Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 26
18. december 2012
Gældende

Inatsisartutlov om ændring af inatsisartutlov nr. 7 af 7. december 2009 om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor (råstofloven)
(Ændringer af regler om råstofmyndigheden, om småskala efterforskning og udnyttelse af mineraler, om indsamling og brydning af mineraler uden tilladelse og om samfundsmæssig bæredygtighed m.v.)

§ 1

I inatsisartutlov nr. 7 af 7. december 2009 om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor (råstofloven) foretages følgende ændringer:


1.
§ 1, stk. 2, affattes således:
”  Stk. 2.  Ved inatsisartutloven tilstræbes, at aktiviteter omfattet af loven udføres forsvarligt med hensyn til sikkerhed, sundhed, miljø, ressourceudnyttelse og samfundsmæssig bæredygtighed samt hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med, under tilsvarende forhold, anerkendt god international praksis.”

2. Efter § 3 indsættes:
”  § 3 a.  Råstofmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, omfatter Råstofstyrelsen, jf. stk. 2, og Miljøstyrelsen for Råstofområdet, jf. stk. 3.
Stk. 2.  Råstofstyrelsen er den generelle administrative myndighed for råstofområdet, bortset fra forhold vedrørende miljø, jf. stk. 3.
Stk. 3.  Miljøstyrelsen for Råstofområdet (Miljøstyrelsen) er den administrative myndighed for miljøforhold vedrørende råstofområdet, herunder miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, miljøansvar og miljøvurdering.
Stk. 4.  Råstofmyndighedens vurderinger og afgørelser vedrørende miljøforhold baseres på vurderinger og udkast til afgørelser fra en eller flere videnskabelige og uafhængige miljøinstitutioner.
Stk. 5.  Forvaltning og myndighedsbehandling vedrørende råstofområdet er organiseret efter et princip om, at rettighedshavere og andre kommunikerer med en enkelt myndighed og modtager alle meddelelser, dokumenter og afgørelser mv. fra denne myndighed. Råstofstyrelsen varetager den administrative kommunikation vedrørende råstofområdet i forhold til rettighedshavere og andre omfattet af denne inatsisartutlov.
Stk. 6.  Råstofstyrelsen er den koordinerende forvaltningsmyndighed og indhenter nødvendige udtalelser og afgørelser fra Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen og Råstofstyrelsen orienterer hinanden løbende om sagsbehandling og afgørelser.

§ 3 b.  Klage over en afgørelse truffet af Råstofstyrelsen eller Miljøstyrelsen kan indbringes for Naalakkersuisut. Klageberettigede er:
1)  Den, der er part i sagen.
2)  Alle, der må antages at have en væsentlig individuel interesse i sagens udfald.
3)  Foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige interesser vedrørende rekreative, miljø- og naturmæssige interesser eller samfundsmæssige forhold.
Stk. 2.  Klagefristen er 6 uger. Klagefristen regnes fra dagen for meddelelsen, hvis afgørelsen er meddelt til en part, og fra dagen for offentliggørelse, hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Stk. 3.  En klage skal indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Snarest muligt efter klagefristens udløb sender myndigheden klagen og myndighedens afgørelse og bemærkninger til klagen til Naalakkersuisut.
Stk. 4.  En klage over en tilladelse, en godkendelse eller en dispensation har ikke opsættende virkning, medmindre Naalakkersuisut bestemmer andet.
Stk. 5.  Naalakkersuisut kan fastsætte bestemmelser om, at bestemte tilladelser, godkendelser og dispensationer ikke må udnyttes inden for klagefristen.
Stk. 6.  En klage over et påbud eller et forbud har ikke opsættende virkning, medmindre Naalakkersuisut bestemmer andet.

