Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 12
22. december 2014
Ophævet

Selvstyrets bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af store hvaler

I medfør af § 2, stk. 4, § 8, §§ 12-13, § 15 og §§ 17 og 18 i landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og jagt, som senest ændret ved landstingslov nr. 1 af 16. maj 2008 fastsættes:

Kapitel 1
Anvendelsesområde

§ 1.  Ved "store hvaler" forstås i denne bekendtgørelse sildepiskere også kaldet vågehvaler (Balaenoptera acutorostrata), finhvaler (Balaenoptera physalus), grønlandshvaler (Balaena mysticetus), pukkelhvaler (Megaptera novaeangliae) og øvrige bardehvaler, der er større end sildepiskere og kaskelothvaler (Physeter macrocephalus).


Kapitel 2

Fredning

§ 2.  Store hvaler er fredet i Grønlands fiskeriterritorium.
Stk. 2.  Sildepiskere, finhvaler, grønlandshvaler og pukkelhvaler er undtaget fra forbuddet i stk. 1.


Kapitel 3

Fastsættelse af kvoter for fangst,

§ 3.  Fastsættelse af årlige kvoter for store hvaler sker med hensyntagen til følgende:
1) International aftaler, der er indgået med henblik på ressourcernes bevarelse og reproduktion.
2) biologisk rådgivning
3) brugerviden og;
4) høring af fangstrådet.
Stk. 2.  Meddelelse om kvotefastsættelse og vilkårene herfor offentliggøres på www.naalakkersuisut.gl og meddeles pressen.


Kapitel 4

Licenser, tilladelser og kontrol, fordeling af licenser og tilladelser

§ 4.  Kommunalbestyrelsen udsteder inden for den af Naalakkersuisut fastsatte kvote en generel tilladelse, som giver indehaveren adgang til med et navngivet eller nærmere specificeret fartøj at fange finhvaler, jf. § 14.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen udsteder inden for den af Naalakkersuisut fastsatte kvote nummererede licenser, som giver licenshaveren adgang til med et navngivet eller nærmere specificeret fartøj at fange 1 sildepisker, jf. § 10, 1 grønlandshval, jf. § 17 og 1 pukkelhval, jf. § 20 for hvert licensnummer.
Stk. 3.  Til fangst af sildepisker, grønlandshval og pukkelhval udstedes licenser efter ansøgning til kommunalbestyrelsen og efter høring af bygdebestyrelserne og den stedlige fisker- og fangerforening. Licenser udstedes på nummererede blanketter, som Departementet for Fangst sender til kommunalbestyrelsen.
Stk. 4.  I tilfælde af, at der i en kommune er færre licenser eller tilladelser til fangst af store hvaler end indkomne ansøgninger, foretages fordelingen efter en turnus, hvor der tages hensyn til forrige års fangst samt ikke anvendte licenser og tilladelser.

§ 5.  Den samlede kvote for hver af de 4 arter fordeles på en gang før fangstperiodens opstart.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen kan udstede tilladelser til finhvalfangst til personer, der har gyldigt erhvervsjagtbevis, og har et fartøj med godkendt harpunkanon. Fartøjsejeren selv eller et besætningsmedlem skal være i besiddelse af et gyldigt bevis for at have deltaget på kursus om brugen af hvalgranater. Tilladelsen er det brev, kommunalbestyrelsen giver til ansøgeren, som opfylder betingelser for at kunne drive finhvalfangst.
Stk. 3.  Kommunalbestyrelsen kan udstede licenser til fangst af grønlandshval og pukkelhval til personer, der har gyldigt erhvervsjagtbevis, har et fartøj med godkendt harpunkanon, og ejeren selv eller et besætningsmedlem er i besiddelse af et gyldigt bevis for at have deltaget på kursus om brugen af hvalgranater.
Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen kan udstede licenser til fangst af sildepisker til personer, der har gyldigt erhvervsjagtbevis, og enten:
1) har 1 fartøj med godkendt harpunkanon, og ejeren selv eller et besætningsmedlem er i besiddelse af et gyldigt bevis for at have deltaget på kursus om brugen af hvalgranater, eller
2) har dispensation til fællesfangst, jf. § 12.
Stk. 5.  En person kan ikke modtage licens eller tilladelse til både fartøj med harpunkanon og fællesfangst.
Stk. 6.  Ved fællesfangst udstedes licens til den, som er udpeget til kaptajn for fangsten. Navnene på de øvrige deltagere ved fællesfangsten skrives på bagsiden af licensen.
Stk. 7.  Licenser og tilladelser gælder for 1 kalenderår, jf. dog § 7, stk. 4.

