Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 3
4. februar 2011
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om takstbetaling for pædagogisk udviklende kommunale dagtilbud til børn i førskolealderen

I medfør af § 28a, stk. 3 i landstingsforordning nr. 10 af 5. december 2008 om pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen, som ændret ved Inatsisartutforordning nr. 4 af 19. maj 2010, fastsættes:

 

Takster

§ 1.  Kommunalbestyrelsen fastsætter senest i november måned det følgende års takster for børns ophold i pædagogisk udviklende kommunale dagtilbud til børn i førskolealderen.
Stk. 2.  Taksterne fastsættes på grundlag af kommunernes udgifter til pædagogisk udviklende kommunale dagtilbud til børn i førskolealderen og de økonomiske forhold hos den eller de betalingspligtige.

§ 2.  Kommunalbestyrelsen kan fastsætte forskellige takster for pædagogisk udviklende kommunale dagtilbud til de 0-2 årige henholdsvis de 3-6 årige.
Stk. 2.  Indtil Inatsisartutlov om organisering af fritidsvirksomhed vedtages, jf. § 31, stk. 3 i landstingsforordning nr. 10 af 5. december 2008 om pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen, kan der fastsættes særskilt takst for ophold på fritidshjem.
Stk. 3.  Kommunalbestyrelsen kan fastsætte forskellige takster gældende for byer og bygder i en kommune. Der kan dog ikke fastsættes institutionsvis takst i samme by eller bygd.
Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en særskilt takst for kommunalt formidlet dagpleje.
Stk. 5.  Kommunalbestyrelsen kan træffe bestemmelse om, at der skal betales halv takst for børn, der er optaget i et pædagogisk udviklende kommunalt dagtilbud til børn i førskolealderen indtil 25 timer ugentlig.

§ 3.  Taksterne fastsættes efter følgende skala:

Indtægter på:

% af udgiften per plads:

min. %

max. %

Indtil - 149.999 kr.

0

5

150.000 – 174.999 kr.

5

6

175.000 – 199.999 kr.

5

7

200.000 – 224.999 kr.

5

8

225.000 – 249.999 kr.

5

10

250.000 – 274.999 kr.

5

15

275.000 – 299.999 kr.

10

20

300.000 – 324.999 kr.

10

22

325.000 – 349.999 kr.

10

24

350.000 – 374.999 kr.

10

26

375.000 – 399.999 kr.

10

28

400.000 – 424.999 kr.

10

30

425.000 – 449.999 kr.

10

32

450.000 – 474.999 kr.

10

34

475.000 – 499.999 kr.

10

36

500.000 – 549.999 kr.

10

39

550.000 – 599.999 kr.

10

42

600.000 – 649.999 kr.

10

45

650.000 – 699.999 kr.

10

48

700.000 – 749.999 kr.

10

51

750.000 – 799.999 kr.

10

54

800.000 – og derover

10

57

§ 4.  Den eller de betalingspligtige, jf. § 5, skal i umiddelbar forlængelse af kommunalbestyrelsens fastsættelse af taksterne efter § 1, stk. 1, underrettes om taksternes størrelse.


Betalingspligt

§ 5.  Betalingspligten påhviler den eller de, der varetager barnets faktiske forsørgelse, jf. dog § 6. Barnets faktiske forsørgelse varetages af den eller de personer, der efter en samlet vurdering sørger for barnets almindelige, daglige fornødenheder blandt andet i form af bolig, mad og tøj.  
Stk. 2.  Findes den ene forælder at være faktisk forsørger og har denne indgået ægteskab, registreret partnerskab eller lever i et ægteskabslignende fast samlivsforhold af mindst et års varighed, anses såvel forælder som ægtefælle, registreret partner eller fast samlever som faktiske forsørgere og dermed betalingspligtige.


Hel eller delvis friplads

§ 6.  Der tildeles hel friplads i et pædagogisk udviklende kommunalt dagtilbud til børn i førskolealderen, som er anbragt på døgninstitution eller i offentlig formidlet familiepleje.

§ 7.  Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med beslutning om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger i henhold til § 9 i landstingsforordning om hjælp til børn og unge bestemme, at der bevilges hel eller delvis friplads i et pædagogisk udviklende kommunalt dagtilbud til børn i førskolealderen.


