster fra det erhvervsmæssige laksefiskeri

  § 8.  Alle laksefangster skal rapporteres til Grønlands Fiskerilicenskontrol (GFLK).
  Stk. 2.  Hvor rapporteringer af solgte mængder angives som "med hoved uden indvolde" (MHUI) anvendes omregningsfaktoren 1,11 for at beregne fangsten i hel fisk.
  Stk. 3.  Ved direkte salg på brættet, samt salg direkte til køber uden for brættet skal fiskere med licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter laks rapportere om hver landing af laks. Rapporteringen skal omfatte alle landede laks. Rapporteringen skal ske i henhold til bilag. 1 til bekendtgørelsen. Rapportering skal være fremsendt til GFLK, via Postboks 501, 3900 Nuuk, Telefax 34 63 60 eller pr. e-mail til gflk@nanoq.gl, straks efter hver landing af laks.


Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks

  § 9.  Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må inden for den fastsatte kvote jf. § 5, udøves af danske statsborgere med fast bopæl i Grønland, jf. § 8, stk. 1, i Landstingslov om fiskeri. Statsborgere fra andre lande end Danmark, som har fast bopæl i Grønland og har haft det i 2 sammenhængende år, sidestilles med danske statsborgere.
  Stk. 2.  Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må kun ske indenfor den periode som Naalakkersuisut fastsætter for kvoteret erhvervsmæssigt fiskeri.
  Stk. 3.  Det er ved ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks kun tilladt at bruge krog og fiskestang til laksefiskeri samt 1 (et) 2000 knuders standgarn, hvis maskestørrelse i strakt mål er mindst 140 mm.
  Stk. 4.  Masker måles ved, at fiskerikontrollens måleredskab påhæftet en vægt på ½ kg indsættes løst i masken, og derefter falder ned i masken. Der måles 20 masker parallelt med flydelinjen. Alle masker skal opfylde kravet i stk. 1.
  Stk. 5.  Alle benyttede laksegarn skal være mærket med ejerens navn eller fartøjets navn. Mærket skal være i vandbestandigt materiale.
  Stk. 6.  Laksegarnet skal, i det omfang vejrforholdene tillader det, røgtes regelmæssigt og så ofte, at den fangne fisks levemuligheder ikke forringes.


Rapportering af fangster fra det ikke-erhvervsmæssige laksefiskeri

  § 10.  Alle laksefangster fra ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks skal rapporteres til GFLK.
  Stk. 2.  Rapportering om fangster skal ske via bilag. 1 til bekendtgørelsen. Rapportering skal være fremsendt til GFLK, via Postboks 501, 3900 Nuuk, Telefax 34 63 60 eller pr. e-mail til gflk@nanoq.gl, straks efter ankomst efter røgtning af garnet jf. § 9 stk. 6.


Foranstaltninger

  § 11.  Overtrædelse af § 2, stk. 1, 2. pkt., § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, og stk. 3, § 6, stk. 3, 4 og 5, § 7, stk. 3, § 8, § 9 og § 10 kan medføre bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland. Bøden tilfalder Landskassen.
  Stk. 2.
  Juridiske personer er tilsvarende omfattet af stk. 1 efter reglerne i kriminalloven.
  Stk. 3.  Kriminallovens regler om konfiskation anvendes tilsvarende.

Ikrafttræden

  § 12.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 12. oktober 2015. Samtidig ophæves Selvstyrets bekendtgørelse nr. 15 af 13. august 2015 om fiskeri efter laks.



Grønlands Selvstyre, den 9. oktober 2015.


Karl-Kristian Kruse

/

Jørgen Isak Olsen