Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 22
22. december 2010
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om Uddannelsesrådet for skuespilleruddannelsen ved Grønlands Nationalteater

I medfør af § 11, stk. 2 i Inatsisartutlov nr. 23 af 18. november 2010 om teater, fastsættes:

 

Sammensætning

§ 1.  Naalakkersuisoq for uddannelse nedsætter et uddannelsesråd der består af personer med indsigt i uddannelsesforhold og faglig viden indenfor teatervirksomhed.

§ 2.  Uddannelsesrådet består af 3 medlemmer:
1) Et medlem udpeget af departementet for uddannelse.
2) Et medlem udpeget af en landsdækkende organisation for skuespillere i Grønland.
3) Et medlem udpeget af Statens Teaterskole.
Stk. 2.  Det medlem, der er udpeget af departementet for uddannelse, er formand for rådet.
Stk. 3.  Medlemmerne udpeges for periode på 4 år, der følger kalenderåret. Genudpegning kan finde sted én gang.
Stk. 4.  Grønlands Nationalteater er sekretariat for rådet og udgifter til rådets virksomhed afholdes af Grønlands Nationalteater.


Virke

§ 3.  Uddannelsesrådet har til opgave at sikre skuespilleruddannelsens kvalitet.
Stk. 2.  Uddannelsesrådets kvalitetssikring af skuespilleruddannelsen sker ved:
1)   Afgivelse af udtalelse om forslag til regler om skuespilleruddannelsen, jf. § 4.
2)   Afgivelse af udtalelse om forslag til studieordning for skuespilleruddannelsen, jf. § 4.
3)   Ved løbende evaluering af skuespilleruddannelsen, jf. § 5.
4)   Ved fremsættelse af begrundede forslag til ændring af reglerne om skuespilleruddannelsen, jf. § 6, og
5)   ved fremsættelse af begrundede forslag til ændring af studieordningen for skuespilleruddannelsen, jf. § 7.

§ 4.  Ved rådets afgivelse af udtalelse om forslag til regler for skuespilleruddannelsen og om forslag til studieordning for skuespilleruddannelsen skal udtalelsen blandt andet indeholde rådets vurdering af, om uddannelsen giver merit til skuespilleruddannelser i andre lande, og om uddannelsen påregnes at give erhvervskompetence i forhold til ansættelse som skuespiller i og uden for Grønland. Rådet kan til brug for sine udtalelser indhente sagkyndige udtalelser.

§ 5.  Den løbende evaluering af skuespilleruddannelsen skal ske årligt. Evalueringen skal indeholde en vurdering af, om uddannelsen varetages i overensstemmelse med de for uddannelsen fastsatte regler og den for uddannelsen fastsatte studieordning og om uddannelsen generelt forløber tilfredsstillende.

§ 6.  Hvis rådet ønsker at fremsætte begrundet forslag til ændring af reglerne om skuespilleruddannelsen, skal forslaget fremsendes til departementet for uddannelse.

§ 7.  Hvis rådet ønsker at fremsætte begrundet forslag til ændring af studieordningen for skuespilleruddannelsen, skal forslaget fremsendes til Grønlands Nationalteater med kopi til departementet for uddannelse.

§ 8.  Formanden indkalder Uddannelsesrådet til møde efter behov, dog mindst 1 gang årligt.
Stk. 2.  Uddannelsesrådet fastlægger selv sin forretningsorden.

§ 9.  Uddannelsesrådet udarbejder en årsberetning, der fremsendes til Grønlands Nationalteater og departementet for uddannelse til orientering.
Stk. 2.  Årsberetningen skal indeholde rådets årlige evaluering af skuespilleruddannelsen, en beskrivelse af rådets virke i det forløbne år og rådets årsplan for det kommende år, herunder mødeplan og budget.


Ikrafttræden

§ 10.  Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2011.




Grønlands Selvstyre, den 16. december 2010




Mimi Karlsen

/

Lise Lennert Olsen

Relationer
Hjemmelslov