§ 6.  Når kommunalbestyrelsen har udstedt det antal licenser til fangst af sildepiskere, grønlandshvaler og pukkelhvaler, som kvoten tillader, indsender kommunalbestyrelsen oplysninger om licensindehavernes navne, cpr-numre, licensnumre og GR-numre til Departementet for Fangst senest 1 måned efter kommunalbestyrelsens modtagelse af licensblanketter fra departementet.
Stk. 2.  En licens til fangst af sildepisker, grønlandshval og pukkelhval ved Vestgrønland og sildepisker ved Østgrønland er udnyttet, når hvalen er fanget eller anskudt.
Stk. 3.  En udstedt licens, som ikke er blevet udnyttet inden genfordeling af restkvoter i efteråret, indgår automatisk i genfordelingskvoten, og kan herefter ikke bruges af den tidligere licensejer.
Stk. 4.  Naalakkersuisoq for Fangst kan for det efterfølgende år nedsætte kommunens kvote, såfremt det konstateres, at der i kommunen er:
1) fanget eller anskudt finhvaler uden tilladelse,
2) fanget eller anskudt sildepiskere, grønlandshvaler eller pukkelhvaler uden licens eller
3) fanget eller anskudt flere sildepiskere, finhvaler, grønlandshvaler eller pukkelhvaler end tilladt i et kalenderår. Reduktionen af kvoten kan ske for såvel sildepisker, finhval, grønlandshval eller pukkelhval, uanset for hvilken art, der er sket overtrædelser.
Stk. 5.  Fangst eller anskydning af fredede hvalarter kan medføre kvotereduktion det følgende år for den kommune, hvor ulovligheden er sket. Reduktionen af kvoten kan ske for såvel sildepisker, finhval, grønlandshval eller pukkelhval.


Omfordeling af licenser

§ 7.  Naalakkersuisoq for Fangst kan efter høring af de lokale fisker- og fangerorganisationer bestemme, at en udstedt licens eller udstedte licenser flyttes indenfor kommunen eller bortfalder ved opbrug af kvoten med virkning fra det tidspunkt, hvor meddelelse herom er udsendt via offentliggørelse på www.naalakkersuisut.gl  og meddeles pressen.
Stk. 2.  Når meddelelse er givet, skal licensindehaveren eller licensindehaverne aflevere licensen eller licenserne til kommunalbestyrelsen.
Stk. 3.  Naalakkersuisoq for Fangst kan pålægge kommunalbestyrelsen at lade udstedte licenser eller tilladelser bortfalde i henhold til stk. 1, såfremt indberetning til Naalakkersuisoq for Fangst om nedlagte og anskudte hvaler efter reglerne i bekendtgørelsen om rapportering ved fangst og anskydning af store hvaler, ikke sker rettidigt fra licensindehaveren eller licensindehaverne.
Stk. 4.  Naalakkersuisoq for Fangst kan efter forudgående høring hos Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat (KNAPK) og Kommunernes Landsforening (KANUKOKA) via offentliggørelse på www.naalakkersuisut.gl og meddeles pressen, at udstedte licenser er flyttet indenfor kommunen, flyttet til en anden kommune eller bortfaldet med virkning fra det tidspunkt, hvor meddelelsen er udsendt. Licenserne skal derefter tilbageleveres, jf. stk. 2.