Søskenderabat

§ 8.  Skal den eller de betalingspligtige betale for mere end et barn optaget i pædagogisk udviklende kommunale dagtilbud til børn i førskolealderen eller på fritidshjem, betales fuld takst for det ældste barn og halv takst for hvert af de efterfølgende børn.


Beregningsgrundlag

§ 9.  Betalingen for ophold i et pædagogisk udviklende kommunalt dagtilbud til børn i førskolealderen, fastsættes på grundlag af den eller de betalingspligtiges skattepligtige indkomst for det senest afsluttede indkomstår.
Stk. 2.  Den eller de betalingspligtige skal underrette kommunalbestyrelsen om ændringer i den i stk. 1 nævnte skattepligtige indkomst.
Stk. 3.  
Kommunalbestyrelsen ændrer betaling for ophold i pædagogisk udviklende kommunale dagtilbud til børn i førskolealderen, jf. stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal dog forinden have indhentet dokumentation for ændringer i den i stk. 1 nævnte skattepligtige indkomst. Ændring af betalingen sker med 1 måneds varsel med virkning fra den 1. i en måned.

§ 10.  Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at den indkomst, som lægges til grund for fastsættelse af betalingen, skal være den aktuelle indkomst omregnet forholdsmæssigt til fuld årlig indkomst, når den eller de betalingspligtige kan dokumentere væsentlige ændringer i indkomstforholdene.
Stk. 2.  Har ligningsmyndigheden ikke tidligere fastsat en skattepligtig indkomst, sker betalingen på grundlag af forskudsregistreringen eller den aktuelle indkomst omregnet forholdsmæssigt til fuld årlig indkomst.


Indkomsterklæring

§ 11.  I forbindelse med et barns optagelse i et pædagogisk udviklende kommunalt dagtilbud til børn i førskolealderen, eller i forbindelse med ændringer i, hvem der er betalingspligtig, jf. § 5, afgiver den eller de betalingspligtige en skriftlig indkomsterklæring til kommunalbestyrelsen.
Stk. 2.  Indkomsterklæringen skal indeholde en bemyndigelse til, at kommunalbestyrelsen, så længe barnet er optaget i et pædagogisk udviklende kommunalt dagtilbud til børn i førskolealderen, kan indhente oplysninger om den eller de betalingspligtiges indkomstforhold hos skattemyndighederne.
Stk. 3.  Såfremt den eller de betalingspligtige undlader at afgive den i stk. 1 nævnte erklæring, fastsættes betalingen til højeste takst. Taksten bibeholdes indtil den eller de betalingspligtige meddeler skriftlig indkomsterklæring, hvorefter taksten fastsættes på baggrund heraf med 1 måneds varsel med virkning fra den 1. i en måned.


Restance og udmeldelse

§ 12.  Kommer den eller de betalingspligtige i restance med betalingen, og har den eller de pågældende ikke trods betalingspåmindelse herom indgået aftale om afvikling af det skyldige beløb, udmeldes barnet, jf. § 13 af det pædagogisk udviklende kommunale dagtilbud til børn i førskolealderen.
Stk. 2.  Indfries restancen fuldt ud inden 14 dage fra påmindelsens dato, bortfalder beslutningen om udmeldelse fra det pædagogisk udviklende kommunale dagtilbud til børn i førskolealderen.
Stk. 3.  Senest samtidig med, at kommunalbestyrelsen giver meddelelse til den eller de betalingspligtige om udmeldelse af et barn på grund af restance, indberettes beslutningen herom til de sociale myndigheder.

§ 13.  Enhver udmeldelse af et barn fraet pædagogisk udviklende kommunale dagtilbud til børn i førskolealderen sker med 1 måneds varsel med virkning fra den 1. i en måned.


Ikrafttræden

§ 14.  Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. marts 2011. Samtidig ophæves Selvstyrets bekendtgørelse nr. 17 af 27. november 2009 om takstbetaling for pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen.




Grønlands Selvstyre, den 4. februar 2011.




Mimi Karlsen                                                                                       

/

Lise Lennert Olsen