§ 3 c.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere bestemmelser om forholdene nævnt i §§ 3-3 b, herunder om klage og begrænsning af adgang til klage over visse typer af afgørelser truffet af Råstofstyrelsen eller Miljøstyrelsen, jf. dog stk. 2-5.
Stk. 2. Naalakkersuisut træffer afgørelse om meddelelse, væsentlig ændring, overdragelse, tilbagekaldelse og godkendelse af tilbagelevering af en tilladelse til efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer.
Stk. 3.  Afgørelser om forhold, der kan få væsentlig indvirkning på samfundet eller miljøet, træffes af Naalakkersuisut, medmindre Naalakkersuisut har fastsat bestemmelser om, at bestemte afgørelser træffes af Råstofstyrelsen eller Miljøstyrelsen.
Stk. 4.  Naalakkersuisut fastsætter nærmere bestemmelser om Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsens opgaver og beføjelser, herunder deres afgørelseskompetence, jf. dog stk. 2, 3 og 5.
Stk. 5.  Afgørelser vedrørende en tilladelse til forundersøgelse, jf. kapitel 4, eller en tilladelse til småskala efterforskning efter eller udnyttelse af mineraler, jf. kapitel 8, træffes af Råstofstyrelsen eller Miljøstyrelsen, medmindre afgørelserne kan få væsentlig indvirkning på samfundet eller miljøet, jf. stk. 3.”

3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
”  Stk. 3  Naalakkersuisut skal orientere et relevant udvalg under Inatsisartut om sager om forhold, der kan få væsentlig indvirkning på samfundet eller miljøet, inden der træffes afgørelse i sagerne.”

4. I § 18, stk. 1, 1. pkt. og i § 18, stk. 2, 1. pkt. ændres ”kan” til ”skal”.

5.  I § 18 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
”  Stk. 4.  I en tilladelse efter § 16 til efterforskning og udnyttelse af mineraler kan det fastsættes, i hvilket omfang rettighedshaveren skal opbevare udnyttede mineraler i Grønland og sælge dem til personer, der er fast bosiddende i og fuldt skattepligtige til Grønland. Krav derom kan fastsættes, i det omfang sådanne personer selv vil forarbejde mineralerne i Grønland eller på anden måde selv anvende mineralerne erhvervsmæssigt i Grønland. Rettighedshaverens salg af mineraler skal ske til markedspriser og på markedsvilkår.”

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

6.  § 18, stk. 6, affattes således:
”  Stk. 6.   Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere bestemmelser om forholdene nævnt i stk. 1-5, herunder om afgrænsningen af grønlandsk arbejdskraft, grønlandske virksomheder og personer omfattet af stk. 4.”

7.  § 32, stk. 2-7, affattes således:
”  Stk. 2.  En tilladelse til småskala efterforskning og udnyttelse (småskala tilladelse) kan uanset § 16, stk. 3, kun meddeles til fysiske personer, der opfylder kravene i stk. 3, og museer, der opfylder kravene i stk. 9.
Stk. 3.  En småskala tilladelse kan kun meddeles til en fysisk person, der opfylder følgende krav:
1)  Personen har haft folkeregisteradresse i Grønland i en samlet periode, der mindst omfatter de forudgående 5 år.
2)  Personen har folkeregisteradresse i Grønland.
3)  Personen har været fuldt skattepligtig til Grønland i en samlet periode, der mindst omfatter de forudgående 5 år.
4)  Personen er fuldt skattepligtig til Grønland.
5)  Personen er myndig og har fuld rådighed over sin formue og er herunder ikke i betalingsstandsning, under konkurs eller i en situation, der kan sidestilles dermed.
Stk. 4.  Naalakkersuisut kan helt eller delvist fravige de tidsmæssige krav om perioder på mindst 5 år i stk. 3, nr. 1 og 3, når det skønnes rimeligt ud fra personens tilknytning til Grønland, og når personen har opholdt sig uden for Grønland af uddannelsesmæssige årsager eller lignende.
Stk. 5.  En person, der er rettighedshaver efter en småskala tilladelse, skal i hele tilladelsesperioden opfylde kravene i stk. 3.
Stk. 6.  En småskala tilladelse kan meddeles til et museum, der er Grønlands Nationalmuseum eller et godkendt museum efter lovgivningen om museumsvæsen. Et museum kan kun meddeles en småskala tilladelse uden eneret.
Stk. 7.  Et museum, der er rettighedshaver efter en småskala tilladelse, skal i hele tilladelsesperioden opfylde kravet i stk. 6, 1. pkt.”