Genfordeling af kvoter

§ 8.  Naalakkersuisoq for Fangst genfordeler efter høring af KNAPK og KANUKOKA en eventuel resterende kvote på sildepiskere, finhvaler, grønlandshvaler og pukkelhvaler. Der skal tages skridt til genfordeling for sildepiskere, finhvaler og pukkelhvaler senest den 1. september i hvert kalenderår. Fangst er forbudt fra dagen før genfordelingsdagen og kan først genoptages, når kommunalbestyrelsen efter høring af den lokale fisker- og fangerforening har foretaget og offentliggjort en ny fordeling.
Stk. 2.  Meddelelse om genfordeling og vilkårene herfor offentliggøres via www.naalakkersuisut.gl  og meddeles pressen.
Stk. 3.  Når meddelelse er givet, skal licensindehaveren eller licensindehaverne aflevere licensen eller licenserne til kommunalbestyrelsen.
Stk. 4.  Med henblik på fangst af sildepiskere, finhvaler, grønlandshvaler og pukkelhvaler i perioden fra den 15. august og frem til genfordelingen, kan de enkelte kommunalbestyrelser foretage en indbyrdes genfordeling af deres restkvoter. Genfordelingen skal foretages efter høring af de lokale fisker- og fangerorganisationer i de respektive kommuner.
Stk. 5.  De regionale erhvervskontorer kan i samarbejde med KNAPP i forvaltningsområderne Tasiilaq og Ittoqqortoormiit i Kommuneqarfik Sermersooq drøfte indbyrdes genfordeling af kvoter i Østgrønland umiddelbart efter den 1. august.
Stk. 6.  Eventuelle beslutninger om genfordeling i henhold til stk. 3 og 4 meddeles skriftligt til Departementet for Fangst senest 1 uge, før genfordelingen finder sted. Ligeledes meddeles resultatet fra fordelingen af restkvoten til Departementet for Fangst.
Stk. 7.  Naalakkersuisoq for Fangst kan efter forudgående høring hos KNAPK og KANUKOKA via offentliggørelse på www.naalakkersuisoq.gl og meddeles pressen, at udstedte licenser er flyttet til en anden kommune eller inden for kommunen eller bortfaldet med virkning fra det tidspunkt, hvor meddelelsen er udsendt. Licenserne skal derefter tilbageleveres jf. stk. 3.

Kapitel 5
Fangst af hvaler

Sildepiskere

§ 9.  Naalakkersuisoq for Fangst meddeler hvert år efter høring af KNAPK og KANUKOKA, hvor mange sildepiskere, der i kalenderåret højst må fanges ved henholdsvis Vestgrønland og Østgrønland.

§ 10.  Sildepiskere må kun nedlægges i perioden fra 1. marts til 30. november, begge dage inklusive.
Stk. 2.  Når sildepiskere ledsages af unger, må hverken hunhvalerne eller ungerne nedlægges.
Stk. 3.  Kun personer med licens og godkendt udstyr til hvalfangst må fange sildepiskere, jf. §§ 4, 11 og 22. Udstyret skal være godkendt af den virksomhed Departementet for Fangst har bemyndiget hertil.

Udstyr til fangst af sildepiskere

§ 11.  Fartøjer med harpunkanon, der deltager i fangst af sildepiskere, skal være mellem 9,2 og 22,0 meter længde over alt (l.o.a.) og være forsynet med line- eller trawlspil med en trækkraft på minimum 2 tons, eller fartøjet skal være forsynet med en kraftblok.
Stk. 2.  De i stk. 1 nævnte fartøjer skal være registreret hos Søfartsstyrelsen med GR-nummer, radiokaldesignal samt registreret fartøjsejer.
Stk. 3.  Til at fange sildepiskere må kun anvendes harpunkanoner med en kaliber 50 mm med hvalgranater til sildepisker, jf. §§ 22 og 23. Hvalgranater skal være godkendt af Naalakkersuisoq for Fangst.
Stk. 4.  Kun personer, der har et gyldigt bevis for at have deltaget i kursus om brugen af hvalgranater, må købe og håndtere disse granater.
Stk. 5.  Salg af hvalgranater må kun finde sted mod forevisning af et gyldigt bevis, jf. stk. 4 samt gyldig licens for det pågældende år.
Stk. 6.  En sildepisker, som er anskudt, men ikke dræbt, skal hurtigst muligt aflives. Aflivningen skal ske ved skud i hovedregionen, enten med hvalgranat eller med rifler med en kaliber på mindst 7,62x63 mm (.30-06).
Stk. 7.  Indehaveren af licensen varsler i rimelig tid om fangstplan og dato til nærmeste jagt- og fiskeribetjent i området.

