Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om redningsberedskabet i Grønland og om brand- og eksplosionsforebyggende foranstaltninger (Hjemtagelse af kompetencen til at planlægge for krig og truende udsigt til krig)
§ 1
I Inatsisartutlov nr. 14 af 26. maj 2010 om redningsberedskabet i Grønland og om brand- og eksplosionsforebyggende foranstaltninger foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 1, affattes således:
”§ 1. Kommunerne skal etablere et redningsberedskab, hvis opgave det er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, eller ved overhængende fare herfor. Redningsberedskabet omfatter ikke opgavesæt, der varetages af andre myndigheder.”
2. § 10, stk. 1, affattes således:
”Redningsberedskabet skal kunne yde en forsvarlig indsats mod brand, skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, samt ved akutte uheld med farlige stoffer på landjorden. Redningsberedskabet skal endvidere assistere de sociale myndigheder med at kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte.”
3. § 10, stk. 3, affattes således:
”Stk. 3. Redningsberedskabet skal, såfremt Naalakkersuisut, en anden kommune, Statens Luftfartsvæsen (RCC), Grønlands Kommando (MRCC) eller politiet, fremsætter ønske herom, yde den nødvendige assistance, som er påkrævet på grund af en ulykke, katastrofe eller krigshandling.”
4. § 20, stk. 1, affattes således:
”De enkelte medlemmer af Naalakkersuisut skal hver inden for deres område planlægge for opretholdelse og videreførelse af samfundets funktioner i tilfælde af ulykker, katastrofer og krigshandlinger.”
§ 2
Stk. 1. Denne Inatsisartutlov træder i kraft ved Naalakkersuisuts udstedelse af en bekendtgørelse herom. Inatsisartutloven kan ikke træde i kraft, før der er indgået aftale mellem Naalakkersuisut og regeringen.
Stk. 2. Ved ikrafttræden af nærværende Inatsisartutlov ophæves samtidig, med virkning for de områder, der er hjemtaget af Grønlands Selvstyre, Kongelig Anordning nr. 405 af 20. december 1962 om ikrafttræden for Grønland af Lov nr. 342 af 23. december 1959 om det civile beredskab, samt Bekendtgørelse nr. 331 af 14. maj 1990 om prioriterede virksomheder forbliver i kraft for de områder, der ikke er overtaget af Grønlands Selvstyre, indtil de ophæves eller ændres ved lov.
Grønlands Selvstyre, 3. december 2012
Kuupik Kleist
-
(0MB)
-
PDF (0.09MB)
-
PDF (0.02MB)