8.  § 33, stk. 3-4, affattes således:
”  Stk. 3.  Rettighedshaveren efter en småskala tilladelse skal have fornøden sagkundskab og økonomisk baggrund for aktiviteterne efter tilladelsen. Rettighedshaveren skal generelt handle til markedspriser og på markedsvilkår.
Stk. 4.  En småskala tilladelse kan meddeles til en person eller til flere personer i fællesskab, hvis enhver af dem opfylder kravene for at være en rettighedshaver, jf. § 32, stk. 3-5. En småskala tilladelse kan dog ikke meddeles til flere end 5 personer.”

9.   § 34, stk. 2-7, affattes således:
”  Stk. 2.  Tilladelsesområdet for en småskala tilladelse med eneret må ikke fastsættes større end 1 km².
Stk. 3.  Tilladelsesområdet for en småskala tilladelse uden eneret omfatter ikke områder, der er eller bliver omfattet af en småskala tilladelse med eneret.
Stk. 4.  Tilladelsesområdet for en småskala tilladelse uden eneret omfatter ikke områder, hvor der er eller bliver meddelt tilladelse med eneret til efterforskning eller udnyttelse af mineraler efter § 16.
Stk. 5.  Naalakkersuisut kan fastsætte bestemmelser om et højeste antal småskala tilladelser, som på ethvert tidspunkt kan være i kraft.
Stk. 6.  En småskala tilladelse efter § 33 meddeles for en periode på indtil 3 år.
Stk. 7.  En rettighedshaver, som under en småskala tilladelse med eneret har påvist kommercielt udnyttelige forekomster og iværksat udnyttelse af forekomsterne, og som i øvrigt har opfyldt de i tilladelsen anførte vilkår, har ret til forlængelse af tilladelsesperioden med indtil 10 år ad gangen. Den samlede tilladelsesperiode kan ikke overstige 30 år.”

10.  § 35 affattes således:
”  § 35.  Når rettighedshaveren er en enkelt person, omfatter småskala tilladelsen alene efterforskning og udnyttelse udført personligt af denne eller af medlemmer af dennes husstand, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 2.  Når rettighedshaveren er flere personer, omfatter småskala tilladelsen alene efterforskning og udnyttelse udført personligt af dem eller af medlemmer af deres husstand, jf. dog stk. 4 og 5.
Stk. 3.  Når rettighedshaveren er et museum, omfatter småskala tilladelsen alene efterforskning og udnyttelse udført personligt af medlemmer af museets ledelse eller af museets fastansatte, jf. dog stk. 5.
Stk. 4.  Naalakkersuisut kan meddele tilladelse til, at en rettighedshaver efter en småskala tilladelse med eneret kan beskæftige op til 9 personer i tilladelsesområdet på samme tid, jf. dog stk. 5.
Stk. 5.  Der må ikke være flere end 10 personer, der udfører aktiviteter i et tilladelsesområde på samme tid. Det gælder, uanset om personerne er rettighedshaveren, medlemmer af rettighedshaverens ledelse, rettighedshaverens ansatte, medlemmer af rettighedshaveren eller ledelsens husstande eller andre personer, der er beskæftigede af rettighedshaveren.”