Fællesfangst af sildepiskere

§ 12.  Naalakkersuisoq for Fangst kan tillade, at der ved fællesfangst fanges et mindre antal sildepiskere uden at anvende harpunkanon. Tilladelsen kan gives, såfremt fangsten har stor betydning for lokalsamfundet, og såfremt der ikke tilføres tilstrækkeligt frisk kød fra lokale fartøjer med harpunkanon.
Stk. 2.  Naalakkersuisoq for Fangst fordeler de fastsatte tilladelser til fællesfangst på sildepiskere til forvaltningsområderne efter høring af KNAPK og KANUKOKA, samtidig med fordelingen af den samlede nationale kvote.
Stk. 3.  Ved fordeling af licenser til fællesfangst inden for en kommune og et forvaltningsområde skal bygder og dernæst byer uden fartøjer med harpunkanoner prioriteres højest.
Stk. 4.  Kun indehavere af joller kan tildeles licens til fællesfangst.
Stk. 5.  Tilladelse betinges af, at:
1) fangsten organiseres som fællesfangst med deltagelse af mindst 5 joller ved hver fangst,
2) fartøjer uden harpunkanon på op til 9,2 meter længde over alt (l.o.a.) kan deltage i fællesfangst, dog ikke som den ledende båd,
3) fangsten foregår med rifler med en kaliber på mindst 7,62x63 mm (.30-06),
4) hver jolle er udstyret med håndharpuner monteret med liner og bøjer i tilstrækkeligt omfang til at forhindre, at fangsten synker,
5) fartøjer, der deltager i fællesfangst, skal endvidere være forsynet med line-, eller trawlspil med en trækkraft på minimum 2 tons, eller fartøjet skal være forsynet med en kraftblok,
6) fangsten foregår under ledelse af en kaptajn, der udpeges blandt jolleejerne af den lokale fisker- og fangerorganisation og kommunen i forbindelse med fordelingen således, at alle medejere af licensen er bekendt med vedkommende,
7) fangsten ikke påbegyndes, før samtlige deltagere i fællesfangsten og medejere af licensen er varskoet om fangstens påbegyndelse,
8) der hurtigst muligt foretages en effektiv aflivning af sildepiskeren og
9) at de medejere af licensen, som har deltaget i fangsten, skal inddrages i fordelingen af fangsten.
Stk. 6.  Indehaveren af licensen varsler i rimelig tid om fangstplan og dato til nærmeste jagt- og fiskeribetjent i området.

Finhvaler

§ 13.  Naalakkersuisoq for Fangst meddeler hvert år efter høring af KNAPK og KANUKOKA, hvor mange finhvaler der i kalenderåret højst må fanges i Vestgrønland.

§ 14.  Kun finhvaler, som er længere end 15,2 meter, må nedlægges i perioden fra 1. januar til 31. december begge dage inklusive.
Stk. 2.  Når finhvaler ledsages af unger, må hverken hunhvalerne eller ungerne nedlægges.
Stk. 3.  Kun personer med tilladelse og godkendt udstyr til finhvalfangst må fange finhvaler, jf. §§ 4, 15 og 22. Udstyret skal være godkendt af den virksomhed Naalakkersuisoq for Fangst har bemyndiget hertil.

