Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 24
22. december 2010
Ophævet

Selvstyrets bekendtgørelse om afgiftsfri indførsel af varer ved indrejse

I medfør af § 17 og § 46 i landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1992 om ind- og udførsel af varer, fastsættes:

 

Indrejse

§ 1. Ved indrejse forstås personlig indrejse til afgiftsområdet i forbindelse med ankomst fra udlandet, herunder Danmark og Færøerne.
Stk. 2.
Ved indrejse kan rejsende afgiftsfrit medbringe eller indkøbe varer i følgende omfang:
1) 40 cigaretter eller 5 cigarer eller 10 cigarillos eller 50 g røgtobak,
2) 100 stk. cigaretpapir eller cigarethylstre,
3) 2 liter kulsyreholdige læskedrikke,
4) 50 g parfume og 0,25 liter toiletvand. Herudover kosmetik og andre toiletmidler til en samlet maksimal værdi af kr. 1.000,
5) 4 kg i alt af chokolade- og slikvarer,
6) 4 kg kaffe eller the, og
7) 5 kg i alt af kød, kødvarer eller fjerkræ.
Stk. 3. Afgiftsfrihed for tobaksvarer omfatter kun personer, der er fyldt 18 år.

§ 2. Afgiftsfrit salg af varer til indrejsende skal ske i overensstemmelse med § 1, stk. 1 og 2, nr. 3-7 og kan alene ske fra forretninger i lufthavne, som har tilladelse fra Skatteforvaltningen til et sådant salg.


Transportpersonale

§ 3. Transportpersonale, det vil sige personale på skibe og fly, der er indsat i international trafik, og som udfører arbejde med transportmidlets drift eller betjening om bord, kan, når indrejse sker efter mindre end 15 døgns ophold uden for Grønland, medbringe:
1)  20 cigaretter eller 5 cigarer eller 10 cigarillos eller 35 g røgtobak,
2)  50 g parfume og 0,25 liter toiletvand.
Stk. 2. Ved indrejse efter ophold uden for Grønland i 15 døgn eller derover kan transportpersonale medbringe varer efter reglerne i § 1.


Personale på offshoreanlæg

§ 4. Personale på offshoreanlæg, herunder borerigge samt boreplatforme som udøver arbejde i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning, og udnyttelse af mineralske råstoffer eller kulbrinter, kan ved afmønstring indenfor afgiftsområdet afgiftsfrit medbringe:
1) 20 cigaretter eller 5 cigarer eller 10 cigarillos eller 35 g røgtobak.
Stk. 2. Afgiftsfriheden er betinget af forudgående ophold udenfor afgiftsområdet på minimum 15 døgn.
Stk. 3. Afgiftsfriheden i stk. 1 gælder kun for varer, som er indkøbt udenfor afgiftsområdet.


Udenlandske fiskefartøjer

§ 5. For udenlandske fiskefartøjer, der fisker i grønlandske farvande, og skibe, der under ophold i grønlandske farvande indrømmes afgiftsfrihed, udgør afgiftsfriheden for varer medbragt ombord pr. døgn pr. besætningsmedlem:1 liter bordvin, eller 0,5 liter hedvin, eller 0,25 liter spiritus eller 2 liter øl samt 40 g tobaksvarer i maksimalt 28 dage.
Stk. 2. Besætningsmedlemmer, der har erhvervet varer afgiftsfrit i henhold til stk. 1, kan ved afmønstring for at tiltræde rejse ud af afgiftsområdet medbringe varer i det omfang, det følger af § 3.
Stk 3. Afgiftsfriheden i henhold til stk. 1 gælder kun for varer, som skibet har indkøbt udenfor afgiftsområdet.


Turister ombord på udenlandske passagerskibe

§ 6. Turister ombord på udenlandske passagerskibe nyder afgiftsfrihed under skibets ophold i grønlandske farvande.
Stk. 2. Turister, der nyder afgiftsfrihed i henhold til stk. 1, må ikke ilandbringe andre afgiftspligtige varer end tobaks-, chokolade- og slikvarer til eget forbrug. Når hjemrejse tiltrædes via Grønland, kan turisterne medbringe afgiftsfrie varer i henhold til § 1.
Stk. 3. Afgiftsfriheden i henhold til stk. 1 gælder kun for varer, som skibet har indkøbt udenfor afgiftsområdet.


Personer uden fast bopæl eller ophold i afgiftsområdet

§ 7. Personer uden fast bopæl eller ophold i afgiftsområdet kan til personligt brug under rejser afgiftsfrit indføre parfume, kosmetik og toiletmidler, der er afgiftspligtige efter § 1, nr. 18 i landstingslov nr. 19 af 30. oktober 1992 om indførselsafgifter, såfremt disse efter Skatteforvaltningens skøn, under hensyn til deres mængde og beskaffenhed, står i rimeligt forhold til rejsetiden.


Forudsætning for afgiftsfrihed

§ 8. Det er en forudsætning for afgiftsfrihed efter § 1 og §§ 3 - 6, at varerne eller rejseudstyret medbringes på personen eller i den personligt medbragte bagage, således at varerne eller rejseudstyret kan fremvises for Skatteforvaltningen.


Kontrol

§ 9. Virksomheder der har tilladelse til afgiftsfrit salg af varer til indrejsende, jf. § 2, skal ved salg af alkoholholdige drikkevarer samt tobaksvarer kræve at den rejsende fremviser boardingkort, som dokumentation for at den pågældende skal udrejse.
Stk. 2. Ved fremvisning af boardingkort som nævnt i stk. 1, skal boardingkortet påføres et mærke eller det skal på anden måde registreres at kortet har været benyttet i forbindelse med indkøb af alkoholholdige drikkevarer eller tobaksvarer.
Stk. 3. De i stk. 2 nævnte boardingkort kan ikke benyttes til yderligere indkøb af alkohol og tobaksvarer.


Sanktioner

§ 10. Den, som ved forsæt eller grov uagtsomhed overtræder eller forsøger at overtræde bestemmelserne i § 1, stk. 2 - 3, § 2, § 3, stk. 1, § 4, stk. 1 og 3, § 5, stk. 1-2, § 6, stk. 2, § 7 og § 8, kan idømmes bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 2. Ved overtrædelse eller forsøg på overtrædelse som nævnt i stk. 1 kan der, hvad enten bøde idømmes eller ej, ske konfiskation af varen, eller, såfremt varen ikke forefindes, et beløb, der svarer til dens værdi efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 3. Bøder idømt efter stk. 1 tilfalder Landskassen.
Stk. 4. Konfiskation efter stk. 2 tilfalder Landskassen.


Ikrafttræden

§ 11. Denne bekendtgørelse træder i kraft 1. januar 2011.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 17, af 2. december 2004 om afgiftsfri indførsel af varer ved indrejse.




Grønlands Selvstyre, den 20. december 2010




Palle Christiansen

/

Jan H. Lynge-Pedersen