11.  § 36, stk. 3-5, affattes således:
”  Stk. 3.  Råstofaktiviteter efter småskala tilladelser uden eneret må kun udføres ved anvendelse af håndholdte hjælpemidler, der ikke er mekaniske, som for eksempel hammer, mejsel, brækstang og hakke, jf. dog stk. 4.
Stk. 4.  Naalakkersuisut kan meddele en småskala tilladelse uden eneret med småsprængningstilladelse. Råstofaktiviteter efter en sådan tilladelse må også udføres ved anvendelse af håndholdte hjælpemidler, der er mekaniske, som for eksempel boremaskiner, skæremaskiner og fræsemaskiner, og ved anvendelse af småsprængning.
Stk. 5.  Naalakkersuisut fastsætter bestemmelser om anvendelse af småsprængning og om godkendelse deraf.”

12.  § 45 affattes således:
§ 45.  En person, der er fast bosiddende i og fuldt skattepligtig til Grønland, (en fastboende) kan, uden at der dertil kræves tilladelse, foretage ikke-erhvervsmæssig indsamling af løstliggende mineraler, jf. dog §§ 45 c og 45 d.
Stk. 2.  Hvis mineraler, der er indsamlet efter stk. 1, ønskes solgt eller forarbejdet med salg for øje, kan der ansøges om en småskala tilladelse til udnyttelse af mineralerne efter reglerne i kapitel 8 for det område, hvor mineralerne er indsamlet.
Stk. 3.  En småskala tilladelse kan ikke meddeles for området nævnt i stk. 2, hvis det er omfattet af en tilladelse med eneret til efterforskning eller udnyttelse af mineraler efter § 16 eller en småskala tilladelse med eneret til efterforskning eller udnyttelse af mineraler efter § 33.
Stk. 4.  En småskala tilladelse kan dog meddeles for området nævnt i stk. 2, hvis skriftligt samtykke dertil er meddelt af rettighedshaveren efter eneretstilladelsen, og dette ved anmodning derom godtgøres ved indlevering af samtykket til Naalakkersuisut.”

13.  Efter § 45 indsættes:
”  § 45 a.  En fastboende, jf. § 45, stk. 1, kan, uden at der dertil kræves tilladelse, foretage erhvervsmæssig indsamling af løstliggende mineraler og brydning af mineraler, hvis den samlede værdi af mineralerne ikke er større end 100.000 kr. om året, jf. dog §§ 45 c og 45 d. Brydning må kun foretages ved anvendelse af mindre håndholdte hjælpemidler, der ikke er mekaniske, som for eksempel hammer, mejsel, brækstang og hakke.
Stk. 2.  Værdien af mineraler, der indsamles eller brydes efter stk. 1, fastsættes til et beløb, der svarer til salgsprisen ved et salg til markedspriser og på markedsvilkår.
Stk. 3.  Hvis den samlede værdi af mineraler, der indsamles eller brydes efter stk. 1, er større end 100.000 kr. om året, skal mineralerne deponeres hos Naalakkersuisut, i det omfang deres værdi er større end 100.000 kr.
Stk. 4.  En person, der har deponeret mineraler efter stk. 3, kan ansøge om en småskala tilladelse til udnyttelse af mineralerne efter reglerne i kapitel 8 for det område, hvor mineralerne er indsamlet eller brudt.
Stk. 5.  Hvis en småskala tilladelse meddeles som nævnt i stk. 4, udleverer Naalakkersuisut de deponerede mineraler til rettighedshaveren. Hvis en sådan småskala tilladelse ikke meddeles eller der ikke er ansøgt om meddelelse af en sådan småskala tilladelse inden 12 måneder fra den dato, deponeringen fandt sted, sælger Naalakkersuisut de deponerede mineraler. Indtægter ved salg af mineralerne tilfalder landskassen.
Stk. 6.  Med virkning fra 1. januar året efter denne inatsisartutlovs ikrafttræden reguleres beløbet på 100.000 kr. i stk. 1 og 2 årligt i overensstemmelse med ændringen i det grønlandske forbrugerprisindeks.