Udstyr til fangst af finhvaler

§ 15.  Ved fangst af finhvaler er det tilladt at benytte følgende former for fartøjer:
1) 1 fartøj på mindst 11,0 meter længde over alt (l.o.a.).
2) Mindst 2 fartøjer på hver mindst 9,2 meter længde over alt l.o.a. pr. finhval.
Stk. 2.  De i stk. 1 nævnte fartøjer skal være registreret hos Søfartsstyrelsen med GR-nummer, radiokaldesignal samt registreret fartøjsejer.
Stk. 3.  De i stk. 1 nævnte fartøjer skal være udstyret med harpunkanon og line- eller trawlspil med en trækkraft på minimum 5 tons, eller fartøjet skal være forsynet med en kraftblok. Hvert fartøj skal være udstyret med liner samt forløber og bøjer i tilstrækkeligt omfang til at forhindre, at fangsten synker.
Stk. 4.  Til at fange finhvaler må kun anvendes harpunkanoner med en kaliber på mindst 50 mm med hvalgranater til finhval, jf. §§ 22 og 23. Hvalgranater skal være godkendt af Naalakkersuisoq for Fangst.
Stk. 5.  Ved hver finhvalfangst skal der være klargjort en ekstra harpun med hvalgranat.
Stk. 6.  Kun personer, der har et gyldigt bevis for at have deltaget i kursus om brugen af hvalgranater, må købe og håndtere disse granater.
Stk. 7.  Salg af hvalgranater må kun finde sted mod forevisning af et gyldigt bevis, jf. stk. 6, samt gyldig tilladelse for det pågældende år.
Stk. 8.  En finhval, som er anskudt, men ikke dræbt, skal hurtigst muligt aflives. Aflivningen skal ske ved skud i hovedregionen med hvalgranat til finhval.
Stk. 9.  Indehaveren af tilladelsen varsler i rimelig tid om fangstplan og fangstdato til nærmeste jagt- og fiskeribetjent i området.


Grønlandshvaler

§ 16.  Naalakkersuisoq for Fangst meddeler hvert år, efter høring af KNAPK og KANUKOKA, hvor mange grønlandshvaler der højst må fanges i Vestgrønland for det indeværende kalenderår.

§ 17.  Kun voksne grønlandshvaler må nedlægges i perioden fra 1. april til 31. december begge dage inklusive.
Stk. 2.  Når grønlandshvaler ledsages af unger, må hverken hunhvalerne eller ungerne nedlægges.
Stk. 3.  Kun personer med licens og godkendt udstyr til fangst af grønlandshval må fange grønlandshvaler, jf. §§ 4, 18 og 22. Udstyret skal være godkendt af den virksomhed Naalakkersuisoq for Fangst har bemyndiget hertil.

Udstyr til fangst af grønlandshvaler

§ 18.  Ved fangst af grønlandshvaler er det tilladt at benytte følgende former for fartøjer:
Mindst 3 fartøjer på hver mindst 11,0 meter længde over alt (l.o.a.) pr. grønlandshval.
Stk. 2.  De i stk. 1 nævnte fartøjer skal være registreret hos Søfartsstyrelsen med GR-nummer, radiokaldesignal samt registreret fartøjsejer.
Stk. 3.  De i stk. 1 nævnte fartøjer skal være udstyret med harpunkanon og line- eller trawlspil med en trækkraft på minimum 5 tons, eller fartøjet skal være forsynet med en kraftblok. Hvert fartøj skal være udstyret med liner samt forløber og bøjer i tilstrækkeligt omfang til at forhindre, at fangsten synker.
Stk. 4.  Til at fange grønlandshvaler må kun anvendes harpunkanoner med en kaliber på mindst 50 mm med hvalgranater til grønlandshval eller en anden godkendt og modificeret hvalgranat til store hvaler, jf. §§ 22 og 23. Hvalgranater skal være godkendt af Naalakkersuisoq for Fangst.
Stk. 5.  Ved hver fangst af grønlandshval skal der på hvert deltagende fartøj være klargjort en ekstra harpun med hvalgranat.
Stk. 6.  Kun personer, der har et gyldigt bevis for at have deltaget i kursus om brugen af hvalgranater, må købe og håndtere disse granater.
Stk. 7.  Salg af hvalgranater må kun finde sted mod forevisning af et gyldigt bevis, jf. stk. 6, samt gyldig licens for det pågældende år.
Stk. 8.  En grønlandshval, som er anskudt, men ikke dræbt, skal hurtigst muligt aflives. Aflivningen skal ske ved skud i brystregionen med hvalgranat til grønlandshval.
Stk. 9.  Indehaveren af licensen varsler i rimelig tid om fangstplan og fangstdato til nærmeste jagt- og fiskeribetjent i området.

Pukkelhvaler

§ 19.  Naalakkersuisoq for Fangst meddeler hvert år efter høring af KNAPK og KANUKOKA, hvor mange pukkelhvaler der i kalenderåret højst må fanges i Vestgrønland.

