Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 23
22. november 2011
Gældende

Inatsisartutlov nr. 23 af 22. november 2011 om ændring af landstingslov om slædehunde samt hunde- og kattehold
(Indførsel af forbud mod kamp- og muskelhunde)

§ 1

I landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1998 om slædehunde samt hunde- og kattehold, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 28 af 18. november 2010, foretages følgende ændringer:


1.
§ 10, stk. 2-4, affattes således:
Stk. 2.  Hunde, som ved angreb, har skambidt mennesker eller andre dyr, skal straks aflives ved politiets foranstaltning for ejerens regning.
Stk. 3.  Det er forbudt at afholde hundekampe.
Stk. 4.  Retten til at beskæftige sig personligt med hunde kan veddom frakendes for bestandigt eller for et nærmere fastsat tidsrum, hvis den pågældende
1) har anvendt en hund til angreb på eller som trussel mod mennesker eller dyr,
2) har undladt at holde sin hund tilbage, da vedkommende bemærkede, at hunden overfaldt mennesker eller dyr, eller
3) har afholdt hundekampe.”

2.  Efter § 12, stk. 1, indsættes:
Stk. 2.  Besiddelse, indførsel og avl af følgende hunderacer er forbudt:
1) Pitbull terrier.
2) Tosa inu.
3) Amerikansk staffordshire terrier.
4) Fila brasileiro.
5) Dogo argentino.
6) Amerikansk bulldog.
7) Boerboel.
8) Kangal.
9) Centralasiatisk ovtcharka.
10) Kaukasisk ovtcharka.
11) Sydrussisk ovtcharka.
12) Tornjak.
13) Sarplaninac.
Stk. 3.  Forbuddet i stk. 2 finder tillige anvendelse for krydsninger, hvori de nævnte hunderacer indgår.”

3.  Efter § 12 indsættes:
§ 12 a.  Hunde, der besiddes, indføres eller avles i strid med § 12, stk. 2, aflives uden erstatning for dyrets ejer ved politiets foranstaltning for ejeren regning.
Stk. 2.  Er der tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 12, stk. 2, kan politiet stille krav om, at ejeren dokumenterer hundens race eller type.
Stk. 3.  Hvis ejeren ikke straks kan fremlægge tilstrækkelig dokumentation, jf. stk. 2, træffer politiet foranstaltninger med henblik på midlertidigt at fjerne hunden fra ejeren.
Stk. 4.  De omkostninger, der måtte være i forbindelse med midlertidig fjernelse, afholdes af ejeren.
Stk. 5.  Er der på det tidspunkt, hvor politiet stiller krav om dokumentation, ikke sammenfald mellem besidderen og ejeren, fastsætter politiet en efter omstændighederne en rimelig frist for, at ejeren fremlægger tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 12, stk. 2.
Stk. 6.  Har ejeren ikke inden for en frist, som politiet fastsætter, fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 12, stk. 2, anses hunden for at være omfattet af forbuddet i § 12, stk. 2.

§ 12 b.  Personer, som den 1. januar 2012 besidder hunde omfattet af hunderacerne nævnt § 12, stk. 2, eller krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår, kan fortsat besidde disse.
Følgende krav skal overholdes:
1) Sådanne hunde må ikke overdrages.
2) Hundene skal føres i line på maks. 2 meter og være forsynet med mundkurv, når de færdes i det offentlige rum.”

4. § 28, stk. 1, affattes således:
”Overtrædelse af bestemmelserne i § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1 og 2, § 10, stk. 1-3, § 12, stk. 2 og 3, § 12 b, §§ 14-18, § 19, stk. 1, 2, 4 og 5, § 20 samt § 21, stk. 2, kan medføre bøde.”

5. § 28, stk. 3, affattes således:
Stk. 3.  Ved grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelserne i § 10, stk. 1 og 3, § 12, stk. 2 og 3, § 12 b samt §§ 14-18, kan idømmes forbud mod enhver form for hold af eller omgang med husdyr.”

6.  Efter § 28, stk. 5 indsættes:
Stk. 6.  Bøder idømt efter denne lov tilfalder Landskassen.”

 

§ 2

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2012, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 12, stk. 2, omfatter alene hunde, der er indført til Grønland eller født efter Inatsisartutlovens ikrafttræden.
Stk. 3.  Hunde omfattet af § 12, stk. 2, må der ikke avles på efter Inatsisartutlovens ikrafttræden.




Grønlands Selvstyre. Den 22. november 2011




Kuupik Kleist