§ 45 b.  Indsamling eller brydning efter §§ 45-45 a må ikke foretages i et område, der er omfattet af en tilladelse med eneret til efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer efter § 16 eller en småskala tilladelse med eneret til efterforskning eller udnyttelse af mineraler efter § 33.
Stk. 2.  Indsamling og brydning må dog foretages i et sådant område, hvis skriftligt samtykke dertil er meddelt af rettighedshaveren efter tilladelsen, og dette ved anmodning derom godtgøres ved indlevering af samtykket til Naalakkersuisut.

§ 45 c.  Adgangen til at indsamle og bryde mineraler efter §§ 45-45 a omfatter ikke diamant, safir, rubin, smaragd, chrysoberyl, opal og radioaktive mineraler.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte bestemmelser om, at andre mineraler end de i stk. 1 nævnte er undtaget fra adgangen til indsamling efter §§ 45-45 a.

§ 45 d.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende indsamling af løstliggende mineraler og brydning af mineraler efter §§ 45-45 a, herunder om forarbejdning, opbevaring, deponering, transport, handel, eksport, import og certificering.

§ 45 e.  En person, der er meddelt en småskala tilladelse efter § 33, kan efter godkendelse fra Naalakkersuisut arrangere guidede ture for fastboende og turister med henblik på at fremvise Grønlands geologi.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere bestemmelser om aktiviteterne nævnt i stk. 1.

§ 45 f.  Ikke fastboende og turister må ikke indsamle mineraler med henblik på udførelse.”

14.  Overskriften til kapitel 16 affattes således:

Vurdering af samfundsmæssig bæredygtighed (VSB) og aftaler om samfundsmæssig bæredygtighed”.

15.  Efter § 78 indsættes i kapitel 16:
§ 78 a.  Naalakkersuisut skal i en tilladelse efter § 16 fastsætte vilkår om, i hvilket omfang en rettighedshaver skal indgå og opfylde en aftale om samfundsmæssig bæredygtighed og andre socio-økonomiske forhold.
 Stk. 2.  Aftalen nævnt i stk. 1 kan omhandle aftaler om rettighedshaverens opfyldelse af forpligtigelser efter § 18, stk. 1-4, og om uddannelse eller videreuddannelse af grønlandsk arbejdskraft.”

16.  I § 86, stk. 3, indsættes efter 2. pkt., som nyt punktum:
”Naalakkersuisut kan fastsætte vilkår om eller træffe afgørelse om, at en rettighedshaver skal sikre, at dennes entreprenører, tjenesteydere, leverandører med videre afgiver oplysninger og dokumenter vedrørende skattemæssige forhold og foretager skatteindbetalinger i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler i Grønland.”

17.  I § 96, stk. 2, nr. 2, ændres ”§§ 45-47” til ”§ 45, § 45a, stk. 1, 2. pkt., §§ 45b-45c samt §§ 46-47”.

18.  I § 96, stk. 2, nr. 3, ændres ”§ 45, stk. 6” til ”§ 45 a, stk. 3”.

19.  I § 97, stk. 1, ændres ”§ 48” til ”§ 45 e, § 45 f, stk. 2, eller § 48”.

 

§ 2

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2013.
Stk. 2.  Tilladelser til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, som er meddelt ved inatsisartutlovens ikrafttræden, bevarer deres gyldighed. Inatsisartutloven finder også anvendelse på sådanne tilladelser, rettighedshavere efter sådanne tilladelser samt aktiviteter omfattet af råstofloven ved inatsisartutlovens ikrafttræden, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.  Inatsisartutlovens § 18, stk. 4, som affattet ved denne inatsisartutlovs § 1, nr. 2, finder ikke anvendelse på tilladelser til efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, som er meddelt efter råstoflovens § 16 ved denne inatsisartutlovs ikrafttræden. Det gælder dog ikke, i det omfang andet aftales mellem Naalakkersuisut og en rettighedshaver efter en tilladelse efter råstoflovens § 16 og fastsættes af Naalakkersuisut ved meddelelse af et tillæg til tilladelsen.



Grønlands Selvstyre, den 18. december 2012



Kuupik Vandersee Kleist