§ 20.  Kun voksne pukkelhvaler må nedlægges i perioden fra 1. januar til 31. december begge dage inklusive.
Stk. 2.  Når pukkelhvaler ledsages af unger, må hverken hunhvalerne eller ungerne nedlægges.
Stk. 3.  Kun personer med licens og godkendt udstyr til pukkelhvalhvalfangst må fange pukkelhvaler, jf. §§ 4, 21 og 22. Udstyret skal være godkendt af den virksomhed Naalakkersuisoq for Fangst har bemyndiget hertil.

Udstyr til fangst af pukkelhvaler

§ 21.  Ved fangst af pukkelhvaler er det tilladt at benytte følgende former for fartøjer:
1) 1 fartøj på mindst 11,0 meter længde over alt (l.o.a.)
2) Mindst 2 fartøjer på hver mindst 9,2 meter længde over alt (l.o.a.) pr. pukkelhval.
Stk. 2.  De i stk. 1 nævnte fartøjer skal være registreret hos Søfartsstyrelsen med GR-nummer, radiokaldesignal samt registreret fartøjsejer.
Stk. 3.  De i stk. 1 nævnte fartøjer skal være udstyret med harpunkanon og line- eller trawlspil med en trækkraft på minimum 5 tons, eller fartøjet skal være forsynet med en kraftblok. Hvert fartøj skal være udstyret med liner samt forløber og bøjer i tilstrækkeligt omfang til at forhindre, at fangsten synker.
Stk. 4.  Til at fange pukkelhvaler må kun anvendes harpunkanoner med en kaliber på mindst 50 mm med hvalgranater til pukkelhval eller en anden godkendt og modificeret hvalgranat til store hvaler, jf. §§ 22 og 23. Hvalgranater skal være godkendt af Naalakkersuisoq for Fangst.
Stk. 5.  Ved hver fangst af pukkelhval skal der være klargjort en ekstra harpun med hvalgranat.
Stk. 6.  Kun personer, der har et gyldigt bevis for at have deltaget i kursus om brugen af hvalgranater, må købe og håndtere disse granater.
Stk. 7.  Salg af hvalgranater må kun finde sted mod forevisning af et gyldigt bevis, jf. stk. 6, samt gyldig licens for det pågældende år.
Stk. 8.  En pukkelhval, som er anskudt, men ikke dræbt, skal hurtigst muligt aflives. Aflivningen skal ske ved skud i hovedregionen med hvalgranat til pukkelhval.
Stk. 9.  Indehaveren af licensen varsler i rimelig tid om fangstplan og dato til nærmeste jagt- og fiskeribetjent i området.

Generelt om harpunkanoner

§ 22.  Harpunkanoner, der anvendes til fangst af sildepisker, finhval, grønlandshval og pukkelhval skal være i teknisk og funktionel god stand, således at der ikke er risiko for personskader. Ligeledes skal fangstudstyret være så effektivt, at aflivningen af hvalen sker hurtigst muligt.
Stk. 2.  Montering af en harpunkanon på et fartøj skal i hvert enkelt tilfælde godkendes af den virksomhed, som Naalakkersuisoq for Fangst har bemyndiget hertil.

§ 23.  Alle harpunkanoner skal synes og godkendes hvert andet år af den virksomhed, som Naalakkersuisoq for Fangst har bemyndiget hertil.


Aflivning efter tilladelse

§ 24.  Efter forudgående tilladelse fra Naalakkersuisoq Fangst kan der ske aflivning af hårdt sårede store hvaler, store hvaler observeret med mulig infektionssygdom, store hvaler viklet i fiskegarn eller andre fiskeredskaber, samt store hvaler i sassat.
Stk. 2.  Såfremt en lovlig fangst af sildepisker, finhval, grønlandshval eller pukkelhval efterfølgende viser sig ikke at være egnet til menneskeføde grundet sygdomsangreb eller lignende, kan Naalakkersuisoq for Fangst give tilladelse til, at fangsten betragtes som en aflivning. Hvis der til fangsten har været anvendt en licens eller tilladelse, vil denne stadig være gyldig.
Stk. 3.  Vilkår for anvendelse af hvaler, der er aflivet efter stk. 1 og stk. 2 fastsættes af Naalakkersuisoq for Fangst.


