Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 12
4. november 2013
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om Teleklagenævnets virksomhed

I medfør af § 21 i Landstingsforordning nr. 17 af 20. november 2006 om telekommunikation og teletjenester, fastsættes:


Indbringelse af klager

 

§ 1.  Teleklagenævnet træffer endelig administrativ afgørelse i sager, der vedrører klager over Tele­styrelsens afgørelser og sagsbehandling, og som ifølge lov eller forskrifter udstedt i medfør af lov henhører under Teleklagenævnet.

 

§ 2.  Klager i medfør af § 1, stk. 1, skal være Teleklagenævnet i hænde senest otte uger efter, at Telestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.
Stk. 2.  En klage over en myndigheds sagsbehandling i forbindelse med en afgørelse kan tidligst indgives til Teleklagenævnet, når afgørelsen er truffet. En klage over en myndigheds sagsbehand­ling i tilfælde, hvor der ikke træffes afgørelse, kan indgives til Teleklagenævnet løbende.
Stk. 3.  Teleklagenævnets sekretariat afviser en klage,
1)  der indgives for sent, jf. dog stk. 5,
2)  der ikke er omfattet af Teleklagenævnets kompetence, eller
3)  der er indgivet af en, der ikke er klageberettiget.
Stk. 4.  Teleklagenævnets sekretariat skal, når en klage afvises i medfør af stk. 3 eller § 3, stk. 3, samtidig gøre klageren opmærksom på, at beslutningen om afvisning kan indbringes for Teleklage­nævnet senest otte uger efter, at beslutningen om afvisning er truffet.
Stk. 5.  Teleklagenævnets formand kan dispensere fra tidsfristen i stk. 1 i særlige tilfælde, herun­der navnlig hvor en overskridelse af fristen skønnes undskyldelig.

 

Betaling af klagegebyr

 

§ 3.  Klageren skal betale et gebyr på 6.500 kr. Er klageren en privat person, og vedrører klagen kun klageren selv, nedsættes gebyret til 150 kr.
Stk. 2.  Uanset stk. 1 betales der ikke gebyr for klager, der udelukkende vedrører afslag på akt­ind­sigt i medfør af Landstingslov om offentlighed i forvaltningen eller i medfør af Landstingslov om sags­behandling i den offentlige forvaltning.
Stk. 3.  Teleklagenævnets sekretariat afviser en klage, hvis det i stk. 1 nævnte gebyr ikke modta­ges samtidig med klagen, eller gebyret ikke betales inden en af sekretariatet fastsat rimelig frist. Ved afvisningen bortfalder kravet på gebyr.
Stk. 4.  Teleklagenævnets formand skal træffe beslutning om at tilbagebetale et indbetalt gebyr, hvis
1)  Teleklagenævnet giver klageren helt eller delvist medhold i den indbragte klage,
2)  myndigheden, som har truffet den påklagede afgørelse, genoptager behandlingen af sagen, inden Teleklagenævnet har truffet afgørelse, eller
3)  myndigheden, som har truffet den påklagede afgørelse, ændrer sin afgørelse i overensstemmelse med klagerens påstand.
Stk. 5.  Hvis Teleklagenævnets sekretariat afviser en klage i henhold til § 2, stk.3, tilbagebetales gebyret efter udløbet af den i § 2, stk. 4, fastsatte frist for indbringelse af afvisningen for Teleklagenævnet.

 

Opsættende virkning

 

§ 4.  Teleklagenævnet kan ikke tillægge en klage over Telestyrelsens afgørelser opsættende virkning.

 

Sagsbehandling

 

§ 5.  Sagsforberedelsen foretages af nævnets sekretariat. Sekretariatets arbejde tilrettelægges af nævnets formand.

 

Indkaldelse til nævnsmøde

 

§ 6.  Teleklagenævnets formand fastsætter tid og sted for afholdelse af nævnsmøde.
Stk. 2.  Teleklagenævnets medlemmer skal normalt indkaldes med mindst én uges varsel. Denne frist kan dog fraviges, når særlige forhold gør sig gældende.
Stk. 3.  Sammen med indkaldelsen sendes dagsordenen for nævnsmødet og de af sekretariatet udarbejdede sagsfremstillinger til de sager, der skal behandles på mødet. Teleklagenævnet kan aftale, at materialet kan sendes elektronisk eller på anden måde gøres elektronisk tilgængeligt.

 

Afholdelse af nævnsmøde

 

§ 7.  Teleklagenævnet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 2.  Afgørelser i Teleklagenævnet træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 3.  Der tages referat af møderne. Et medlem, der ikke er enig i en beslutning, har ret til at få sin mening tilført referatet. Referatet godkendes på det efterfølgende møde i nævnet.
Stk. 4.  Teleklagenævnets møder er ikke offentlige.

 

Udfærdigelse af nævnets afgørelser

 

§ 8.  Teleklagenævnets afgørelser formuleres af formanden.
Stk. 2.  Mindretalsvota anføres med begrundelse i afgørelsen. Desuden angives stemmetallet for hver af opfattelserne, samt om formanden har afgivet mindretalsvotum.
Stk. 3.  Teleklagenævnets formand sørger for, at Teleklagenævnets afgørelser snarest bringes til parternes kundskab.

 

Årsberetning

 

§ 9.  Hvert år inden den 1. april udarbejder Teleklagenævnet en beretning om Teleklagenævnets virksomhed i det foregående kalenderår. Beretningen sendes til Naalakkersuisut.

 

Ikrafttrædelse

 

§ 10.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2014.

 

 

Grønlands selvstyre, den 4. november 2013

 

 

Steen Lynge

/

Ann Birkekær Kjeldsen