Kapitel 6
Flænsested og udnyttelse af fangsten


Flænsested

§ 25.  Kommunalbestyrelsen er, efter høringer af de lokale fisker- og fangerforeninger ansvarlig for udpegning af godkendte flænsesteder til store hvaler.
Stk. 2.  I forbindelse med fangstudøvelsen skal kaptajnen tage hensyn til at minimere afstand fra fangststed til flænsested, således at risiko for forrådnelse og dermed spild undgås.

Udnyttelse af fangsten

§ 26.  Enhver, der fanger en stor hval, har pligt til at udnytte alle spiselige dele fra fangsten. Hvis hele fangsten ikke kan bruges eller sælges, har fangeren pligt til at give de resterende dele til lokalbefolkningen.
Stk. 2.  Flænsning af hvaler og dumpning af hvalrester skal foregå i overensstemmelse med levnedsmiddelkontrollovgivningen og miljøbeskyttelseslovgivningen. Midlertidig placering af hvalskrog med henblik på naturrensning sker efter nærmere aftale med Naalakkersuisoq for Fangst og de kommunale myndigheder.


Kapitel 7
Registrering, indhandling og salg af fangst


Registrering

§ 27.  Sildepiskere, finhvaler, grønlandshvaler eller pukkelhvaler, der er fanget, må ikke sælges, førend kommunekontoret eller filialkontoret har registreret fangsten. Registrering sker ved stempel på licensen eller tilladelsen.
Stk. 2.  Indehavere af licens eller tilladelse til harpunkanonfangst er før stempling pligtig til at fremvise original faktura for køb af harpungranat samt fremvise brugte granater med henblik på kontrol af serienummeret.
Stk. 3.  Salg eller køb af fangsten, eller dele heraf, må ikke finde sted, før indehaveren af licens eller tilladelse påtegner en kopi af licensen eller tilladelsen, som i en salgssituation på anmodning skal kunne fremvises. Af kopien skal fremgå, at fangsten er registreret af en kommunal myndighed.
Stk. 4.  Salget må dog påbegyndes uden for kontorets åbningstid, såfremt registreringen foretages straks efter, at kontoret er åbnet.


Indhandling

§ 28.  Fartøjer må ikke anvendes til indhandling af spiselige produkter fra store hvaler.
Stk. 2.  Indhandling af fangst til godkendte indhandlingssteder må kun foretages af erhvervsfangere, der kan fremvise et gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens eller tilladelse, jf. § 27, stk. 1 og 3.
Stk. 3.  Naalakkersuisut kan fastsætte indhandlingskvoter inden for den fastsatte kvote for de kommuner, der har fået tildelt en kommunal kvote for fangst.
Stk. 4.  Hvis der er fastsat en indhandlingskvote, skal indhandlingsstederne dagligt sende oplysning om indhandlingsmængder til Departementet for Fangst i den periode, hvor indhandling er tilladt.
Stk. 5.  Naalakkersuisoq for Fangst giver meddelelse via offentliggørelse på www.naalakkersuisut.gl om, hvornår indhandling skal ophøre i den pågældende kommune eller forvaltningsområde.


Salg

§ 29.  Salg til den endelige forbruger, herunder cateringvirksomheder, restauranter, institutioner eller lignende samt salg fra lokale brætter og andet løssalg må kun foretages af erhvervsfangere, der kan fremvise et gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens eller tilladelse, jf. § 27, stk. 1 og 3, eller af dertil bemyndigede personer, som på anmodning skal kunne fremvise dokumentation.
Stk. 2.  Salg direkte til virksomheder må kun foretages af erhvervsfangere, der er godkendte i henhold til lovgivning om levnedsmiddelvirksomheder, og som kan fremvise et gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens eller tilladelse, jf. § 27, stk. 1 og 3, eller af dertil bemyndigede personer, som på anmodning skal kunne fremvise dokumentation.
Stk. 3.  De i stk. 1 nævnte cateringvirksomheder, restauranter, institutioner eller lign., samt de i stk. 2 nævnte virksomheder skal kunne dokumentere, at kød, spæk, qiporaq og mattak fra store hvaler er indkøbt fra erhvervsfangere med gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens eller tilladelse, jf. § 27, stk. 1 og 3.
Stk. 4.  Dokumentation, jf. stk. 1-3, er en underskrevet faktura med kopi af et gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens eller tilladelse.

§ 30.  Gyldigt erhvervsjagtbevis, licens, tilladelse eller autorisation til indhandling skal til alle tider forevises på anmodning af politiet, jagt- og fiskeribetjente og dertil bemyndigede personer.


Kapitel 8

Biologiske prøver og billeder

§ 31.  Enhver, som har fanget en stor hval, har pligt til snarest efter flænsningen at aflevere en vævsprøve bestående af mattak og kød fra fangsten til kommunekontoret med oplysning om art, dato og lokalitet for fangsten. Vævsprøverne lægges i den af Grønlands Naturinstitut udleverede plastbeholder med konserveringsvæske.
Stk. 2.  Kommunekontoret videresender de indleverede prøver og oplysninger til Grønlands Naturinstitut, Box 570, 3900 Nuuk, straks efter modtagelsen.


Kapitel 9
Hvalsafari

§ 32.  Kommunalbestyrelsen kan udstede kommunalvedtægter med nærmere retningslinjer for udførelsen af hvalfangst og hvalsafari.


Kapitel 10
Kommunal vedtægt

§ 33.  Kommunalbestyrelsen kan efter høring af bygdebestyrelsen og den lokale fisker- og fangerforening ved kommunal vedtægt fastsætte betingelser, der er mere vidtgående end de i § 4, § 5, § 8, stk. 3 og 4, § 12, §§ 25-27 samt § 32 fastsatte.
Stk. 2.  Kommunale vedtægter stadfæstes af Naalakkersuisoq for Fangst.


Kapitel 11

Dispensation

§ 34.  Naalakkersuisoq for Fangst kan meddele dispensation fra denne bekendtgørelses bestemmelser, såfremt videnskabelige formål tilsiger det.


Kapitel 12
Mærkning, udførsel og sanktioner

§ 35.  Prøvetagning, mærkning samt andet arbejde involverende forsøg med levende store hvaler må kun foretages af Grønlands Naturinstitut. Øvrige personer skal indhente tilladelse fra Naalakkersuisoq for Fangst.

§ 36.  Det er forbudt i henhold til konventionen af 3. marts 1973 om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (Washingtonkonventionen og CITES) at udføre eller indføre kød og mattak m.v. fra store hvaler i kommercielt øjemed. Det er dog tilladt at udføre dele af store hvaler, der er fanget i henhold til § 34.

§ 37.  Der kan idømmes konfiskation og bøde til den, der:
1) Overtræder bekendtgørelsens §§ 2, 10, 11, 14, 15, 17, 18, 20, og 21, § 22, stk. 2, §§ 23, 26-31, 35 og 36,
2) Ikke tilbageleverer licens efter påbud herom, givet i medfør af § 7, stk. 2 og 4, og § 8, stk. 3 og 7, og
3) Udnytter licens til fællesfangst jf. § 12, uden at opfylde betingelserne i § 12, stk. 5.
Stk. 2.  Der kan idømmes selskaber m.m. (juridiske personer) bøde og konfiskation for overtrædelse af denne bekendtgørelse og regler udstedt i medfør heraf, jf. reglerne i kapitel 5 i kriminallov for Grønland.
Stk. 3.  Ved overtrædelse af de i medfør af bekendtgørelsen udstedte kommunale vedtægter kan der i de kommunale vedtægter fastsættes bøde og konfiskation efter kriminallov for Grønland.


Kapitel 13
Ikrafttræden

§ 38.  Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2015.
Stk. 2.  Samtidig ophæves Selvstyrets bekendtgørelse nr. 4. af 7. februar 2013 om beskyttelse og fangst af store hvaler.
Stk. 3.  Licenser og tilladelser, der er gyldige for året 2015 reguleres efter denne bekendtgørelse.



Grønlands Selvstyre, den 22. december 2014.


Karl-Kristian Kruse

/

Jørgen Isak Olsen